Utilstrækkelig undersøgelse af barns skulder

Behandlersygeplejerske Claus Høier (aut. ID 03FTF) får kritik for utilstrækkelig undersøgelse og behandling af en 9-årig patients skulder. Der burde også have været konfereret med en læge. (offentliggøres pga. gentagen kritik).

Sagsnummer:

25DNM03

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 29. januar 2025

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Sygeplejersker

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Behandlersygeplejerske Claus Høier (aut. ID 03FTF) fra Akutmodtagelsen, Hospital A, får kritik for behandlingen den 30. januar 2024.

Klagen

Du har klaget over, at din datter ikke fik en korrekt behandling af behandlersygeplejerske Claus Høier hos Akutmodtagelsen, Hospital A, den 30. januar 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • undersøgelse og behandling af venstre skulder ikke blev foretaget på sundhedsfaglig forsvarlig vis.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 30. januar 2024 henvendte du dig med din datter til behandlersygeplejerske Claus Høier hos Akutmodtagelsen, Hospital A, da din datter ikke ville bruge venstre arm efter et træk i skulderen. Hun var 9 år på behandlingstidspunktet. Behandlersygeplejersken foretog en objektiv undersøgelse og vurderede, at der ikke var mistanke om et brud. Behandlersygeplejersken lagde armen i en slynge og anbefalede behandling med smertestillende. Behandlersygeplejersken anbefalede også at bevæge skulderen mest muligt samt at kontakte din datters praktiserende læge ved manglende bedring.

Du har til sagen oplyst, at behandlersygeplejersken hev og rykkede i din datters arm, selvom hun sagde stop, og at din datter havde tårer trillende ned ad kinderne. Du har også oplyst, at undersøgelsen gjorde, at din datter fik dobbelt så ondt i armen, som da hun ankom til Akutmodtagelsen.

Behandlersygeplejerske Claus Høier har til sagen oplyst, at din datter kom ind med en fuldstændig fastlåst arm, og at der i lignende tilfælde ofte ikke er et tydeligt billede af en skade. Han har oplyst, man er nødt til at røre patienten og undersøge for hævelse, fejlstilling eller sår, og at man skal undersøge for skade på muskel eller led, knoglesmerter eller anden skade. Han har oplyst, at der ville være en del ømhed, da armen havde været fastlåst, samt at børn kan have en tendens til at spænde endnu mere i musklerne ved undersøgelser. Han har oplyst, at det besværliggør undersøgelsen, men at det er vigtigt at gennemføre undersøgelser for at vurdere skaden. Han har også oplyst, at det ikke altid er nemt at gøre undersøgelsen skånsom på grund af patienters manglende forståelse for undersøgelse af en beskadiget kropsdel. Han har oplyst, at patienter ofte kan bevæge det skadede område frit igen efter undersøgelser, da det ofte har været fikseret og fastlåst på grund af frygten for smerter. Han har også oplyst, at de udførte undersøgelser ikke viste en behandlingskrævende skade.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra behandlersygeplejerske Claus Høier. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere behandlersygeplejerske Claus Høier for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • undersøgelse og behandling af din datters venstre skulder ikke blev foretaget på tilstrækkelig sundhedsfaglig forsvarlig vis. Det skyldes, at behandlersygeplejersken ikke foretog en fuldstændig undersøgelse af nerve- og karforhold og for skade på muskler og sener i skulderen (rotator cuff). Behandlersygeplejersken burde i overensstemmelse med retningslinje om behandlersygeplejerske-protokoller i somatiske Akutmodtagelser/Akutklinikker have foretaget en test af følesansen og blodcirkulationen, herunder undersøgelse af pulsforhold i håndleddet. Behandlersygeplejersken foretog heller ikke og burde også i overensstemmelse med retningslinjen have foretaget en undersøgelse for skade på muskler og sener i skulderen, da han ikke mistænkte et brud. Behandlersygeplejersken burde desuden have forsøgt med beroligende procedurer og afledning samt have iværksat behandling med smertestillende medicin, da din datter havde smerter og svært ved at samarbejde til undersøgelsen. Børn er generelt sværere at undersøge end voksne, og de viser symptomer på en anderledes måde. Undersøgelse af børn kræver derfor stor tålmodig og høj faglighed.
  • behandlersygeplejersken burde have konfereret med en læge, da der ikke blev opnået tilstrækkelig undersøgelse af skulderen. Det var derfor ikke tilstrækkeligt, at behandlersygeplejersken opfordrede til kontakt til din datters praktiserende læge ved manglende bedring.

Behandlersygeplejerske Claus Høier har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af din datter den 30. januar 2024 på Akutmodtagelsen, Hospital A.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Claus Høiers titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, vi giver kritik til behandlersygeplejerske Claus Høier. Således gav vi kritik til behandlersygeplejerske Claus Høier i afgørelse af den 1. juni 2023 og i afgørelse af den 18. april 2024. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen.

Afgørelsen af den 18. april 2024 har imidlertid tidligere været offentliggjort. Den offentliggøres derfor ikke igen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 895 af 26. juni 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • § 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • § 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser