Manglende henvisning til udredning af cyste

Privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish (aut. ID 06Q0G) får kritik for ikke at henvise til udredning af cyste, for at lave hul ud gennem tandens rodspids og for manglende orientering om forringet prognose. (offentliggørelse pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM100

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 12. november 2024

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Tandlægeklinikker

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish (aut. ID 06Q0G) fra Behandlingssted 1. får kritik for behandlingen i perioden fra den 16. marts til den 27. marts 2023.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish hos Behandlingssted 1., i perioden fra den 16. marts til den 27. marts 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • behandlingen af fortænderne i overkæben, 1+ og +1 ikke blev udført på tilstrækkelig vis

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 16. marts 2023 blev du set til opstart af rodbehandling af venstre fortand i overkæben, +1 hos tandlæge Shiman Farkish. Du var 24 år på behandlingstidspunktet. Tandlægen optog et røntgenbillede af området ved fortænderne, som viste et meget stort cystelignende område over fortanden +1 og nabo-tanden, +2. Tandlægen stak hul på en tandbyld på ganesiden af fortanden +1, så pus kunne løbe ud. Tandlægen udrensede rodkanalen i fortanden +1, skyllede med desinficerende middel og lagde et midlertidigt indlæg i tanden.

Den 17. marts 2023 blev du set til rodskylning af rodkanalen i fortanden +1 hos tandlæge Shiman Farkish. Tandlægen skyllede med et desinficerende middel og lagde et midlertidigt indlæg i tanden.

Den 20. marts 2023 udskrev tandlæge Shiman Farkish en recept på penicillinen Amoxicilin mod parodontitis.

Den 27. marts 2023 rodfyldte tandlæge Shiman Farkish rodkanalen i fortanden, +1. Tandlægen optog et røntgenbillede til kontrol af rodbehandlingen og lagde derefter en plastfyldning i tanden.

Det fremgår af sagen, at tandlæge Shiman Farkish i maj måned 2023 henviste dig til specialtandlæge for videre behandling af fortanden +1, og at nabotanden, +2 senere måtte rodbehandles hos ny tandlæge.

Der er indhentet journal fra ny tandlæge.

Det fremgår af klagen, at en rodkanal blev perforeret under behandlingen, hvilket du ikke blev informeret om. Desuden fremgår det, at en nabotand senere døde.

I dele af journalen og på en af regningerne fremgår det, at det er højre fortand i overkæben, 1+ som blev behandlet. Dette er en fejl. Det er kun venstre fortand i overkæben, +1 som blev behandlet.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra tandlæge Shiman Farkish. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.

Vores resultat

Behandlingen:

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • tandlæge Shiman Farkish burde have henvist dig til videre udredning af tilstanden, som blev konstateret på røntgenoptagelse allerede den 16. marts 2023. Det er vores vurdering, at røntgenoptagelsen af 16. marts 2023 viser et meget stort cystelignende område over venstre store fortand og venstre lille fortand i overkæben, +1 og +2. Det er ligeledes vores vurdering, at der på røntgenoptagelsen af 16. marts 2023 ses en meget stor og åben rodkanal på tanden +1 samt tegn på, at tanden +1 spiste sig selv op (rodresorption). Disse tilstande kan vanskeliggøre behandlingen og gøre, at det er svært at opnå en tæt rodfyldning ved en almindelig rodbehandling.
  • rodbehandlingen af fortanden +1 ikke blev foretaget på tilstrækkelig vis. Det er vores vurdering, at røntgenoptagelsen af 27. marts 2023 viser, at der er lavet et hul ud gennem siden på tandens rodkanal (parietal perforation). Dette sker, når der files og udrenses ud gennem siden af rodkanalen i stedet for at følge rodkanalen til tandens rodspids. Desuden er det vores vurdering, at røntgenoptagelsen af 25. januar 2024 viser, at rodfyldningen er meget tynd og ikke udfylder rodkanalen i bredden.

En parietal perforation af tandens rodkanal under en rodbehandling forringer tandens prognose væsentligt.

  • tandlæge Shiman Farkish burde have angivet korrekt indikation for udstedelsen af antibiotika den 20. marts 2023. Tandlægen angav, at det var mod parodontose, men tandlægen havde ikke konstateret, at du havde parodontose ved statusundersøgelsen den 13. marts 2023.

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at udtale kritik af den øvrige behandling.

Vi har lagt vægt på, at:

  • tandlæge Shiman Farkish anvendte relevante materialer til udrensning, rodskylning og rodbehandling af fortanden +1.
  • det var relevant, at tandlæge Shiman Farkish stak hul på tandbylden på ganesiden af tanden +1, så pus kunne løbe ud.
  • der ingen forbindelse er mellem behandlingen af fortanden +1, og det at der senere var behov for at rodbehandle nabotanden, +2 hos ny tandlæge.

Privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish har derfor samlet handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 16. marts til den 27. marts 2023 hos Behandlingssted 1.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af tandlæge Shiman Farkish’ titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til tandlæge Shiman Farkish. Således gav vi kritik til tand-læge Shiman Farkish i afgørelserne af den 16. december 2022 og 22. maj 2023. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 895 af 26. juni 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser