Forskellige angivelser i journal og motivationsark gjorde det usikkert, om patienten var motiveret konkret

Det Psykiatriske Ankenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 21. juli 2014 vedrørende beslutning om tvangsbehandling af <****> den 14. juli 2014 på <****>, <****>, <****>Region<****>.

Det psykiatriske patientklagenævns afgørelse

Den 10. juli 2014 blev indlagt på , . Han var ved indlæggelsen vurderet psykotisk.

Den 11. juli 2014 blev der ordineret tablet Zyprexa 5 mg, en gang dagligt, med mulighed for stigning til 20 mg afhængig af effekt og bivirkninger. Subsidiært injektion Zyprexa 5 mg maksimalt, to gange dagligt.

Den 14. juli 2014 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Zyprexa 5 mg med eventuel stigning til 20 mg afhængig af effekt og bivirkninger. Subsidiært Zyprexa 5 mg maksimalt, to gange dagligt.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 21. juli 2104 beslutningen om tvangsbehandling af .

Det psykiatriske ankenævns begrundelse

Ankenævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Ankenævnet skal indledningsvist bemærke, at det fremgår af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse, at der var tale om en skrivefejl på tvangsprotokollen, da beslutningen blev truffet den 14. juli 2014. Motivationsregistreringen stoppede den 14. juli 2014, og der blev klaget over beslutningen den 15. juli 2014. Endvidere blev lægeerklæringen udfærdiget den 14. juli 2014.

Ankenævnet har på denne baggrund lagt til grund, at beslutningen blev truffet den 14. juli 2014.

Ankenævnet finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af megalomane forestillinger, idet han mente at være sendt på en mission af Gud for at frelse verden. Han havde dertil vrangforestillinger om at .

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 12, stk. 5, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at patienten, forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling, skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst tre dage.

Ankenævnet kan videre oplyse, at det fremgår af § 3 i bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at formålet med motivationsperioden er, at patienten skal have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen.

Ankenævnet kan hertil oplyse, at patienten forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling så vidt muligt skal have haft mulighed for at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.

Ankenævnet kan yderligere oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at patienten i betænkningstiden dagligt skal tilbydes medicin til frivillig indtagelse, og at den forsøgte motivation skal journalføres.

Det er på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at en patient har krav på højst tre dages betænkningstid, inden der træffes beslutning om tvangsbehandling. Dette forhindrer ikke overlægen i at give patienten en længere betænkningstid.

Den 11. juli 2014 kl. 13 blev der ifølge motivationsarket igangsat motivation af   for tablet Zyprexa 5 mg en gang dagligt med mulighed for stigning til 20 mg afhængig af effekt og bivirkninger. Subsidiært injektion Zyprexa 5 mg maksimalt to gange dagligt.

Det fremgår videre af motivationsarket, at den 12. og 13. juli 2014 blev motiveret, men det er ikke angivet hvilken præparat eller dosis.

Den 13. juli 2014 kl. 10 blev ifølge journalen motiveret for tablet Zyprexa 5 mg, en gang dagligt, med mulighed for stigning til 20 mg afhængig af effekt og bivirkninger.

Det fremgår af motivationsarket og journalen for den 13. juli 2014 at disse er udfærdiget af forskellige sundhedspersoner.

Den 14. juli 2014 kl. 13.41 blev det noteret i journalen, at var i motivationsfase for Zyprexa.

Den 14. juli 2014 blev der motiveret for tablet Zyprexa 5 mg, en gang dagligt, med mulighed for stigning til 20 mg afhængig af effekt og bivirkninger. Subsidiært injektion Zyprexa 5 mg maksimalt, to gange dagligt.

Ankenævnet har bemærket, at det hverken fremgår af journalen eller motivationsarket, at konkret blev motiveret for tvangsbehandling med Zyprexa den 12. juli 2014.

På baggrund af de forskellige angivelser i motivationsarket og journalen for den 13. juli 2014, samt den manglende motivation for det fulde dosisinterval den 12. juli 2014 finder ankenævnet ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed kan fastslås, at blev motiveret konkret for den tvangsbehandling, der blev truffet beslutning om den 14. juli 2014.

Ankenævnet finder herefter, at det ikke kan lægges til grund, at fik en tilstrækkelig motivation og betænkningstid forud for beslutningen den 14. juli 2014.

Det er hertil ankenævnets opfattelse på baggrund af journalen, at der ikke forelå en akut situation, hvor udsættelse af behandling ville være til fare for hans eller andres liv og helbred, som kunne begrunde en beslutning om tvangsbehandling uden yderligere betænkningstid.

Ankenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 12, stk. 4, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse. 

Det fremgår ikke af journalen, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling af en overlæge den 14. juli 2014.

Af tvangsprotokollen fremgår, at beslutningen blev truffet den 11. juli 2014.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har til Det Psykiatriske Ankenævn oplyst, at på baggrund af de oplysninger patientklagenævnet havde, havde man lagt til grund, at der var truffet beslutning om tvangsbehandling af en overlæge.

har oplyst til sagen, at vedkommende som har underskrevet tvangsprotokollen vedrørende tvangsbehandling ikke er overlæge og ikke fungerede som overlæge den 14. juli 2014.

Ankenævnet finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldte.

Ankenævnet ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen, således at ankenævnet ikke kan godkende den beslutning om tvangsbehandling, der blev truffet den 21. juli 2014.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2010 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

§ 4, stk. 1: Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2: Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3: Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4: Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

5: Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

§ 10, stk. 1: Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.

Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten modsætter sig overførelsen.

Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er begæringen fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige denne.

§ 12, stk. 1. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis patienten opfylder betingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.

Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse efter stk. 4, om tvangsbehandling skal patienten have en passende betænkningstid,

hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

Bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

§ 5: Depotpræparater bør i videst muligt omfang undgås og må ikke være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen man ikke kender.

Bekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 af sundhedsloven:

§ 15:Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.

stk. 2: Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.

stk.3: Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. § 16.

Stk. 4: Et informeret samtykke efter afsnit III kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Stk. 5: Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets form og indhold.

§ 16: Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.

Stk. 2: Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1.

Stk. 3:Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 15, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2.

Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og indhold.