Overdiagnosticering af cariesangreb
Privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans (aut. ID 0CKMQ) får kritik for at diagnosticere behandlingskrævende caries i et langt større omfang, end det var nødvendigt ifølge god klinisk praksis (offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
24DNM121
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 19. december 2024
Speciale:
Tandpleje og -behandling
Faggruppe:
Tandlæger
Behandlingssted:
Tandlægeklinikker
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik
Privatpraktiserende tandlæge Person1 (aut. ID ████) fra Behandlingssted 1, får kritik for behandlingen den 16. august 2023.
Privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans (aut. ID 0CKMQ) fra Behandlingssted 1, får kritik for behandlingen den 22. maj 2024.
1. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Person1 hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 19. maj 2019 til den 16. august 2023.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- der ikke blev udført tilstrækkelig cariesbehandling
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Du har været patient hos privatpraktiserende tandlæge Person1 i en del år og havde i 2018 fået konstateret en aktiv autoimmun sygdom, som kunne være årsag til forskellige aftegninger i kindslimhinden. Der var i perioden før 2019 blevet taget røntgenbilleder (bitewings) hvert tredje år.
Den 5. august 2019 blev du set til en opfølgende fokuseret undersøgelse. Du var 44 år på behandlingstidspunktet. Der havde tidligere været konstateret let tandkødsbetændelse (gingivitis chronica simplex), som dog var kommet under kontrol. Ved konsultationen den 5. august 2019 blev der taget røntgenbilleder (bitewings) og foretaget tandrensning. Der blev ikke fundet huller (caries) eller aktiv tandkødsbetændelse, og mundhygiejnen blev vurderet som tilstrækkelig. Din risikoprofil blev ændret fra grøn til gul patient.
Den 14. oktober 2019 fik du lavet en knækket fyldning i anden store kindtand i højre side af overkæben, 7+. Selvom det var vanskeligt grundet manglende tørlægning, lavede tandlægen en plastfyldning i tanden, da du helst ville have denne løsning.
Den 6. maj 2020 blev du set til en statusundersøgelse. Der havde været en ”grim” lugt fra visdomstanden i venstre side af underkæben, -8, og der blev diagnosticeret små huller i tanden, som ikke var behandlingskrævende. Der blev desuden diagnosticeret små huller i visdomstanden i højre side af underkæben 8-, som heller ikke var behandlingskrævende. Tandlægen konstaterede pæn mundhygiejne og let blødning fra tandkødet (gingivitis chronica simplex). Alle tandkødslommer blev målt til under 4 mm, og der var ingen parodontitis. Der blev konstateret tandsten i underkæbefronten, som der også var blevet tidligere ved samtlige undersøgelser i årene før, og det blev aftalt, at du skulle have tandrensning hos en tandplejer hver 6. måned. Din risikoprofil blev igen sat til gul.
Ved undersøgelsen den 24. februar 2021 fandtes situationen ved visdomstænderne 8- og -8 uændret, og det blev aftalt, at første store kindtand i venstre side af underkæben, -6 skulle plastbehandles næste gang. Tænderne -6, 8- og -8 blev fluorpenslet.
Den 7. juli 2021 henvendte du dig med en knækket fyldning ved første store kindtand i højre side af underkæben, 6-. Kindtanden blev plastbehandlet.
Den 13. august 2021 blev du set til en statusundersøgelse. Du ønskede ikke behandling af kindtanden -6 alligevel. Der blev konstateret ingen parodontitis (pæne PA-forhold) og ingen tandkødslommer over 4 mm. Igen konstaterede tandlægen tandkødsbetændelse i let grad (gingivitis chronica simplex). En tandplejer forestod tandrensningen.
Den 21. marts 2022 samt den 5. april 2022 sendte du afbud til de konsultationer, du havde hos tandlæge Person1.
Den 9. maj 2022 foretog en tandplejer den fokuserede undersøgelse, og der blev igen konstateret tandkødsbetændelse, men god mundhygiejne. Du havde i mellemtiden fået konstateret for lavt stofskifte og fik medicin herfor. Der blev talt om, at du dagligt indtog en større mængde sodavand, og den skadelige virkning på mundhulen blev forklaret. Du ville stoppe dette. Du fik lavet en plastfyldning i kindtanden -6.
