Kritik for manglende behandling og henvisning til yderligere behandling

Praktiserende læge får kritik for manglende behandling af smerter i øjet. Patienten fremstår med smerter og nedsat syn, hvorfor den praktiserende læge burde have undersøgt patienten mere grundigt og henvist akut til øjenlæge. Der var tale om en øjensygdom, der kan have alvorlige konsekvenser.

Sagsnummer:

20DNU17

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 4. juni 2020

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives kritik til:

  • Praktiserende læge (aut. ID ), for behandlingen den 27. januar og den 5. februar 2016.

Det betyder, at praktiserende læge ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen den 27. januar og den 5. februar 2016.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har modtaget en klage fra . 

KLAGEN

Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge i hans klinik, den 27. januar og den 5. februar 2016.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ikke modtog tilstrækkelig behandling, herunder at hun ikke blev relevant medicineret.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Den 27. januar 2016 blev 52-årige set af praktiserende læge i hans klinik, da hun havde øjenbetændelse og bygkorn. Praktiserende læge satte i behandling med Kloramfenikol og det smertestillende præparat Dolol.

Den 5. februar 2016 blev igen tilset af praktiserende læge , da hun havde øjenmigræne, havde tabt sig og havde manglende syn på højre øje.

BEGRUNDELSE 

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge for behandlingen.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:

  • at der ved patienter, der fremstår med stærke øjensmerter, skal foretages en objektiv undersøgelse. Ud over en objektiv undersøgelse skal patientens syn og øjets tryk undersøges. Øjets tryk undersøges ved at trykke mod patientens øje, mens det holdes lukket. 
  • at praktiserende læge til konsultationen den 27. januar 2016 noterede, at havde smerter og rødme i venstre øje. Til konsultationen blev der ikke udfærdiget en objektiv undersøgelse, ligesom at ikke fik undersøgt sit syn eller trykket på sit venstre øje, hvilket praktiserende læge burde have undersøgt.
  • at praktiserende læge ikke burde have opstartet i behandling med Kloramfenikol mod øjenbetændelse og det stærke smertestillende præparat Dolol, da diagnosen øjenbetændelse var usikker. Ved øjensmerter, der vurderes at være behandlingskrævende med det smertestillende præparat Dolol, bør der mistænkes akut glaukom (grøn stær) og henvises akut til øjenlæge.
  • at praktiserende læge til konsultationen den 5. februar 2016 noterede, at stadig havde smerter i venstre øje og manglende syn på højre øje. Ved denne konsultation blev der bestilt blodprøver og målt blodtryk, men der blev ikke foretaget en objektiv undersøgelse. Praktiserende læge burde både have henvist akut til en øjenlæge og planlagt opfølgning i klinikken.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 27. januar og den 5. februar 2016 i sin klinik.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed