Klage over manglende information om muligheden for at søge erstatning

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 10. juli til den 18. september 2013 i sin klinik, da lægen har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for manglende information om anmeldelse til Patienterstatningen i forbindelse med hans behandling af <****> i sin klinik den 22. august 2014, da lægen har overtrådt lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenets § 23. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans indhentelse af informeret samtykke fra <****> i perioden fra den 30. april 2010 til den 30. april 2015 i sin klinik, da lægen ikke har overtrådt sundhedslovens § 15, jf. § 16.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ikke modtog en korrekt behandling hos , , i perioden fra den 30. april 2010 til den 30. april 2015.

har blandt andet anført, at han ikke fik diagnosticeret kræft allerede i maj 2013. Det er videre anført, at der ikke blev ført kontrol ved brug og opstart af antidepressiv medicin.

2. At ikke blev tilstrækkelig informeret forud for behandlingen hos , , i perioden fra den 30. april 2010 til den 30. april 2015.

har blandt andet anført, at han ikke fik information om bivirkninger ved behandling med antidepressiv medicin.

3. At ikke blev oplyst om muligheden for at søge erstatning i forbindelse med behandlingen hos , , i august 2014.

har blandt andet anført, at det blev konstateret, at han var blevet diagnosticeret for kræft for sent, men han blev ikke informeret om muligheden for at søge erstatning.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

Det fremgår af udtalelsen til sagen fra praktiserende læge , at i september 2003 via egen læge startede behandling med Sertralin.

Det fremgår af hertil udtalelsen til sagen fra læge , at i 2005 på grund af manglende effekt af Sertralin, fik stoppet denne behandling, og i stedet startede behandling med Mirtazapin, hvor der efterfølgende var kontroller hver anden uge med henblik på opfølgning af bivirkninger.

I 2005 var indlagt på afdeling 1, og han blev udskrevet med medicinen Venlafaxin og Mirtazapin.

var siden 2006 kendt med forhøjet blodtryk, og havde været i behandling med forskellige præparater, og blev i 2011 vurderet af en afdeling 2 med henblik på optimering af behandlingen.

Det fremgår af udtalelsen til sagen fra læge , at selv trappede ud af den antidepressive medicin i 2009, men at han startede igen.

Det fremgår af videre af udtalelsen til sagen fra læge , at han siden 2003 havde haft hyppige kontakter med vedrørende bivirkninger til den antidepressive medicin.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Den 15. juni 2011 var 48-årige til konsultation hos praktiserende læge , da han den seneste måned havde fået tiltagende tilbagefald af depressionssymptomer, herunder blandt andet rastløshed, træthed og initiativløshed. Læge vurderede på den baggrund, at skulle have øget ordination af Efexor og Mirtazapin.

Den 27. juli 2011 blev det konstateret, at var i bedring efter øgning af medicinen.

Den 7. november 2011 noterede læge , at overvejede at øge behandling med Mirtazapin til 45 mg, men han valgte i stedet at tage kontakt til en psykolog.

Den 18. november 2011 var til konsultation hos , da han de seneste to til tre dage havde fået hævede ben, men ingen smerter. Det blev noteret, at han var i behandling for depression med Efexor og Mirtazapin. Det blev endvidere noteret, at hævede ben var en kendt bivirkning til behandling med Mirtazapin, men det blev vurderet, at det ikke var sandsynligt, at det opstod så kort tid efter dosisøgning.

Den 7. december 2011 konstaterede læge , at s hævede ben var svundet.

I januar 2012 foretog hjemmemåling af sit blodtryk, som svingede fra 180/100 til 172/97. Det blev vurderet, at behandling med Efexor var kendt for at kunne give forhøjet blodtryk.

Den 23. februar 2012 noterede læge , at s aktuelle medicin var Mirtazapin og Efexor.

Den 23. marts 2012 skrev en mail til læge , hvor han oplyste, at han fik 225 mg Efexor og 30 mg Mirtazapin mod depression.

Den 16. maj 2012 noterede læge , at var startet på en afdeling 1, hvor han havde fået ordineret Seroquel og Noritren.

Den 21. maj 2012 blev det konstateret, at havde fået det voldsomt dårligt med svimmelhed, ubehag og træthed, og han syntes ikke, at han kunne styre sine ben. Det blev derpå aftalt, at han skulle gå tilbage til Mirtazapin i stedet for Seroquel.

I perioden fra den 25. maj til den 7. september 2012 havde flere konsultationer hos læge angående psykiske symptomer.

Den 5. december 2012 var til konsultation hos læge , hvor han noterede, at fik styr på sin medicin.

Diagnosticering af tarmkræft

Den 14. maj 2013 sendte en mail til læge , hvor han oplyste, at han de seneste 14 dage havde været plaget af tilbagevendende mavesmerter, og at de kom pumpende i mellemgulvet med små mellemrum, og varede fra en halv til fem timer. mente selv, at det var psykisk betinget.

Ved mailkorrespondance med læge den 27. maj 2013 oplyste , at mavesmerterne var tiltaget, og at det havde været konstant de seneste tre til fire dage, men det var nu ved at klinge af. fik derpå en tid til konsultation.

Ved en konsultation hos læge den 29. maj 2013 oplyste , at han var under arbejdsprøvning, og han arbejdede to timer om ugen, men det medførte voldsomme mavesmerter i flere dage, og han havde haft lidt klemmen i brystet. Læge vurderede, at der var tale om en psykisk reaktion, og medicinen skulle øges lige så stille over tid, og han skulle tage kontakt, hvis der kom flere fysiske symptomer.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at de hyppigste symptomer på tarmkræft er blødning fra endetarmen eller ændrede afføringsvaner. Andre symptomer er lav blodprocent, uforklarligt vægttab og træthed.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at læge i maj 2013 undersøgte og behandlede på relevant og tilstrækkelig vis, da han ikke på dette tidpunkt havde tydelige symptomer, som tydede på alvorlig sygdom.

Disciplinærnævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at man som læge ofte vil tillægge patientens egen fortolkning af situationen en stor værdi, da det er patienten, som kender sin krop.

Den 12. juni 2013 sendte en mail til læge , hvor han oplyste, at mavesmerterne var tiltagende herunder med luft i maveregionen.

Den 18. juni 2013 sendte endnu en mail til læge og oplyste, at mavesmerterne kom om aftenen, og at de denne gang havde varet i næsten 24 timer.

Den 27. juni 2013 var igen til konsultation hos læge , og han oplyste, at han følte sig drænet for energi, og han havde voldsomme mavesmerter og smerter i led, arme og ben.

Ved mailkorrespondance med læge den 10. juli 2013 oplyste , at han havde mavesmerter cirka hver tredje dag, og at smerterne sad centralt i bugen og fyldte det hele og var nærmest pumpende. Han oplyste videre, at han havde en smule fast afføring, men at det om natten havde været blodigt, og dagen efter var det helt sort, men ellers havde han haft tynd mave. Læge svarede dertil, at det var noget, som de måtte se på.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at blod i afføringen kan have mange årsager. Hos patienter under 40 år er hæmorider eller rifter ved endetarmen den hyppigste årsag. Hvis der også er mavesmerter, bør andre årsager til blodet udelukkes. Ved blødning uden en helt sikker årsag, for eksempel hvis der ikke er en synlig rift eller en hæmoride med sår, så skal årsagen findes, og det er specielt ved patienter over 40 år. Hvis blodet i afføringen er sort, og mavesmerterne sidder i mellemgulvet, kan det dreje sig om et blødende mavesår.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at alle årsager til blod i afføringen bør undersøges, indtil en sikker blødningskilde er fundet.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at læge den 10. juli 2013 ikke på relevant vis henviste til nærmere undersøgelse, da han på dette tidspunkt beskrev symptomer i form af mavesmerter og blod i afføringen.

Den 11. juli 2013 skrev endnu en mail til læge , hvor han oplyste, at han havde været ved vagtlægen, da mavesmerterne havde været uudholdelige, men der var ikke blevet fundet noget alarmerende, og han fik ordineret Ibuprofen og Primperan.

Ved en konsultation den 28. august 2013 oplyste , at han i cirka to til tre måneder havde haft svie og smerter i maven, og at symptomerne var taget til. Han oplyste videre, at han havde problemer med forstoppelse og hæmorider, og at der var blod ved afføring. Det blev vurderet, at han havde problemer med mavesyre, og han skulle forsøge med en to ugers kur, og derefter kunne det overvejes, om han skulle have foretaget en test for bakterier i mavesækken eller gastroskopi ved tilbagefald af symptomerne. Der blev samtidig ordineret Proctosedyl med aftale om opfølgning.

Den 30. august 2013 blev det konstateret, at havde haft effekt af hæmoridebehandlingen, og at der ikke længere var blod i afføringen. Der blev foretaget en rektaleksploration, og det blev konstateret, at der ikke var nogle tumorer i den nederste del af endetarmen, at der var en glat slimhinde, og der var normale spændinger i lukkemusklen. Der blev samtidig ordineret Omeprazol mod mavesmerter.

Den 9. september 2013 blev det konstateret, at der var en god effekt af Omeprazol, men kunne ikke trappe ned til en om dagen, da symptomerne så kom tilbage. Det blev aftalt, at han skulle fortsætte med to kapsler om dagen i yderligere 14 dage, hvorefter han skulle forsøge at trappe ned igen.

Den 11. september 2013 blev det konstateret, at s symptomer var forværret, og han havde fået diffuse smerter i den nedre del af maven, og han syntes, at der var kommet blod og slim fra endetarmen. Der blev foretaget en undersøgelse af maven, hvor det blev konstateret, at den var blød med normale tarmlyde og uden patologiske udfyldninger. Det blev videre konstateret, at der var diffus ømhed over den nederste del af maven, og det var lige meget i begge sider, men der var ingen reaktion ved bughinden. Der blev endvidere foretaget en rektaleksploration, hvor det blev konstateret, at der var en spændt hæmoride omkring endetarmsåbningen, og der blev fundet knoldet afføring i den nederste del af endetarmen, som var let slimet og muligvis lidt blodig. Det blev vurderet, at skulle starte behandling med Movicol, og man fastholdte behandlingen med Omeprazol.

Den 18. september 2013 konstaterede læge , at fik forstoppelse af Omeprazol, og læge vurderede, at han skulle skifte til Pantoprazol.

Den 6. januar 2014 oplyste , at han havde smerter i venstre flanke. Læge vurderede derpå, at der var tale om muskulære smerter udløst højt på lænden.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at læge ikke reagerede på relevant og tilstrækkelig vis den 18. september 2013, da det ved forrige konsultation var blevet konstateret, at havde alvorlige symptomer på tarmkræft i form af blod og slim i afføringen samt mavesmerter.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at læge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af s mavegener i sin klinik i perioden fra den 10. juli til den 18. september 2013.

Kontrol af antidepressiv medicin

Den 11. marts 2014 oplyste , at han havde bestemt sig for at trappe ud af behandlingen med Efexor, og han havde halveret dosissen den 12. februar 2014 fra 150  til 75 mg. Læge vurderede derpå, at dosissen kunne halveres til 37,5 mg i en måned, og kunne herefter stoppe behandlingen.

Den 1. april 2014 oplyste , at han havde haft træthed som seponeringssymptomer. Læge vurderede derpå, at han skulle tage én tablet hver anden dag de næste to uger. Læge vurderede endvidere, at ingen depressive symptomer havde.

Den 8. maj 2014 noterede læge , at nu havde været medicinfri i en måned, og han havde lidt bivirkninger i form af kvalme og hovedpine, og han oplevede store følelsesmæssige udsving i forhold til, da han var medicineret.

Den 16. juni 2014 var til konsultation hos læge , og han oplyste, at han havde mange symptomer relateret til irritabel tyktarm, herunder rumlen og fornemmelse af, at der løb vand og blod, når han tørrede sig. Læge anbefalede ham at begynde med HUSK.

var igen til konsultation hos læge den 28. juli 2014, da han fortsat var plaget af lænde- og mavesmerter. Læge vurderede, at han skulle have foretaget diarreblodprøver og eventuel en koloskopi.

Den 31. juli 2014 kom der svar på blodprøverne, som tydede på blodmangel. Læge noterede dertil, at havde haft et vægttab på syv kilo over de sidste måneder, og at afføringsændringerne startede et år før, hvor der var lidt diffust blod ind imellem. Læge vurderede på den baggrund, at skulle henvise til en koloskopi.

Den 22. august 2014 noterede læge , at var blevet opereret for tyktarmskræft.

I perioden fra den 22. september til den 7. november 2014 havde flere konsultationer hos læge angående psykiske symptomer, og han påbegyndte på ny behandling med Venlafaxin og Mirtazapin.

Den 11. november 2014 blev akut indlagt på afdeling 1.

Det fremgår af udtalelsen til sagen fra læge , at han siden 2011 på tog løbende hjertekardiogram, da der her kom en ny vejledning vedrørende mulige hjertebivirkninger til behandling med Mirtazapin.

Det fremgår videre af læge s udtalelse til sagen, at han havde haft et hyppigt samarbejde med , hvor dosisændringer af den antidepressive medicin nogle gange var foregået på s eget initiativ, hvor konsekvenserne af dosisændringer efterfølgende blev drøftet ved konsultationer, hvorfor alle dosisændringer ikke fremgår af journalen.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at depression er en alvorlig sygdom, som ofte kræver medicinsk behandling.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at Sertralin er et antidepressivt præparat af typen SSRI, og det er førstevalgsbehandling ved moderat til svær depression. De hyppigste bivirkninger er træthed, kvalme, diarré, hovedpine, mundtørhed, søvnløshed, svimmelhed og seksuelle bivirkninger. De fleste bivirkninger er lette og forbigående, og de vil ofte aftage under behandlingen, og forsvinde ved behandlingsophør.

Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at Mirtazapin er et antidepressivpræparat af typen NaSSA, som bruges til behandling af moderat til svær depression. De hyppigste bivirkninger er øget appetit, vægtøgning, mundtørhed, hovedpine og træthed. Mirtazapin bruges specielt, hvis SSRI-præparater ikke har haft effekt, og/eller hvis patienten har søvnproblemer.

Disciplinærnævnet kan endvidere oplyse, at Venlafaxin er et antidepressivt præparat af typen SNRI, som bruges til behandling af moderat til svær depression. De hyppigste bivirkninger er kvalme, mundtørhed, hovedpine, svimmelhed og svedtendens. En almindelig bivirkning kan være forhøjet blodtryk.

Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at både Sertralin, Venlafaxin og Mirtazapin kan øge risikoen for selvmordstanker i starten af behandlingen, inden depressionen i sig selv bedres.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at læge foretog relevante opfølgninger vedrørende s antidepressive behandling herunder med medicinjustering, behandling og kontrol af bivirkninger.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at læge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af s antidepressive behandling i sin klinik i perioden fra den 30. april 2010 til den 30. april 2015.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Det fremgår af klagen, at ikke fik information om bivirkninger ved behandling med antidepressiv medicin.

Det fremgår af læge s udtalelse til sagen, at i en årrække havde fået dosisændringer i antidepressiv medicin, og med læge s accept var dosisændringen foregået på s initiativ enten i opad- eller nedadgående retning, hvor de efterfølgende havde en samtale om konsekvenserne af det. Det fremgår videre af udtalelsen, at det derfor ikke er alle dosisændringer, der fremkommer af journalen.

Det fremgår videre af læge s udtalelse til sagen, at han i 2004 snakkede med om bivirkninger til behandlingen med Sertralin.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19. Ved informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information. Det følger af sundhedslovens § 15.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at det fremgår af sundhedsloven § 16, stk. 1, at en patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Det fremgår af § 16, stk. 4, i samme lov, at informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Ligeledes kan nævnet oplyse, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at det ikke entydigt kan fastsættes, i hvilket omfang en sundhedsperson har pligt til at informere om mulige komplikationer mv. i forbindelse med undersøgelse og behandlingen. Det fremgår, at sundhedspersonen som udgangspunkt altid skal give information om alvorlige og ofte forekommende komplikationer mv. Når der er tale om alvorlige og sjældent forekommende eller bagatelagtige og ofte forekommende komplikationer mv., skal sundhedspersonen ofte give information herom. Der kan som udgangspunkt ikke stilles krav om, at sundhedspersonen skal informere om bagatelagtige og sjældent forekommende komplikationer mv.

Disciplinærnævnet kan endvidere oplyse, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger § 2, stk. 4, at et stiltiende samtykke efter omstændighederne kan være tilstrækkeligt, hvis det er utvivlsomt, at patienten er enig i behandlingen.

Vurderingen af, hvornår der herefter skal gives information, beror i første række på sundheds-personens skøn.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at der i almen praksis ofte vil være et årelagt kendskab mellem læge og patient, og behandlinger startes op og justeres løbende under ligeværdig dialog.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at der ikke var indikation for, at læge   skulle informere yderligere om bivirkninger til den antidepressiv medicin, da behandlingen foregik i tæt samarbejde med ved løbende konsultationer.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at praktiserende læge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin indhentelse af informeret samtykke fra i perioden fra den 30. april 2010 til den 30. april 2015.

Begrundelse for afgørelsen af 3. klagepunkt

Disciplinærnævnte kan oplyse, at det følger af § 23 i lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenets, at det påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, som i virksomhed bliver bekendt med skader, som må antages at kunne give ret til erstatning efter loven, at informere skadelidte herom samt i fornødent omgang at bistå med anmeldelse til Patienterstatningen.

Det følger af samme lovs § 19, at der ydes erstatning til patienter eller efterladte til patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende.

Det fremgår videre af bemærkningerne til lovforslag 225 fra 2002 til den nu ophævede lov om patientforsikring, lov nr. 430 af 10. juni 2003, § 4a, at informationen til de pågældende skadelidte vil skulle gives på grundlag af en konkret vurdering af det stedfundne undersøgelses- eller behandlingsforløb mv., hvor det konstateres, at der er indtruffet en skade, der antages at kunne give ret til en erstatning efter loven. Informationspligten vil således ikke være opfyldt, såfremt informationen gives forud for en given undersøgelse, behandling eller lignende. En eventuel overtrædelse af informationspligten om retten til erstatning vil kunne indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Det fremgår af klagen, at fik diagnosen for tyktarmskræft for sent, men han blev ikke informeret om muligheden for at søge erstatning.

Det fremgår videre af klagen, at den 8. maj 2015 var i telefonisk kontakt med læge , som oplyste, at kunne være berettiget til erstatning.

Det fremgår af læge s udtalelse til sagen, at han havde flere konsultationer med efter kræftdiagnosen blev stillet, hvor der blev talt om alvorlige ting. Det fremgår videre, at det ikke faldt ham naturligt at tale om erstatning, hvorfor han ville have taget det op, når der var kommet ro omkring den akutte situation i forbindelse med kræftdiagnosen, hvis ikke selv havde klaget inden da.

Det fremgår af journalen, at den 22. august 2014 var til konsultation hos læge til fjernelse af sting efter operation for tyktarmskræft, og læge noterede, at den 28. august 2014 skulle have svar på stadieinddelingen. Læge udfyldte samtidig en attest til kritisk sygdom.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at information omkring muligheden for at søge erstatning ved Patienterstatningen normalt gives i forbindelse med behandlingen eller i forbindelse med konsultationer, efter at patienten har været i behandling andetsteds.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at sundhedspersonen har pligt til at give informationen, når denne er blevet bekendt med, at der har været fejl i forbindelse med behandlingen, som kunne lægge til grund for, at patienten kunne være berettiget til erstatning.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at læge var bekendt med, at kunne være berettiget til erstatning, da det fremgår af hans udtalelse til sagen, at han ville informere om muligheden for at søge erstatning, når der var faldet ro omkring den akutte situation.

Det er således også disciplinærnævnets vurdering, at læge skulle have informeret om muligheden for at søge erstatning den 22. august 2014, da han havde en konsultation med efter hans operation for tyktarmskræft.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at læge den 22. august 2014 overtrådte reglerne i klage- og erstatningslovens § 23 ved ikke at informere om muligheden for at søge erstatning.

ooo00ooo

Kommentarer fra af den 30. og 31. maj 2016 og fra læge af den 18. maj 2016 og den 23. august 2016 er indgået i disciplinærnævnets vurdering af sagen.

Lovgrundlag

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 17: En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Patientombuddet i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.

§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Sundhedsstyrelsen eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.

§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.

Bekendtgørelse nr. 2012 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 15:Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.

stk. 2: Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.

stk.3: Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. § 16.

Stk. 4: Et informeret samtykke efter afsnit III kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Stk. 5: Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets form og indhold.

§ 16: Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.

Stk. 2: Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1.

Stk. 3:Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 15, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og indhold.