Mangelfuld tandreguleringsbehandling
Privatpraktiserende tandlæge Idelis Nuñez Becks (aut. ID 0BPQV) behandling med LiteWire var mangelfuld, og en hjørnetand blev permanent skadet. (Offentliggøres pga. kritik med indskærpelse og afgørelse om kosmetisk behandling)
Sagsnummer:
25DNM17
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 9. april 2025
Speciale:
Tandpleje og -behandling
Faggruppe:
Tandlæger, Tandplejer
Behandlingssted:
Tandlægeklinikker
Type:
Behandling
Kategori:
Afgørelser med navn
Kritik med indskærpelse
Privatpraktiserende tandlæge Idelis Nuñez Beck (aut. ID 0BPQV) fra Behandlingssted A får kritik med indskærpelse for behandlingen i perioden fra den 3. februar 2022 til den 11. januar 2024.
Ikke kritik
Tandplejer ███ (aut. ID █) fra Behandlingssted A får ikke kritik for behandlingen.
1. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af privatpraktiserende tandlæge Idelis Nuñez Beck hos Behandlingssted A i perioden fra den 3. februar 2022 til den 11. januar 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- du ikke modtog relevant og tilstrækkelig tandregulering med LiteWire.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Du modtog i perioden fra den 3. februar 2022 til den 11. januar 2024 behandling hos Behandlingssted A. Du fik i denne periode lavet tandreguleringsbehandling med LiteWire. Du var 26 år på behandlingstidspunktet.
I behandlingsperioden blev du også tilset og behandlet af en tandplejer. Dette forløb er beskrevet under 2. klagepunkt.
Den 3. februar 2022 var du til en forundersøgelse med henblik på tandretning hos privatpraktiserende tandlæge Idelis Nuñez Beck. Du havde tidligere fået rettet dine tænder og var ked af midtlinjen. Tandlægen anbefalede at fjerne en fortand i din underkæbe og lave beslibning mellem tænderne i overkæben for at skabe plads (IPR). Der blev den 4. maj 2023 tilføjet til journalen, at du var opmærksom på, at midtlinjen ikke kunne opnås 100 % centralt på grund af asymmetri i tændernes størrelse, og at du var indforstået med, at det var en kompromisløsning.
Den 3. marts 2022 blev behandlingen med LiteWire igangsat. Tandlægen fjernede den venstre lille fortand i højre side af din underkæbe (1-).
Den 4. april 2022 henvendte du dig til kontrol af behandlingen med LiteWire. Tandlægen skiftede elastomerer og bue og lavede IPR.
Den 2. maj 2022 henvendte du dig til kontrol af behandlingen med LiteWire. Tandlægen skiftede elastomerer i din over- og underkæbe.
Den 15. august 2022 henvendte du dig til kontrol. Tandlægen satte brackets på den første lille kindtand i højre side af din overkæbe (4+) og den anden lille kindtand i venstre side af din underkæbe (-5). Hun lavede IPR på din venstre hjørnetand i overkæben (+3) og satte elastikkæder på flere af dine tænder i venstre side af overkæben. Det drejede sig om den store og lille fortand, din hjørnetand, den første og anden lille kindtand og den første store kindtand (+1, +2, +3, +4, +5 og +6). Hun skiftede også elastomerer. Hun satte derudover en lang kæde på dine kindtænder 6-, -6.
Den 6. september 2022 henvendte du dig til kontrol. Tandlægen lavede IPR og tog et klinisk foto.
Den 22. december 2022 henvendte du dig til kontrol. Tandlægen skiftede elastomerer i din underkæbe. Der blev renset omkring brackets på grund af tandsten. Du fik indsat en kæde fra din fortand 1+ til din kindtand +6 og påsat elastikker fra din kindtand 6+ til din fortand 2+.
Den 29. januar 2023 henvendte du dig til kontrol. Tandlægen skiftede elastomerer i din underkæbe og lavede en tandrensning. Hun påsatte også en kæde fra din fortand 1+ til din kindtand +6 og elastikker fra din kindtand 6+ til din fortand 2+.
Det er den 4. maj 2023 tilføjet til journalen, at du henvendte dig til kontrol den 5. marts 2023. Du var frustreret over, at midtlinjen ikke var helt central endnu. Du blev oplyst om, at det efter aftale ikke kunne opnås 100 %. Du spurgte, om det var muligt at åbne plads til et implantat ved din hjørnetand 3+ igen. Du blev oplyst om, at det krævede tid, og at udfaldet ikke nødvendigvis kunne lykkes. Du blev oplyst om muligheden for at fjerne din fortand +2. Du ønskede at besøge et par specialtandlæger og en tandlæge med særlig interesse i tandfacader. Tandlægen skiftede kæder og elastikker, og du fik en ny tid til kontrol og revision af behandlingen.
Den 7. marts 2023 sendte tandlægen dig en mail med tre forskellige behandlingsmuligheder og kliniske fotos. Du blev oplyst om muligheden for at arbejde videre mod at centrere midtlinjen uden at tage højde for størrelse ved hjørnetanden i højre side og den lille fortand i venstre side. Du blev også oplyst om muligheden for at fjerne den lille fortand i venstre side og trække midtlinjen centralt, mens der blev skabt plads til at bygge op med facader på begge sider. Denne løsning ville kræve beslibning i underkæben for at kompensere for den fjernede tand og mindst seks måneders yderligere behandling. Du blev slutteligt oplyst om muligheden for at ændre tændernes størrelse med facader. Du valgte løsning nummer to.
Den 27. marts 2023 henvendte du dig til kontrol af LiteWire. Tandlægen skiftede elastomerer i din over- og underkæbe og påsatte en ny bracket på din kindtand 5+. Du oplyste, at du havde været ved en behandler med særlig interesse i tandfacader, der henviste dig til en specialtandlæge i ortodonti. Du blev af denne tandlæge anbefalet at få fjernet din fortand +2 for at få symmetri, da du manglede din fortand 2+.
Den 10. august 2023 henvendte du dig til kontrol. Tandlægen satte brackets på din fortand 2+ og dine kindtænder 6- og 5-. Hun fjernede også din fortand +2. I aftalte også at beslibe for at lukke mellemrummet ved din fortand +1. Du fik påsat en kæde fra din fortand +1 til din kindtand +6.
Den 31. august 2023 henvendte du dig til kontrol. Tandlægen skiftede elastomerer i højre side af din overkæbe og i din underkæbe. Du fik påsat en elastikkæde fra din fortand 1+ til din kindtand +6.
Den 23. oktober 2023 henvendte du dig til kontrol. Tandlægen skiftede elastomerer og elastikkæder i din over- og underkæbe.
Den 4. december 2023 henvendte du dig til kontrol. Tandlægen skiftede elastikkæder i din underkæbe.
Den 21. december 2023 henvendte du dig til kontrol. Tandlægen skiftede elastikkæder.
Den 11. januar 2024 fjernede tandlægen din bøjle og tog kliniske fotos.
Du har oplyst, at du gjorde opmærksom på, at du efter endt tandregulering ønskede plastfacader for at kompensere for størrelsesforskellen mellem +2 og hjørnetanden. Du har også oplyst, at midterlinjen ikke var placeret i midten af dit ansigt. Du har derudover oplyst, at du har fået dårligt og skævt bid, betydelige mellemrum mellem tænderne, der ikke kan afhjælpes med facader, og at du har fået ondt i ryg og nakke.
Begrundelse
Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.
Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.
Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi vurderer, at der er tale om kosmetisk behandling, da behandlingens hovedformål er at forandre eller forbedre udseendet.
Vi har modtaget partshøringssvar fra privatpraktiserende tandlæge Idelis Nuñez Beck. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de relevante røntgenbilleder for behandlingen.
Vores resultat
Behandlingen:
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere privatpraktiserende tandlæge Idelis Nuñez Beck for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- tandlægen ikke lavede en relevant behandlingsplan. Det skyldes, at planen ikke indeholdt en beskrivelse af dit sammenbid og et behandlingsmål herfor.
- det ikke var tilstrækkeligt, at tandlægen kun brugte elastikkæder separat i hver kæbe (intramaxillært) med henblik på at lukke mellemrummene mellem dine tænder. Det skyldes, at det er sædvanlig praksis også at bruge elastiktræk mellem tandbuerne i over- og underkæben (intermaxillært), når tandreguleringen er så omfangsrig som i dit tilfælde. Elastiktræk mellem kæberne gør, at de ønskede tandbevægelser bedre kan kontrolleres. Det gør det også muligt at rette de små og store kindtænder i forhold til hinanden, så de efterlades i et stabilt sammenbid. Tandlægen burde derfor også have brugt elastiktræk mellem tandbuerne i din over- og underkæbe efter fjernelsen af din fortand +2, hvor der skulle ske en fremadflytning af overkæbens små og store kindtænder (fra neutral okklusion til en distal okklusion).
- resultatet af behandlingen ikke levede op til sædvanlig faglig standard. Det skyldes, at det ved besigtigelsen blev konstateret, at dit sammenbid var ustabilt, og at du ikke var tandreguleringsmæssigt færdigbehandlet. Der var således kun få tænder, som ramte hinanden ved kontrol af de første kontakter mellem tandbuerne. Din underkæbe gled derefter fremad til en position med flere tandkontakter, da du tyggede sammen (anterior føring). Kronen på dine kindtænder 6+, +6, hældte også fremad. Vi finder det sandsynliggjort, at denne tandbevægelse er et resultat af brugen af elastikkæder på for tynde buer i kombination med manglende brug at elastiktræk mellem tandbuerne i din over- og underkæbe. Dine tænder var desuden ikke placeret forsvarligt i forhold til hinanden, hvilket medførte restmellemrum i din overkæbe.
- tandlægen foretog en så omfattende beslibning af din hjørnetand +3, at den tog permanent skade. Dette ses på et røntgenbillede fra den 10. august 2023 og på kliniske fotos fra den 11. januar 2024.
Vi vurderer, at det er en skærpende omstændighed, at tandlægen lavede permanent skade på din hjørnetand +3 på grund af omfattende beslibning.
Privatpraktiserende tandlæge Idelis Nuñez Beck har derfor handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 3. februar 2022 til den 11. januar 2024 hos Behandlingssted A.
Privatpraktiserende tandlæge Idelis Nuñez Beck skal samtidig udvise større omhu i sit fremtidige virke.
2. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af tandplejer ████ hos Behandlingssted A i perioden fra den 17. februar til den 15. december 2022.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- du ikke modtog relevant og tilstrækkelig tandregulering med LiteWire.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 17. februar 2022 var du til en indledende undersøgelse med henblik på tandregulering. Tandplejer ██████████████████████ tog røntgenbilleder, herunder oversigtsrøntgenbillede og lavede et studiemodelsæt.
Den 3. marts 2022 henvendte du dig til eftersyn og opstart af tandregulering. Tandplejer ███████████████████ tog røntgenbilleder af dine tænder i sammenbid (bitewings). Behandling med LiteWire blev igangsat.
Den 2. juni 2022 henvendte du dig til kontrol. Tandplejeren skiftede elastomerer i din over- og underkæbe.
Den 13. juli 2022 henvendte du dig til kontrol. Tandplejer █████████ skiftede en bue i overkæben. Hun fjernede også plast, replacerede en bracket og skiftede elastikker.
Den 21. juli 2022 henvendte du dig, da du havde tabt en bracket på din kindtand 4+. Tandplejeren satte den på igen og skiftede elastikker og elastikkæde i din overkæbe.
Den 12. august 2022 henvendte du dig til kontrol. Tandplejeren skiftede elastikker.
Den 27. september 2022 henvendte du dig til kontrol. Du havde tabt brackets på dine kindtænder 4+ og -5. Tandplejeren påsatte en elastikbinding fra din fortand +2 til din kindtand +6, en kæde fra 1+ til +6 for at trække 1+ mod midtlinjen. Du fik også påsat elastikker i underkæben.
Den 4. november 2022 henvendte du dig til kontrol. Tandplejeren skiftede elastikker i din overkæbe og påsatte en ny elastikkæde.
Den 15. december 2022 henvendte du dig til kontrol. Tandplejeren skiftede elastikker i din overkæbe og påsatte en ny elastikkæde.
Begrundelse
Vi henviser til ovenstående afsnit om omhu og samvittighedsfuldhed og ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere tandplejer █████ for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- du modtog relevant og tilstrækkelig behandling af tandplejeren. Det skyldes, at hun indsatte tandreguleringsapparaturet i overensstemmelse med sædvanlig praksis. Indsættelse af tandreguleringsapparatur hører under en tandplejers ansvarsområde.
- tandplejeren udførte behandling i form af løbende kontrol af tandreguleringen med LiteWire, påsætning og skift af elastikker samt udskiftning af løse brackets i henhold til den foreliggende instruks. Hun var oplært i opgaverne og havde erfaring inden for området.
Tandplejer █████████████████ har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig i perioden fra den 17. februar til den 15. december 2022 hos Behandlingssted A.
Offentliggørelse
Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af privatpraktiserende tandlæge Idelis Nuñez Becks titel, navn og autorisationsID.
Afgørelsen vil blive offentliggjort, da vi har indskærpet over for privatpraktiserende tandlæge Idelis Nuñez Beck at udvise større omhu i sit fremtidige virke. Der er også tale om et kosmetisk indgreb, hvor det kosmetiske hensyn udgør den afgørende indikation, eller en behandling hvor hovedformålet er at forandre eller forbedre udseendet.
Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- § 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
Bekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
Bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2014 om kosmetisk behandling
- § 1 om definition af kosmetisk behandling
Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet
- § 3, stk. 1, nr. 2 om kritik med indskærpelse
- § 4, stk. 1 om kritik i forbindelse med kosmetisk behandling