Vestre Landsret 1/3-2022

Patienten fik den 1. oktober 2015 fjernet cerumen ved egen læge med en cerumenslynge. Han oplevede kraftige smerter, da instrumentet kom ind i højre øre, men det havde ikke blødt fra øret, og der havde ikke været flåd. Efterfølgende klagede patienten over hørenedsættelse og tinnitus. Ved undersøgelsen den 15. oktober 2015 fandt man en mikroperforation i højre øre, og en asymmetrisk hørelse med nedsat hørelse af perceptiv karakter på specielt højre side.

Patienterstatningen afviste ved afgørelse af 27. oktober 2016 at anerkende patientens hørenedsættelse og tinnitus som en patientskade, da Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade ved behandlingen. Patienterstatningen lagde vægt på, at udviklingen i høretabet ikke stemte overens med en akutskade på det indre øre, og at en eventuel mikroperforation kun ville kunne give en forbigående tinnitus.

Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede ved afgørelse af 13. februar 2017 Patienterstatningens afgørelse, da ankenævnet vurderede, at det var mere sandsynligt, at patientens høregener samt fornemmelse af hørenedsættelse og forvrængning skyldtes forværring af en forudbestående ørelidelse på højre øre med tiltagende høretab.

Patienten indbragte sagen for retten. Retslægerådet afgav i den forbindelse udtalelse, hvorefter der intet holdepunkt var for, at indre øre kunne være blevet beskadiget ved behandlingen den 1. oktober 2015, og at tinnitus kunne være udløst af ulykkestilfældet og være persisteret, selv om en trommehindedefekt var helet, men at tinnitus også kunne skyldtes den bagvedliggende høresygdom uden relation til ulykkestilfældet. For det sidste talte, at det i journalnotat af 26. januar 2016 var noteret, at der var normal otoskopi. Patienten frafaldt herefter, at han ved behandlingen var blevet påført en skade i form af hørenedsættelse.

Byretten fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade ved behandlingen, idet der var sket en perforation, hvorfor retten mente, at lægen havde begået en klar fejl. Ankenævnet ankede sagen til landsretten. Sagen blev genforelagt for Retslægerådet, som supplerende udtalte, at den bagvedliggende indreøre-høresygdom var en mere sandsynlig årsag til den vedvarende tinnitus. Landsretten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at fastslå, at patientens tinnitus med overvejende sandsynlighed var forårsaget af behandlingen den 1. oktober 2015. Ankenævnet blev derfor frifundet.