Et mere enkelt patientklagesystem

Den 4. juni 2024 vedtog Folketinget en lovændring, der betyder, at alle klagesager som udgangspunkt skal starte som forløbsklager.

Lizzi K. Jakobsen, der er direktør i Styrelsen for Patientklager, har deltaget i den tværgående arbejdsgruppe, der har anbefalet lovændringen:

”Patientklagesystemet kan være svært at finde rundt i for patienter og pårørende, der ønsker at klage. Nu skal man som patient ikke længere først tage stilling til, om man ønsker den ene eller den anden type klage uden helt at vide, hvad det betyder for den videre proces. Det vil gøre klageprocessen mere enkel og lettere at overskue,” siger Lizzi K. Jakobsen.

Det betyder, at en patient, der indsender en klage efter den 1. januar, ikke længere skal tage stilling til, om han eller hun ville klage over et forløb på et behandlingssted eller over en eller flere konkrete sundhedspersoner.

Det vil stadig i nogle situationer være muligt at klage over konkrete sundhedspersoner. Det gælder fx, hvis der er skærpende omstændigheder i en sag, eller hvis der er givet helt eller delvist medhold i forløbsklagen.

Læring i fokus

Ændringen skal ikke bare give en mere enkel indgang til klagesystemet. Det skal også sikre øget fokus på læring af klagesagerne.

”Langt de fleste patienter og pårørende klager, fordi de gerne vil sikre, at behandlingsstedet lærer af eventuelle fejl, der er begået, så andre ikke oplever det samme,” siger Lizzi K. Jakobsen og uddyber:

”Alle forløbsklager bliver sendt til behandlingsstedet. Det giver derfor behandlingsstederne et bedre overblik over, hvad patienterne klager over. Det bliver dermed også lettere for ledelsen at uddrage systematisk læring af klagerne og sikre tiltag, der forhindrer fejl i fremtiden.”

Lovændringen træder i kraft den 1. januar 2025.

Fakta

En forløbsklage kan også fremover blive til en disciplinærnævnssag. Det gælder, hvis:  

  • patienten har indsendt en klage over et forløb eller et behandlingssted, og vi har vurderet, at der er ”skærpende omstændigheder” i sagen.

    Der er tale om skærpende omstændigheder, hvis vi ud fra klagen og det materiale, som vi indhenter fra behandlingsstedet i den konkrete sag, vurderer, at der er alvorlig fare for patientsikkerheden.
  • patienten har fået medhold i din klage (eller dele af den) og ønsker at klage over en eller flere konkrete sundhedspersoner.
  • den sundhedsfaglige behandling ikke er foretaget på et behandlingssted, f.eks. på gaden.
  • behandlingsstedet, hvor den sundhedsfaglige behandling er foretaget, ikke længere eksisterer.

 Sådan ser sagsprocessen ud efter den 1. januar 2025

Sådan ser sagsprocessen ud efter den 1. januar 2025