Brud på tavshedspligt

Praktiserende læge Peter Kjær Nielsen (aut.ID 08XTT) får kritik for fejlagtigt at videregive en patients cpr-nr. (offentliggøres pga. gentagen kritik).

Sagsnummer:

24DNM90

Offentliggørelsesdato:

fredag den 11. oktober 2024

Juridisk tema:

Tavshedspligt

Kategori:

Afgørelser med navn

Afgørelse

Der gives kritik til:

  • praktiserende læge Peter Kjær Nielsen (aut. ID 08XTT), for brud på sin tavshedspligt den 26. juli 2022.

Det betyder, at praktiserende læge Peter Kjær Nielsen har handlet i strid med sundhedsloven.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Klagen

Der er klaget over, at:

  • praktiserende læge Peter Kjær Nielsen har brudt sin tavshedspligt den 26. juli 2022 ved at videregive oplysninger om ████ til Afdeling A, Hospital A.

Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har lagt vægt på oplysningerne i journalen, medmindre andet fremgår.

Den 26. juli 2022 skrev praktiserende læge Peter Kjær Nielsen til ████, at der var kommet svar omkring hendes stofskifte, og at det fortsat var til den lave side. Hun skulle derfor til en ny kontrol to måneder senere.

Senere samme dag skrev praktiserende læge Peter Kjær Nielsen til Afdeling A, Hospital A. Lægen oplyste, at han ved en fejl havde sendt en henvisning på ████, og at henvisningen skulle slettes.

Det fremgår af henvisningen, at en patient var faldet i søvn og havde slået hovedet ned i badekarskanten. Efterfølgende var en blødende flænge i panden blevet syet ved lægevagten. Patienten blev henvist til neurologisk ambulatorium for vurdering. ████s cpr.nr. fremgik også af henvisningen.

████ har oplyst, at hun blev opmærksom på, at henvisningen var sendt, da hun modtog en indkaldelse fra Afdeling A, Hospital A. Hun har også oplyst, at hun aldrig var faldet og havde slået hovedet.

Praktiserende læge Peter Kjær Nielsen har oplyst, at henvisningen blev sendt ved en fejl. Fejlen blev straks opdaget, og lægen sendte derfor samme dag et brev, hvor han bad om sletning af henvisningen.

Praktiserende læge Peter Kjær Nielsen har også oplyst, at henvisningen ikke indeholdt helbredsoplysninger om ████. Det var således udelukkende hendes cpr.nr., der fejlagtigt var blevet videregivet.

Begrundelse

Reglerne om tavshedspligt

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoner og træffer afgørelse om, hvorvidt sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 9. Det står i klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

Sundhedspersoner har tavshedspligt om de oplysninger, de får, når de behandler patienter. Tavshedspligten gælder for oplysninger om helbred og andre fortrolige oplysninger. Det står i sundhedslovens § 40.

En sundhedsperson kan dog ifølge sundhedslovens § 41, stk. 1, give oplysningerne til andre sundhedspersoner, når patienten har givet sit samtykke. Et samtykke kan ifølge sundhedslovens § 42 være mundtligt eller skriftligt.

En sundhedsperson kan i nogle tilfælde give oplysninger til andre sundhedspersoner, der skal behandle patienten, uden patientens samtykke. Det står i sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 1, at oplysninger kan videregives uden samtykke, når det er nødvendigt i forbindelse med en aktuel behandling.

Når sundhedspersonen giver oplysninger til andre sundhedspersoner, uden patientens samtykke, skal der være tale om oplysninger, der er nødvendige eller relevante for den aktuelle undersøgelse eller behandling. Det skal også være i patientens interesse, at sundhedspersonen giver oplysningerne til andre sundhedspersoner. Dette følger af punkt 4.2 i vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Reglerne om tavshedspligt gælder også, hvis sundhedspersonen har handlet uagtsomt. Det betyder, at det kan være et brud på tavshedspligten, hvis sundhedspersonen behandler fortrolige oplysninger på en sådan måde, at der er en risiko for, at andre får oplysningerne.

Disciplinærnævnets resultat

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Peter Kjær Nielsen for at have givet oplysninger om ████ til Afdeling A, Hospital A.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • ████s cpr.nr. er en fortrolig oplysning.
  • praktiserende læge Peter Kjær Nielsen handlede uagtsomt ved ikke at sikre sig, at cpr-nummeret på henvisningen var korrekt.
  • det forhold, at praktiserende læge Peter Kjær Nielsen samme dag kontaktede Afdeling A, Hospital A og bad dem slette henvisningen, ikke ændrer på, at ████s cpr-nr. allerede var blevet videregivet.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Peter Kjær Nielsen handlede i strid med sundhedsloven.

Regler

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9
  • § 3, stk. 1, om klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 9

Bekendtgørelse nr. 248 af 8. marts 2023 af sundhedsloven:

  • § 40 om tavshedsbelagte oplysninger
  • § 41, stk. 1, om videregivelse af helbredsoplysninger med patientens samtykke i forbindelse med og efter behandling
  • § 41, stk. 2, nr. 1, om videregivelse uden patientens samtykke

Vejledninger

Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.:

  • Punkt 4.2 om videregivelse uden patientens konkrete samtykke