Overset prostatakræft
Praktiserende læge Peter Kjær Nielsen (aut. ID 08XTT får kritik med indskærpelse for at have overset prostatakræft hos en patient med forhøjede PSA-værdier. (Offentliggøres pga. indskærpelse)
Sagsnummer:
25DNM16
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 25. marts 2025
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik med indskærpelse
Praktiserende læge Peter Kjær Nielsen (aut. ID 08XTT) får kritik med indskærpelse for behandlingen i perioden fra den 29. marts 2023 til 15. april 2024.
Klagen
Du har klaget over, at din far ikke fik en korrekt behandling af praktiserende læge Peter Kjær Nielsen i hans klinik, i perioden fra den 29. marts 2023 til 15. april 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- lægen ikke reagerede relevant og tilstrækkeligt på din fars symptomer, herunder stigende PSA.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
I perioden fra den 29. marts 2023 til den 15. april 2024 blev din 78-årige far, ███, behandlet af praktiserende læge Peter Kjær Nielsen i hans klinik.
Den 29. marts 2023 modtog lægeklinikken laboratoriesvar, herunder svar på PSA (13 μg/L).
Den 3. april 2023 var din far til diabeteskontrol. Han var generelt velbefindende. Praktiserende læge Peter Kjær Nielsen foretog en objektiv undersøgelse af din far, herunder målte blodtryk, tog blodprøve og gennemgik hans medicinordinationer. Lægen planlagde næste kontrol tre måneder senere.
Den 7. juli 2023 modtog lægeklinikken nye laboratoriesvar.
Den 11. juli 2023 var din far til diabeteskontrol, hvor praktiserende læge Peter Kjær Nielsen foretog en undersøgelse af din far. Lægen planlagde kontrol tre måneder senere med blodprøve.
Den 6. oktober 2023 modtog lægeklinikken nye laboratoriesvar.
Den 11. oktober 2023 blev din far set af praktiserende læge Peter Kjær Nielsen grundet sin diabetes. Lægen foretog en objektiv undersøgelse, hvorefter planen fremover var uændret.
Den 8. januar 2024 var der svar på PSA, der viste 190 μg/L.
Den 10. januar 2024 blev din far set af praktiserende læge Peter Kjær Nielsen til diabeteskontrol, hvor han blev undersøgt.
Den 14. februar 2024 blev din far set af praktiserende læge Peter Kjær Nielsen grundet smerter (thorakalt facetledssyndrom). Lægen gav din far råd og vejledning og iværksatte medicinsk smertebehandling.
Den 11. marts 2024 havde din far fortsat smerter i ryggen og oplevede ikke, at Ibuprofen havde hjulpet. Praktiserende læge Peter Kjær Nielsen lavede recept på Arthrotec og planlagde en tid tre dage senere.
Den 14. marts 2024 henviste praktiserende læge Peter Kjær Nielsen dig til røntgenundersøgelse i radiologisk regi og til fysioterapeut grundet sine rygsmerter uden smerteudstråling. Lægen bemærkede, at du var i forebyggende behandling med kalktabletter og aktuelt havde haft rygsmerterne i fire uger, som var lokaliseret i ryggen omkring TH1-3.
Den 11. april 2024 fik lægeklinikken nye laboratoriesvar.
Den 15. april 2024 blev din far set af praktiserende læge Peter Kjær Nielsen til diabeteskontrol, hvor hans PSA-værdi var steget til 190, der til sammenligning havde været 13 i 2023. Lægen bemærkede, at han havde en aftale ved urinvejskirurgisk regi dagen efter. Lægen foretog en objektiv undersøgelse af ham og planlagde, at han skulle fortsætte med sine aktuelle medicinordinationer.
Du har oplyst, at din far i slutningen af april 2024 blev set i endokrinologisk regi, hvor der blev reageret på de høje PSA-værdier ved, at han blev henvist til udredning for prostatakræft. PSA-værdien i juni 2024 blev målt til 486, og det det viste sig, at der var massiv spredning til både lymfer og knogler. Du har dertil oplyst, at kemobehandling ikke længere var muligt.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere praktiserende læge Peter Kjær Nielsen for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- lægen den 3. april 2023 burde have henvist din far til pakkeforløb for mulig prostatakræft som følge af modtagelse af svar på blodprøven fra den 29. marts 2023, der viste diskret forhøjet PSA-værdi på 13 μg/L. Lægen burde desuden have iværksat yderligere undersøgelse af din fars prostata og burde have lavet aftale om kontrol af blodprøve.
PSA er en organspecifik markør, der stammer fra celler i prostata. Den forhøjes ved forskellige tilstande. PSA-værdien er typisk forhøjet hos patienter med prostatakræft.
PSA-værdier i niveauet 10-30 μg/L kan være tegn på en lokal prostatakræft, hvor behandling er mulig. PSA-værdier over 100 μg/L er typisk ensbetydende med langsomt fremskredende uhelbredelig prostatakræft.
- lægen den 10. januar 2024 burde have orienteret sig yderligere i din fars sygehistorie, foretaget yderligere objektiv undersøgelse og henvist din far til kræftpakkeforløb med henblik på udredning for mulig prostatakræft. Dette skyldes, at PSA-værdien på dette tidspunkt var forhøjet (190 μg/L).
- lægen den 14. februar samt 11. og 14. marts 2024 burde have mistænkt mulig ondartet spredning af prostatakræft til knoglerne i ryggen og på den baggrund burde have henvist din far i kræftpakkeforløb for prostatakræft. Det skyldes, at din far henvendte sig med rygsmerter, og at der forelå en PSA-måling på 190 μg/L.
- det ikke fremgår af sagens materiale, hvad årsagen var til målingerne for PSA, og hvilke symptomer din far havde, som kunne være årsag til at ordinere måling af PSA. Det fremgår ikke, at lægen gjorde sig nogle lægefaglige overvejelser om PSA-værdierne, som var forhøjede. Lægen iværksatte ikke kontrol eller yderligere undersøgelser af din far på baggrund af den forhøjede PSA-værdi.
- vi vurderer ikke, at din fars diabetes burde have gjort lægen yderligere opmærksom på mulig prostatakræft, da prostatakræft ikke forekommer hyppigere hos diabetespatienter. Lægen burde dog have foretaget tættere opfølgninger på den iværksatte behandling for hurtigere kontrol med hans diabetes.
Vi vurderer, at det er en skærpende omstændighed, at lægen flere gange overså, at din far havde forhøjede PSA-værdier og symptomer, som kunne være tegn på prostatakræft.
Praktiserende læge Peter Kjær Nielsen har derfor handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af din far i perioden fra den 29. marts 2023 til 15. april 2024 i hans klinik.
Praktiserende læge Peter Kjær Nielsen skal samtidig udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af praktiserende læge Peter Kjær Nielsens titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for praktiserende læge Peter Kjær Nielsen at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven)
- § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse