Forkert cement anvendt til glaskeramikfacade

Privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish (aut. ID 06Q0G) får kritik for at anvende uegnet cement til glaskeramikfacade og for ikke at indhente et tilstrækkeligt samtykke til facadebehandling. (offentliggørelse pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM101

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 12. november 2024

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Tandlægeklinikker

Type:

Behandling, Indhentelse af informeret samtykke

Kategori:

Afgørelser med navn

Afgørelse

Der gives kritik til:

  • privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish (aut. ID 06Q0G), Behandlingssted 1, for behandlingen den 6. november 2020.
  • privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish (aut. ID 06Q0G), Behandlingssted 1, for manglende indhentelse af et informeret samtykke den 16. oktober og den 6. november 2020.

Det betyder, at privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Det betyder videre, at privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish ikke indhentede samtykke på grundlag af fyldestgørende information.

1.     klagepunkt

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish på Behandlingssted 1 Behandlingssted 1 fra den 16. oktober til 6. november 2020.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at den tandlægefaglige behandling ikke var relevant og tilstrækkelig, da der blev indsat delkroner/facader på tænderne i stedet for hele tandkroner.

Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 16. oktober 2020 blev 60-årige ████ set i konsultation hos privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish på Behandlingssted 1. ████ ønskede pænere tænder i overkæbefronten og blev set i konsultation til forberedelse af kronebehandling af de fire fortænder i overkæben. Der blev aftalt kronebehandling af højre lille fortand 2+, højre store fortand 1+, venstre store fortand +1, og venstre lille fortand +2. Tandlægen fastgjorde zirkoniumkroner (kroner med porcelænsoverflade) på fortænderne 1+ og 2+ med cementen Fujii og kontrollerede sammenbid og kanttilslutning mellem kroner og tand.

Den 6. november 2020 blev ████ set til behandling, hvor tandlæge Shiman Farkish fastgjorde E-max kronen (krone af glaskeramik) på fortanden +1 med cementen Fujii. Tandlægen fastgjorde herefter kronen på fortanden +2 med cementen RelyX. Tandlægen kontrollerede sammenbid og kanttilslutning mellem kroner og tand.

Det fremgår af sagen, at ████ i juni 2021 tabte en facade på fortanden +1 og herefter blev set til behandling hos tandlæge Shiman Farkish, hvor ████ fik indsat en helkrone på fortanden +1 uden beregning.

Tandlæge Shiman Farkish har oplyst til sagen, at hun valgte at behandle fortænderne i overkæben, 2+, 1+, +1 og +2 med delkroner/facader af kosmetiske årsager og af hensyn til at besvare sund tandsubstans.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1 og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har til brug for sagen indhentet og gennemset røntgenbilleder fra klageperioden og efterfølgende røntgenbilleder af 26. august 2021.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere tandlæge Shiman Farkish for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at tandlæge Shiman Farkish burde have valgt at flussyreætse og herefter at fastgøre E-max facaden på fortanden +1 med en plastcement i stedet for at fastgøre E-max facaden med cementen Fujii, der ikke er velegnet til glaskeramikfacader. Behandlingen med cementen Fujii var ikke relevant, da bindingsstyrken med glaskeramik er meget lav, og der derfor var stor risiko for, at facaden på fortanden +1 ville falde af.

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere tandlæge Shiman Farkish for den øvrige behandling.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at tandlæge Shiman Farkish’ behandling med delkroner/facadebehandling var relevant, da ████ ønskede en pænere overkæbefront.
  • at tandlæge Shiman Farkish’ behandling med delkroner/facadebehandling var tilstrækkelig, da der var meget sund tandsubstans tilbage, hvorfor det var en tandbevarende og mindre indgribende behandling at udføre en delkrone/facadebehandling.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at en fuld kronebehandling udføres i de tilfælde, hvor der ikke er megen sund tandsubstans tilbage. Ved en fuld kronebehandling slibes tandkronen til fra alle sider af tanden, så den udgør en stub. Denne slibning svækker tanden, hvorfor en fuld kronebehandling kun bør udføres i de tilfælde, hvor der ikke er nok sund tandsubstans tilbage i tanden. En delkrone/facadebehandling er at foretrække i de tilfælde, hvor der er meget tandsubstans tilbage, da denne type behandling er tandbevarende.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund samlet, at tandlæge Shiman Farkish handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 6. november 2020 på Behandlingssted 1.

Det fremgår af sagen, at tandlæge Shiman Farkish har påsat en ny helkrone på fortanden +1 uden beregning.

2. Klagepunkt

Der er klaget over, at privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish ikke indhentede et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for behandlingen af ████ på Behandlingssted 1 den 16. oktober og den 6. november 2020.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at der ikke blev informeret om og indhentet samtykke til, at der blev indsat delkroner/facader på fortænderne i stedet for hele kroner ved behandlingen.

Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Det fremgår af overslag på behandling, at der var planlagt indsat hele kroner. Af journalen og tekniksedlerne fremgår det, at der blev indsat hele kroner.

Det fremgår af klagen, at privatpraktiserende tandlæge Shiman Farkish ved behandlingerne den 16. oktober og den 6. november 2020 informerede om, at der blev indsat kroner på fortænderne.

Tandlæge Shiman Farkish har oplyst til sagen, at hun valgte at indsætte delkroner/facader på fortænderne 2+, 1+, +1 og +2 ved behandlingerne den 16. oktober og 6. november 2020 af kosmetiske årsager, henset til at denne behandling var tandbevarende.

Begrundelse

Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Dette fremgår af sundhedslovens § 16, stk. 1 og 4.

Efter sundhedslovens § 16, stk. 4 skal informationen omfatte oplysninger om relevante, fagligt forsvarlige behandlingsmuligheder.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere tandlæge Shiman Farkish for indhentelsen af informeret samtykke.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at tandlæge Shiman Farkish burde have oplyst om behandlingsmulighederne, herunder om forskellen på delkroner/facader og helkroner.  Desuden burde tandlægen have oplyst om, at facader er følsomme over for tænderskæren og afbidning af hårde madvarer.
  • at tandlæge Shiman Farkish burde have oplyst om, at hun anbefalede en facadebehandling af hensyn til at bevare sund tandsubstans i de fire fortænder i overkæben.
  • at tandlæge Shiman Farkish burde have indhentet et samtykke fra ████ til facadebehandling af tænderne på baggrund af information om behandlingsmulighederne, inden behandlingen blev opstartet.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at tandlæge Shiman Farkish handlede i strid med sundhedsloven ved sin indhentelse af informeret samtykke forud for behandlingen af ████ den 16. oktober og den 6. november 2020 på Behandlingssted 1.

Regler

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Autorisationsloven

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed