Tryksænkende øjendråber til hjertepatient

Speciallæge i oftalmologi får kritik for ordination af tryksænkende øjendråber uden at forholde sig til, om patienten havde en konkurrerende hjertelidelse, som kunne forværres ved opstart af behandlingen.

Sagsnummer:

24DNU48

Offentliggørelsesdato:

7. maj 2024

Speciale:

Øjensygdomme (oftalmologi)

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Speciallæge i oftalmologi Person1 (aut. ID ████) fra Behandlingssted 1 får kritik for behandlingen den 7. december 2023.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af speciallæge i oftalmologi Person1 hos Behandlingssted 1, den 7. december 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • der ikke burde have været ordineret behandling med Fixopost, idet du var kendt med hjerteflimmer.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 7. december 2023 var du i en alder af 79 år til en undersøgelse hos Behandlingssted 1. Speciallæge i oftalmologi Person1 foretog en objektiv undersøgelse og konstaterede herved, at dit øjentryk var henholdsvis 19-20 mmHg på højre øje, og 23-25 mmHg på venstre øje. Speciallægen noterede, at du havde gener i øjnene på grund af den behandling, som du modtog for grøn stær med Roclanda og vurderede, at behandlingen skulle ophøre. Speciallægen ordinerede behandling med præparaterne Trusopt og Fixopost.

Den 15. januar 2024 var du til en undersøgelse hos Behandlingssted 1. Speciallæge i oftalmologi Person1 noterede, at du ikke kunne tåle behandlingen med Trusopt og Fixopost, og speciallægen vurderede, at behandlingen skulle ophøre.      

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i oftalmologi Person1 for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • du den 7. december 2023 var til en kontrolundersøgelse hos speciallæge i øjensygdomme Person1 hos Behandlingssted 1, og at du var kendt med forhøjet tryk i øjnene (okulær hypertension), og havde gået til kontrol for dette hos speciallægen gennem flere år.
  • du var i tryknedsættende behandling med øjendråberne Roclanda, og at du tidligere havde modtaget tryknedsættende behandling med øjendråberne Monoprost og Alphagan. Ved undersøgelsen den 7. december 2023 havde du gener i øjnene, og ved en objektiv undersøgelse med spaltelampe blev der påvist røde konjunktivae (slimhinder). Trykket i dine øjnene blev målt til henholdsvis 19-20 mmHg på højre øje, og 23-25 mmHg på venstre øje. En synsfeltundersøgelse med computerperimetri viste Mean Defect på 1,4 dB på højre øje, og 2,3 dB på venstre øje, hvilket var et fald i forhold til tidligere måling.
  • på baggrund af dine gener vurderede speciallæge i oftalmologi Person1, at behandlingen med Roclanda skulle ophøre, og ordinerede i stedet behandling med øjendråberne Trusopt, 2 gange dagligt, og øjendråberne Fixopost, 1 gang dagligt, som begge virker tryksænkende.
  • okulær hypertension er en tilstand karakteriseret ved øjentryk højere end 21 mmHg uden behandling, normal synsfeltundersøgelse (computerperimetri), normal synsnerve og nervefiberlag, åben kammervinkel, og ingen øvrige væsentlige øjensygdomme eller risikofaktorer. Okulær hypertension kræver ikke nødvendigvis behandling, men kan med tiden udvikle sig til åbentvinklet glaukom (grøn stær).
  • glaukom er en kronisk øjensygdom, som rammer ca. 2% af befolkningen, og overvejende ældre mennesker. Ved glaukom er synsnerven beskadiget, og symptomerne på glaukom kan være blinde pletter i synsfeltet, indsnævring af synsfeltet, og i svære tilfælde blindhed. Udviklingen af glaukom skyldes ofte, men ikke altid, at trykket i øjet er for højt. Dårlig blodforsyning til synsnerven kan også have betydning for udvikling af sygdommen.
  • glaukom indledningsvist behandles med tryksænkende øjendråber, som kan inddeles efter virkning. Der behandles med 4 forskellige præparatgrupper, henholdsvis 1) prostaglandinanaloger, 2) carboanhydrasehæmmere, 3) β-receptor antagonister 4) Alpha-2 selektive adrenerge agonister. Der kan foretages behandling med én præparatgruppe eller med flere præparatgrupper samtidigt.
  • præparatet Fixopost består af en prostaglandinanalog (Latanoprost) og β-receptor antagonisten Timolol (betablokker). Behandling med Timolol er bl.a. kontraindiceret når en patient har astma, svær KOL, sinoatrialt blok, manifest hjerteinsufficiens, og tilstande med bradykardi (lav puls) og/eller hypotension (lavt blodtryk).
  • når en læge finder indikation for opstart af en behandling, skal lægen først og fremmest vurdere, om patienten kan tåle behandlingen, og om patienten får anden relevant medicin, som kan interagere med det præparat der planlægges behandling med.
  • du i klagen har oplyst, at du lider af hjerteflimmer, og at hjerteflimmer primært dækker over rytmeforstyrrelserne atrieflimren og atrieflagren (forkammerflimmer). Arytmi (rytmeforstyrrelser) er imidlertid en samlebetegnelse for en stor gruppe af forstyrrelser i hjertets elektriske system, og uregelmæssig hjerterytme kan forekomme ved alle typer af rytmeforstyrrelser.
  • det fremgår af journalen fra en tidligere behandlingskontakt hos speciallæge i oftalmologi Person1, den 3. juni 2022, at du fik medicin mod hjerteinsufficiens. Ved hjerteinsufficiens foreligger der kontraindikation i forhold til opstart af behandling med et præparat som indeholder β-receptor antagonist.
  • ved behandling af atrieflimmer/atrieflagren kan betablokkere bruges til frekvens- og rytmekontrol. Der er således ikke kontraindikation for brug af øjendråber indeholdende β-receptor antagonister hos patienter med atrieflimren eller atrieflagren. Timolol bør dog ikke anvendes ved uregelmæssig hjerterytme.
  • i journalnotatet fra den 7. december 2023 har speciallæge i oftalmologi Person1 ikke anført, om du havde konkurrerende lidelser, der kunne forværres ved opstart af behandling med et præparat indeholdende β-receptor antagonist. Speciallægen forholdt sig dermed ikke til, om du havde konkurrerende lidelser, som kunne forværres ved opstart af øjendråber indeholdende β-receptor antagonist, inden at øjendråberne blev ordineret til dig.

Speciallæge i oftalmologi Person1 har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 7. december 2023 hos Behandlingssted 1.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed