Vagtlæge burde have henvist patient til konsultation

Der gives kritik til:

• vagtlæge A , Lægevagten i Region , for behandlingen den 4. januar 2020.

Der gives ikke kritik til:

• vagtlæge B , Lægevagten i Region , for behandlingen den 3. januar 2020
• vagtlæge C , for behandlingen den 4. januar 2020.

Det betyder, at vagtlæge A ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Det betyder videre, at vagtlæge B og vagtlæge C udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har modtaget en klage fra .

KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af vagtlæge B , vagtlæge C og vagtlæge A ved Lægevagten i Region , den 3. og 4. januar 2020.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

• at ikke modtog tilstrækkelig undersøgelse og behandling af lægevagten i forbindelse med, at han havde ondt i halsen.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 3. januar 2020, kl. 18:06 kontaktede Lægevagten i Region , idet hendes 10-årige søn havde ondt i halsen. Hendes opkald blev besvaret af vagtlæge B . Hun oplyste, at havde ondt i halsen, men i øvrigt havde det godt og ikke havde feber. Vagtlægen vejledte om at tage kontakt igen ved forværring.

Der er til brug for sagen indhentet lydfil med lægevagtsopkaldet. Det fremgår af lydfilen, at vagtlæge B vejledte om at give smertestillende i form af Panodil.

Den 4. januar 2020, kl. 08:01 kontaktede igen Lægevagten i Region , idet hendes 10-årige søn fortsat havde ondt i halsen. Hendes opkald blev besvaret af vagtlæge C . havde stadig ikke feber, ligesom han i øvrigt havde det godt. Der blev ikke foretaget yderligere.

Den 4. januar 2020, kl. 18:20 kontaktede atter Lægevagten i Region , grundet hendes 10-årige søn stadig havde ondt i halsen. Hendes opkald blev besvaret af vagtlæge A . oplyste, at sønnens temperatur var 37,9, at han kunne synke, men ikke ordentligt, og at han var rød i halsen. Kæbemuskulaturen var ikke låst/forkrampet. Vagtlægen opfordrede til at supplere smertebehandlingen med Ipren og vejledte videre om, at de skulle tage kontakt igen ved forværring.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere vagtlæge B og vagtlæge C for behandlingen.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:

• at modtog tilstrækkelig undersøgelse og behandling af vagtlæge B og vagtlæge C , idet der ved første henvendelse til vagtlæge B var mistanke om halsbetændelse, der netop var startet, og at i øvrigt var upåvirket, og at der ved anden henvendelse til vagtlæge C 14 timer senere ikke var forværring i tilstanden eller tilkommet feber, og det var således relevant at se tiden an.

Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at 80 % af alle halsbetændelser skyldes virus, hvor behandlingen kan bestå af smertestillende medicin og at se tilstanden an og at henvende sig til en læge på ny ved forværring. Virushalsbetændelser går over af sig selv.

• at der ved henvendelserne til vagtlæge B og vagtlæge C var indikation for, at kunne være smittet med streptokokker, fordi det var oplyst, at hans mor var smittet, men at det først var relevant at henvise til undersøgelse herfor på et senere tidspunkt, idet en streptokoktest tidligt i et sygdomsforløb kan være negativ, selv om patienten er smittet med streptokokker. Henset til hans tilstand ved henvendelserne, herunder at hans symptomer kun lige var startet og ikke var forværret i tiden mellem henvendelserne, var der således ikke grundlag for at henvise ham til akut lægeundersøgelse.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at vagtlæge B og vagtlæge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af i perioden fra den 3. til den 4. januar 2020 i Lægevagten i Region .

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge A for behandlingen.

Disciplinærnævnet har herved lagt vægt på:

• at ikke modtog tilstrækkelig og relevant behandling af vagtlæge A , idet der ved henvendelsen var sket en forværring i hans tilstand, herunder havde han fortsat ondt i halsen, var rød i halsen og havde svært ved at synke ordentligt og hans temperatur var på 37,9 ⁰C, og henset til, at det var tredje gang, at hans mor rettede henvendelse til lægevagten, burde vagtlæge A have tilbudt en undersøgelse.

Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at det er sædvanlig praksis, at den visiterende læge henviser til lægeundersøgelse, hvis en mor ringer for tredje gang til lægevagten og ønsker en lægeundersøgelse, når barnets tilstand er forværret, og barnet ikke er blevet undersøgt før. Dette skyldes, at patientens behov for undersøgelse er stort, at en undersøgelse forebygger fejlvurderinger per telefon, og at en undersøgelse kan forebygge patientutilfredshed. På samme måde forebygges det, at moren opgiver at søge lægehjælp, og dermed undgås det så vidt muligt, at barnet ikke får den nødvendige behandling.

• at vagtlæge A ved sin beslutning om at se tiden yderligere an, burde have lavet en konkret plan med s mor om, hvornår han skulle tilses af en læge, og hvornår moren skulle ringe igen, herunder enten i forhold til specifikke symptomer (f.eks. temperaturstigning, smerteforværring, nye symptomer) eller i forhold til hvor lang tid, der måtte gå med uforandrede symptomer.
• at vagtlæge A ikke undersøgte tilstrækkeligt med henblik på at vurdere, om han havde behov for penicillin, idet der i forbindelse med en sådan vurdering skal foretages en undersøgelse for streptokokker, hvilket kræver en fysisk konsultation, og således ikke kan vurderes tilstrækkeligt ved en telefonisk henvendelse.
• at det i forbindelse med ordinering af smertestillende medicin til relevant blev sikret, at der ikke var tegn til byld i halsen, hvorimod der ikke blev spurgt ind til s almene tilstand, hans vejrtrækning eller om han havde tegn til nakkestivhed, og det var således ikke relevant, at vagtlæge A supplerede Panodilbehandling af med Ipren, idet der er tale om symptombehandling med bivirkninger, som ved ordinering til et 10-årigt barn ikke bør foretages over telefonen, uden at barnet forinden er undersøgt af en læge.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at vagtlæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 4. januar 2020 i Lægevagten i Region .

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

• § 2, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed
• § 3, stk. 1 om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

• § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed