Norm for journalføring i tandsager beskrevet

Mange tandlæger har efterspurgt mere klarhed om journalføring. Derfor udgiver Styrelsen for Patientklager nu en praksissammenfatning om journalføring på tandområdet.

”Vi ved fra klagesager og dialog med tandlæger, at mange er usikre på, hvad der skal dokumenteres i journalen. Vi vil gerne bidrage til læring af klagesagerne. Derfor har vi lavet en praksissammenfatning, der gennem en række cases, viser styrelsens norm på konkrete områder,” fortæller Mia Portz Johannsen og uddyber:

”Det kan for eksempel være, hvornår journalen skal skrives, hvad den skal indeholde, eller hvordan den skal opbevares.”

Mia Portz Johannsen er tandlæge i Styrelsen for Patientklager og en af forfatterne bag praksissammenfatningen.

Konkrete cases viser normen

I alt 22 sager, hvor der er eller ikke er givet kritik, er beskrevet i praksissammenfatningen.

Sammenfatningen er den første af sin slags. Mia Portz Johannsen er glad for, at der nu er en praksissammenfatning særligt til tandlæger:

”Jeg håber og tror, at sammenfatningen vil være meget anvendelig for tandlæger, fordi de udvalgte cases alene handler om tandområdet. På den måde bliver det relevant som opslagsværk for tandlægerne.”

” Udover at bruge praksissammenfatningen som opslagsværk, håber jeg, at praksissammenfatningen viser, at vi i styrelsen lægger stor vægt på indholdet i journalen, når vi behandler en klagesag.,” afslutter hun.

Endnu en praksissammenfatning på vej

Styrelsen for Patientklager planlægger allerede nu endnu en praksissammenfatning til tandlægerne. Denne vil fokusere på behandling og vil derfor i højere grad være retningsgivende for selve det tandlægefaglige arbejde.