Brud på tavshedspligten

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at praktiserende læge 1 har videregivet oplysninger om til i december 2013, da lægen har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 2.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere, at praktiserende læge 1 har videregivet oplysninger om til hendes søn i december 2013, jf. sundhedslovens § 40.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge 2 for hans behandling af i perioden fra den 3. februar til den 11. marts 2014 i sin klinik, da lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge 2 for hans journalføring af behandlingen af i februar 2014 i sin klinik, da lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 21.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at fastslå, at praktiserende læge 2 har videregivet oplysninger om til Kommune og en speciallæge i psykiatri i februar 2014, jf. sundhedslovens § 40.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge 3 for hans behandling af i perioden fra den 12. august til den 29. december 2014 i sin klinik, da lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere kiropraktor for hans behandling af den 29. august 2014 på Afdeling , Sygehus 1, da kiropraktoren ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i anæstesiologi for hans behandling af i perioden fra den 17. til den 18. december 2014 i sin klinik, da speciallægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At praktiserende læge 1 i sin klinik i december 2013 - uden samtykke og under tilsidesættelse af tavshedspligten - videregav oplysninger om til hendes søn og .

• At ikke modtog en korrekt behandling hos praktiserende læge 2, , i perioden fra den 3. februar til den 11. marts 2014.

har blandt andet anført, at hun ikke blev behandlet tilstrækkeligt og relevant for en diskusprolaps i ryggen, og at hun burde have været henvist til en fysioterapeut.

• At praktiserende læge 2 ikke foretog relevant og tilstrækkelig journalføring i forbindelse med behandlingen af i februar 2014.

har blandt andet anført, at journalen er unummereret, og at praktiserende læge 2 burde have skrevet navnet på den psykiater, han rådførte sig med, og ikke blot ”en psykiater”. Videre har anført, at lægen alene skrev et direkte nummer til den medarbejder, som han talte med ved Kommune , men at han burde have skrevet det fulde navn på medarbejderen. Endelig har anført, at lægen burde have noteret det fulde navn, da han talte med formanden, og ikke blot som skrevet ”en fra forvaltningen”.

• At praktiserende læge 2 i sin klinik i februar 2014 - uden samtykke og under tilsidesættelse af tavshedspligten - videregav oplysninger om til Kommune og en speciallæge i psykiatri.

• At ikke modtog en korrekt behandling hos praktiserende læge 3, Klinik 1, , i perioden fra den 12. august til den 29. december 2014.

har blandt andet anført, at lægen henviste hende til kiropraktor , men at lægen burde have henvist hende til Sygehus 2 via hendes private sundhedsforsikring.

• At ikke modtog en korrekt behandling hos kiropraktor , Afdeling , Sygehus 1, den 29. august 2014.

har blandt andet anført, at hun ikke modtog en tilstrækkelig og relevant behandling, og at kiropraktoren burde have henvist hende til en ny MR-scanning.

• At ikke modtog en korrekt behandling hos speciallæge i anæstesiologi , Klinik 2, , i perioden fra den 17. til den 18. december 2014.

har blandt andet anført, at hun ikke modtog en tilstrækkelig og relevant behandling i forbindelse med akupunkturen, idet speciallægen blandt andet placerede nålene forkert, da det var på samme sted som prolapsen, og at speciallægen tog for hårdt fat omkring balleregionen.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Oplysninger videregivet til sønnen:

har i klagen blandt andet anført, at praktiserende læge 1 videregav oplysninger om hende til hendes søn.

Praktiserende læge 1 har i sin udtalelse oplyst, at lægen den 2. december 2013 blev kontaktet af s søn. Sønnen oplyste, at han var bekymret for sin mor, idet hun længe havde kørt hurtigt og havde gang i en masse sager mod boligforeninger, hackere og meget andet. Det som bekymrede sønnen mest var, at han havde opdaget, at hun havde en masse knive liggende i sin lejlighed. Lægen gav ikke sønnen nogle oplysninger om , men oplyste, at han var nødt til at se i lægeklinikken for at kunne vurdere, om hun skulle henvises til psykiatrisk afdeling, herunder om der kunne være behov for at anvende tvang. Sønnen oplyste efterfølgende, at han ikke mente, at han kunne få til at komme til lægen.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at en læge i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 1, kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 44, stk. 1.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at fortrolige oplysninger for det første skal være fortrolige på grund af deres karakter, og for det andet skal oplysningerne være fortrolige i den forstand, at omverdenen ikke allerede kender til dem.

Det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at helbredsforhold skal forstås som oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været indlagt til behandling eller er indlagt.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at oplysningen om, at var patient hos praktiserende læge 1 allerede var kendt af hendes søn. Oplysningen var derfor ikke længere fortrolig.

Set i denne sammenhæng er det disciplinærnævnets opfattelse, at praktiserende læge 1 i generelle vendinger kunne oplyse om proceduren for henvisning til psykiatrisk afdeling, herunder eventuel brug af tvang, uden derved at bryde sin tavshedspligt. Efter nævnets opfattelse har dette ikke karakter af en fortrolig helbredsoplysning, som er omfattet af sundhedslovens § 40.

Disciplinærnævnet har således lagt til grund, at praktiserende læge 1 ikke videregav helbredsoplysninger omkring til hendes søn.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet ikke grundlag for at fastslå, at praktiserende læge 1 har handlet i strid med sundhedslovens § 40.

Oplysninger videregivet til :

har i klagen blandt andet anført, at praktiserende læge 1 videregav oplysninger om hende til , da lægen opsøgte beskæftigelsesrådgiveren og dermed fortalte, at hun var patient hos ham. Han oplyste også sine private telefonnumre. var efterfølgende til samtale hos beskæftigelsesrådgiveren den 9. december 2013, hvor hun blev fortalt, at hun gerne måtte kontakte lægen.

Praktiserende læge 1 har i sin udtalelse oplyst, at han den 3. december 2013 flere gange telefonisk forsøgte at komme i kontakt med , men uden held. Lægen sendte hende derfor en e-mail, hvori han anmodede hende om at kontakte ham. Videre kontaktede han , hvor han vidste, at var tilknyttet. Han fik kontakt til hendes beskæftigelsesrådgiver, som han bad om at sørge for, at kontaktede sin læge. Beskæftigelsesrådgiveren oplyste, at denne skulle have besøg af den efterfølgende dag. Praktiserende læge 1 gav ikke beskæftigelsesrådgiveren oplysninger omkring ., Den efterfølgende dag blev han kontaktet af hende.

Disciplinærnævnet kan – som ovenfor anført - oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. Oplysninger kan dog i henhold til § 43, stk. 1, videregives til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 44, stk. 1.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, som det også er nævnt ovenfor, at det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at helbredsforhold skal forstås som oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været indlagt til behandling eller er indlagt.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at den blotte oplysning om, at en navngiven person har været i kontakt med sundhedsvæsenet med henblik på undersøgelse eller behandling, må anses som fortrolig i sundhedslovens forstand og derfor som udgangspunkt ikke må videregives til blandt andet private personer uden patientens skriftlige samtykke. Efter disciplinærnævnets opfattelse var oplysningen om, at skulle kontakte praktiserende læge 1, derfor en fortrolig oplysning i lovens forstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at en sådan oplysning alene kan forstås således, at havde været eller skulle i kontakt med lægeklinikken med henblik på undersøgelse og/eller behandling.

Det er utvivlsomt, at ikke havde givet sit samtykke til, at måtte få fortrolige oplysninger om hende.

Disciplinærnævnet kan dog oplyse, at en læge i henhold til § 43, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer.

Disciplinærnævnet kan således oplyse, at det fremgår af § 43, stk. 2, nr. 2, i sundhedsloven, at sundhedspersoner uden patientens samtykke til andre formål end behandling kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre privatpersoner.

Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til myndigheder, organisationer, private personer med flere, klart skal overstige hensynet til en patients krav på fortrolighed.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at en læges videregivelse af oplysninger til andre formål end behandling, herunder oplysningen om, at skulle kontakte praktiserende læge 1, ikke i den konkrete situation kunne ske under henvisning til en berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse. Det er videre nævnets vurdering, at videregivelsen ej heller kunne ske af væsentligt hensyn til patienten eller andre.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at praktiserende læge 1 den 2. december 2013 blev bekendt med, at havde knive liggende i sin lejlighed, og at han først den efterfølgende dag tog kontakt til og hendes beskæftigelsesrådgiver. Det er således nævnets opfattelse, at der ikke var et akut behov for at iværksætte behandling eller i øvrigt opsøge umiddelbart og uden forsinkelse. Det forhold, at efterfølgende den 9. december 2013 blev indlagt på gule papirer, kan ikke føre til en ændret vurdering.

På den baggrund finder disciplinærnævnet, at praktiserende læge 1 handlede i strid med sundhedsloven ved at videregive de pågældende oplysninger om til .

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Den 3. februar 2014 var , der var 53 år, til undersøgelse hos praktiserende læge 2 i dennes klinik, idet hun havde tendens til bihulebetændelse. Ved den objektive undersøgelse fandt lægen, at næsen var lidt skæv med relativ forsnævrede forhold i venstre side. Der var ikke synlige polypper. Lægen ændrede hendes medicin fra Alprazolam til Oxabenz 15 mg.

Den 14. februar 2014 var på ny til undersøgelse hos lægen, idet hun fortsat havde gener fra bihulerne. Hun blev tilrådet at blive undersøgt hos en øre-, næse- og halslæge.

var den 24. februar 2014 på ny til undersøgelse hos lægen. Hun havde haft en øvre luftvejsinfektion, og hun havde fortsat en del hoste med slim. Lægen ordinerede Surlid 150 mg, 20 stk.

Den 11. marts 2014 var på ny til undersøgelse hos lægen. På baggrund af den objektive undersøgelse vurderede lægen, at der var indikation for indlæggelse på gul tvang.

Praktiserende læge 2 har i sin udtalelse oplyst, at han ikke på noget tidspunkt har undersøgt for hendes ryglidelse, og at han derfor heller ikke på noget tidspunkt har taget stilling til behandling ved en eventuel fysioterapeut.

Der fremgår ikke oplysninger af journalen om, at ved konsultationerne klagede over sin ryglidelse.

Ved afgørelsen af sagen har styrelsen lagt vægt på oplysningerne i journalen, der generelt tillægges stor bevisværdi. Dette skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen. Der kan dog være tilfælde, hvor styrelsen efter en konkret bevisafvejning finder, at det er overvejende sandsynligt, at oplysningerne i journalen ikke kan være korrekte. Dette har dog ikke været tilfældet i denne sag.

Styrelsen har desuden ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da styrelsen træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet finder således ikke grundlag for at udtale, at praktiserende læge 2 ikke foretog en relevant og tilstrækkelig behandling af .

Det er således videre disciplinærnævnets vurdering, at der ikke var symptomer eller klager fra , der gav indikation for henvisning til fysioterapeutisk behandling.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at kom med klager grundet bihulebetændelse samt øvre luftvejsinfektion.

På den baggrund finder disciplinærnævnet, at praktiserende læge 2 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 3. februar til den 11. marts 2014 i sin klinik.

Begrundelse for afgørelsen af 3. klagepunkt

Det fremgår af klagen, at praktiserende læge 2 burde have skrevet det fulde navn på den formand han talte med, og ikke blot ”en fra forvaltningen” i februar 2014.

Det er fra journalen ikke anført, at praktiserende læge 2 i februar-marts 2014 skulle have kontaktet formanden/”en fra forvaltningen”.

Ved afgørelsen af sagen har disciplinærnævnet lagt vægt på oplysningerne i journalen, der generelt tillægges stor bevisværdi. Dette skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen. Der kan dog være tilfælde, hvor disciplinærnævnet efter en konkret bevisafvejning finder, at det er overvejende sandsynligt, at oplysningerne i journalen ikke kan være korrekte. Dette har dog ikke været tilfældet i denne sag.

Disciplinærnævnet har desuden ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at praktiserende læge 2 havde kontaktet formanden/”en fra forvaltningen”.

Det fremgår videre af klagen, at lægen burde have journalført det fulde navn på den medarbejder han snakkede med ved Kommune , og ikke blot et telefonnummer.

Disciplinærnævnet kan i den forbindelse oplyse, at det fremgår af journalen den 5. februar 2014, at ”Rådgiver er bekymret for pt. Da hun ofte henvender sig hos dem. Evt. tlf. ”.

Endelig fremgår det af klagen, at praktiserende læge 2 burde have journalført navnet på den psykiater, som han blev kontaktet af.

Det fremgår af journalen den 7. marts 2014, at praktiserende læge 2 havde en samtale med en læge fra psykiatrisk afdeling.

Praktiserende læge 2 har til sagen indsendt en udtalelse, hvoraf det fremgår af bilag 6, at han blandt andet blev kontaktet af en læge fra psykiatrisk afdeling, som havde kendskab til , og som var bekymret for hende.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at praktiserende læge 2 relevant journalførte henvendelsen fra psykiateren den 7. marts 2014.

Disciplinærnævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at psykiaterens navn i denne sammenhæng er underordnet, og at journalnotatet således blot skulle oplyse om andres bekymring for .

Klager har anført, at journalen var unummereret.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at journalerne hos praktiserende læger ikke nummereres. Patienterne skal identificere sig med deres sygesikringsbevis og CPR-nummer, og patientens CPR-nummer sikrer, at det er den korrekte journal det foreligger, når patienten skal behandles og journal føres.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge 2 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af , i februar 2014 i sin klinik.

Begrundelse for afgørelsen af 4. klagepunkt

Den 12. marts 2014 indlagde praktiserende læge 2 på gul tvang.

har i klagen blandt andet anført, at lægen, i forbindelse med tvangsindlæggelsen, videregav oplysninger om til Kommune og en speciallæge i psykiatri.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Praktiserende læge 2 har i sin udtalelse oplyst, at lægen blev kontaktet af en medarbejder fra Kommune og en speciallæge i psykiatri, som begge udtrykte bekymring for s tilstand. Lægen udleverede ikke oplysninger om , men lyttede blot til, hvad de ville fortælle ham.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra og praktiserende læge 2 om, hvorvidt lægen videregav personlige oplysninger til Kommune og speciallægen. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Disciplinærnævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da disciplinærnævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og nævnet finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

Disciplinærnævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at praktiserende læge 2 har videregivet sundhedsoplysninger til Kommune eller speciallægen.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet ikke grundlag for at fastslå, at praktiserende læge 2 handlede i strid med sundhedslovens § 40.

Begrundelse for afgørelsen af 5. klagepunkt

Den 12. august 2014 var til undersøgelse hos praktiserende læge 3 i dennes klinik. Hun oplyste, at hun havde smerter i lænderyggen med udstråling til begge fødder efter et fald i april 2013. Hun havde fået foretaget en MR-scanning på et privathospital, og hun havde endvidere været ved en fysioterapeut, som havde anbefalet en fornyet vurdering ved et rygcenter. Ved den objektive undersøgelse fandt lægen, at der var ømhed ved lænderyggen, og at bevægeligheden og følesansen i ryggen var normal. Lægen henviste hende til undersøgelse hos Afdeling .

Den 5. september 2014 skrev via e-konsultation til lægen. Hun oplyste, at hun havde været til undersøgelse hos Afdeling , hvor kiropraktoren havde anbefalet, at hun skulle til videre undersøgelse hos en speciallæge i reumatologi. Lægen svarede samme dag, at han endnu ikke havde modtaget noget journalmateriale fra Afdeling , og at han derfor ikke kunne henvise hende til en speciallæge. Lægen vurderede, at det på baggrund af hans egne undersøgelser umiddelbart ville være mere relevant med en henvisning til en speciallæge i ortopædkirurgi, idet han mistænkte, at hun havde Mortons neurom. Det blev vurderet, at skulle få en ny tid hos lægen.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at et Mortons neurom er en nerveknude, som kan fjernes operativt hos en ortopædkirurg, og en speciallæge reumatologi har derfor ingen behandlingstilbud til denne lidelse.

Den 14. oktober 2014 var til undersøgelse hos praktiserende læge 3. Hun havde fortsat søvnbesvær på grund af nervesmerter fra ryggen. Hun havde prøvet Seroquel med effekt på søvnen, men hun havde taget på i vægt. Lægen ordinerede Saroten R, og hun skulle komme til kontrol tre uger senere.

Den 5. november 2014 ændrede lægen Saroten R til Tramadol R, da ikke længere ønskede at tage Saroten R.

Den 25. november 2014 henviste lægen til en speciallæge i ortopædkirurgi på rund af mistanke om Mortons neuron.

Den 8. december 2014 ordinerede lægen Baklofen.

Den 10. december 2014 ændrede lægen Baklofen til Oxabenz, da ikke kunne tåle præparatet.

Den 16. december 2014 henviste lægen til en speciallæge i anæstesiologi, idet hun ikke havde effekt af den medicinske smertebehandling af ryggen.

Den 19. december 2014 kontaktede telefonisk lægen, og oplyste, at hun havde fået konstateret diskusprolaps.

Den 29. december 2014 kontaktede på ny telefonisk lægen og oplyste, at hun skulle opereres for sin diskusprolaps den 5. januar 2015.

Praktiserende læge 3 har i sin udtalelse oplyst, at han i marts 2014 fik som patient. Hun ønskede ikke, at han fik journalen fra hendes tidligere praktiserende læge, og han havde derfor ikke noget tidligere materiale at støtte sig op af. kontaktede på egen foranledning Sygehus 2, som foretog en ny MR-scanning, og på baggrund af denne vurderede man, at der var indikation for en operation for diskusprolaps.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at behandling af en diskusprolaps, og rygsmerter i almindelighed, primært er konservativ, det vil sige smertestillende behandling samt fysioterapeutisk eller kiropraktisk behandling. Operativ behandling af en diskusprolaps kan komme på tale såfremt smerterne ikke svinder ved den konservative behandling, men behandlingen har ikke altid effekt på rygsmerterne. Såfremt der kommer påvirkning i form af inkontinens af urin eller afføring eller føleforstyrrelser i ridebukseområdet (indersiden af lårene) kræver det dog akut indlæggelse.

Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at en praktiserende læge ikke altid automatisk modtager undersøgelsesresultater på undersøgeler foretaget via privat sundhedsforsikring. Ofte får patienten en kopi af disse. En læge kan på patientens anmodning, og hvis patientens sundhedsforsikring ønsker det, lægge en elektronisk henvisning på nettet, men lægen kan ikke henvise til undersøgelse i privat regi uden dette.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at praktiserende læge 3 foretog en relevant undersøgelse og behandling af i perioden fra den 12. august til den 29. december 2014, og at der var indikation for medicinsk smertebehandling af ryggen samt henvisning til kiropraktisk behandling.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at praktiserende læge 3 på relevant vis henviste til en speciallæge i ortopædkirurgi på grund af knuden i foden samt en speciallæge i anæstesiologi, da den smertestillende medicin ikke havde nogen effekt.

På den baggrund finder disciplinærnævnet, at praktiserende læge 3 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 12. august til den 29. december 2014 i sin klinik.

Begrundelse for afgørelsen af 6. klagepunkt

Den 29. august 2014 var til undersøgelse ved kiropraktor hos Afdeling . Hun var henvist af sin praktiserende læge på grund af rygsmerter.

oplyste, at hun i april 2013 havde fået et vrid i lænden, hvor hun efterfølgende faldt på venstre side og derefter på højre side på et fladt gulv. Hun havde været på skadestuen, hvor man ikke havde fundet mistanke om fraktur. Hun havde forsøgt aflastning og fysioterapi via privat sundhedsordning, men med begrænset effekt. Hun havde moderat effekt af smertestillende medicin.

Videre oplyste , at hun aktuelt havde tiltagende smerter i venstre balleregion, og op af ryggen. Det kunne i perioder stråle ned på bagsiden af venstre ben. Smerterne blev provokeret når hun skulle rejse sig, gå og cykle. Hun havde desuden kraftige natlige smerter, når hun vågnede, og hun havde en tendens til krampelignende anfald på forsiden af begge lår.

Endelig oplyste hun siden juli 2014 havde oplevet pludselige opståede venstresidige forfodssmerter uden kendt årsag, som blev provokeret under gang. Hun ønskede at få foretaget en ny MR-scanning, da smerterne var tiltaget siden den seneste MR-scanning for ca. et år siden.

Ved den objektive undersøgelse fandt kiropraktor , at undersøgelsen viste tegn på, at smerterne stammede fra ændret bevægelighed i venstre bagerste bækkenled samt fra spændinger i ballemuskulaturen. Videre fandt kiropraktoren, at der ikke var tegn på en diskusprolaps, og han informerede herefter om undersøgelsesfundene.

På baggrund af den objektive undersøgelse vurderede kiropraktor , at der ikke var indikation for en fornyet MR-scanning. Videre vurderede kiropraktoren, at kunne tage Panodil 500 mg to tabletter fire gange om dagen.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at når der er tale om lændesmerter og/eller bensmerter, er en del af den objektive undersøgelse at undersøge for, om der kan være tegn på diskusprolaps.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at kiropraktor optog en relevant sygehistorie og foretog en relevant og fyldestgørende undersøgelse og behandling af .

Videre er det disciplinærnævnets vurdering, at der ikke var indikation for en henvisning til en ny MR-scanning.

Disciplinærnævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at kiropraktor ved sin undersøgelse ikke fandt tegn på fund som kunne tyde på, at der var diskusprolaps eller anden lidelse, som kunne belyses nærmere ved en MR-scanning. Videre har nævnet lagt vægt på, at der allerede var foretaget en MR-scanning i august 2013, hvilket var efter faldet i april 2013, således at forekomsten af skader efter faldet allerede var undersøgt via MR-scanning.

På den baggrund finder disciplinærnævnet, at kiropraktor handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 29. august 2014 på Afdeling , Sygehus 1.

Begrundelse for afgørelsen af 7. klagepunkt

Den 17. december 2014 var til undersøgelse hos speciallæge i anæstesiologi i dennes klinik. Hun var henvist af sin praktiserende læge med henblik på smertebehandling for smerter i lænderyggen med udstråling til venstre ben og fod efter vriddet i ryggen i april 2013.

Ved den objektive undersøgelse fandt speciallægen, at der var muskelømhed svarende til nakke, lænderyg samt venstre balle. Speciallægen vurderede, at det drejede sig om en kompleks langvarig ikke ondartet smertetilstand, og at der var indikation for tværfaglig smertebehandling. Dette ønskede dog ikke.

Speciallægen behandlede hende i stedet med akupunktur og placerede nålene ved BL23, BL25, BL40, BL 60, KI3, SI-led og LR3.

Den 18. december 2014 var på ny til undersøgelse hos speciallægen, idet hun oplevede en forværring af smerterne. Speciallægen behandlede hende med en triggerpunktsblokade i venstre balle.

Ifølge klagen ”jokkede” speciallægen højre tommelfingre ned i s ryg og lænd, i det område, hvor prolapsen var, og tog fat med begge hænder omkring balleregionen.

Speciallæge i anæstesiologi har i sin udtalelse oplyst, at på henvisningstidspunktet var i gang med en rygkirurgisk udredning, inklusiv MR-scanning af lænderyggen, på et privathospital. I afventen på resultatet af denne udredning behandlede speciallægen med akupunktur. Hun ønskede ikke medicinsk behandling, og hun var ikke interesseret i tværfaglig smertebehandling.

Videre fremgår det af udtalelsen, at speciallægen ved akupunkturbehandlingen anvendte standardpunkter (1) for akupunktur ved lænderygsmerter, og at han i forbindelse med den objektive undersøgelse foretog en relevant undersøgelse af muskelgrupperne for muskelømhed og triggerpunkter, herunder lænderyg og ballen.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at der ikke er holdepunkter for, at undersøgelserne af den 17. og den 18. december 2014 skulle have forårsaget skade på prolapsen eller forværret eksisterende lidelse.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at akupunktur kan anvendes med det formål at reducere smerte, enten generelt eller ved at påvirke såkaldte aktive triggerpunkter. Akupunktur bruges eksempelvis ved smerter fra bevægeapparatet, såsom rygsmerter, og ofte tilbydes akupunktur i tillæg til vanlig behandling, som eksempelvis medicinsk behandling, tværfaglig behandling og rygøvelser.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at speciallæge foretog en relevant og tilstrækkelig undersøgelse af , og at det var relevant at iværksætte akupunkturbehandling, idet ikke ønskede en tværfaglig smertebehandling.

Videre er det disciplinærnævnets vurdering, at speciallægen på relevant vis placerede nålene i akupunkturpunkterne med henblik på at lindre lænderygsmerterne, og at det var indikation for en triggerpunktsblokade, da oplevede en forværring af smerterne.

På den baggrund finder disciplinærnævnet, at speciallæge i anæstesiologi handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 17. til den 18. december 2014 i sin klinik.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed:

§ 17. En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af medhjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.
§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 40. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.

§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.
§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed:

§ 21, stk. 1. Læger, tandlæger, kiropraktorer, jordemødre, kliniske diætister, kliniske tandteknikere, tandplejere, optikere og kontaktlinseoptikere skal føre patientjournaler over deres virksomhed. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler herom.
Stk. 2: Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler om, at andre end de i stk. 1 nævnte grupper af autoriserede sundhedspersoner skal føre patientjournaler, herunder om omfanget af journalføringspligten m.v.

Bekendtgørelse nr. 1090 af 28. juli 2016 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.):

§ 5. Pligten til at føre patientjournal påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, der som led i sin virksomhed foretager behandling af en patient, jf. § 1.
Stk. 2. Det påhviler autoriserede sundhedspersoner, som benytter medhjælp ved udøvelsen af virksomheden, at sikre, at også behandling, der udføres af medhjælpen, bliver journalført, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. På plejehjem, botilbud og lignende har ledelsen ansvaret for at sikre, at behandling på stedet, som udføres som medhjælp for autoriserede sundhedspersoner, bliver journalført.

§ 6. Der skal føres patientjournaler ved behandling af patienter på offentlige eller private sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis, i forbindelse med behandling i private hjem, herunder vagtlægeordninger samt på offentlige og private institutioner.

§ 7. Enhver autoriseret sundhedsperson er ansvarlig for indholdet af sine optegnelser i journalen, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Anvendes diktat eller lignende til brug for journalføring skal den autoriserede sundhedsperson sikre, at diktatet er lagret korrekt på det anvendte medie inden overgivelse til teknisk bistand med henblik på indførelse i journalen.
Stk. 3. En autoriseret sundhedsperson, der er ansat på et sygehus eller en klinik omfattet af § 4, stk. 1 og 3, og som anvender teknisk bistand til indførelse af diktat eller lignende i patientjournalen, er ikke pligtig til at efterkontrollere optegnelsen, medmindre konkrete omstændigheder svækker formodningen om, at den tekniske bistand varetages korrekt.

...

§ 9. En patientjournal skal føres på dansk.
Stk. 2. Patientjournalen skal indeholde oplysninger om, hvem der har foretaget journalnotatet og hvornår (fulde navn, titelbetegnelse, afdelingstilknytning, dato og om nødvendigt klokkeslæt for kontakten (konsultationen, behandlingen, telefonkontakten, sygebesøget m.v.) samt for indlæggelse og udskrivning.
Stk. 3. Journalføringen skal ske i forbindelse med eller snarest muligt efter patientkontakten. Optegnelserne skal stå i kronologisk rækkefølge i journalen, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. I tværfaglige journaler kan optegnelser indføres kronologisk opdelt på de enkelte autoriserede sundhedspersoners faggruppe eller på anden ordnet måde, hvis det er nødvendigt af hensyn til patientjournalens overskuelighed, jf. § 4, stk. 5, nr. 2.
Stk. 5. Journalføringen, herunder anvendte forkortelser, skal være forståelig for andre autoriserede sundhedspersoner og disses medhjælp, der deltager i behandling af patienten.

§ 10. Patientjournalen skal indeholde patientens navn og personnummer.
Stk. 2. Patientjournalen skal i øvrigt indeholde følgende oplysninger, hvis de er relevante og nødvendige:
1) Stamoplysninger:
a) Bopæl.
b) Oplysning om, hvem der er patientens nærmeste pårørende, og hvordan vedkommende om nødvendigt kan kontaktes.
c) Hvis patienten ikke har samtykkekompetence, skal det fremgå, hvem der kan give samtykke på patientens vegne (stedfortrædende samtykke), jf. sundhedsloven §§ 17 og 18.
d) Særlige forhold, f.eks. allergi.
e) Eventuelle samarbejdspartnere, eksempelvis sygehus, hjemmesygeplejen eller egen læge.
f) Oplysning om patienten har oprettet et livstestamente.
2) Oplysninger ved konkrete patientkontakter:
a) Årsagen til kontakten, beskrivelse af patientens sygehistorie, nuværende tilstand samt oplysninger om aktuel behandling og status ved indlæggelse og udskrivning.
b) Observationer og undersøgelser samt resultatet heraf.
c) Rekvirerede undersøgelser og prøver samt resultatet heraf, herunder beskrivelser m.v. vedrørende biologiske præparater m.v., der danner grundlag for behandlingen, samt eventuelle røntgen- og laboratorieundersøgelser, som må antages at være af betydning for diagnose, behandling og prognose.
d) Diagnose eller sundhedsfagligt skøn om sygdommens art.
e) Indikation for undersøgelsen/behandlingen, og udførlig begrundelse, hvis Sundhedsstyrelsens og Styrelsen for Patientsikkerheds vejledninger eller behandlingsstedets interne instrukser fraviges.
f) Planlagt og udført behandling, og hvilke materialer og lægemidler, der er anvendt.
g) Sundhedsfaglig pleje.
h) Indtrådte komplikationer og bivirkninger m.v., herunder fejl og forsømmelser i forbindelse med behandling m.v.
i) Ordination af lægemidler (navn, styrke, mængde, dosering og administrationsmåde, hyppighed eller de intervaller, hvormed de skal gives, eventuelle tidspunkter og behandlingsvarighed, og hvornår behandlingen skal seponeres/ophøre), herunder oplysning om navnet på den ordinerende læge, tandlæge eller jordemoder, og hvordan ordinationen er foretaget, samt eventuelt batchnummer, jf. dog stk. 4 om særskilte regler for så vidt angår navn og batchnummer for visse biologiske lægemidler.
j) Henvisning til sygehus, klinik m.v. og viderehenvisning eller tilbagevisning samt i øvrigt tilkald af anden autoriseret sundhedsperson, samt årsagen, herunder undersøgelsesresultater, diagnoser og ordinerede og udførte behandlinger.
k) Rådgivning indhentet fra en anden autoriseret sundhedsperson, herunder dennes navn og titel, i forbindelse med behandling af patienten.
l) Overflyttelser til behandling, herunder oplysninger om, hvorfor patienten er blevet overflyttet, og patientens status ved overflytningen.
m) Indhold af udskrivningsbreve (epikriser), herunder hvem de er sendt til og hvornår.
n) Aftaler om og resultatet af kontrol og opfølgning.
o) Konkret undervisning eller rådgivning af patienten, herunder telefonisk rådgivning.
p) Video- og lydoptagelser m.v. foretaget som led i behandling, indtil nødvendige oplysninger herfra er journalført.
3) Andet relevant materiale, behørigt dateret og identificeret, eksempelvis:
a) Røntgenbilleder, kliniske fotos, herunder beskrivelser.
b) Andet diagnostisk billedmateriale. f.eks. CT- og MR-scanningsbilleder.
c) Fotografier.
d) Modeller.
e) Laboratorie- og prøvesvar.
f) Resultatet af særlige undersøgelser, f.eks. CTG, EKG og EEG.
g) Resultatet af scanninger.
h) Anæstesijournaler.
i) Observationsjournaler/skemaer.
j) Optegnelser om kliniske afprøvninger af lægemidler, der er en del af patientbehandlingen.
Stk. 3. Patientjournalen skal i øvrigt i fornødent omfang indeholde oplysninger om:
1) Navnet på patientens sundhedsfaglige kontaktperson.

2) Hvem der har foretaget behandling m.v., herunder varetaget delopgaver ved f.eks. operative indgreb.
3) Beslutninger truffet på (afdelings)konferencer, herunder hvem der er ansvarlig for et eventuelt besluttet undersøgelsesprogram og/eller behandling og eventuelle ordinationer samt for iværksættelsen heraf.
4) Plan eller aftale om videre opfølgning, herunder genoptræningsplaner.
5) Oplysninger om implantation af medicinsk udstyr (implantater). Det anvendte implantat skal kunne identificeres entydigt og specifikt ved angivelse af:
a) Implantatets navn (herunder model).
b) Størrelsen.
c) Fabrikantens navn.
d) Serienummer eller LOT efterfulgt af batchkode.
6) Indberetning til Lægemiddelstyrelsen om bivirkninger ved lægemidler og hændelser med medicinsk udstyr.
7) Information til patienten om skader, som må antages at give ret til erstatning, og bistand med anmeldelse til Patienterstatningen.
Stk. 4. Patientjournalen skal indeholde oplysninger om et ordineret biologisk lægemiddels navn og batchnummer, når lægemidlet fremgår af den i stk. 5 nævnte liste.
Stk. 5. Til brug for journalføring efter stk. 4 udarbejder og ajourfører Lægemiddelstyrelsen en liste med entydig identifikation af de pågældende biologiske lægemidler, jf. § 9 i bekendtgørelse nr. 1823 af 15. december 2015 om indberetning af bivirkninger ved lægemidler m.m.. Listen offentliggøres blandt andet på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.
Stk. 6. Udover de oplysninger, som fremgår af stk. 1-5, skal patientjournalen indeholde oplysninger, som lovgivningen i øvrigt pålægger de autoriserede sundhedspersoner.

§ 11. Patientjournalen skal indeholde oplysninger om anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer, samt oplysninger om tilbageholdelse og tilbageførsel, jf. sundhedsloven kap. 6 a.
Stk. 2. Patientjournalen skal for alle typer af indgreb efter sundhedsloven §§ 27d og 27e indeholde oplysninger om:
1) Indgrebets art, omfang, begrundelse for indgrebet samt de sundhedsfaglige overvejelser i forbindelse med beslutningen om indgrebets gennemførelse.
2) Hvem der har truffet beslutning om indgrebet, og hvornår beslutningen er truffet.
3) Klokkeslæt og dato for indgrebets påbegyndelse og ophør.
Stk. 3. Ved anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer skal patientjournalen endvidere indeholde oplysninger om:
1) Beslutningen er taget af en anden læge i overlægens fravær og overlægens efterfølgende stillingtagen.
2) Indgrebet er sket med:
a) Samtykke fra nærmeste pårørende eller værge.
b) Tilslutning fra anden læge, hvor patienten ikke har værge eller nærmeste pårørende.
c) Tilslutning fra anden læge, hvor værge eller patientens nærmeste pårørende forvalter samtykket til åbenbar skade for patienten.

§ 12. Der kan ske sortering og resumering af undersøgelsesresultater og dokumenter, når alle relevante oplysninger bevares sammen med tydelig kildeangivelse. Det skal fremgå, hvis der på nogle punkter er tale om den autoriserede sundhedspersons tolkning.

§ 13. Det skal fremgå af patientjournalen hvilken mundtlig og eventuel skriftlig information, der er givet til patienten eller de pårørende eller en værge ved stedfortrædende samtykke til behandling, og hvad patienten/de pårørende/værgen på denne baggrund har tilkendegivet. Det samme gælder, når der er tale om indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger m.v.
Stk. 2. Det skal fremgå af patientjournalen, hvis patienten har tilkendegivet, at bestemte oplysninger ikke må videregives eller indhentes, eller at bestemte sundhedspersoner ikke må indhente eller videregive hele eller dele af patientjournalens oplysninger. I disse situationer skal det endvidere fremgå, hvilken information patienten har fået om eventuelle konsekvenser, når patientjournalens oplysninger ikke må videregives eller indhentes helt eller delvist.
Stk. 3. Patientjournalen skal indeholde oplysning om, hvis patienten har frabedt sig information helt eller delvist (retten til ikke at vide).
Stk. 4. Det skal fremgå af patientjournalen, når en anden sundhedsperson (navn og titel) har givet tilslutning til en behandling, jf. sundhedsloven § 18, stk. 2, og når Styrelsen for Patientsikkerhed har givet tilslutning til en behandling, jf. sundhedsloven § 18, stk. 4.

§ 14. Oplysninger i patientjournalen må ikke slettes eller gøres ulæselige.
Stk. 2. Er det nødvendigt at rette eller tilføje i patientjournalen, skal det ske på en sådan måde, at den oprindelige tekst bevares. Det skal fremgå, hvem der har foretaget rettelsen eller tilføjelsen og hvornår.
Stk. 3. I en elektronisk patientjournal skal den oprindelige version af de oplysninger, der er ændret ved at rette eller tilføje, fortsat være tilgængelig.

§ 15. Læger, tandlæger, kiropraktorer, jordemødre, kliniske diætister, kliniske tandteknikere og tandplejere skal opbevare deres patientjournaler i mindst 10 år (opbevaringsperioden), jf. dog stk. 5.
Stk. 2. Andre autoriserede sundhedspersoner end de af stk. 1 omfattede, skal opbevare deres patientjournaler i mindst 5 år (opbevaringsperioden), jf. dog stk. 5 og 6.
Stk. 3. Opbevaringsperioden løber fra den seneste optegnelse i patientjournalen.
Stk. 4. Opbevaringsperioden gælder, selv om patienten måtte være afgået ved døden.
Stk. 5. Patientjournaler af betydning for en klage-, tilsyns-, eller erstatningssag skal opbevares, så længe vedkommende sag verserer efter opbevaringsperiodens udløb.
Stk. 6. Hvis optegnelser foretaget af faggrupper omfattet af stk. 2, er en del af en fælles tværfaglig elektronisk patientjournal, der også omfatter faggrupper efter stk. 1, skal optegnelserne opbevares i mindst 10 år.
Stk. 7. Opbevaringsperioden gælder fortsat, selv om en autoriserede sundhedsperson er ophørt med at drive praksis, herunder fordi pågældende er død, er gået konkurs eller har overdraget sin praksis til en anden autoriseret sundhedsperson inden for samme faggruppe til fortsat drift, jf. dog § 16, stk. 2.
Stk. 8. For patientjournaler i offentlig virksomhed gælder endvidere arkivlovgivningen, der kan medføre en længere opbevaringspligt.

§ 16. Opbevaringsperioden gælder både for egentlige optegnelser i og øvrige dele af patientjournalen, der har betydning for behandling m.v., jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Røntgenbilleder og andet billeddiagnostisk materiale kan efter en sundhedsfaglig vurdering af, hvad der behandlingsmæssigt er behov for, tilintetgøres efter 5 år. Beskrivelser af billeddiagnostisk materiale skal dog altid opbevares i mindst 10 år.
Stk. 3. Modeller skal opbevares så længe, de er af betydning for behandlingen af patienten.