Utilstrækkelig undersøgelse af et barn

Speciallæge i ortopædisk kirurgi Henning Juul Larsen (aut. ID 00749) får kritik for utilstrækkelig undersøgelse af et barn, der var henvist til ny vurdering af gener med indadvendte fødder og belastningssmerter (offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM85

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 2. oktober 2024

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Speciallæge i ortopædisk kirurgi Henning Juul Larsen (aut. ID 00749) får kritik for behandlingen den 10. januar 2024 i hans klinik.

Klagen

Du har klaget over, at din søn ikke fik en korrekt behandling af speciallæge i ortopædisk kirurgi Henning Juul Larsen i hans klinik, den 10. januar 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • speciallægen ikke undersøgte din søns ben og fødder på relevant og tilstrækkelig vis. 

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 10. januar 2024 var din 9-årige søn, ████, til en konsultation hos speciallæge i ortopædisk kirurgi Henning Juul Larsen i hans klinik. Din søn var henvist grundet problemer i begge ben med smerter. Han var blevet set på et ortopædkirurgisk ambulatorium et halvt år tidligere, men hans gener var blevet værre trods relevante tiltag. Speciallægen vurderede, at han var enig i den tidligere vurdering af din søn, og han anbefalede fysioterapi.

Vi har til brug for sagen indhentet henvisningen til speciallægen. Det fremgår heraf, at det ved den tidligere undersøgelse var vurderet, at din søns knæ var en smule indadbøjede, at der var set skævhed bagfra på hans venstre hæl og en smule på højre, og at din søn havde tendens til at vende lidt indad (invertere) på fødderne ved gang. Der var ingen tegn til, at forfoden var indaddrejet i forhold til bagfoden (metatarsus varus). Din søns hofter var fundet mere mobile og kunne rotere 60 grader udad og næsten 80 grader indad. Det var vurderet, at din søn skulle sidde i skrædderstilling, når han sad på gulvet, og at han skulle have sko med en fast hælkappe og gerne svangstøtte, for at han kunne blive løftet lidt på især venstre fod.

Du har oplyst, at speciallægen så på de såler, som du havde købt til din søn, og at han bad din søn om at stille sig, så speciallægen kunne se hans fødder. Han konkluderede derefter, at din søn var platfodet. Speciallægen kiggede dog ikke på din søns ben, tjekkede ikke hofter og bad ikke din søn om at gå, så speciallægen kunne se hans gang.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der   er grundlag for at kritisere speciallæge i ortopædisk kirurgi Henning Juul Larsen for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • speciallægen ikke foretog en relevant og tilstrækkelig undersøgelse af din søn. Det skyldes, at speciallægen ikke forsøgte at supplere den tidligere sygehistorie, og at speciallægen ikke foretog en manuel undersøgelse af din søns hofter, knæ og fødder, som kunne udelukke en behandlingskrævende sygdom som årsag til din søns gener. Din søn var blevet henvist til en fornyet ortopædkirurgisk vurdering grundet forværrede gener med indadvendte fødder og tiltagende belastningssmerter. Fejlstilling og smerter i fødderne hos børn vil ofte være godartede tilstande, som spontant vil rette sig helt eller delvist under opvæksten. Der kan dog være tilstande af mere alvorlig karakter, som kan kræve behandling. En speciallægevurdering af sådanne vedvarende gener bør derfor altid tage udgangspunkt i en grundig optagelse af sygehistorie samt en tilstrækkelig klinisk undersøgelse af patienten.
  • speciallægen burde have forsøgt at supplere den tidligere sygehistorie yderligere, herunder burde speciallægen have spurgt ind til eventuelle traumer og familiær disposition for at udelukke afvigende knoglevækst og neuromotoriske sygdomme. Neuromotoriske sygdomme er sygdomme i nervesystemet eller hjernen, der påvirker kroppens motoriske funktioner, herunder muskelaktivitet og bevægelse.
  • speciallægen burde have foretaget en ny grundig klinisk undersøgelse af din søns ben og fødder, herunder burde speciallægen have undersøgt benenes ledfunktioner. Speciallægen burde desuden have undersøgt fødderne, mens din søn stod på både flad fod og i tåstand, ligesom føddernes akser og gangmønstret burde være undersøgt. Videre burde speciallægen have undersøgt fødderne manuelt for bevægelighed, stabilitet og nerve-, sene- og muskelfunktion omkring både ankelled, bagfod, mellemfod og forfod.

Den omstændighed, at der ved en tidligere ortopædkirurgisk vurdering ikke var fundet tegn til behandlingskrævende sygdom i din søns ben og fødder, fritager ikke speciallægen for selv at indhente sygehistorie og foretage en ny klinisk undersøgelse. Det skyldes, at din søn var blevet henvist til fornyet vurdering grundet forværrede symptomer trods de tidligere anbefalede tiltag.

Speciallæge i ortopædisk kirurgi Henning Juul Larsen har derfor handlet     under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af din søn den 10. januar 2024 i speciallægens klinik.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Henning Juul Larsens titel, navn og autorisationsID. 

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er fjerde gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til speciallæge i ortopædisk kirurgi Henning Juul Larsen. Således gav vi kritik til speciallæge i ortopædisk kirurgi Henning Juul Larsen i afgørelse af den 4. oktober 2019, i afgørelse af den 26. marts 2021 og i afgørelse af den 13. oktober 2022. Disse afgørelser er tidligere blevet offentliggjort. De offentliggøres derfor ikke igen. 

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 895 af 26. juni 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser