Kritik for brud på tavshedspligten

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at reservelæge har videregivet oplysninger om til andre patienters pårørende den 28. marts 2015 på afdeling , Sygehus , da reservelægen har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 1.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At reservelæge den 28. marts 2015 uden s samtykke og under tilsidesættelse af tavshedspligten videregav fortrolige oplysninger om hende til andre patienter og deres pårørende på en flersengsstue.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

Den 28. marts 2015 blev indlagt på afdeling , Sygehus , på baggrund af mistanke om en blodprop i venstre ben. Ved indlæggelsen blev hun undersøgt af reservelæge .

Tre uger forinden indlæggelsen havde været ude for et uheld, hvor hun havde brækket begge ben samt ryggen, hvilket hun var blevet opereret for og herefter udskrevet den 16. marts 2015. Hun havde nu haft smerter, rødme og hævelse på bagsiden af det venstre ben i et døgns tid.

Begrundelse for afgørelse af klagen

Det fremgår af journalen den 28. marts 2015, dikteret af reservelæge , at var blevet indlagt via vagtlægen samme dag, og at man mistænkte en blodprop. Hun havde været en multitraumepatient tre uger forinden, hvor hun var blevet opereret og sat i behandling med blodfortyndende medicin. Endvidere havde hun en Rom-Walker på begge underben. Reservelæge foretog en objektiv undersøgelse af , herunder en undersøgelse af benet, samt hendes vejrtrækning og puls, hvorefter reservelæge vurderede, at skulle have foretaget en akut ultralydsscanning af det venstre ben og fortsætte en allerede igangværende behandling med blodfortyndende medicin. Hvis scanningen afkræftede en blodprop i benet, skulle der overvejes tilsyn af en ortopædkirurg.

Det fremgår af klagen af 29. marts 2016, at s private oplysninger, herunder hendes navn, cpr.nr., diagnose og behandling, var inden for hørevidde af andre patienter og pårørende, der var til stede på stuen under undersøgelsen. Det fremgår videre, at der ved vinduet, lige ved hendes seng, sad to pårørende til en patient, som var kørt til operation, og at disse to kunne høre alt, hvad der blev sagt.

Det fremgår af partshøringssvar fra dateret den 1. maj 2017, at lægen, som undersøgte hende den 28. marts 2015, snakkede højt, så alle på stuen kunne høre, hvad hun sagde.

Det fremgår af udtalelse af 5. maj 2017 fra reservelæge , at hun ikke kan erindre den omtalte indlæggelse, da det efterhånden er to år siden, men at hun har stor respekt for tavshedspligten og tillidsforholdet mellem patient og læge, hvorfor hun altid gør et forsøg på, at være så diskret, som det er muligt. Det fremgår videre, at de fysiske rammer for at praktisere tavshedspligt ikke er til stede på de to 6-sengsstuer på afdeling , Sygehus , og at reservelæge hverken er den første eller sidste, der har ført en samtale med en patient omkring diagnose og behandling på en af disse to stue. På et tidspunkt blev der oprettet en stue, hvor man kunne tage patienter ind til fortrolige samtaler og undersøgelser, men denne stue var næsten altid optaget af en indlagt patient på grund af mange indlæggelser og pladsmangel. Det fremgår endvidere, at det er patientens ansvar at stoppe lægen, hvis patienten ikke føler sig tryg under samtalen på en flersengsstue, og patienten derfor ønsker en samtale i enerum. Det fremgår endeligt, at det ikke er muligt at bede alle patienter og pårørende, samt andre læger om at forlade flersengsstuen under en samtale med en patient, da stuens dør aldrig lukkes i dagtimerne.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedsloven § 40, at en sundhedsperson skal iagttage tavshed om, hvad hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at helbredsforhold skal forstås som oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet.

Det fremgår desuden af pkt. 4 i den nævnte vejledning, at det er en fundamental regel, at de oplysninger, en patient betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke videregives til uvedkommende.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at samtalen mellem reservelæge og som udgangspunkt indeholdt fortrolige oplysninger, der var omfattet af den indklagede læges tavshedspligt. Nævnet har herved lagt vægt på, at oplysningerne blandt andet vedrørte information om en mulig blodprop i s ben samt hendes navn, cpr.nr., diagnose og behandling.

Videre kan disciplinærnævnet oplyse, at en læge i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 1, kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 44, stk. 1.

Disciplinærnævnet finder i den forbindelse, at det er utvivlsomt, at ikke havde givet sit skriftlige samtykke til, at reservelæge måtte videregive fortrolige oplysninger om til andre patienter og pårørende på flersengsstuen.

Det følger dog af § 44, stk. 1, i sundhedsloven, at kravet om skriftligt samtykke i forhold til videregivelse til andre formål end behandling kan fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at kravet om skriftligt samtykke til videregivelse af fortrolige oplysninger på en flersengsstue i visse tilfælde kan fraviges. Det er i den forbindelse disciplinærnævnets opfattelse, at en patient, der bliver tilset og undersøgt på en flersengsstue, i kraft heraf utvivlsomt afgiver et klart stiltiende samtykke til, at visse typer fortrolige identifikations- og helbredsoplysninger af mindre følsom karakter må overhøres og dermed videregives til eventuelle andre tilstedeværende patienter.

Såfremt en patient ikke ønsker, at andre patienter skal overhøre en drøftelse med lægen, hvor identifikation af patienten og helbredsoplysninger af mindre følsom karakter omtales, er det nævnets opfattelse, at det må anses for ubetænkeligt, at patienten udtrykkeligt selv må gøre opmærksom herpå.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at samtalerne mellem reservelæge og , som blandt andet vedrørte information om en mulig blodprop i benet, navn og cpr.nr var af mindre følsom karakter.

Det er dog videre disciplinærnævnets opfattelse, at pårørende til andre patienter aldrig bør kunne overhøre samtaler mellem sundhedspersonalet og en patient.

Det er derfor disciplinærnævnets opfattelse, at det var i strid med tavshedspligten, at andre patienters pårørende kunne høre de nævnte oplysninger om .

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at reservelæge ikke har bestridt, at andre patienters pårørende kunne høre samtalen mellem hende og . Videre har disciplinærnævnet lagt vægt på, at reservelæge uden væsentlig ulempe kunne have bedt medpatientens pårørende om at forlade stuen.

Disciplinærnævnet finder herefter, at reservelæge har handlet i strid med sundhedsloven ved at videregive oplysninger om til andre patienters pårørende på flersengsstuen på afdeling , Sygehus den 28. marts 2015.

Afsluttende bemærkning

Disciplinærnævnet har ikke herved taget stilling til den sundhedsfaglige behandling, som modtog på Sygehus . Denne del af klagen behandles i en selvstændig sag med sagsnummer , som fortsat er under behandling.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 40. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.

§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.
§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.