Kritik for udfærdigelsen af en erklæring
Speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg (aut. ID 001W2) får kritik for ikke at udfærdige speciallægeerklæringen på relevant vis henset til anmodningen fra rekvirenten. (offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
24DNM107
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 12. november 2024
Speciale:
Psykiatri
Faggruppe:
Læger
Type:
Udfærdigelse af lægeerklæring
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik
Speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg (aut. ID 001W2) får kritik for udfærdigelsen af erklæringen den 28. september 2022.
Klagen
Du har klaget over, at speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg ikke udviste tilstrækkelig omhu ved sin udfærdigelse af erklæringen af 28. september 2022 om dig til Kommune 1.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- erklæringen ikke blev udfærdiget på et tilstrækkeligt grundlag
- det ikke var relevant at vurdere, at du skulle raskmeldes og arbejde 37 timer.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i erklæringen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 28. september 2022 udfærdigede speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg en psykiatrisk speciallægeerklæring (LÆ 155) om dig til Kommune 1. Du var på tidspunktet 27 år. Erklæringen var til brug for en vurdering af dig i forbindelse med en sygemelding. Kommune 1 ønskede oplysninger om din diagnose, din forventede prognose, din aktuelle behandling og forventede effekt heraf. Herudover ønskede Kommune 1 oplyst, om behandling kunne bedre din tilstand, og i så fald hvilken behandling. Videre ønskede Kommune 1 oplyst, om du havde skånehensyn og i så fald hvilke, og om der var noget til hinder for varetagelsen af et arbejde.
Erklæringen blev udfærdiget på baggrund af speciallægens samtale med dig den 28. september 2022 og tidligere erklæringer i form af en statusattest og en psykiatrisk speciallægeerklæring fra 2022.
Det fremgår af erklæringen, at du havde haft et samtaleforløb ved en psykolog. Ved samtaleforløbet havde du fået hjælp til at få nogle ting på plads, herunder at du skulle acceptere, at du ikke kunne arbejde 37 timer.
Det fremgår endvidere af erklæringen, at du blev sygemeldt i september 2021. Du begyndte at arbejde igen i oktober, hvor du kom op på 30 timer. Du følte herefter, at du ikke kunne mere, og at dette måske skyldtes, at der kun manglede 7 timer, for at du var oppe på 37 timer. Du kom herefter først op på 30 timer igen i slutningen af januar, hvilket var cirka 4 måneder efter din sygemelding. Dine timer blev efterfølgende reduceret til 20 timer, men du blev herefter opsagt og havde 3 måneders opsigelsesperiode. Du havde forventet, at du havde de 3 måneder fri, da dit arbejde ikke forventede dig tilbage i opsigelsesperioden. Jobcenteret vurderede, at du kunne begynde i praktik, men dette følte du dig ikke parat til.
Det fremgår af erklæringens konklusion, at du oplyste, at du havde en reduceret arbejdsevne, da du følte, at det ville blive for meget, hvis du skulle op i et timetal, som lå over 3 timer dagligt.
Du har i klagen oplyst, at speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg ikke var forberedt til samtalen, herunder at han ikke havde læst din tidligere speciallægeerklæring. Du har videre oplyst, at du skulle fortælle hele din oplevelse igen, og at han sprang rundt i din fortælling hele samtalen igennem, hvilket skabte forvirring. Du har oplyst, at speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg har fordrejet tingene i sine udtalelser, hvor konklusionen i erklæringen blev, at du skulle raskmeldes og kunne arbejde 37 timer.
Speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg har til sagen udtalt, at det ikke er nævnt i erklæringen, hvor mange timer om ugen du kunne arbejde.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelsen af en erklæring udvise omhu og uhildethed. Det betyder, at erklæringen skal være objektiv, upartisk og neutral.
En erklæring skal forstås som en skriftlig udtalelse fra en autoriseret sundhedsperson om enten en patients helbred eller årsagen til en patients død, og som er bestemt til at finde anvendelse i privat- eller offentligretlige retsforhold.
En autoriseret sundhedsperson skal anføre sin vurdering af patienten og medtage de forhold i erklæringen, som sundhedspersonen finder relevant for at kunne opfylde formålet med erklæringen.
Vi har modtaget partshøringssvar fra speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg for udfærdigelsen af erklæringen.
Vi har lagt vægt på, at:
- der ikke foreligger generelle retningslinjer eller standarder for udfærdigelse af speciallægeerklæringer, hvorfor indholdet af sådanne erklæringer ofte er meget varierende. Det er speciallægens opgave at afgive de relevante lægelige oplysninger, mens modtageren af erklæringen har til opgave at vurdere oplysningerne i forhold til den aktuelle sag. Det er således op til den speciallæge, der udfærdiger erklæringen, at vurdere, hvilke oplysninger der skal og ikke skal medtages i erklæringen. I en erklæring skal der således alene anføres de oplysninger og vurderinger vedrørende patienten, som efter en sundhedsfaglig vurdering er relevante, i forhold til de oplysninger og vurderinger der skal bruges for at kunne opfylde formålet med erklæringen.
- en psykiatrisk speciallægeerklæring indeholder ofte en grundig beskrivelse af patientens liv fra undfangelse til dato, med hovedvægt på traumer, skader, belastninger og andre forhold, der kan medføre nedsat psykisk velbefindende. Herudover indeholder en speciellægeerklæring ofte en omfattende beskrivelse af tidligere lidelser med hovedvægt på psykiske problemstillinger, tidligere behandlingsforsøg, omfang, type, medicinske tilbud og effekt, ligeledes beskrivelse af komplicerende forhold, hvilke kan være sociale belastninger, misbrug, kriminalitet, eksponering for psykotrope kemiske substanser som alkohol, stoffer, illegal medicin og endelig en beskrivelse af de problemer, der aktuelt har medført speciallægeerklæringen. Slutteligt kan speciallægeerklæringen rundes af med eventuelle foretagende psykometriske test, speciallægens eget indtryk af patientens psykiske tilstand, patientens behandlingsmulighed og mulige prognoser.
- erklæringen ikke blev udfærdiget på et tilstrækkeligt grundlag, idet der i forbindelse med udfærdigelsen ikke blev foretaget en undersøgelse eller psykometrisk test af dig. Erklæringen indeholdt udelukkende en beskrivelse af din hverdag fra marts 2022 og frem til erklæringen blev udfærdiget. Vi vurderer videre, at erklæringen ikke blev udfærdiget på et tilstrækkeligt grundlag, idet erklæringen var mangelfuld, henset til hvilke oplysninger Kommune 1 havde anmodet om. Erklæringen indeholdt alene en uddybning af din aktuelle behandling, hvorfor dele af anmodningen ikke blev besvaret i erklæringen.
- det ikke fremgår af erklæringen, hvor mange timer du kunne arbejde. Speciallægen konkluderede, at der ikke kunne konstateres psykopatologi af væsentlighed. Vi vurderer, at dette kunne forstås på den måde, at du kunne arbejde fuld tid. Dette understøttes af, at speciallægen ikke tog stilling til § 56-aftalen, skånehensyn og personlig assistance, hvilket der ellers var spurgt til i anmodningen. Vi finder ikke, at det har betydning, at speciallægen ikke direkte i erklæringen vurderede, at du skulle raskmeldes og kunne arbejde 37 timer. Dette skyldes, at vi samlet set vurderer, at konklusionen ikke var tilstrækkeligt underbygget, da manglende psykopatologi ikke stemmer overens med dine oplysninger om, at du ikke følte dig i stand til at arbejde mere end 3 timer dagligt. Samtidig besvarede speciallægen ikke spørgsmålene i anmodningen omkring arbejde tilstrækkeligt, hvorfor vi vurderer, at konklusionen kunne forstås på den måde, at du kunne arbejde fuld tid.
Vi finder på den baggrund, at speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg ikke handlede med omhu og ved sin udfærdigelse af erklæringen af 28. september 2022 om dig til Kommune 1.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Gustav Erik Halbergs titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er 6. gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg. Således gav vi kritik til speciallæge i psykiatri Gustav Erik Halberg i afgørelserne af den 26. september 2022, den 25. november 2022, den 13. december 2022, den 14. september 2023 og den 19. december 2023. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.
Afgørelserne har imidlertid tidligere været offentliggjort. De offentliggøres derfor ikke igen.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 20 om udfærdigelse af erklæringer
Bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer m.v.
- § 2 om definitionen af en erklæring
- § 5 om erklæringens indhold
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
- § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser