Mangelfuld kronebehandling

Privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald (aut. ID 014JW) får kritik for mangelfuld kronebehandling, da der var en spalte mellem krone og tand. (offentliggørelse pga. gentagen kritik).

Sagsnummer:

22DNM82

Offentliggørelsesdato:

5. september 2022

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Tandlægeklinikker

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik til:

  • privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald (aut. ID 014JW), , for behandlingen i perioden fra den 21. til 27. februar 2017.

Det betyder, at privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald hos , i perioden fra den 21. til den 27. februar 2017.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at der ikke blev foretaget en tilstrækkelig kronebehandling, idet kronen efterfølgende gik løs og ikke kunne påsættes igen.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 21. februar 2017 blev 62-årige tilset af privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald, idet hun havde fået en revne (fraktur) i den anden lille kindtand i højre side af overkæben (5+). Tandlægen foretog en røntgenundersøgelse af tanden, hvorefter tanden blev klargjort (præpareret) til en keramisk krone.

Den 27. februar 2017 påsatte tandlægen kronen på kindtanden 5+, og foretog efterfølgende en kontrol af kronen og en røntgenundersøgelse med bitewings (røntgenundersøgelse af mellemrummene mellem tænderne).

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1 og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har til brug for sagen indhentet røntgenbilleder fra klageperioden.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at tandlæge Martin Bech Hald ikke påsatte kronen på relevant vis, idet det fremgår af røntgenbilledet fra den 27. februar 2017, at der er en spalte mellem tanden og kronen. Der blev således ikke lavet en tilstrækkelig kronebehandling.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 21. til den 27. februar 2017 hos .

OFFENTLIGGØRELSE

Disciplinærnævnet har inden for de sidste 5 år tildelt kritik til privatpraktiserende tandlæge Martin Bech Hald i sine afgørelser af 18. november 2021, 6. december 2021, 7. december 2021, 13. december 2021, 14. december 2021 og 4. januar 2022.

Denne afgørelse vil derfor blive offentliggjort på www.sundhed.dk og www.stpk.dk med angivelse af titel, navn og autorisationsID, for så vidt angår tandlæge Martin Bech Hald. Dette følger af klage- og erstatningslovens § 17, og af § 3, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet.

Disciplinærnævnets afgørelser af 18. november 2021, 6. december 2021, 7. december 2021, 13. december 2021, 14. december 2021 og 4. januar 2022 er også omfattet af offentliggørelsesordningen. Da disse tidligere har været offentliggjort, offentliggøres de ikke igen. Dette følger af § 9, stk. 2 i bekendtgørelsen om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet. 

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger vil blive anonymiseret ved offentliggørelse.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- sager på sundhedsområdet:

  • § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser