Kritik for ikke at have sendt en underretning

Praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk (aut. ID 08HVB), får kritik for ikke at have sendt en underretning. (offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM117

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 10. december 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk (aut. ID 08HVB) fra Behandlingssted A får kritik for behandlingen i perioden fra den 1. september 2021 til den 23. november 2021.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at din søn, P1, ikke fik en korrekt behandling af praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk hos Behandlingssted A, i perioden fra den 1. september 2021 til den 23. november 2021 samt den 10. januar 2022.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • praktiserende læge Torsten Rahbæk Rudbæk ikke lavede en henvisning til børne- og ungdomspsykiatrisk regi på relevant vis, da henvisningen fra januar 2022 var mangelfuld, misvisende og fejlbehæftet
  • det ikke var relevant, at praktiserende læge Torsten Rahbæk Rudbæk i henvisningen anførte forhold tilbage fra juni 2021, da P1s tilstand var forværret på tidspunktet for henvisningen i januar 2022
  • praktiserende læge Torsten Rahbæk Rudbæk ikke fandt anledning til handling, hverken på grund af resultatet af foretagne undersøgelser eller på grund af P1’s selvmordstanker i perioden
  • praktiserende læge Torsten Rahbæk Rudbæk på trods af sin skærpede underretningspligt ikke fandt anledning til at indgive en underretning til kommunen på trods af P1’s svære mistrivsel.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 1. september 2021 var din søn, P1, som 14-årig til konsultation ved praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk hos Behandlingssted A, med deltagelse af dig som forælder. Din søn var til krisesamtale, da han var blevet sparket af et andet barn i skolen. Din søn vågnede omkring 15 gange om natten, og havde angstsymptomer. Herudover fremstod din søn grådlabil samt havde overfladiske blå mærker på begge ben. Den praktiserende læge oplyste dig om, at behandlingen primært skulle foregå i et andet regi, hvortil du oplyste, at I ikke oplevede at få hjælp derfra. Der blev foretaget en depressionstest (MDI - Major Depression Inventory) og test til score af angstsymptomer (ASS - Angst-Symptom-spørgeskema). Herudover var der opmærksomhed på, om din søn havde angst, og der blev givet en tid til opfølgning.

Den 6. september 2021 var din søn til krisesamtale med deltagelse af dig som forælder. Din søn havde haft det lidt bedre siden sidst, men han havde ikke været i skole. Du angav, at I oplevede et dårligt samarbejde med skolen, og at der dagen efter skulle fremlægges en PPV (pædagogisk psykologisk vurdering) for skolen. Din søns tests blev gennemgået. Den praktiserende læge vurderede, at det var begrænset, hvad han kunne gøre ved situationen og støttede op om beslutningen om, at din søn skulle blive hjemme fra skole. Det blev vurderet, at der var stor risiko for, at din søn udviklede angst eller depression. Det blev aftalt, at du skulle kontakte den praktiserende læge igen, hvis ikke PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) handledede på din søns situation. Herudover blev det vurderet, at der eventuelt skulle laves en underretning.

Den 4. oktober 2021 modtog den praktiserende læge en PPV og bekymring fra dig som forælder, da din søn gav udtryk for, at han ikke havde lyst til at leve og hurtigt blev vred og frustreret uden grund.

Den 7. oktober 2021 modtog du besked om, at du skulle bestille en tid til en samtale omkring din henvendelse fra den 4. oktober 2021.

Den 28. oktober 2021 bestilte du en tid til opfølgning på din søns psykiske mistrivsel.

Den 9. november 2021 bestilte du en tid, da din søn havde fået det værre siden sidste konsultation.

Den 10. november 2021 var din søn til krisesamtale med deltagelse af dig som forælder. Du fortalte, at skolen ikke overholdt aftalerne, og at din søn var i højt beredskab og mistrivedes. Din søn gav udtryk for, at han var trist og modløs samt ofte sagde, at han ikke ønskede at leve. Den praktiserende læge var bekymret for din søns trivsel og tilbød at lave en henvisning til et andet behandlingssted, hvilket du takkede ja til. Den praktiserende læge oplyste, at han først var nødt til at kontakte kommunens læge, da en henvisning primært bør foregå ad denne vej.

Den 18. november 2021 havde du som forælder en samtale med den praktiserende læge uden din søn. Det blev aftalt, at den praktiserende læge skulle kontakte lægen i kommunen, ligesom den praktiserende læge forventede at lave en henvisning til et andet behandlingssted, hvor din søn kunne blive vurderet.

Den 23. november 2021 havde den praktiserende læge en telefonkonsultation med blandt andre en læge, som havde lavet en underretning på din søn. Den praktiserende læge lavede en henvisning, da din søn havde selvmordstanker og angst og var i stærk mistrivsel. Herudover blev det beskrevet, at der var noget i familiens håndtering, der var sært, samt at familien virkede ressourcesvage i forhold til håndteringen af din søns tilstand. Det fremgik videre, at familien havde haft overskud til den kulørte presse og andre, men ikke havde haft overskud til at inddrage en børnelæge på et tidligere tidspunkt.

Den 10. januar 2022 blev en henvisning til et andet behandlingssted, omkring din søns mistrivsel, dateret.

Du har i klagen samt bemærkninger hertil oplyst, at henvisningen til et andet behandlingssted blandt andet var mangelfuld, misvisende og fejlbehæftet. Du har medsendt en henvisning, som er dateret den 10. januar 2022 som bilag til klagen og refereret til indholdet fra denne henvisning.

Du har i et bilag til klagen oplyst, at den praktiserende læge har anvendt oplysninger fra den 25. juni 2021 og den 11. juli 2021 i en henvisning til et andet behandlingssted. Du har hertil oplyst, at omstændighederne var væsentligt anderledes og forværrede fra juni måned. Det fremgår videre, at du mener, at de nyeste vurderinger og problematikker fra konsultationerne i november 2021 burde have været anvendt i henvisningen. Du har videre oplyst, at den praktiserende læge medtog oplysninger om overfladiske blå mærker på benene, selvom den praktiserende læge ikke havde undersøgt din søn siden september. Du har hertil oplyst, at de blå mærker stammede fra en voldsepisode i skolen. Du har videre oplyst, at det ikke er præciseret, hvornår og hvordan de blå mærker opstod.

Du har i et bilag til klagen oplyst, at den praktiserende læge har anvendt oplysninger fra et journalnotat den 6. september 2021, i en henvisning i november 2021 til et andet behandlingssted. Du har hertil oplyst, at det fremgår af henvisningen, hvor journalnotatet er kopieret, at PPV skulle fremlægges ”i morgen”, men at dette er misvisende, da henvisningen fandt sted omkring flere måneder efter journalnotatet.

Du har i et bilag til klagen oplyst, at den praktiserende læge har skrevet resultaterne fra en MDI og ASS-score i henvisningen, men at det ikke fremgår, at disse scorer er lavet i starten af september 2021.

Du har i et bilag til klagen oplyst, at den praktiserende læge har skrevet, at I, som forældre, brugte jeres ressourcer på at ”komme igennem til den kulørte presse og jurist i menneskerettigheder frem for et andet behandlingssted”. Du har oplyst, at dette ikke er korrekt, og at det giver et fejlagtigt indtryk.

Du har i et bilag til klagen oplyst, at den praktiserende læge har skrevet i henvisningen, at ”Forældre virker ressourcesvage i forhold til håndtering af hans [vores søns] tilstand og har behov for støtte/vejledning (også i forhold til hans meget konkret selvmordstrussel)”. Du har hertil oplyst, at det ikke er beskrevet, hvilke iagttagelser den praktiserende læge lægger til grund for vurderingerne. Du har oplyst, at beskrivelsen kan betyde, at der er en ”betydelig risiko for fejlagtigt forudindtagethed fra udefrakommende fagpersoner, der læser dette, når påstanden ikke er underbygget af konkrete observationer”.

Du har i et bilag til klagen oplyst, at den praktiserende læge ved en konsultation den 6. september 2021 fandt din søns resultater fra MDI og ASS-score uden for normalområdet. Du har hertil oplyst, at den praktiserende læge, på trods af resultatet, ikke har fundet anledningen til handling, ligesom den praktiserende læge ikke handlede på din søns selvmordstanker.

Du har i bilaget til klagen oplyst, at den praktiserende læge ikke indgav en underretning til kommunen på trods af flere konsultationer i juni 2021 til november 2021, som omhandlede svær mistrivsel.

Praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk har til sagen blandt andet udtalt, at han mener, at han har henvist på relevant vis. Videre har han udtalt, at han vurderede, at din søn ikke var akut selvmordstruet, men at hvis han havde vurderet dette, så havde han indlagt din søn akut. Han har videre udtalt, at han ikke lavede en underretning, da en anden sundhedsperson havde lavet en underretning, og da den anden sundhedsperson havde vurderet, at det ikke var nødvendigt, at den praktiserende læge også lavede en underretning.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk for den manglende underretning.

Vi har lagt vægt på, at:

  • en læge har en selvstændig underretningspligt. Underretningspligten indtræder allerede, når en sundhedsperson får mistanke om, at et barn har behov for særlig støtte. Der er ikke krav om, at sundhedspersonen skal vide det med sikkerhed, eller at sundhedspersonen skal lave flere undersøgelser for at bekræfte sin antagelse.
  • der ved konsultationerne den 1. september 2021, den 6. september 2021, den 28. oktober 2021, den 10. november 2021 og den 23. november 2021 blev beskrevet forhold, som gav anledning til bekymring og mistanke om, at der kunne være behov for støtte. Dette skyldes, at det blandt andet blev beskrevet, at din søn havde tegn på angst, depression, havde vredesudbrud, generelt fik det værre og ikke ønskede at leve.
  • den omstændighed, at en anden sundhedsperson allerede havde sendt en underretning, og at kommunen måske ville iværksætte tiltag, ikke er ensbetydende med, at den praktiserende læge ikke burde have sendt en underretning. Den, der underretter, skal alene vurdere, om et barn eller den unge har brug for støtte. Det er kommunen, der herefter skal vurdere, om underretningen giver anledning til at iværksætte tiltag.
  • den praktiserende læge derfor burde have sendt en underretning på et tidspunkt i forløbet.

Vi vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk for den øvrige del af behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • der blev reageret tilstrækkeligt på din søns tilstand, idet den praktiserende læge fulgte din søns tilstand sideløbende med, at andre instanser foretog handlinger. Den praktiserende læge gennemgik blandt andet din søns depressionstest, som pegede i retning af en depressiv tilstand, hvor der var 3 kernesymptomer og 4 ledsagesymptomer samt en score på i alt 35. Kernesymptomer refererer til depressive kernesymptomer, og ledsagesymptomer er symptomer, der er følger af kernesymptomerne. Din søns angst-symptom-spørgeskema viste en samlet score på 24. Der var opmærksomhed på din søns alder ved gennemgangen. Det blev konkluderet, at scoren gav en indikation af din søns velvære, men den praktiserende læge fandt ikke din søn selvmordstruet. Herudover blev der lagt en plan om, at du skulle kontakte den praktiserende læge igen, hvis ikke PPR handledede på din søns situation. Dette skyldtes, at din søns problematik hørte under skolen samt børne- og ungeforvaltningen, som allerede havde iværksat en PPR-udredning, hvilket den praktiserende læge afventede. Børne- og ungdomsforvaltningen kan foretage en henvisning til børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling ved behov. Den praktiserende læge foretog herefter en opfølgning på PPR-udredning, hvor den praktiserende læge kontaktede en kommunallæge samt herefter foretog en henvisning, da der ikke var foretaget yderligere fra de andre instanser, og da den praktiserende læge var bekymret for din søns trivsel.
  • din søn blev henvist på relevant og tilstrækkelig vis, idet henvisningen blev foretaget på baggrund af det samlede billede af din søn. Videre var det relevant at inddrage familiens bekymring, PPR-meddelelsen, den kommunale børnelæges bekymring samt den praktiserende læges egne observationer, hvilket dannede grundlag for en velbegrundet og fyldestgørende henvisning. En henvisning skal blandt andet indeholde undersøgelsesresultater med relevans for aktuelle problemstilling samt relevante sociale forhold.

Praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved den manglende underretning af din søn i perioden fra den 1. september 2021 til den 23. november 2021 hos Behandlingssted A.

2. klagepunkt

Du har klaget over, at praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk ikke journalførte korrekt ved behandlingen af din søn, P1, hos Behandlingssted A, i perioden fra den 1. september 2021 til den 23. november 2021.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • journalen er mangelfuld, herunder da praktiserende læge Torsten Rahbæk Rudbæk i perioden intet journalførte vedrørende P1’s konkrete selvmordstrussel, selvom han anførte oplysninger herom i henvisningen til børne- og ungdomspsykiatrisk regi. Endvidere anførte han subjektive vurderinger, som ikke var underbygget af konkrete observationer og fund
  • praktiserende læge Torsten Rahbæk Rudbæk har anført en række irrelevante, fejlagtige, og misvisende oplysninger i journalen, som kunne få negative konsekvenser for den videre udredning og behandling af P1.

Sagsfremstilling

Der henvises i øvrigt til sagsfremstillingen i 1. klagepunkt.

Den 1. september 2021 blev det noteret i journalen, at din søn var grådlabil samt ”obs angst”.

Den 10. november 2021 blev det noteret, at ”deres oplevelse er fortsat, at P1 er i højt beredskab og mistrives. Trist modløs, siger ofte, han ikke gider at leve.”

Den 23. november 2021 blev det noteret i journalen, at ”der er noget i familiens håndtering, der er sært. Virker ressourcesvag i forhold til håndtering af hans tilstand. De har haft overskud til den kulørte presse o.a. men ikke til at inddrage børneungelægen på et tidligere tidspunkt.”.

I perioden fra den 1. september 2021 til den 23. november 2021, er der ikke journalført oplysninger om, at din søn var selvmordstruet.

Du har i et bilag til klagen oplyst, at den praktiserende læge havde skrevet i en henvisning, at I som forældre ikke havde opfattet, at jeres søn var selvmordstruet. Du har hertil oplyst, at dette ikke er korrekt, da I anmodede om en akut konsultation den 1. september 2021 på grund af jeres søns svære og konkrete selvmordstanker. Du har hertil oplyst, at den praktiserende læge ikke har journalført oplysninger om denne konkrete selvmordstrussel.

Du har i et bilag til klagen oplyst, at den praktiserende læge ikke journalførte, hvad den primære årsag til konsultationen den 1. september 2021 var. Du har oplyst, at årsagen var, at din søn var svært depressiv og havde selvmordstanker, samt kunne beskrive, hvordan han konkret ville begå selvmord. Du har oplyst, at den praktiserende læge har journalført, at din søn var ”grådlabil og obs. angst”, men at den praktiserende læge ikke nævnte selvmordstankerne. Du har videre oplyst, at den praktiserende læge ikke har journalført noget om din søns selvmordstanker ved den opfølgende konsultation den 6. september 2021, samt at den praktiserende læge den 10. november 2021 alene journalførte, at din søn ofte sagde, at ”han ikke gider at leve”.

Du har i et bilag til klagen oplyst, at den praktiserende læge har journalført, at ”Det forekommer lidt specielt, at deres [forældrenes] ressourcer går på at komme igennem til den kulørte presse og jurist i menneskerettigheder i frem for børneungeafdelingen, hvor det er første gang, en børneungelæge er involveret i forløbet.”. Du har hertil oplyst, at dette er forkert, og at dette giver et fejlagtigt indtryk.

Du har i et bilag til klagen oplyst, at den praktiserende læge har journalført, at ”der er noget i familiens håndtering, der er påfaldende”, at ”der er noget i familiens håndtering, der er sært” samt at ”Forældre virker ressourcesvage i forhold til håndtering af hans [vores søns] tilstand og har behov for støtte/vejledning (også i forhold til hans meget konkrete selvmordstrussel)”. Du har hertil oplyst, at det ikke er beskrevet, hvilke iagttagelser den praktiserende læge lægger til grund for vurderingerne. Du har oplyst, at beskrivelsen kan betyde, at der er en ”betydelig risiko for fejlagtigt forudindtagethed fra udefrakommende fagpersoner, der læser dette, når påstanden ikke er underbygget af konkrete observationer”.

Praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk har til sagen blandt andet udtalt, at journalføringen var en del af hans lægefaglige vurdering af familien, og en journal er lægens arbejdsredskab, hvori han som læge noterede subjektive og objektive fund, som han gør sig om en given patient og dennes sygehistorie.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om journalen blev ført i overensstemmelse med reglerne om journalføring og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god journalføring.

Læger skal føre patientjournal over deres virksomhed.

Journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling. Vurderingen af, om en oplysning er nødvendig, foretages af den behandlende sundhedsperson og tager udgangspunkt i den aktuelle situation og de oplysninger, som sundhedspersonen har på tidspunktet for den behandling, der journalføres. 

Det kan være nødvendigt at journalføre oplysninger om patientens sygehistorie og nuværende tilstand. Det kan endvidere være nødvendigt at journalføre oplysninger om symptomer og observationer. Herudover kan det være nødvendigt at journalføre diagnose eller sundhedsfagligt skøn om sygdommens art. Det kan ydermere være nødvendigt at journalføre oplysninger om behandlingsplan og status for gennemførelse af planen, herunder kontrol og opfølgning.

Vi har modtaget partshøringssvar fra dig og indklagede. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk for journalføringen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen.
  • vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene.
  • der ikke er grundlag for at antage, at oplysningerne i journalen er forkerte, og at oplysningerne ikke er fremkommet på relevant vis, ligesom der ikke er grundlag for at antage, at oplysningerne ikke er gengivet på loyal vis.

Vi kan oplyse, at sundhedspersoners pligt til at føre journal omfatter oplysninger, der er nødvendige og relevante for behandlingen. Journalen er et arbejdsredskab, som sundhedspersoner har til rådighed, når der skal noteres overvejelser om en patients helbredsforhold. Det er vores opfattelse, at sundhedspersoner skal anføre det i journalen, som de finder relevant, ligesom sundhedspersoner i journalen skal gengive en samtale, således som vedkommende sundhedsperson har forstået den.

  • det derfor var relevant, at den praktiserende læge ikke journalførte oplysninger om en konkret selvmordstrussel hos din søn, idet den praktiserende læge efter det oplyste ikke opfattede/vurderede din søn som værende selvmordstruet i den omhandlede periode.
  • den praktiserende læge videre foretog relevant og tilstrækkelig journalføring den 1. september 2021 og den 6. september 2021 samt den 10. november 2021, idet der blev journalført oplysninger om din søns sygehistorie og nuværende tilstand. Det blev i den forbindelse blandt andet journalført, hvilke oplevelser der havde medført, at din søn var til krisesamtale, og hvordan din søn havde det, ligesom der blev journalført oplysninger om din søns symptomer samt observationer af ham. Herudover blev der journalført oplysninger om den praktiserende læges sundhedsfaglige skøn i forhold til din søns aktuelle tilstand, herunder blandt andet med opmærksomhed på angst og test scorer.
  • det var relevant, at den praktiserende læge den 23. november 2021 journalførte oplysninger om sin vurdering af jeres families håndtering af din søns aktuelle tilstand samt ressourcer i forhold hertil, idet familiemæssige forhold kan have betydning for behandlingen af et barn med psykiske udfordringer, herunder angst. Det kan derfor være relevant at journalføre, om barnets familie/forældre vurderes i stand til at følge behandlingsplanen og gennemføre denne, herunder i forhold til kontroller og opfølgning.

Den omstændighed, at klager har en anden opfattelse af, hvilke oplysninger fra behandlingsforløbet, der burde være blevet anført i journalen, er efter vores opfattelse ikke ensbetydende med, at journalføringen af behandlingen ikke er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Vi bemærker hertil, at journalføringen blev foretaget på baggrund af pågældende sundhedspersons opfattelse af, hvilke oplysninger der var relevante at fremhæve i journalnotatet til brug for den videre behandling.

Vi kan i tilknytning til ovenstående oplyse, at sundhedspersoner er forpligtet til at journalføre samtaler og behandling umiddelbart efter, interventionen har fundet sted med det formål, at en patientens journal til enhver tid er opdateret. Søger en patient behandling i fremtiden, vil sundhedspersonen kunne læse tidligere journalnotater i patientens journal og være orienteret derved. Den sundhedsperson, der møder patienten, er dog forpligtet til at have fokus på patientens aktuelle livssituation og de problematikker, som patienten aktuelt har. Derfor vurderes tidligere journalnotater ikke at få afgørende indflydelse på en eventuel fremtidig behandling.

Praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af din søn i perioden fra den 1. september 2021 til den 23. november 2021 hos Behandlingssted A

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæks titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk. Således gav vi kritik til praktiserende læge Torsten Rahbek Rudbæk i afgørelse af den 5. juni 2023 og i afgørelse af den 8. marts 2022. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
  • § 19 om oplysnings- og indberetningspligt
  • § 21 om journalføring

Bekendtgørelse nr. 1225 af 8. juni 2021 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.)

  • § 11 om journalens indhold
  • § 13 om journalens indhold
  • § 15 om faglige og medicinske oplysninger

Bekendtgørelse nr. 1548 af 1. juli 2021 af lov om social service 

  • § 153 om underretningspligt

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år