Sønderborg 6/7-2018

Stævning var indleveret på sagsportalen efter søgsmålsfristens udløb. Retten i Sønderborg afviste derfor sagen.

Rettens sagsnummer:

BS-29/2018-SON

Ankenævnets sagsnummer:

16/15594

Dato for dommens afsigelse:

fredag den 6. juli 2018

Domstol:

Retten i Sønderborg

Kategori:

Domme afsagt af byret

Relaterede filer:

Soenderborg060718

Appelleret

Nej

Patienten fremsendte den 28. december 2017 stævning pr. e-mail til retten i Sønderborg. Stævningen blev herefter af patienten indleveret på domstolenes sagsportal minretssag.dk efter søgsmålsfristens udløb den 2. januar 2018. Sagen drejede sig herefter om, hvorvidt patienten havde anlagt sagen efter søgsmålsfristens udløb, jf. Klage- og erstatningsloven § 58 d, stk. 2.

Patienten anførte, at stævningen fremsendt pr. e-mail måtte have fristafbrydende virkning, da sagen var anlagt korrekt uden yderligere ophold, jf. retsplejelovens § 348. Derudover anførte patienten, at den sidste rettidige søgsmålsdato var den 30. december 2017, der imidlertid ikke var en almindelig retsdag og at sagen herefter var uploadet korrekt på den første egentlige retsdag.

Ankenævnet for Patienterstatningen anførte heroverfor, at det følger af retsplejelovens § 349, stk. 1, at retten skal afvise sagen, hvis stævning ikke indleveres digitalt, samt at undtagelsen i retsplejelovens § 349, stk. 2, hvorved retten kan indrømme en frist til at anvende sagsportalen, ikke bør anvendes hvor en sagsøger er repræsenteret af en professionel partsrepræsentant, som var tilfældet for patienten. Herudover anførte Ankenævnet for Patienterstatningen, at det følger af retsplejelovens § 148 stk. 2, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for retten, uanset at dette tidspunkt er uden for rettens almindelige kontortid.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at søgsmålsfristen for indbringelse af ankenævnets afgørelse af 30. juni 2017 udløb den 30. december 2017, hvor stævningen rettidigt kunne indleveres digitalt på sagsportalen indtil kl. 23.59, samt at patienten var repræsenteret af en advokat, der som professionel aktør ikke var fritaget for kravet om anvendelse af domstolenes sagsportal. Fremsendelse af stævningen pr. e-mail til retten i Sønderborg havde ikke fristafbrydende retsvirkning af søgsmålsfristen i klage- og erstatningslovens § 58 d, stk. 2, og der var ikke givet en frist til indlevering af stævning på sagsportalen. Der var ej heller oplyst sådanne særlige forhold, der kunne føre til, at sagen ikke skulle anlægges på sagsportalen, jf. retsplejelovens § 148 a.

Sagen blev herefter afvist, da stævning var indleveret på sagsportalen efter søgsmålsfristens udløb.