Odense 1/10-2015

En mand pådrog sig i 2007 en rygskade i forbindelse med sit arbejde, der blev anerkendt som en arbejdsskade. I 2008 gennemgik patienten en stivgørende rygoperation, hvor han fik en nervepåvirkning, som han søgte erstatning for. Erstatning for en arbejdsskade går forud for erstatningen for en patientskade, og i arbejdsskadesagen fik han tilkendt en godtgørelse for et varigt mén på 35 procent og en erstatning for erhvervsevnetab på 75 procent for hans samlede ryggener.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) anerkendte, at han ved operationen i 2008 havde fået en højresidig dropfod, der kunne anerkendes som en patientskade jf. klage- og erstat-ningslovens § 20, stk. 1, nr. 4. Patientforsikringen tilkendte ham en skønsmæssigt fastsat godtgørelse for svie og smerte, men afviste øvrig erstatning. Vedrørende varigt mén vurderede man, at ménet var indeholdt i den méngodtgørelse, som han havde fået af Arbejdsskadestyrelsen. Patienterstatningen afviste, at han havde haft erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne, som følge af patientskaden.

Afgørelsen om tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab blev påklaget til Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), som tiltrådte afgørelsen. Ankenævnet fandt, at patienten ved operationen i 2008 havde fået en delvis højresidig dropfod og udstrålende højresidige bensmerter. Ankenævnet tiltrådte, at patienten ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab, idet størstedelen af hans funktionsnedsættelse skyldtes selve rygskaden og ikke patientskaden.

Afgørelsen om tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab blev indbragt for retten. I forbindelse med retssagen kom Arbejdsskadestyrelsen med en vejledende udtalelse om, at operationen i 2008 havde medført et erhvervsevnetab på 35 procent. Retten lagde afgørende vægt på Arbejdsskadestyrelsens udtalelse og bemærkede, at der ikke var indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, og at ankenævnet snarere end patienten havde haft anledning til at søge sagen forelagt for Retslægerådet. Retten fandt, at patienten med den fornødne grad af sandsynlighed havde godtgjort, at han ved patientskaden var påført et erhvervsevnetab på 35 procent og derfor havde ret til differencen mellem erstatning for erhvervsevnetab fastsat efter henholdsvis erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven. Retten fandt ligeledes, at patienten havde godtgjort, at han var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Sagen blev således hjemvist til ankenævnet til beregning af eventuel erstatning.