Den 30. november 2022 fik du lavet en plastfyldning i anden store kindtand i højre side af underkæben, 7-.
Den 16. februar 2023 udførte en tandplejer en fokuseret undersøgelse med henblik på opfølgning fra sidst. Mundhygiejnen var fin, og der var ingen plak (bakteriebelægninger) eller blødning fra tandkødet mere. Diagnosen tandkødsbetændelse i let grad (gingivitis chronica simplex) var dog stadig uændret.
Den 14. marts 2020 fik du lavet en plastbehandling af anden store kindtand i højre side af underkæben, 7- grundet fyldningsfraktur.
Den 16. august 2023 blev du set til statusundersøgelse. Der blev taget røntgenbilleder (bitewings). Tandlægen fandt ikke caries eller parodontitis. Tandkødslommerne blev målt til under 4 mm. Mundhygiejnen var pæn. Der blev dog fundet blødning ved tandkødet enkelte steder og diagnosticeret tandkødsbetændelse. Der blev udført tandrensning. Risikoprofilen gul blev opretholdt.
Det fremgår af sagen, at der den 22. maj 2024 hos anden tandlæge blev diagnosticeret to behandlingskrævende cariesangreb, i kindtanden 5+ og i kindtanden +6.
Vi har indhentet journalmateriale fra ny tandlæge.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlings-tidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra indklagede tandlæge Person1. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.
Vores resultat
Behandlingen udført af tandlæge Person1:
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Person1 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- tandlæge Person1 burde have diagnosticeret caries og have udført plastbehandling af cariesangrebet i anden lille kindtand i højre side af overkæben, 5+ den 16. august 2023. Det er vores vurdering, at røntgenoptagelsen af 16. august 2023 tydeligt viser caries i kindtanden 5+ på fladerne 2 og 4 (mellemrumsfladerne). Tanden blev derfor ikke cariesbehandlet, som den burde have været.
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Person1 for den øvrige behandling.
Vi har lagt vægt på, at:
- tandlæge Person1 udførte de nødvendige undersøgelser og foretog den nødvendige diagnostik og behandling i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Der blev fulgt op på anbefalinger angående mundhygiejnen, og tandlægen undersøgte den parodontale status (om der var parodontitis eller ej) via måling af tandkødslommer samt kontrollerede og diagnosticerede tandkødsbetændelse og udførte de nødvendige tandrensninger. Der blev i perioden generelt udført fyldninger, når der blev diagnosticeret caries og/eller ved fraktur af fyldninger samt diagnosticeret og observeret mindre caries-angreb, som ikke krævede behandling. Risikoprofilen blev i perioden ændret fra grøn til gul, hvilket har betydet hyppigere kontroller i overensstemmelse med behovene.
Det er vores vurdering, at der ikke med sikkerhed kunne diagnosticeres caries i kindtanden +6. På begge røntgenoptagelser (bitewings) fra 16. august 2023 og fra 15. august 2019 ses et mørkere område på begge sider af tanden (mesialt og distalt). Disse formørkede områder kan imidlertid ikke med sikkerhed diagnosticeres som caries, men kan være et udtryk for, at røntgenoptagelsen ved denne tand ikke har været skudt i den helt rigtige retning. Det fænomen, at tandkronen anatomisk har en større hulhed (konkavitet) her, vil da vise sig som et sådant mørkere område. På en røntgenoptagelse (bitewings) optaget hos ny tandlæge den 12. juni 2024, kan det område på kindtanden +6, som vender væk fra midtlinjen (distalt), heller ikke med sikkerhed diagnosticeres som caries. Der kan heller ikke med sikkerhed diagnosticeres caries i området under fyldningen, der vender ind mod midtlinjen (mesialt). Der er her tale om en meget lys optagelse. På det kliniske foto fra den 12. juni 2024, hvor overfladen af kindtanden +6 kan ses, kan observeres en mørkere skygge ved den del af kronens overflade, som vender væk fra midtlinjen. Dette kunne være tegn på caries, men det kan ikke siges med sikkerhed ud fra det kliniske foto.
Privatpraktiserende tandlæge Person1 har derfor samlet handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 16. august 2023 hos Behandlingssted 1.
2. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans hos Behandlingssted 1, den 22. maj 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- der blev fejldiagnosticeret caries i flere tænder
Det fremgår af klagen, at der ved second opinion hos ny tandlæge den 12. juni 2024 kun blev fundet et yderligere behandlingskrævende cariesangreb i kindtanden +6, og der ikke blev fundet tegn på, at der var tandkødsbetændelse.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 22. maj 2024 henvendte du dig hos Behandlingssted 1, da kindtanden 5+ nu var fraktureret. Du blev set i konsultation hos privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans.
Tandlægen udførte en fokuseret undersøgelse og diagnosticerede 7 tænder med behandlingskrævende caries (dette var anden store kindtand i højre side af overkæben, 7+ fladerne 1 og 2, første store kindtand i højre side af overkæben, 6+ flade 4, anden lille kindtand i højre side af overkæben, 5+ fladerne 2 og 4, første store kindtand i venstre side af overkæben, +6 flade 4, første store kindtand i højre side af underkæben, 6- flade 4, visdomstænderne i hver side af underkæben, 8- og -8, fladerne 1 og 3).
Tandlægen diagnosticerede desuden inaktiv caries på 13 tandflader, som skulle observeres. Der blev diagnosticeret tandkødsbetændelse og givet instruktion i mundhygiejne. Der blev målt tandkødslommer (max 4 mm). Der blev givet en fuld undersøgelse uden sygesikringstilskud. Den fulde undersøgelse blev udført, fordi din tidligere tandlæge ikke havde diagnosticeret så mange cariesangreb. Tandlægen lavede en plastfyldning i kindtanden 5+ på tre tandflader og informerede dig om risiko for efterfølgende rodbehandling i tanden, da der var tale om et dybt cariesangreb i tanden tæt på nerven. Tandlægen lavede en behandlingsplan med cariesbehandling af de resterende 6 tænder.
Det fremgår af klagen, at du den 12. juni 2024 blev set hos ny tandlæge til en second opinion. Hos ny tandlæge fik du taget nye røntgenoptagelser (bitewings), taget kliniske fotos og alene diagnosticeret behandlingskrævende caries i kindtanden +6. Der blev ikke diagnosticeret tandkødsbetændelse.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlings-tidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra indklagede tandlæge Viktoria Oceans. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.
Vores resultat
Behandlingen udført af tandlæge Victoria Oceans:
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Victoria Oceans for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- tandlæge Victoria Oceans diagnosticerede behandlingskrævende caries og gav tilbud på behandling af dette i et langt større omfang, end det var nødvendigt ifølge god klinisk praksis. Dette gælder i særdeleshed behandlingsplanen for anden store kindtand i højre side af overkæben, 7+ (fladerne 1 og 2), første store kindtand i højre side af overkæben, 6+ (fladerne 1,2,4, og 5), første store kindtand i højre side af underkæben, 6-(fladerne 1,2,3 og 4) og visdomstænderne i hver sin side af underkæben, 8- og -8 (fladerne 1 og 3).
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans for den øvrige behandling.
Vi har lagt vægt på, at:
- tandlæge Victoria Oceans lavede en plastfyldning i kindtanden 5+ som efter journalen og røntgenoptagelsen af 12. juni 2024 er udført efter normen for almindelig anerkendt faglig standard.
- tandlæge Victoria Oceans på korrekt vis diagnosticerede tandkødsbetændelse ud fra den kliniske undersøgelse, som viste blødning fra tandkødet ved over 15% af de steder, hvor der blev målt tandkødslommer. Desuden konstaterede tandlægen, at du ikke havde fulgt anbefalede vejledning om dagligt brug af tandtråd, og du blev instrueret i renhold.
Tandkødets sundhed er afhængig af den daglige mundhygiejne, og tandkødsbetændelse kan opstå efter en kortere periode med utilstrækkelig renhold af tænderne. Intensiveres mundhygiejnen igen, og tænderne holdes rene dagligt, forsvinder tandkødsbetændelsen, og tandkødet fremstår sundt.
Privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans har derfor samlet handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 22. maj 2024 hos Behandlingssted 1.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Viktoria Oceans titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til tandlæge Viktoria Oceans. Således gav vi kritik til Viktoria Oceans i afgørelse af den 11. december 2023 og i afgørelse af den 7. juni 2024. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
- § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser