Mangelfuld spaltning af muskel

Speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber (aut. ID 00T9S) får kritik for ikke at spalte muskel tilstrækkeligt i forbindelse med nervefrilægning (offentliggøres pga. gentagen kritik).

Sagsnummer:

24DNM106

Offentliggørelsesdato:

mandag den 11. november 2024

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber (aut. ID 00T9S) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 5. oktober 2021.

Ikke kritik

Speciallæge i ortopædkirurgi Person1 (aut. ID ████) fra Behandlingssted 1, får ikke kritik for behandlingen.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber på Behandlingssted 1 den 5. oktober 2021 og den 3. januar 2022.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • operationerne ikke blev udført på relevant vis
  • operationerne burde havde været udført af en håndkirurg.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Du var henvist med mulig afklemning af venstre Nervus Ulnaris svarende til Sulcus Nervi Ulnaris. Der var forud foretaget en undersøgelse, der havde påvist påvirkning af nerven Sulcus.

Det kan oplyses, at Sulcus er en ”fordybning” i overarmsknoglen, hvori Nervus Ulnaris er beliggende, dækket af ”bløddele”. Der kan opstå afklemning af nerven i selve Sulcus, men også både ovenfor og nedenfor Sulcus kan der opstå afklemning, hvor nerven skal passere. Ved operationen sikrer man sig, at der er fri passage af nerven under hele forløbet i albueregionen.

Den 5. oktober 2021 fik du foretaget denne operation af speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber på Behandlingssted 1. Operationen blev foretaget på baggrund af operationsindikation stillet af speciallæge i ortopædkirurgi Person1, der imidlertid ikke deltog i selve operationen.

Ifølge kommentar fra speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber af 18. februar 2022, oplyser speciallægen, at han ved operationen havde anlagt for kort incision, og i notat fra den 22. december 2021 blev det anført, at der ved reoperation skulle anlægges længere incision. 

Den 3. januar 2022 blev du igen opereret af speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber.

Ved operationen blev nerven løsnet, og der blev fjernet fortykket og irriteret nervehinde. Der blev fjernet en stor klump arvæv.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vi har endvidere modtaget oplysninger vedrørende supervisionsaftale mellem speciallægen og klinikken. Heraf fremgår, at speciallægen må udføre samtlige indgreb, der udføres på klinikken. Supervisionsaftalen omhandler udelukkende kommunikation mellem læge og patient og omhandler ikke noget om det faglige virke.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber for behandlingen i forbindelse med operationen den 5. oktober 2021.

Vi har lagt vægt på, at:

  • operationen den 5. oktober 2021 ikke blev foretaget på tilstrækkelig vis, idet der ikke blev foretaget en tilstrækkelig spaltning af musklen. Det er ikke muligt at lave en tilstrækkelig nervefrilægning via et lille snit, hvilket var tilfældet under første operation. Dermed kunne den indeklemte nerve ikke løsnes optimalt, og en reoperation blev nødvendig.
  • det, at du skulle reopereres, betyder, at du blev udsat for en unødig risiko for komplikationer, som der er ved alle operationer i form af infektion og skader på kar og nerver. En kirurg skal derfor altid udføre et indgreb så fyldestgørende som muligt, således at reoperation så vidt muligt undgås.

Vi vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber for behandlingen i forbindelse med operationen den 3. januar 2022.

Vi har lagt vægt på, at:

  • operationen på relevant og tilstrækkelig vis blev foretaget, herunder at nerven blev løsnet, og at der blev løsnet og fjernet arvæv. 
  • der i henhold til supervisionsaftale ikke foreligger nogen restriktioner på, hvilke typer af operationer som speciallægen må udføre.

Speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber har derfor handlet  under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 5. oktober 2021.

2. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke modtog en korrekt behandling af speciallæge i ortopædkirurgi Person1 på Behandlingssted 1, i perioden fra den 5. oktober 2021 og den 3. januar 2022.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • operationerne ikke blev udført på relevant vis
  • operationerne burde havde været udført af en håndkirurg.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Se sagsgennemgang under 1. klagepunkt.    

Begrundelse

Vi henviser til ovenstående afsnit om omhu og samvittighedsfuldhed og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i

ortopædkirurgi Person1 for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • speciallægen har handlet i overensstemmelse med supervisionsaftalen, idet der ikke forelå nogen aftale om at supervisere behandlingerne.

Speciallæge i ortopædkirurgi Person1 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 5. oktober 2021 og den 3. januar 2022.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheibers titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er fjerde gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber. Således gav vi kritik til speciallæge i ortopædkirurgi Tahseen Moutlak Choheiber i afgørelse af den 30. april 2020, i afgørelse af den 24. april 2021 og den 31. januar 2022.

Afgørelserne har imidlertid tidligere været offentliggjort. De offentliggøres derfor ikke igen. 

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser