Klage over utilstrækkelig information forud for behandling af byld hos en 5-årig

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans indhentelse af informeret samtykke fra <****> den 8. august 2013 i sin klinik, da lægen ikke har overtrådt sundhedslovens § 15, jf. § 16. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 8. og den 9. august 2013 i sin klinik, da lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.       At praktiserende læge s information den 8. august 2013 forud for fjernelse af en byld på s ben var mangelfuld.

har hertil anført, at lægen burde have informeret hende og hendes 5-årige søn om, hvordan han havde tænkt sig at fjerne bylden på s ben, herunder om anvendelse af lokalbedøvelse, og at der skulle skæres. Dermed kunne det have været undgået, at indgrebet havde udviklet sig til en voldsom oplevelse for , idet der måtte tre voksne mennesker til at holde ham, og idet han skar sig på skalpellen under indgrebet. Endelig har anført, at klinikkens sekretær ikke har en sygeplejefaglig baggrund til at assistere ved behandlingen af .

2.       At ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge , , , den 9. august 2013.

har hertil anført, at efter at have foretaget sårskifte ville lægen ikke skrive i s journal, at det var en god idé fremover at fjerne lignende bylder på sygehuset i fuld narkose. Det er videre anført, at lægen ikke ville foretage yderligere sårskifte, og at han ikke informerede om, hvordan selv skulle skifte forbinding, og hvordan hun skulle forholde sig i tilfælde af ændring/forværring af s tilstand, hvordan den ordinerede antibiotika skulle gives, og hvornår de ville få svar på en streptokokprøve. Alt dette fik de i stedet svar på og hjælp til fra vagtlæger.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Den 8. august 2013 var 5-årige sammen med sin mor hos praktiserende læge for at få behandlet en byld på venstre ben. var ifølge klagen kendt med vandvorter på kroppen, og det var en af dem, der var gået betændelse i. Forsøg i hjemmet på selv at tømme bylden var ikke lykkedes.

Ifølge journalen fik initialt EMLA og fik papelanæstesi med Xylocain. Lægen inciderede, og der udtømtes rigeligt med pus og blev podet. Der blev ilagt en meche og behandlet med Fucidin.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra praktiserende læge , at det blev vurderet, at det var nødvendigt at skære bylden. Det blev herefter planlagt, at der efter overfladebedøvelse med EMLA skulle lægges en lokalbedøvelse med indsprøjtning overfladisk i huden. Herefter skulle bylden skæres, der skulle podes, og der skulle ilægges en meche samt forbindes. Det var lægens vurdering, at det kunne udføres hurtigt og uden særlige smerter ved, at om nødvendigt blev fastholdt den korte tid, indgrebet ville vare. En indlæggelse med behandling i fuld bedøvelse, anså lægen som mere belastende.

Det fremgår videre af udtalelsen, at indgrebet imidlertid ikke gik så besværsfrit som forventet. fik mulighed for at rive sin hånd fri og kom derfor til at gribe om kniven og pådrog sig et sår på en finger. Desuden blev uroen mere udtalt end tilsigtet. Behandlingen blev dog færdiggjort som planlagt. Såret på fingeren kunne blot plasterbehandles. Der blev aftalt skift af bylden dagen efter. 

Ifølge klagen kom og hans mor ind til lægen, og da han havde kigget på bylden, besluttede han, at den skulle fjernes. Ifølge klager burde praktiserende læge have informeret hende og om, hvordan han havde tænkt sig at fjerne bylden på s ben, herunder om anvendelse af lokalbedøvelse, og at der skulle skæres. Dermed kunne det have været undgået, at indgrebet havde udviklet sig til en voldsom oplevelse for , idet der måtte tre voksne mennesker til at holde ham, og idet han skar sig på skalpellen under indgrebet.

Ifølge § 15, stk. 1, i sundhedsloven må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19. Ifølge lovens § 16, stk. 1, har patienten ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.

Når der er tale om en patient, der er under 15 år, er det typisk forældrene, der i stedet modtager information og giver samtykke til behandlingen på barnets vegne. Men patienten skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af sundhedsloven § 16, stk. 1, at en patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Det fremgår af § 16, stk. 4, i samme lov, at informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Ligeledes kan disciplinærnævnet oplyse, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at det ikke entydigt kan fastsættes, i hvilket omfang en sundhedsperson har pligt til at informere om mulige komplikationer mv. i forbindelse med undersøgelse og behandlingen. Det fremgår, at sundhedspersonen som udgangspunkt altid skal give information om alvorlige og ofte forekommende komplikationer mv. Når der er tale om alvorlige og sjældent forekommende eller bagatelagtige og ofte forekommende komplikationer mv., skal sundhedspersonen ofte give information herom. Der kan som udgangspunkt ikke stilles krav om, at sundhedspersonen skal informere om bagatelagtige og sjældent forekommende komplikationer mv.

Vurderingen af, hvornår der herefter skal gives information, beror i første række på sundhedspersonens skøn.

Disciplinærnævnet har på baggrund af klagen lagt til grund, at var klar over, at praktiserende læge var af den opfattelse, at bylden skulle behandles ved at åbne den for at skaffe afløb.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det lægefagligt betragtes som en mindre og ukompliceret tilstand, at der opstår en lille byld i en vandvorte på benet af et barn. Det kan imidlertid se ganske voldsomt ud, men tilstanden behandles normalt helt ukompliceret med udtømning af lidt pus ved et ganske lille snit i bylden. Sædvanligvis kræves der ikke nogen speciel smertelindring i forbindelse hermed, men der kan for eksempel anvendes lidt lokalbedøvende creme først (EMLA-creme). Det er herefter normal procedure at tage en podning, selvom der stort set aldrig findes specielt farlige bakterier ved dyrkningen, og derefter smøre området med en bakteriedræbende creme (Fucidin). Hvis man vil være sikker på, at snittet skal holdes åbent, indtil der sker opheling fra bunden af såret, ilægges et lille stykke gaze (meche). Sædvanligvis fortæller lægen, mens proceduren skrider frem, hvad der skal ske. Såfremt barnet kan holdes i ro, tager hele proceduren maksimalt 3-5 minutter.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at der var tale om en behandling, der som udgangspunkt er forbundet med så lav risiko for komplikationer, at der ikke kan stilles krav om, at der forinden påbegyndelsen af behandlingen gives detaljeret information om, hvorledes den skal foregå. At behandlingen af udviklede sig til en voldsom oplevelse, herunder at han skar sig på den skalpel, som praktiserende læge anvendte, var efter nævnets opfattelse ikke til at forudse for nogen af de involverede parter.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at praktiserende læge ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med informationen til , selvom der ikke blev givet detaljeret information om, hvordan åbningen af bylden skulle foregå.

Ifølge klagen har klinikkens sekretær, som var med til at holde , mens lægen behandlede bylden, ikke en sygeplejefaglig baggrund til at assistere ved behandlingen af .

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at det er i overensstemmelse med sædvanlig praksis at lade en af personalet medvirke til at holde et barn i forbindelse med et mindre indgreb. Det er i den situation uvæsentligt, om vedkommende har den ene eller den anden uddannelsesmæssige baggrund, da vedkommende ikke skal udføre nogen behandling selv.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge for at lade en sekretær deltage i forbindelse med behandlingen af den 8. august 2013.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Den 9. august 2013 fremgår det, at s sår blev skiftet, og at en ny meche blev ilagt. Infektionen var faldet pænt. Moderen var uforstående overfor, at barnet ikke kom på sygehuset til narkose til indgrebet, og hun ønskede ikke fortsat assistance fra lægen til skiftning. Det blev givet tilbud om henvisning til skadestue til skiftning. Familien ville selv klare det fortsatte forløb. Det fremgår, at lægen beklagede, at der var en sådan forskel i opfattelsen af forløbet, men han mente fortsat ikke, at indgrebet kunne retfærdiggøre narkose.

Det fremgår af journalen den 14. august 2013, at moderen fik svar på, at podningen havde været normal.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra praktiserende læge , at skiftningen forløb uden bemærkninger. Efterfølgende blev det imidlertid klart, at behandlingen dagen før af familien blev opfattet som meget ubehagelig. Moderen gav udtryk for, at barnet burde have været behandlet på sygehuset under bedøvelse. Det blev klart for lægen, at der ikke længere var tilstrækkelig tillid fra moderens side til, at han kunne fortsætte behandlingen. Derfor forsøgte han uden held at få den nærliggende skadestue til at overtage skiftningerne de kommende dage. Under den tænkepause, lægen herefter havde for at finde en anden passende løsning, meddelte moderen, at familien selv ville stå for den fortsatte behandling. Der blev derfor ikke mulighed for at aftale fortsat opfølgning.

har dog bestridt i sin klage, at hun skulle have sagt, at hun ikke ønskede assistance fra lægen til skiftning. Ifølge hende var det lægen, der direkte sagde, at han ikke ville skifte s forbinding.

Disciplinærnævnet finder imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte oplysningerne i journalen. Dette skyldes, at journalen er ført i umiddelbar tilknytning til behandlingen den 9. august 2013 og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var klaget over behandlingen.

Disciplinærnævnet har desuden ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at praktiserende læge sagde, at han ikke ville skifte s forbinding.

Praktiserende læge har desuden anført, at det ikke er muligt for ham fem måneder efter at kommentere ordvekslingen deltaljeret. Dog er han sikker på, at han ikke som nævnt i klagens side 1 har udtalt, at indgrebet burde have foregået i narkose.

Det er hertil disciplinærnævnets opfattelse, at det er efter sædvanlig praksis at behandle en byld i klinikken hos en alment praktiserende læge, også selvom patienten er et barn. Indlæggelse på et sygehus til behandling i fuld narkose kommer normalt aldrig på tale, især da et indgreb i fuld narkose uundgåeligt medfører en ikke ringe risiko for komplikationer og derfor reserveres til større indgreb.

Efter disciplinærnævnets vurdering var det herefter relevant, at lægen ikke ville notere i s journal, at det var en god idé fremover at fjerne lignede bylder på sygehuset i fuld narkose.

Disciplinærnævnet finder dermed samlet, at praktiserende læge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 9. august 2013.