Kritik for videregivelse af oplysninger til patientens mor. Patienten er myndig og ikke længere hjemmeboende

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere, at speciallæge har videregivet oplysninger om til hans mor på et tidspunkt i juni/juli 2017, da speciallægen har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 1.

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

• At speciallæge uden samtykke og under tilsidesættelse af tavshedspligten på et tidspunkt i juni/juli 2017 videregav oplysninger om til hans mor.

Det er hertil anført, at speciallægen ringede til s mor, da han ikke kunne få fat på selv.

BEGRUNDELSE

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

har i klagen til disciplinærnævnet af 28. august 2017 oplyst, at han havde været til speciallægeundersøgelse, og at der den 26. maj 2017 blev udarbejdet en speciallægeerklæring. havde nogle bemærkninger til erklæringen, han forsøgte derfor at få kontakt til speciallæge. kunne ikke få kontakt til speciallægen, han oplyste derfor sit telefonnummer til sekretæren. Speciallæge kontaktede aldrig . I stedet kontaktede speciallæge s mor.

Begrundelse for afgørelsen

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det følger af sundhedsloven § 40, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af sundhedslovens § 44, stk. 1.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at helbredsforhold skal forstås som oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været indlagt til behandling eller er indlagt samt oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og lignende.

har i sin klage oplyst, at speciallæge indtalte en telefonbesked på morens telefonsvarer. Han oplyste om det videre forløb, og at han skulle tage kontakt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. mener, at det er et brud på tavshedspligten, at speciallæge har taget kontakt til s mor. er myndig og bor ikke hjemme.

Speciallæge har i en udtalelse til sagen oplyst, at det telefonnummer, der var angivet til sekretæren var forkert. Det var meget vigtigt at komme til at tale med , og derfor kontaktede han s mor. s mor gav speciallæge det rigtige telefonnummer. Speciallæge kunne høre, at s mor blev urolig, da han sagde, at han var læge, og at han skulle i kontakt med hendes søn. Speciallæge var ked af, at han havde gjort s mor urolig, han valgte derfor at berolige hende med, at der ikke var tale om noget alvorligt eller akut, men at det blot var i forbindelse med udfærdigelsen af en erklæring, at han skulle i kontakt med . Speciallæge fortalte intet om, hvad fejlede eller andre detaljer i forbindelse med hans skade. Desuden blev der ikke givet flere oplysninger om det videre forløb eller andet.

har oplyst, at speciallæge fortalte hans mor om det videre forløb, hvorimod speciallæge har oplyst, at han ikke fortalte om det videre forløb, men at han oplyste, at det vedrørte en speciallægeerklæring. Der er således uoverensstemmelse omkring, hvilke oplysninger der blev givet til s mor. Da begge parter er enige om, at speciallæge ringede til s mor og oplyste, at han var læge, har disciplinærnævnet lagt dette til grund for afgørelsen. Disciplinærnævnet har også lagt til grund, at speciallæge oplyste til s mor, at han ringede i forbindelse med udfærdigelsen af en erklæring. Det skyldes, at det er disciplinærnævnets opfattelse, at dette kan indeholdes i s forklaring om, at speciallæge oplyste om det videre forløb.

Det er disciplinærnævnet vurdering, at det forhold, at speciallæge henvendte sig til s mor som speciallæge og oplyste, at han henvendte sig, fordi der skulle udarbejdes en erklæring, i sig selv er en fortrolig oplysning i lovens forstand. Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at en sådan oplysning alene kan forstås således, at havde været i kontakt med speciallægen med henblik på undersøgelse og/eller behandling.

Disciplinærnævnet finder således, at den blotte oplysning om, at en navngiven person har været i kontakt med sundhedsvæsenet med henblik på undersøgelse eller behandling, må anses som fortrolig i sundheds-lovens forstand og derfor som udgangspunkt ikke må videregives til blandt andet private personer uden patientens skriftlige samtykke.

Det er utvivlsomt, at ikke havde givet sit samtykke til, at hans mor måtte få fortrolige oplysninger om ham.

Disciplinærnævnet kan dog oplyse, at en læge i henhold til § 43, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer.

Disciplinærnævnet kan således oplyse, at det fremgår af § 43, stk. 2, nr. 2, i sundhedsloven, at sundheds-personer uden patientens samtykke til andre formål end behandling kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre privatpersoner.

Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til myndigheder, organisationer, private personer med flere, klart skal overstige hensynet til en patients krav på fortrolighed.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at hensynet til videregivelse af oplysninger om s  kontakt med speciallæge til hans mor ikke overstiger hensynet til s krav på fortrolighed. Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på, at der alene var tale om, at havde bedt om at blive ringet op. Opringningen vedrørte således ikke, at der skulle iværksættes nødvendig behandling hurtigt.

Disciplinærnævnet finder herefter, at speciallæge handlede i strid med sundhedsloven ved at videregive de pågældende oplysninger om til hans mor.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 191 af 28. februar 2018 af sundhedsloven

§ 40. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i denne lov.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når

1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre,

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver,

4) videregivelsen sker til et myndighedsgodkendt akkrediteringsorgan og er nødvendig med henblik på dokumentation af arbejdsgange til brug for akkreditering eller

5) videregivelsen sker til brug for opfølgning på en utilsigtet hændelse i regionen, kommunen eller et privat sygehus. Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.

§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage efter § 1, medmindre Styrelsen for Patientklager i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.

§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af Styrelsen for Patientsikkerhed eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i medfør af § 2, stk. 2.

§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat sanktioner.

Stk. 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kan i sager omfattet af § 2, stk. 1, mægle forlig mellem parterne og træffe afgørelse om, at det arbejde, en praktiserende tandlæge har udført, er mangelfuldt, og at der skal ske hel eller delvis tilbagebetaling af honoraret til patienten. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kan desuden træffe afgørelse om, at der skal ske omgørelse af arbejdet eller betaling for omgørelsen.