Psykiatriske ankesager

På baggrund af en klage fra advokat <****> over den afgørelse, som blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 7. maj 1998 har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn på et møde truffet følgende

AFGØRELSE

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 7. maj 1998 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling <****>.

var kendt i behandlende afdeling fra slutningen af 1996 under diagnosen bipolær affektiv sindslidelse (maniodepressiv sygdom). I slutningen af 1996 havde således haft en depression, der dog ikke krævede indlæggelse. I starten af 1997 var indlagt med mani, der blev behandlet med Serenase med god effekt, og i slutningen af 1997 og begyndelsen af 1998 var igen indlagt med en depression, der blev behandlet med tabletter af typen Efexor, Tolvon samt Litarex som forebyggende mod nye svære stemningssvingninger. blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling den 20. marts 1998 i ovennævnte behandling.

blev herefter tvangsindlagt på farekriterium den 30. marts 1998, idet erklæringsudfærdigende læge anførte, at igen havde udviklet en mani af psykotisk karakter. Hun var således præget af løftet stemningsleje, søvnløshed, vrangideer, urolig, vred og truende adfærd.

Ved indlæggelsen fandtes ligeledes psykotisk, konstant talende, springende i tankegang, højtråbende og udskældende. blev tvangstilbageholdt på behandlingsindikation fra den l. april 1998 og under hele den påklagede tvangsfiksering, herunder de påklagede tilfælde af fastholden og beroligende injektioner.

blev tvangsfikseret den 30. marts 1998 kl. 19.35 med bælte, idet hun forinden i den ovenfor beskrevne tilstand havde overfuset personale, blokeret en dør og herefter overfaldet 2 personalemedlemmer, som hun blandt andet havde kradset i ansigtet. Tvangsfiksering varede helt frem til den 9. april 1998 kl. 13.30.

blev under fikseringen løsnet 42 gange fra bæltet. Flest kortvarige løsninger på 5-15 minutter, få 30-45 minutter og enkelte på 60-90 minutter.

Under dette forløb blev ifølge journalkopi tilset dagligt af læge dog undtaget den 5. april og den 8. april 1998, hvor der ikke foreligger journalnotater. Ifølge notaterne var i denne periode fortsat meget vredladen, opkørt og truende og kastede flere gange omkring sig med ting, ligesom hun den 2. april 1998 slog hårdt ud mod en af afdelingens læger.

Den 9. april 1997 skønnede man, at var faldet så meget til ro, at bæltet kunne løsnes endeligt.

I forbindelse med tvangsfikseringen og de kortvarende løsninger blev det nødvendigt at fastholde og bringe hende i seng og bælte igen.

Med baggrund i meget urolige tilstand, der havde medført tvangsfiksering, og med henblik på hurtigst muligt at bringe denne til ophør, blev der under den langvarige bæltefiksering flere gange givet beroligende injektion mod vilje.

Den 30. marts 1998 med injektion Cisordinol 10 mg og injektion Akineton 5 mg (mod eventuellet bivirkninger), den l. april 1998 med injektion Cisordinol Acutard 75 mg og den 2. april 1998 med injektion Nozinan 75 mg og injektion Cisordinol Acutard 100 mg.

Efter denne periode lykkedes det personalet, at overtale til at tage øget dosis af Cisordinol. Der blev således ikke truffet beslutning om tvangsmedicinering.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte tvangsfikseringen, fastholden og anvendelse af beroligende injektioner.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere fra den 30. marts 1998 klokken 19.35 til den 9. april klokken 13.30 var opfyldt, idet der var nærliggende fare for at eller andre ville lide skade på legeme eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at det var af afgørende betydning for bedring af s meget urolige tilstand, at hun ved tvang modtog beroligende injektioner. Der var tale om velkendte lægemidler givet i sædvanlig dosering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at anvendelsen af tvang opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger.

Nævnet har lagt vægt på, at blev tvangsfikseret på baggrund af en meget urolig tilstand, der efter det oplyste i lægeerklæringen ikke kunne beroliges uden anvendelse af bælte. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at man fra den 6. april 1998 forsøgte at lade få længere pauser fra bæltet.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at modtog beroligende injektioner ved tvang og senere i perioden antipsykotisk medicin i form af Cisordinol, som kunne hjælpe mod hendes urolige tilstand og derved have betydning for fikseringens varighed.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at den fysiske magt alene blev anvendt til at bringe tilbage i bæltet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har truffet afgørelsen på grundlag af de oplysninger i sagen, som fremgår af vores sammenfatning af 1. juli 1998 med bilag. Kommentarer fra sagens parter er indgået i nævnets vurdering af sagen.