1. instans havde ikke indhentet tilstrækkeligt med oplysninger

Det Psykiatriske Ankenævn hjemviser den afgørelse, der er truf­fet af Det Psykiatriske Pati­entklagenævn den 16. juli 2019 vedrørende fortsat tvangsmedicinering af i perioden frem til den 29. juni 2019 på , Psykiatrien i Region .

DET PSYKIATRISKE PATIENTKLAGENÆVNS AFGØRELSE

Den 10. april 2019 havde Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus godkendt beslutningen om tvangsbehandling af med tablet Cisordinol (Zuclopenthixol) 20-40 mg, subsidiært injektion Zyprexa 5-10 mg im dagligt, og den 11. april 2019 blev tvangsbehandlingen iværksat. 

Den 20. juni 2019 blev overflyttet til , Psykiatrien i Region , hvor tvangsbehandlingen fortsatte fra den 21. juni 2019. 

Den 29. juni 2019 klagede over fortsat tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus godkendte ved afgørelse af 16. juli 2019 den fortsatte tvangsmedicinering af .

Den 23. juli 2019 klagede til ankenævnet over afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus om den fortsatte tvangsbehandling.

Det Psykiatriske Ankenævn tiltrådte den 25. september 2019 Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 10. april 2019 om godkendelse af beslutningen om tvangsbehandling.

DET PSYKIATRISKE ANKENÆVNS BEGRUNDELSE

Det fremgår af psykiatrilovens § 12, stk. 1, jf. § 10, stk. 1, jf. § 5, at tvangsbehandling kun må finde sted, hvis patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle den pågældende, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet, eller den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Det fremgår videre af psykiatrilovens § 4, stk. 4, at tvang ikke må anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Dette indebærer, at der skal ske en begrænsning i den tidsmæssige udstrækning af en tvangsforanstaltning til det absolut nødvendige. Ifølge lovens § 21 har overlægen til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

I forbindelse med oversendelse af anken fra Det Psykiatriske Patientklagenævn modtog Ankenævnet journalmateriale fra den 20. – 29. juni 2019, dvs. fra det tidspunktet, hvor blev overflyttet til , Psykiatrien i Region . Herudover lægeerklæring af 3. juli 2019, hvoraf det alene fremgik, at den igangværende tvangsmedicinering skulle fortsætte efter overflytningen.  

Ankenævnet kontaktede Det Psykiatriske Patientklagenævn og bad om at få tilsendt journalmateriale vedrørende sagen inden overflytningen til , Psykiatrien i Region . Det Psykiatriske Patientklagenævn oplyste, at der ikke forelå yderligere materiale. Der er således ikke journalmateriale fra den 11. april 2019, hvor tvangsbehandlingen blev iværksat og frem til overflytningen den 20. juni 2019.

Ankenævnet finder imidlertid ikke, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, da Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelse om fortsat tvangsbehandling af den 16. juli 2019, idet der ikke var indhentet journalmateriale fra før overflytningen, der kunne belyse s tilstand fra den 11. april 2019 og frem til overflytningen. Efter ankenævnets vurdering kan journalmaterialet fra den 20.- 29. juni 2019 ikke stå alene ved den aktuelle vurdering af sagen, herunder i forhold til vurderingen af om fortsat var sindssyg og om den fortsatte tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår behandlingens udstrækning. Ankenævnet vurderer på den baggrund, at Nævnet derfor burde have indhentet journalmateriale fra før overflytningen den 20. juni 2019.

Det fremgår af § 13 i bekendtgørelse nr. 1076 af 27. oktober 2019 om forretningsorden for Det Psykiatriske Ankenævn, at ankenævnet kan tiltræde, ændre, hjemvise eller ophæve det psykiatriske patientklagenævns afgørelse.

Ankenævnet hjemviser på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn til fornyet behandling.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1160 af 29. september 2015 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

§ 10. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.

Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten ikke giver sit informerede samtykke til overførelsen.

Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er begæringen fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige denne.

§ 12. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis patienten opfylder betingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.

Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse efter stk. 4 om tvangsbehandling skal patienten have en passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.

Stk. 6. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

§ 38. Afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region , kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.

Stk. 2. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal indgives, senest 3 måneder efter at klageren har fået meddelelse om Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Det Psykiatriske Ankenævn kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.

Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Bekendtgørelse nr. 1339 af 2. december 2010 om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn

§ 14. Det psykiatriske patientklagenævns afgørelser kan gå ud på, at tvangsindgrebet godkendes, eller at indgrebet findes at være foretaget med urette.

Stk. 2. Ved klage over beslutning om tvangsbehandling kan nævnet godkende eller tilsidesætte beslutningen. Dette gælder også, hvis klagen angår det præparat eller den dosering, der er angivet i beslutningen. Det psykiatriske patientklagenævn kan således ikke anvise et andet præparat eller dosering.

Stk. 3. Er klagen tillige rettet mod den eller de sundhedsperson(er), der har deltaget i den påklagede tvangsudøvelse, tager det psykiatriske patientklagenævn stilling til, om der i den anledning er grundlag for at udtale kritik over for de(n) pågældende.

Bekendtgørelse nr. 1574 af 15. december 2010 om forretningsorden for Det Psykiatriske Ankenævn

§ 13. Ankenævnet kan tiltræde, ændre, hjemvise eller ophæve det psykiatriske patientklagenævns afgørelse.