Forværring i kræftspredning ikke beskrevet

Speciallæge i diagnostisk radiologi Bassam Hamid Mahdi Al-Sultani (aut. ID 00YHT) får kritik for ikke at beskrive tidligere beskrevne tegn på spredning af kræft, som var vokset. (offentliggøres pga. kritik med indskærpelse)

Sagsnummer:

24DNM93

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 30. oktober 2024

Speciale:

Røntgen (radiologi)

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik med indskærpelse

Speciallæge i diagnostisk radiologi Bassam Hamid Mahdi Al-Sultani (aut. ID 00YHT) fra Behandlingssted 1, får kritik med indskærpelse for beskrivelsen af scanningsbilleder den 11. juli 2023.

Kritik

Afdelingslæge Person1 (aut. ID ████) fra Afdeling A, Hospital A, får kritik for beskrivelsen af scanningsbilleder den 1. august og den 1. november 2023.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af speciallæge i diagnostisk radiologi Bassam Hamid Mahdi Al-Sultani hos Behandlingssted 1, den 11. juli 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • scanningsbilleder ikke blev tolket og beskrevet på sundhedsfaglig forsvarlig vis.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 11. juli 2023 beskrev speciallæge i diagnostisk radiologi Bassam Hamid Mahdi Al-Sultani scanningsbilleder fra en CT-scanning af brystkassen og maven, som du fik foretaget den 3. juli 2023. Du var 61 år på behandlingstidspunktet.

Du har til sagen oplyst, at du har været i et kontrolforløb siden 2018 grundet kræft i lungerne, hvor du er blevet scannet fire gange årligt for at holde øje med udviklingen og effekten af strålebehandling. Du har anført, at lægen overså og ikke beskrev, at scanningen fra den 3. juli 2023 viste spredning af kræft (metastase) til lænderyghvirvel L3, ligesom lægen ikke sammenlignede scanningsbillederne med scanningsbilleder fra 2018.

Speciallæge Bassam Hamid Mahdi Al-Sultani har i en udtalelse til sagen oplyst, at han sammenlignede scanningsbillederne af brystkassen og maven fra den 3. juli 2023 med scanningsbilleder fra den 22. marts 2018 og fra den 28. marts 2023. Det er anført, at speciallægen vurderede, at scanningsbillederne viste en uændret status, da han antog, at eventuelle ændringer blev beskrevet ved vurderingen af scanningsbillederne fra den 28. marts 2023. Det er også oplyst, at forandringen i lænderyghvirvlen L3 blev beskrevet af speciallægen ved vurdering af scanningsbilleder af brystkassen og maven fra CT-scanning, som blev foretaget den 30. maj 2018. Det er yderligere anført, at speciallægen fokuserede på at beskrive forhold i brystkassen og maven i overensstemmelse med henvisningen. Det er desuden oplyst, at scanningsbilleder af rygsøjlen også fra den 3. juli 2023 blev vurderet af kollega, som beskrev forandringen i lænderyghvirvlen L3.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra speciallæge Bassam Hamid Mahdi Al-Sultani. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset scanningsbilleder af den 12. marts 2018, den 22. marts 2018, den 30. maj 2018, den 1. august 2018, den 23. oktober 2018, den 28. marts 2023 og den 3. juli 2023.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i diagnostisk radiologi Bassam Hamid Mahdi Al-Sultani for beskrivelsen af scanningsbillederne.

Vi har lagt vægt på, at:

  • speciallægen ikke tolkede og beskrev scanningsbilleder på sundhedsfaglig forsvarlig vis. Det er vores vurdering, at scanningsbillederne viser tegn på forværring af spredning af kræft til torntappen af lænderyghvirvel L3, som måler 15 mm. Forandringen fremgår også af scanningsbilleder og beskrivelse fra marts 2018, hvor forandringen måler 2 mm. Det var derfor forkert, at speciallægen beskrev, at der ikke var ondartede knogleforandringer. Det var desuden ikke tilstrækkeligt, at speciallægen beskrev, at status vedrørende knogleforandringer var uændret, da forandringen var vokset. En radiolog skal foretage en vurdering af udviklingen af tidligere beskrevne tegn på kræft og spredning heraf, da det har betydning for, om kræftbehandlingen virker, eller om sygdommen spreder sig. Speciallægen burde derfor have beskrevet tegn på forværring af spredning af kræft, herunder at forandringen var vokset.
  • speciallægen ikke på tilstrækkelig vis sammenholdt sin vurdering og beskrivelse af scanningsbillederne med tidligere scanningsbilleder og beskrivelser. Det skyldes, at scanningsbilleder fra marts 2018 blev beskrevet med tegn på spredning af kræft. Scanningsbilleder af rygsøjlen, som blev beskrevet af en kollega den 3. juli 2023, blev beskrevet med tegn på forværring af spredning af kræft. Beskrivelsen var den seneste vurdering i relation til kræftsygdommen. Speciallægen burde derfor have inddraget beskrivelserne ved sin vurdering og beskrivelse af scanningsbillederne. Det kan medføre risiko for misforståelse og fejlbehandling, når der ikke er overensstemmelse mellem beskrivelser af scanningsbilleder fra samme dag vedrørende kontrol af kræftsygdom.
  • speciallægen ikke var fritaget fra at beskrive tegn på spredning af kræft, fordi forandringen blev beskrevet af en kollega ved vurdering af scanningsbilleder af rygsøjlen tidligere samme dag. Det skyldes, at en radiolog skal beskrive alle synlige forandringer i overensstemmelse med henvisningen og formålet med undersøgelsen. Du fik foretaget CT-scanningen med henblik på kontrol af kræftsygdom, og speciallægen beskrev ikke synlige forandringer i relation hertil. Speciallægen henviste desuden ikke til kollegaens beskrivelse af forandringen.

Vi vurderer, at det er en skærpende omstændighed, at speciallægen ikke beskrev tegn på forværring af spredning af kræft. Det er desuden en skærpende omstændighed, at speciallægen ikke på tilstrækkelig vis sammenholdt sin vurdering og beskrivelse af scanningsbillederne med beskrivelser af tidligere scanningsbilleder.

Speciallæge i diagnostisk radiologi Bassam Hamid Mahdi Al-Sultani har derfor handlet  væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin beskrivelse af scanningsbilleder af den 11. juli 2023 hos Behandlingssted 1.

Speciallæge i diagnostisk radiologi Bassam Hamid Mahdi Al-Sultani skal samtidig udvise større omhu i sit fremtidige virke. 

2. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af afdelingslæge Person1 på Afdeling A, Hospital A, den 1. august og den 1. november 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • scanningsbilleder ikke blev tolket og beskrevet på sundhedsfaglig forsvarlig vis.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 1. august 2023 beskrev afdelingslæge Person1 scanningsbilleder fra en MR-scanning af rygsøjlen, som du fik foretaget den 31. juli 2023. Du var 61 år på behandlingstidspunktet.

Den 1. november 2023 beskrev afdelingslægen scanningsbilleder fra en MR-scanning af rygsøjlen, som du fik foretaget den 30. oktober 2023.

Den 28. november 2023 foretog afdelingslægen en revurdering af scanningsbillederne og lavede en tilføjelse til billedbeskrivelsen fra den 1. august og fra den 1. november 2023.

Du har til sagen oplyst, at du har været i et kontrolforløb siden 2018 grundet kræft i lungerne, hvor du er blevet scannet fire gange årligt for at holde øje med udviklingen og effekten af strålebehandling. Du har anført, at afdelingslæge Person1 beskrev, at scanningsbillederne fra scanningen, som blev foretaget den 31. juli 2023, viste tre forandringer i ryggen, som ikke blev beskrevet ved vurdering af scanningsbillederne fra scanningen, som blev foretaget den 30. oktober 2023. Du har desuden oplyst, at afdelingslægen ikke sammenlignede scanningsbillederne med scanningsbilleder fra 2018.

Ledelsen fra Afdeling A og afdelingslæge Person1 har i en udtalelse til sagen oplyst, at afdelingslægen revurderede scanningsbillederne og i overensstemmelse med afdelingens retningslinje lavede en tilføjelse til billedbeskrivelsen af den 1. august 2023 og af den 1. november 2023, da det ikke er muligt at rette i en godkendt tekst. Det er anført, at afdelingslægen ved den originale vurdering af scanningsbillederne af den 31. juli 2023 beskrev spredning af kræft til bryst- og lænderyghvirvler (Th5, L3 og L4). Det er også oplyst, at afdelingslægen ikke ved den originale vurdering af scanningsbillederne af den 30. oktober 2023 beskrev spredningen af kræft til bryst- og lænderyghvirvlerne Th5, L3 og L4, som blev beskrevet ved den første vurdering af scanningsbillederne af den 31. juli 2023. Det er yderligere anført, at afdelingslægen ved revurderingen af scanningsbillederne ændrede beskrivelsen til, at der ikke var tegn på en ondartet forandring i lænderyghvirvlen L3. Endeligt er det oplyst, at sagen har gjort afdelingsledelsen opmærksom på, at der skal arbejdes på en ændring i afdelingens retningslinje i forhold til revurderingshenvisninger, da en tillægsbeskrivelse på behandlingstidspunktet ikke blev koblet direkte til den originale beskrivelse.

Begrundelse

Vi henviser til ovenstående afsnit om omhu og samvittighedsfuldhed og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”.

Vi har modtaget partshøringssvar fra afdelingslæge Person1. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset scanningsbilleder af den 12. marts 2018, den 22. marts 2018, den 30. maj 2018, den 1. august 2018, den 23. oktober 2018, den 28. marts 2023, den 3. juli 2023, den 31. juli 2023 og den 30. oktober 2023.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere afdelingslæge Person1 for beskrivelsen af scanningsbilleder.

Vi har lagt vægt på, at:

  • afdelingslægen ikke tolkede og beskrev scanningsbilleder af den 31. juli 2023 på sundhedsfaglig forsvarlig vis. Det er vores vurdering, at scanningsbillederne ikke viser tegn på spredning af kræft til bryst- og lænderyghvirvler Th5, L3 og L4. Af den årsag var der ikke sundhedsfaglig grundlag for, at afdelingslægen beskrev tegn på spredning af kræft hertil, udover tidligere beskrevne tegn på spredning af kræft til torntappen af lænderyghvirvel L3.
  • afdelingslægen ikke tolkede og beskrev scanningsbilleder af den 30. oktober 2023 på sundhedsfaglig forsvarlig vis. Det skyldes, at afdelingslægen ikke tog stilling til tidligere beskrevne forandringer i form af tegn på spredning af kræft til bryst- og lænderyghvirvler Th5, L3 og L4. Det var ikke tilstrækkeligt, at afdelingslægen alene beskrev, at der ikke var tegn på spredning af kræft. Afdelingslægen burde desuden have sammenlignet scanningsbillederne med tidligere scanningsbilleder og beskrivelser, herunder foretaget en vurdering af udviklingen af tidligere beskrevne tegn på spredning af kræft.

Afdelingslæge Person1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin beskrivelse af scanningsbilleder af dig den 1. august 2023 og den 1. november 2023 på Afdeling A, Hospital A.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Bassam Hamid Mahdi Al-Sultanis titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for speciallæge i diagnostisk radiologi Bassam Hamid Mahdi Al-Sultani at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse