Utilstrækkelig kronebehandling af tanden -6

Privatpraktiserende tandlæge Bjørn Anderson (aut.ID 013QV) får kritik for utilstrækkelig kanttilslutning på kronen -6 (Offentliggøres pga. gentagen kritik).

Sagsnummer:

24DNM98

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 31. oktober 2024

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Tandlægeklinikker

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Privatpraktiserende tandlæge Bjørn Anderson (aut.ID 013QV) fra Behandlingssted A får kritik for behandlingen i perioden fra den 29. juni til den 7. juli 2020.

Privatpraktiserende tandlæge P1 (aut.ID ████) fra Behandlingssted A får kritik for behandlingen den 18. januar 2021.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke modtog en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Bjørn Anderson og privatpraktiserende tandlæge P1 hos Behandlingssted A i perioden fra den 29. juni 2020 til den 12. december 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at du ikke modtog relevant og tilstrækkelig kronebehandlingen af -6, idet der som følge af utilstrækkelig kanttilslutning opstod sekundær caries i tanden.
  • at den påbegyndte rodbehandling af -5 ikke blev udført på relevant og tilstrækkelig vis, idet ny tandlæge kunne konstatere, at der fortsat var betændelse på rodspidsen af tanden.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis ikke vi har skrevet andet.

Du modtog i perioden fra den 29. juni 2020 til den 13. december 2023 behandling af privatpraktiserende tandlæge Bjørn Anderson og privatpraktiserende tandlæge P1 hos Behandlingssted A.

Du blev den 29. juni 2020 set på klinikken, hvor du modtog behandling af tandlæge Bjørn Anderson. Der blev på denne dato præpareret og taget aftryk til en krone på den første store kindtand i venstre side af underkæben (-6).

Kronen blev herefter cementeret den 7. juli 2020.

Den 18. januar 2021 blev du set til fokuseret undersøgelse på klinikken, hvor du denne gang modtog behandling af tandlæge P1. Der blev i den forbindelse både foretaget klinisk og radiologisk undersøgelse af tandsættet.

Den 27. november 2023 blev du igen set på klinikken. Du henvendte dig på grund af smerter, som var startet fire dage tidligere, og du oplyste i den forbindelse, at du havde taget mange smertestillende piller.

Det kunne ved røntgenundersøgelse konstateres, at der var en opklaring ved rodspidsen af -5, og det blev derfor aftalt, at tanden skulle rodbehandles. Herefter blev behandlingen straks igangsat med en akut oplukning. Dette blev gjort med henblik på smertelindring.

Behandlingen af -5 fortsatte herefter den 12. december 2023, hvor det midlertidige fyldningsmateriale blev fjernet, og hvor tanden igen blev skyllet med natriumhypochlorit (et desinficerende middel). Det var den pågældende dag ikke muligt at tørlægge tanden, og det blev derfor aftalt, at der skulle findes en ny tid til rodfyldning efter jul.

Den 14. december 2023 kontaktede du imidlertid klinikken og meddelte, at du ønskede at skifte tandlæge.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget et partshøringssvar fra både tandlæge Bjørn Anderson og tandlæge P1. Partshøringssvarene er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.

Afklaring af, om du gjorde tandlæge Bjørn Anderson opmærksom på, at kronen ikke sluttede tæt

Du har oplyst, at du allerede fra start gjorde tandlæge Bjørn Anderson opmærksom på, at kronen ikke sluttede tæt. Du har ligeledes oplyst, at du flere gange efterfølgende gjorde ham opmærksom på problemet, men at der ikke blev lyttet til dig.    

Det fremgår ikke af journalen, at du allerede fra start gjorde tandlæge Bjørn Anderson opmærksom på, at kronen ikke sluttede tæt, eller at du flere gange efterfølgende gjorde ham opmærksom på problemet.

Vi har lagt vægt på:

  • at oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
  • at vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene
  • at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og vi finder derfor, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at du allerede fra start gjorde tandlæge Bjørn Anderson opmærksom på, at kronen ikke sluttede tæt, eller at du flere gange efterfølgende gjorde ham opmærksom på problemet, uden at der blev lyttet til dig.

Vores resultat

Behandlingen:

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere tandlæge Bjørn Anderson for kronebehandlingen af -6 i perioden fra den 29. juni til den 7. juli 2020.

Vi har lagt vægt på:

  • at tandlæge Bjørn Anderson den 29. juni 2020 præparerede tanden -6 til krone. Der er ikke anført nogen indikation for, hvorfor tanden skulle kronebehandles.
  • at der på efterfølgende røntgenbilleder (taget af anden tandlæge på klinikken den 18. januar 2021) ses en spalte mellem krone og tand, som tandlæge Bjørn Anderson burde havde opdaget inden cementering af kronen den 7. juli 2020.
  • at kronen ikke havde korrekt tilpasning og derfor burde have været omlavet, idet en utæt kanttilslutning skaber optimale betingelser for et caries-angreb.

Tandlæge Bjørn Anderson har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 29. juni til den 7. juli 2020 hos Behandlingssted A.

Vi vurderer ligeledes, at der er grundlag for at kritisere tandlæge P1 i forbindelse med behandlingen af -6 den 18. januar 2021.

Vi har lagt vægt på:

  • at tandlæge P1 den 18. januar 2021 optog bitewings-røntgenbilleder (røntgenbilleder taget i hver side af munden med fokus på mellemrummene mellem tænderne) i forbindelse med den fokuserede undersøgelse. Han vurderede ud fra disse billeder, at kanten på kronen -6 var utæt.
  • at der på baggrund af de radiologiske fund og ud fra de beskrevne symptomer burde have været optaget supplerende røntgenbilleder samt foretaget omhyggelig sondering omkring kronen.
  • at tandlæge P1 således burde have opdaget, at der ikke var tilstrækkelig kanttilslutning på kronen -6.

Vi vurderer samtidig, at der ikke er grundlag for at kritisere tandlæge P1 for behandlingen af -5 i perioden fra den 27. november til den 12. december 2023.

Vi har lagt vægt på:

  • at tandlæge P1 handlede på relevant og tilstrækkelig vis, da han påbegyndte rodbehandling af tanden -5. Når der er rodbetændelse i en tand, er det vigtigt, at kanalen er lugt- og symptomfri, inden man færdiggør rodbehandlingen. Tandlæge P1 handlede derfor relevant ved ikke at færdiggøre rodbehandlingen hverken den 27. november eller 12. december 2023, idet der fortsat var pus-flåd i et omfang, der gjorde, at rodkanalen ikke kunne tørlægges.
  • at der både den 27. november og 12. december 2023 blev ilagt Calacept, som er et bakteriedræbende materiale, der anvendes som mellemseance-indlæg ved rodbehandling. På trods af, at der i begge tilfælde blev anvendt relevant materiale, er det ikke usædvanligt, at der skal flere mellemseancer til, før en rodbehandling kan færdiggøres. Der skal ikke gå for lang tid mellem disse seancer (ideelt 3-4 uger), da bakterierne ellers kan få overhånd igen.

Tandlæge P1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden den 18. januar 2021 hos Behandlingssted A.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af tandlæge Bjørn Andersons titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er fjerde gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til tandlæge Bjørn Anderson. Således gav vi kritik til tandlæge Bjørn Anderson i vores afgørelser af den 8. september 2021, den 29. september 2023 og den 22. februar 2024. Disse afgørelser har imidlertid tidligere været offentliggjort. De offentliggøres derfor ikke igen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser