Manglende faglighed ved udfyldelse af mulighedserklæring

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere praktiserende læge i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 20. april 2016 vedrørende , da lægen har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge for hendes behandling af , i perioden fra den 22. januar til den 20. april 2016 i sin klinik, da lægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en tilstrækkelig behandling af praktiserende læge , i perioden fra den 22. januar til den 20. april 2016, i sin klinik.

har blandt andet anført, at lægen mente at hendes stofskifte var for højt, hvorfor hun reducerede hendes dosis Eltroxin. Hun har videre anført, at lægen ikke opdagede en urinvejsinfektion. Endvidere har hun anført, at lægen ikke reagerede relevant på hendes stresssymptomer i forbindelse med en sygemelding.

• At praktiserende læge ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelse af mulighedserklæring af 20. april 2016 vedrørende .

har blandt andet anført, at lægen udfyldte mulighedserklæringen uden at begrunde sygemeldingen.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i erklæringen og journalen.

Begrundelse for afgørelse af 1. klagepunkt

Den 20. januar 2016 var 31-årige til konsultation hos praktiserende læge i forbindelse med hendes graviditet. Det blev af lægen noteret, at der blev foretaget en HCG-test, som var positiv. Der blev ligeledes foretaget blodprøver og en urinundersøgelse, som viste sig at være normal. Lægen noterede videre, at var i Eltroxinbehandling med 150 mg dagligt, som hun havde svært ved at regulere. Hun blev informeret om forløbet i Danmark og om folinsyretilskud og jern.

Den 22. januar 2016 var igen til konsultation hos lægen med henblik på at få svar på de foretagne blodprøver. Det blev af lægen noteret, at der var tegn på overbehandling med Eltroxin, idet hendes TSH-værdi var lavere end 0,1. Herefter satte hun ned i dosis Eltroxin, således at hun herefter skulle have 100 mg dagligt. havde problemer med det lave stofskifte, hvorfor hun blev henvist til et svangerskabsambulatorium.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at lavt stofskifte (myxødem) er en tilstand med nedsatte stofskiftehormoner i blodet (thyroxin og trijodthyronin).

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at stofskiftet styres af et tredje hormon TSH (Thyrotropin). Stigende TSH-værdier tyder på for lavt stofskifte og faldende TSH-værdier tyder på for højt stofskifte. Normalværdien for TSH er 0,300 – 4,00 x 10-3 int.enh./L. Et for lavt stofskifte behandles med Eltroxin.

Endvidere kan disciplinærnævnet oplyse, at stofskiftet øges under graviditet og gravide i første trimester kan have TSH-værdier så lavt som 0,02 x 10-3 int.enh./L. Både et for lavt og et for højt stofskifte hos moderen kan påvirke fostret. Behandling af lavt stofskifte under graviditet kræver tæt kontrol med måling af TSH hver fjerde til femte uge og den gravide bør henvises til kontrol hos endokrinologisk eller gynækologisk specialafdeling.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant at praktiserende læge justerede doseringen af Eltroxin, idet fik målt en TSH-værdi, der var lavere end 0,1.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant at henvise til svangerambulatoriet på et sygehus med henblik på hurtig indkaldelse til kontrol og fortsat behandling af stofskiftesygdommen, idet hun var i første trimester i sin graviditet.

Endvidere er det disciplinærnævnets vurdering, at det ikke var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at praktiserende læge ikke konstaterede eller mistænkte en urinvejsinfektion, da der ikke var oplysninger om symptomer herpå under konsultationerne den 20. og den 22. januar 2016.

Disciplinærnævnet har videre lagt vægt på, at der blev foretaget en rutineundersøgelse af urinen den 20. januar 2016, som var normal.

Den 8. april 2016 henvendte sig på klinikken hos praktiserende læge , idet hun følte sig stresset og ville sygemeldes indtil hendes termin. Det blev af lægen noteret, at ikke frembød nogle symptomer, og at hun ikke yderligere kunne konkretisere, hvad hun ikke kunne klare i sit kontorarbejde. blev herefter sygemeldt i 14 dage med henblik på en afklaring af hendes stresssymptomer.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant og tilstrækkeligt at sygemelde i 14 dage med henblik på afklaring af behovet for en sygemelding på grund af stress, idet der ikke var oplysninger om symptomer herpå og da ikke kunne konkretisere, hvilke arbejdsopgaver hun ikke kunne klare.

Det er herefter disciplinærnævnets samlede vurdering, at modtog en relevant behandling af praktiserende læge .

Disciplinærnævnet finder på denne baggrund af praktiserende læge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin behandling af i perioden fra den 20. januar til den 8. april 2016, i sin klinik.

Begrundelse for afgørelse af 2. klagepunkt

Den 20. april 2016 var til undersøgelse hos praktiserende læge med henblik på udfærdigelse af en mulighedserklæring på anmodning fra til brug i forbindelse med en sygemelding.

Erklæringen blev udfærdiget den 20. april 2016. Af erklæringen fremgår, at selv fortalte, at hun fra Sygehus var blevet sygemeldt til termin efter en scanning, der var foretaget den 11. april 2016 på et sygehus, hvorefter hun sygemeldte til termin.

Det fremgår af en udtalelse fra praktiserende læge , at hun i forbindelse med udarbejdelse af erklæringen informerede om, at hun ikke sygemeldte hende uden dokumentation fra sygehuset, men at og hendes kæreste blev så opfarende, at hun følte, at hun blev truet til at sygemelde hende.

Det fremgår videre af lægens udtalelse, at der med mulighedserklæringen var vedlagt arbejdsgiverens forslag til kompenserende ændringer i hendes arbejdsforhold, men at ikke var interesseret i, at forholde sig til disse.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at formålet med en mulighedserklæring er at sætte fokus på de muligheder, som medarbejderen har for at udføre arbejdsopgaver på trods af sygdom. Udgangspunktet er arbejdspladsens eget forslag til kompenserende ændringer i den sygemeldtes arbejdsforhold. Dette forslag bringer den ansatte med til lægen, der vurderer, om forslagene er hensigtsmæssige i forhold til den ansattes helbred. Herefter har lægen mulighed for at vurdere om arbejdsforholdene er forsvarlige på baggrund af oplysningerne, eller om der bør foretages yderlige ændringer.

Endvidere kan disciplinærnævnet oplyse, at lægen alternativt kan markere om fravær fra arbejdet tilrådes, hvilket skal begrundes med uddybende kommentarer af lægen efter samtale med patienten.

Det fremgår hertil af § 4 i bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer mv., at en sundhedsperson ikke må afgive erklæringer om sygdomme eller forhold, som vedkommende ikke har fornødent fagligt kendskab til.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at mulighedserklæringen ikke blev udfyldt på et tilstrækkeligt grundlag, samt at lægen ved sin udfærdigelse af erklæringen udtalte sig om forhold, hun ikke havde fornødent fagligt kendskab til, da uarbejdsdygtigheden blev begrundet med henvisning til en undersøgelse foretaget af et sygehus, som der ikke forelå dokumentation for.

Disciplinærnævnet har videre lagt vægt på, at ikke ville forholde sig til sin arbejdsgivers kompenserende ændringer.

I sin udtalelse til sagen har praktiserende læge anført, at hun af og hendes kæreste følte sig truet til at udfylde mulighedserklæringen, da de blev opfarende og optrådte truende.

Det er imidlertid nævnets vurdering, at det forhold, at lægen følte sig truet til at udfærdige erklæringen ikke ændrer på, at erklæringen blev udfærdiget på et utilstrækkeligt grundlag.

Det er hertil disciplinærnævnets vurdering, at lægen ikke i umiddelbar tilknytning til afgivelsen af erklæringen gjorde modtageren – s arbejdsgiver - tilstrækkeligt opmærksom på, at erklæringen ikke var udtryk for hendes lægelige vurdering, herunder da der ikke fremgår oplysninger om efterfølgende kontakt til firmaet herom.

Disciplinærnævnet finder herefter, at praktiserende læge ikke handlede med omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af mulighedserklæring af 20. april 2016 til brug for en sygemelding af .

ooo00ooo

Kommentarer fra praktiserende læge af den 18. januar 2017 er indgået i disciplinærnævnets vurdering af sagen.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed

§ 20, stk. 1: En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, udvise omhu og uhildethed.
Stk. 2. En autoriseret sundhedsperson er forpligtet til på begæring fra en offentlig myndighed i det efter formålet fornødne omfang at afgive erklæring til offentlig brug om de sundhedsfaglige iagttagelser, som den pågældende er i stand til at give oplysning om, vedrørende en af vedkommende undersøgt, behandlet eller plejet person, der søger eller får offentlige økonomiske ydelser eller anden offentlig hjælp. Samme pligt påhviler sygehuse og lignende institutioner.

Bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer mv.:

§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for erklæringer om patienters helbredsforhold udstedt af autoriserede sundhedspersoner.
Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder ikke for epikriser (udskrivningsbreve) og lignende, ligesom udtalelser, der ikke er baseret på sundhedspersonens egen patientundersøgelse, -behandling m.v. (administrative udtalelser), ikke er omfattet.
§ 2. Ved erklæring forstås i denne bekendtgørelse en skriftlig udtalelse fra en sundhedsperson om enten en patients helbred eller årsagen til en patients død, og som er bestemt til at finde anvendelse i privat- eller offentligretlige retsforhold.
§ 3. En erklæring kan udstedes på papir, elektronisk eller andet læsbart medie. Hvis en lovbestemt blanket foreligger, skal denne benyttes.
§ 4. En sundhedsperson må ikke afgive erklæringer om sygdomme eller forhold, som vedkommende ikke har fornødent fagligt kendskab til.
§ 5. En erklæring skal indeholde oplysninger om:
1) Patientens navn, personnummer og adresse.
2) Sundhedspersonens navn, autorisationsID, virksomhedsadresse og uddannelse (herunder eventuelle speciallægetitel).
3) Hvilke oplysninger i erklæringen der beror på sundhedspersonens egen undersøgelse af patienten, og hvilke der stammer fra patienten selv, tredjemand eller patientjournaler m.v.
4) Hvorvidt patienten sædvanligvis benytter den sundhedsperson (f.eks. læge eller tandlæge), der har udfærdiget erklæringen.
Stk. 2. Sundhedspersonen skal anføre sin vurdering af patienten og medtage de forhold i erklæringen, som sundhedspersonen finder relevant for at kunne opfylde formålet med erklæring.
Stk. 3. Erklæringen skal være dateret og forsynet med sundhedspersonens underskrift eller på anden måde entydigt kunne henføres til sundhedspersonen.
§ 6. Ved anvendelse af lovbestemte blanketter og standardiserede attest-blanketter, der er aftalt mellem involverede parter, er det tilstrækkeligt, at en erklæring indeholder de i blanketten forlangte oplysninger, og bestemmelserne i § 5 skal således ikke iagttages.
§ 7. I erklæringer, der udstedes til brug for personer, myndigheder eller institutioner, der ikke kan forudsættes at være i besiddelse af sundhedsfaglig viden, skal der så vidt muligt benyttes danske eller almindeligt accepterede betegnelser for sygdomme og anatomiske forhold m.m.
§ 8. Sundhedspersonen skal efter undersøgelse af den pågældende patient udfærdige erklæringen uden unødigt ophold. I tilfælde, hvor en erklæring udfærdiges på baggrund af oplysninger, som sundhedspersonen er i besiddelse af ved modtagelsen af anmodningen om at afgive en erklæring, skal erklæringen udfærdiges inden for rimelig tid, efter at anmodningen er modtaget.
Stk. 2. Anmoder en offentlig myndighed om en erklæring vedrørende en af sundhedspersonens patienter til brug for myndighedens vurdering af, om og i givet fald i hvilket omfang, den pågældende er berettiget til pension eller anden offentlig hjælp, skal sundhedspersonens erklæring sendes til den offentlige myndighed hurtigst muligt og senest 8 uger efter, at sundhedspersonen har modtaget anmodningen.
§ 9. Overtrædelse af bekendtgørelsens § 4, § 5 og § 8, straffes med bøde.
§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2011.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angaaende almindelige Regler for Afgivelse af Lægeerklæringer.

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 40, stk. 1. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43, stk. 1. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.

§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 655 af 15. juni 2011 af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Bekendtgørelse nr. 930 af 17. september 2012 af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Bekendtgørelse nr. 983 a 8. august 2013 af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

§ 11 a. Myndigheden kan efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Myndigheden kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.
Stk. 2. Myndigheden kan uden samtykke til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske forhold og ferieforhold om den, der ansøger om eller får hjælp, og dennes ægtefælle eller samlever, fra andre offentlige myndigheder samt fra arbejdsløshedskasser. Tilsvarende oplysninger kan indhentes om andre husstandsmedlemmer. Oplysninger kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre myndigheders og arbejdsløshedskassers it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at yde hjælp er opfyldt, herunder med henblik på efterfølgende kontrol af, om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med ydelse af hjælp. Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.

§ 11 c. Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og 6, fraviges i sager om
1) særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter § 50 i lov om social service,
2) førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag, uden af den pågældende person selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17 i lov om social pension,
3) frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, i lov om social pension, og frakendelse eller overflytning til anden pension, jf. § 44, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.,
4) tilbagebetaling af sociale ydelser og
5) mellemkommunal refusion, jf. § 9 c, for så vidt angår følgende oplysninger om den borger, der ydes refusion for:
a) Cpr-nummer.
b) Hjemmel til udgiften.
c) Udgiftens elementer.
d) Antal af enheder.
Stk. 2. Hvis det er nødvendigt for behandlingen af en sag efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden desuden uden samtykke anmode private, der har kendskab til forholdene, om at give oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen. Myndigheden skal ved anmodningen gøre opmærksom på, at den adspurgte ikke er forpligtet til at svare.
Stk. 3. I sager efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden uden samtykke forlange oplysninger efter § 11 a, stk. 1, og indhente oplysninger efter § 11 c, stk. 2, om personer, der er part i sagen, samt om forældremyndighedsindehaverens samlever eller ægtefælle.
Stk. 4. Myndigheden skal uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke, jf. stk. 1-3, forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.