Mangelfuld undersøgelse efter et trafikuheld

Reservelæge Christian Kodal Breinholt (aut. ID 0DDQQ) får kritik for en utilstrækkelig udredning, herunder manglende røntgen, af en patient, der efter et trafikuheld havde smerter i mave og bryst. (offentliggøres pga. kritik med indskærpelse)

Sagsnummer:

23DNM61

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 12. september 2023

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger, Sygeplejersker

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik med indskærpelse til:

  • Reservelæge Christian Kodal Breinholt (aut. ID 0DDQQ), Fælles Akut Modtagelse, ████, for behandlingen den 27. oktober 2021.

Der gives ikke kritik til:

  • Sygeplejerske ████ (aut. ID ████), Fælles Akut Modtagelse, ████, for behandlingen.

Det betyder, at reservelæge Christian Kodal Breinholt ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Det skal desuden indskærpes over for reservelæge Christian Kodal Breinholt at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Klagen

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af reservelæge Christian Kodal Breinholt og sygeplejerske ████ på Fælles Akut Modtagelse, ████, den 27. oktober 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • ████ ikke blev relevant og tilstrækkelig behandlet for sine symptomklager efter et trafikuheld, herunder at der ikke blev foretaget en røntgenundersøgelse.

Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 27. oktober 2021 var 66-årige ████ involveret i et trafikuheld, hvor en anden bil på højre side påkørte den bil, hun var passager i. Der blev kørt med en fart på 30-40 km i timen, som udløste airbag. Hun havde efterfølgende smerter i brystkassen og maven, hvor sikkerhedsselen havde siddet.

Hun blev ved ankomst på Fælles Akut Modtagelse, ████, tilset af sygeplejerske ████, der målte blodtryk, puls, vejrtrækning og temperatur (vitalparametre). ████ havde upåfaldende vitalparametre, bortset fra et forhøjet blodtryk. Som følge af indlæggelsesårsagen, og da hun havde vedvarende smerter i brystkassen og fremstod lidt konfus, blev der lavet en hastegradsvurdering, hvor hun triageredes grøn (kunne tilses af en læge indenfor et par timer fra modtagelsen). Der blev desuden lavet en bevidsthedsscoremåling, som var normal, idet hun var orienteret i tid og sted, fulgte opfordringer og var vågen.

Der blev tilkaldt en ortopædkirurgisk forvagt med henblik på en klinisk vurdering.

Hun blev herefter tilset af ortopædkirurgisk forvagt, reservelæge Christian Kodal Breinholt, hvor årsagen til henvendelsen blev registreret, og der blev optaget sygehistorie. Der blev foretaget en klinisk undersøgelse, hvor hun fandtes vågen og klar. Der var pæne vitalparametre hendes chok taget i betragtning. Ved palpation (føling/tryk) var der ømhed ved stort set samtlige ribben i venstre side af brystkassen, men uden at det hindrede undersøgelsen. Der var ingen misfarvning eller konturspring.

Da der ikke var mistanke om brud, blev hun herefter udskrevet. Hun blev anbefalet fast smertestillende med Panodil et par dage for at opnå ubesværet vejrtrækning. 

████ har i klagen oplyst, at hun ikke blev relevant behandlet efter et trafikuheld. Hun blev hjemsendt trods sin tilstand med smerter og uden, at der blev foretaget en røntgenundersøgelse. Der blev efterfølgende konstateret bækkenbensbrud og brud på brystbenet.

Reservelæge Christian Kodal Breinholt har i en udtalelse til sagen oplyst, at der ikke var klager fra hofte/bækken. Dette område var derfor ikke undersøgt. Der var ikke mistanke om ribbensbrud, da ████ var upåvirket, og der var pæne vitalparametre. En røntgenundersøgelse af brystkassen var derfor fravalgt. Reservelægen har desuden i et partshøringssvar oplyst, at behandlingen var mangelfuld. Han var på dette tidspunkt ny på afdelingen, og det var hans første vagt. Han havde ikke haft mulighed for at deltage i et introduktionsforløb til skadestuen eller få undervisning forinden vagten. 

Begrundelse

Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Reservelæge Christian Kodal Breinholt

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere reservelæge Christian Kodal Breinholt for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • ████ ikke blev behandlet på relevant vis, idet der som følge af traumets karakter, hvor hun var involveret i et trafikuheld, og hendes symptomklager fra maveregion og brystkasse var grundlag for at mistænke en alvorlig behandlingskrævende skade.
  • undersøgelsen ikke var tilstrækkelig til at udelukke en alvorlig behandlingskrævende skade. Der burde efter sædvanlig praksis have været fortaget en fokuseret tilbundsgående undersøgelse af hendes maveregion, idet hun havde smerter i maven og i brystkassen. Sikkerhedsselen var desuden placeret lige over leveren. Med en hastighed på 30-40 km i timen, som udløste airbag, havde der været et tryk af en vis kraft med risiko for skade på dette område. Hele maven og bækkenet, herunder på venstre side af maven, burde derfor have været undersøgt for at udelukke et brud eller en anden alvorlig behandlingskrævende tilstand i dette område.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at en patients smertesymptomer efter et traume kan være diffuse og være oplyst til det primære sted, som er mest smertegivende. Ved et multitraume, hvor der er tilskadekomst af flere kropsregioner, er der imidlertid risiko for, at der kan skjule sig andre skader. 

  • der burde have været foretaget en røntgenundersøgelse af brystkassen og en eventuel CT-skanning, idet hun havde smerter i hele venstre del af brystkassen og ømhed af ribben. Dette med henblik på at udelukke risikoen for en alvorlig skade i form af en punkteret lunge, skade af milten (miltruptur) og flere brækkede ribben.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at skade af milten er en meget alvorlig behandlingskrævende tilstand. Derudover er flere brækkede ribben også en alvorlig tilstand på grund af risiko for skade på de indre organer. Hvis der er tale om 4 eller flere brækkede ribben, vil patienten ofte blive indlagt, eventuel med henblik på operation og/eller respirator.

Disciplinærnævnet vurderer, at det er en skærpende omstændighed, at der ikke blev foretaget en fokuseret undersøgelse, som der lægefagligt forventes, når en patient har været involveret i et trafikuheld og med de symptomklager og oplysninger om ulykken, som forelå. Der var henset hertil en bestyrket mistanke om en alvorlig behandlingskrævende skade, som burde have medført en tilbundsgående undersøgelse, herunder en røntgenundersøgelse, for at udelukke en alvorlig skade.

Nævnet kan oplyse, at en reservelæge i en introduktionsstilling har erhvervet ret til selvstændigt virke og har et selvstændigt ansvar for sine handlinger. Det er nævnets vurdering, at en reservelæge i en introduktionsstilling forventes at kende hovedprincipperne i udredning og behandling af ortopædkirurgiske patienter. Hvis der som følge af manglende erfaring eller kompetencer er tvivl om behandlingen i en given situation, er der en forpligtelse til at konferere med en mere erfaren læge.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at reservelæge Christian Kodal Breinholt handlede væsentlig under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 27. oktober 2021 på Fælles Akut Modtagelse, ████.

Det skal samtidig indskærpes over for reservelæge Christian Kodal Breinholt at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Sygeplejerske ████

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere sygeplejerske ████ for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • ████ blev relevant og tilstrækkelig behandlet af sygeplejerske ████, idet der blev foretaget relevante indledende undersøgelser, som en sygeplejerske efter sædvanlig praksis skal foretage ved modtagelse af en patient i en akutafdeling. Der blev foretaget en bevidsthedsscoremåling, og vitalparametrene blev målt. Der blev desuden lavet en hastegradvurdering, som relevant blev triageret til grøn ud fra kontaktårsag og symptomer, herunder at hun ikke var påvirket i sin vejrtrækning. Der blev også på korrekt vis tilkaldt en ortopædkirurgisk læge, idet det er et lægefagligt ansvar at tage stilling til en behandlingsplan, herunder om der er behov for en røntgenundersøgelse.

    Disciplinærnævnet kan oplyse, at patienter ved ankomst i en akutafdeling, herunder traumepatienter, hastegradsvurderes/triageres for at sikre, at de patienter, som er dårligst, tilses først. Patienterne triageres fra blå, som er mindre skader, som kan tilses, når der er mulighed herfor, til grøn, gul, orange og rød, som er alvorlig kritisk sygdom, hvor patienten skal tilses med det samme. Patienten vurderes ud fra symptomer og vitalparametre.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at sygeplejerske ████ handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 27. oktober 2021 på Fælles Akut Modtagelse, ████.

Offentliggørelse

Denne afgørelse vil blive offentliggjort på www.sundhed.dk og www.stpk.dk med angivelse af titel, navn og autorisationsID, for så vidt angår reservelæge Christian Kodal Breinholt. Dette følger af klage- og erstatningslovens § 17, og af § 3, stk. 1, nr. 2, i Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelse.

Nævnets beslutning

Afgørelsen er truffet af et flertal. Nævnsmedlemmerne A og B har afgivet følgende mindretalsudtalelse i forhold til kritik med indskærpelse. Det bør være en formildende omstændighed, at der er tale om en uddannelseslæge på følgevagt, hvor der ikke er tilbudt sufficient introduktion til afdelingen herunder instrukser m.v.

Regler

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse