Utilstrækkelig behandling af B12-vitaminmangel

Praktiserende læge burde have ændret behandlingen for fortsatte lave B12-vitaminniveauer og have udredt for årsag til det lave niveau.

Sagsnummer:

22DNU66

Offentliggørelsesdato:

mandag den 19. december 2022

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives kritik til:

  • praktiserende læge A (aut. ID ), , for behandlingen i perioden fra den 25. marts til den 5. april 2022.

Der gives ikke kritik til:

  • reservelæge B (aut. ID. ), , for behandlingen.

Det betyder, at praktiserende læge A ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge A og reservelæge B hos , i perioden fra den 17. november 2021 til den 5. april 2022.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ikke blev tilstrækkelig udredt og behandlet for manglende vitamin B12.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

var kendt med kronisk nældefeber.

Den 17. november 2021 blev 25-årige undersøgt af praktiserende læge A, , på grund af træthed, sygdomsfornemmelse i kroppen, ømhed i nakken og vægttab. Lægen bestilte en bred laboratoriescreening, som blev foretaget dagen efter.

Den 23. november 2021 fik svar på prøverne af praktiserende læge A. Idet prøverne viste, at vitamin B12 niveau var lavt, men i øvrigt normale, ordinerede lægen en pakke B12 vitamin, som hun skulle tage en gang dagligt i 120 dage, hvorefter hendes vitamin B12 niveau skulle måles igen.

Da de 120 dage var gået, fik igen målt sit vitamin B12 niveau. Da hun ikke kunne forstå, at hendes vitamin B12 niveau ikke var steget mere, end det var, og da hun fortsat var svag, træt og generelt utilpas, skrev hun til praktiserende læge A via e-konsultation. Praktiserende læge A svarede den 25. marts 2022, at hendes vitamin B12 niveau var inden for normalområdet.

Den 30. marts 2022 blev undersøgt af reservelæge B, , på grund af blandt andet træthed, rysteture, hovedpine, smerter, kvalme og sår i munden og svælg. Reservelæge B foretog en objektiv undersøgelse og ordinerede vitamin B12 til tre måneder, efter at reservelægen havde konfereret med praktiserende læge A vedrørende s problemstilling og behandlingsplanen.

Den 4. april 2022 indsendte information om diffuse symptomer og vitamin B12, hvortil reservelæge B den 5. april 2022 svarede og fasthold behandlingsplanen med vitamin B12 de næste tre måneder.

Det fremgår af klagen, at efterfølgende skiftede læge, og at det viste sig, at hun havde mangel på både vitamin B12 og folat. Det fremgår videre, at hun blev opstartet i injektionsbehandling, og at flere års tiltagende symptomer herefter begyndte at aftage.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra praktiserende læge A, at der blev fundet let lavt vitamin B12, som lå på 188 (referenceinterval 200 til 700), hvorfor der blev ordineret Betolvex, og at øvrige værdier var normale.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge A for behandlingen den 17. og 23. november 2021.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at praktiserende læge A den 17. november 2021 på relevant vis bestilte blodprøver som led i udredningen af henset til hendes symptomer i form af træthed, sygdomsfornemmelse i kroppen, ømhed i nakken og vægttab. Lægen vurderede relevant, at det kunne forklares med et lavt B12-vitaminniveau.
  • at praktiserende læge A den 23. november 2021 ordinerede relevant behandling med B12-vitamin Betolvex 1 mg dagligt i 3 måneder henset til blodprøvesvaret, som viste lavt vitamin B12 niveau, men i øvrigt normale værdier.

Disciplinærnævnet vurderer imidlertid, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge A for den øvrige behandling.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at ikke blev tilstrækkelig udredt og behandlet for manglende vitamin B12 af praktiserende læge A, da hun efter 3 måneders behandling med vitamin B12 Betolvex 1 mg dagligt fortsat havde symptomer på B12 vitaminmangel, selvom hendes B12-vitaminniveau var steget fra 188 til 236 pmol/l. Lægen burde på den baggrund have målt metylmalonatniveauet henset til hendes fortsatte symptomer, og da B12-vitaminniveauet ikke var kommet over 250 pmol/l.

Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at måling af B12-vitaminniveauet anbefales som værende den første prøve (med forbehold for variationer i referenceområdet). Hvis værdien er over 250 pmol/l, foreligger der ikke B12-vitaminmangel. Hvis prøvesvaret er 25 % lavere end nedre grænse i referenceområdet, foreligger der B12-vitaminmangel (<125 pmol/l hvis nedre grænse er 156 pmol/l). Hvis prøvesvaret er 125-250 pmol/l, anbefales at tage metylmalonat. Metylmalonat ophobes i kroppen ved B12-vitaminmangel. Baseret på metylmalonatværdien og de kliniske tegn, kan vitamin B12-vitaminmangel bekræftes (Metylmalonat > 0,75 µmol/l) eller afvises (metylmalonat < 0,29 µmol/l). Hvis metylmalonat er i området 0,29-0,75 µmol/l anbefales ny prøve af B12-vitamin og metylmalonat efter et år, medmindre der er klare kliniske tegn på vitamin B12-vitaminmangel og behov for behandling. Når diagnosen vitamin B12-vitaminmangel er stillet, er næste skridt at finde årsagen hertil. Det kan være manglende B12-vitamintilskud i kosten (fx vegetar eller veganer) eller problemer med at optage B12-vitamin, eksempelvis hos patienter som har fået foretaget mave-tarm-operationer (ventrikel- eller ilealresektion).

  • at det videre ikke var tilstrækkeligt, at praktiserende læge A den 30. marts 2022 vurderede, at skulle gentage behandlingen med Betolvex 1 mg dagligt i 3 måneder, da der fortsat kunne være mistanke til, at hun kunne have problemer med at optage vitamin B12.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge A samlet set handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 17. november 2021 til den 5. april 2022 hos .

Disciplinærnævnet vurderer videre, at der ikke er grundlag for at kritisere reservelæge B for behandlingen den 30. marts og 5. april 2022.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at reservelæge Bs behandling af ikke kan kritiseres, idet reservelægen fulgte praktiserende læge A’s behandlingsplan efter konferering med denne. Reservelægen var KBU-læge på tidspunktet for behandlingen.

    Disciplinærnævnet kan hertil oplyse, at KBU-læger er autoriserede læger, der endnu ikke har opnået ret til selvstændigt at virke som læge. Det er oftest nyuddannede læger med ingen eller sparsom erfaring som læge. KBU-læger arbejder under deres 1-årige kliniske basisuddannelse på landets sygehuse og i almen praksis under supervision og ansvar af en overordnet læge. Det betyder, at den overordnede læge har et medansvar for den givne behandling, når behandlingen varetages af en KBU-læge. Når en KBU-læge konfererer behandlingen med en mere erfaren læge, tages det ofte som udtryk for, at KBU-lægen handlede med omhu og samvittighedsfuldhed.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at reservelæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 30. marts og 5. april 2022 hos .

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed