Ankenævnet fastslog, at der ikke var inhabilitet ved 1. instans, og tog stilling til anke

Det Psykiatriske Ankenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 4. september 2013 vedrørende beslutning om tvangsbehandling af <****> den 30. august 2013 på <****>, <****> Region<****>. Det Psykiatriske Ankenævn finder ikke grundlag for at fastslå, at formand <****> var inhabil ved sagens behandling.

Det psykiatriske patientklagenævns afgørelse

Den 13. august 2013 blev indlagt på , Region. Den 26. august 2013 blev der opstartet motivation for behandling med henblik på beslutning om tvangsbehandling, hvis ikke ønskede behandlingen frivilligt.

Den 30. august 2013 traf overlægen beslutning om tvangsbehandling med ”tablet/smelt/dråber Risperdal 2 mg x 1 i en uge som afprøvning af, om han kunne tåle præparatet, hvorefter der gives injektion Xeplion 150 mg i.m., 8. dag Xeplion 100 mg i.m., og herefter injektion Xeplion 75 mg én gang pr. måned. Efter tre injektioner skulle tilbydes at få taget en koncentrationsbestemmelse af Xeplion i blodet før 4. depotinjektion med henblik på serummonitorering. Hvis han nægtede blodprøvetagning, ville dosis justeres i forhold til den kliniske effekt indenfor rekommanderede interval til maksimalt 150 mg én gang pr. måned. Alternativt, hvis han nægtede tabletindtagelse, injektion Zyprexa 10 mg x 2. Hvis Patientklagenævnet ikke godkender ovennævnte depotbehandling med Xeplion vil der i stedet blive givet: Tablet/smelt/dråber Risperdal 2 mg x 1 i en uge, hvorefter dosis vil blive reguleret efter effekt og eventuelle bivirkninger indtil maksimalt 8 mg Risperdal pr. døgn eventuelt fordelt på to døgndoser og serummonitoreret ifald pt. vil medvirke hertil. Alternativt vil der, ifald pt. nægter indtagelse, blive givet inj. Zyprexa 10 mg x 2.”

Klagen blev tillagt opsættende virkning.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen. Han klagede samtidig over, at formanden ved Det  Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen var inhabil, idet han anførte, at formand tidligere havde deltaget i behandlingen af hans sager og blandt andet givet medhold i, at sygehus måtte give tvangsbehandling på et forkert grundlag. har videre anført, at han har politianmeldt .

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen underkendte ved afgørelse af 4. september 2013 beslutningen om tvangsbehandling af .

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen fastslog ved afgørelse af 12. februar 2014, at formand ikke i forbindelse med behandling af sagen vedrørende på nævnsmøde den 4. september 2013 var inhabil.

Det psykiatriske ankenævns begrundelse

Klage over inhabilitet

Det fremgår af brev af 19. februar 2014 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen til brug for sagen, at der på nævnsmøde den 12. februar 2014 blev taget stilling til spørgsmålet om inhabilitet, hvor nævnets øvrige medlemmer besluttede, at de ikke fandt inhabil i relation til behandlingen af sagen, hvori der blev truffet afgørelse den 4. september 2013. Beslutningen om, at ikke havde været inhabil fremgår ligeledes af protokollen for mødet den 12. februar 2014. Det fremgår videre af brevet af 19. februar 2014, at nævnet kunne henholde sig til det anførte i udtalelse af 11. oktober 2013 fra kontorchef .

Det fremgår af brevet af 19. februar 2014, at i forbindelse med tidligere klager fra til Det Psykiatriske Patientklagenævn havde deltaget i behandlingen af en eller flere af disse sager som sagsbehandler, men ikke som formand. Endvidere var ikke bekendt med, at have været anmeldt til politiet i forbindelse med sit virke ved Det Psykiatriske Patientklagenævn, ligesom der ikke behandles en klage over ved Folketingets Ombudsmand.

Ankenævnet kan oplyse, at det blandt andet fremgår af § 3 i forvaltningsloven, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag efter stk. 1, nr. 1, hvis vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, samt efter stk. 1, nr. 5, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Ankenævnet kan videre oplyse, at det fremgår af § 3, stk. 2, at inhabilitet dog ikke foreligger, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Det er på baggrund af ovennævnte oplysninger ankenævnets vurdering, at formand ikke havde en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald.

Det er videre ankenævnets vurdering, at det forhold, at ved tidligere klagesager havde deltaget ved behandlingen af sagerne ikke er udtryk for, at hun havde været repræsentant for nogen, der havde en sådan personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald.

Ankenævnet har lagt vægt på, at ved de tidligere sager havde repræsenteret sekretariatet for Det Psykiatriske Patientklagenævn og ikke én af sagens parter.

Det er videre ankenævnets opfattelse, at det forhold, at de tidligere sager eventuelt blev underkendt ved den efterfølgende 2. instansbehandling ikke i sig selv medfører, at herved fik en sådan interesse i udfaldet af afgørelsen, at hun måtte betragtes som inhabil ved behandlingen af den sag, hvori der blev truffet afgørelse den 4. september 2013.

Det er endeligt ankenævnets vurdering, at der ikke i øvrigt er anført omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om s upartiskhed i relation til den afgørelse, der blev truffet den 4. september 2013.

Ankenævnet har hertil lagt vægt på, at spørgsmålet om inhabilitet ikke blev rejst før efter der var truffet afgørelse i sagen.

Det Psykiatriske Ankenævn finder på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at formand var inhabil ved behandlingen af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningens sag omhandlende beslutning af 30. august 2013 om tvangsbehandling af , der blev truffet afgørelse i den 4. september 2013.

Klage over beslutning om tvangsbehandling

Ankenævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Ankenævnet finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af kværulantforrykthed med en konstant opfattelse af, at myndighederne ønskede at skade ham.

Det fremgår af tvangsprotokollen, at der blev truffet beslutning om to behandlingssæt, således at der kunne gives behandling med det andet behandlingssæt, hvis ikke Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte det første behandlingssæt. Det fremgår af journalen, at der ligeledes har været motiveret for begge behandlingssæt.

Det er ankenævnets opfattelse, at der ved beslutning om flere behandlingssæt reelt er tale om separate beslutninger om tvangsbehandling.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 12, stk. 5, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at patienten, forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling, skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst tre dage.

Ankenævnet kan videre oplyse, at det fremgår af § 3 i bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at formålet med motivationsperioden er, at patienten skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Det fremgår yderligere af psykiatrilovens § 4, stk. 1, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at indholdet af motivationen i betænkningstiden skal være tilstrækkelig konkret til, at patienten har mulighed for tage stilling til, om han eller hun ønsker at tage imod behandlingen frivilligt.

Det er ankenævnets opfattelse, at en motivation for og beslutning om flere separate behandlingssæt ikke er tilstrækkelig konkret til, at patienten har mulighed for at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen.

Ankenævnet finder herefter ikke, at fik tilstrækkelig mulighed for at overveje sit samtykke til behandlingen, da det ikke kan antages at have været klart for ham, hvilket af de to behandlingssæt, der ville blive iværksat behandling med. 

Det er således ankenævnets opfattelse, at der ikke er gjort, hvad der er muligt for at opnå s frivillige medvirken, idet han burde have været motiveret konkret for ét specifikt behandlingssæt.

Ankenævnet finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldte.

Ankenævnet tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2010 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

§ 4, stk. 1: Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2: Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3: Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4: Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

5: Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

§ 10, stk. 1: Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.

Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten modsætter sig overførelsen.

Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er begæringen fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige denne.

§ 12, stk. 1. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis patienten opfylder betingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.

Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse efter stk. 4, om tvangsbehandling skal patienten have en passende betænkningstid,

hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

Bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

§ 5: Depotpræparater bør i videst muligt omfang undgås og må ikke være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen man ikke kender.

Bekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 af sundhedsloven:

§ 15:Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.

stk. 2: Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.

stk.3: Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. § 16.

Stk. 4: Et informeret samtykke efter afsnit III kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Stk. 5: Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets form og indhold.

§ 16: Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.

Stk. 2: Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1.

Stk. 3:Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 15, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og indhold.