Overdiagnosticering af cariesangreb
Privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans (aut. ID 0CKMQ) får kritik for at diagnosticere behandlingskrævende cariesangreb, som der ikke var indikation for på røntgenbilleder eller ved besigtigelse (offentliggøres pga. gentagen kritik)
Sagsnummer:
24DNM122
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 19. december 2024
Speciale:
Tandpleje og -behandling
Faggruppe:
Tandlæger
Behandlingssted:
Tandlægeklinikker
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik
Privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans (aut. ID 0CKMQ) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 24. maj 2023.
Klagen
Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans hos Behandlingssted 1 den 24. maj 2023.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- det ikke var relevant, at tandlægen anbefalede plastfyldninger på fem tænder, da de ikke var behandlingskrævende.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 24. maj 2023 fik 76-årige ████ foretaget en statusundersøgelse af privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans hos Behandlingssted 1. I forbindelse med undersøgelsen blev der optaget røntgenbilleder. Tandlægen fandt behandlingskrævende caries i højre lille fortand i overkæben (2+), højre store fortand i overkæben (1+), venstre lille fortand i overkæben (+2), anden lille kindtand i højre side af underkæben (5-) og den anden lille kindtand i venstre side af underkæben (-5). Tandlægen anbefalede, at der blev lavet plastfyldninger i alle fem tænder.
Disciplinærnævnet har til brug for sagen indhentet en tandlægefaglig besigtigelsesrapport af den 11. oktober 2023.
Det fremgår af klagen, at statusundersøgelsen var ████s første besøg hos tandlægen. Det fremgår videre, at han efter undersøgelsen søgte en second opinion hos en anden tandlæge, som ikke fandt nogen behandlingskrævende tænder. ████ mistænker derfor, at tandlægens vurdering og behandlingsforslag er udtryk for overbehandling.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.
Vores resultat
Behandlingen
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- det ikke var relevant, at tandlægen diagnosticerede behandlingskrævende caries og anbefalede plastfyldninger i højre lille fortand i overkæben (2+), højre store fortand i overkæben (1+), venstre lille fortand i overkæben (+2), anden lille kindtand i højre side af underkæben (5-) og den anden lille kindtand i venstre side af underkæben (-5). Det skyldes, at der ikke ses behandlingskrævende caries i kindtænderne 5- og -5 på røntgenbillederne optaget den 23. maj 2022. Der ses heller ikke behandlingskrævende caries på nogen af de fem tænder på røntgenbillederne fra besigtigelsen den 11. oktober 2023, ligesom der ikke blev fundet behandlingskrævende caries ved den kliniske undersøgelse til besigtigelsen.
Privatpraktiserende tandlæge Viktoria Oceans har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 24. maj 2023 hos Behandlingssted 1.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed