Patienten var ikke henvist akut og havde derfor kun ret til befordringsgodtgørelse til nærmeste speciallæge

Patientombuddet tiltræder den afgørelse, der er truf¬fet af Kommune <****> den 5. december 2013 om befordringsgodtgørelse til <****>. <****> har ikke ret til yderligere befordringsgodtgørelse.

Klagen

Kommune udbetalte den 5. december 2013 44 kr. i befordringsgodtgørelse til . klagede ved brev af 12. december 2013 over afgørelsen til Patientombuddet.

 

Begrundelse

var den 13. november 2013 til behandling hos en speciallæge i hudsygdomme i By A. Hun ansøgte umiddelbart derefter Kommune om befordringsgodtgørelse.

Kommune traf afgørelse den 5. december 2013. Det fremgår af afgørelsen, at havde søgt behandling hos en speciallæge, som ikke var den, som havde konsultationssted nærmest ved hendes opholdssted. ville alene have været berettiget til befordringsgodtgørelse svarende til udgiften til billigste offentlige transport (rejsekorttakst) med 44 kr., såfremt hun havde søgt behandling hos nærmeste speciallæge.

har i sit brev af den 12. december 2013 anført, at hun sidst i september blev henvist af sin alment praktiserende læge til behandling hos en hudlæge på grund af mistanke om hudkræft. har videre anført, at hun startede med at kontakte hudlægen i By B, men at hun der først kunne få en tid i maj 2014, og at det kunne hun ikke vente på, da hun tidligere havde haft en anden kræftsygdom. har endvidere oplyst, at hun på Sundhed.dk kunne se, at der var kortere ventetid i By A, hvorfor hun foretrak at tage imod behandling der. har ydermere anført, at det viste sig, at hun havde hudkræft, som hun nu har fået fjernet, men at hun skal til en efterfølgende kontrol – og muligvis flere derefter – i marts 2014. 

Det fremgår af sundhedslovens § 170, stk. 2, at der, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, ydes befordringsgodtgørelse til behandling hos den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted.

En patient har kun ret til befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til den nærmeste speciallæge, som kan give behandling.

Det følger af § 7 i dagældende bekendtgørelse nr. 1266 af 15. december 2012 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, nu bekendtgørelse nr. 1662 af 27. december 2013. Efter denne bestemmelse skal den nærmeste speciallæge være forhindret, for at en patient kan få befordringsgodtgørelse til en fjernere beliggende speciallægepraksis.

Det følger af hidtidig praksis, at nærmeste speciallæge som udgangspunkt ikke kan anses for at være forhindret, selvom en fjernere beliggende speciallægepraksis har kortere ventetid til behandling. Det følger dog tillige af praksis, at der skal tages hensyn til lidelsens karakter og patientens generelle helbredstilstand ved vurderingen af, om der i det konkrete tilfælde foreligger en forhindring.

Patientombuddet kan oplyse, at i tilfælde hvor den alment praktiserende læge på henvisningstidspunktet mistænker, at der er tale om en akut tilstand - fx hudkræft - da vil lægen selv ringe til speciallægen og oplyse, at det er akut, og da vil patienten typisk få en tid inden for 7 hverdage. Speciallæger har ved patientopringninger som udgangspunkt kun "ventetider". Dette er årsagen til, at det er den alment praktiserende læge, som selv ringer op til speciallægen, hvis der er behov for, at en patient får en akuttid.

Det er herefter Patientombuddets opfattelse, at ikke søgte den nærmeste speciallæge, som kunne give den nødvendige behandling.

Patientombuddet har ud fra de foreliggende oplysninger lagt vægt på, at den alment praktiserende læge ikke kontaktede speciallægepraksis direkte, men udfærdigede en henvisning til , som kunne anvendes til konsultation hos en hvilken som helst speciallæge med det relevante speciale, og at  det er oplyst, at selv kontaktede hudlægen i By A. Patientombuddet har forståelse for, at patienten selv kan have et konkret ønske om at komme hurtigt i behandling eller opnå hurtig afklaring. Det er dog i forhold til retten til befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven og regler udstedt i medfør heraf ikke muligt at lægge vægt på, at det efter henvisningstidspunktet eventuelt viser sig, at der var tale om en akuttilstand.  

Det er herefter Patientombuddets vurdering, at ikke opfylder betingelserne for at modtage befordringsgodtgørelse til hudlægen i By A, men at hun opfylder betingelserne for at modtage befordringsgodtgørelse svarede til udgiften til billigste offentlige transport til speciallægen i By B med 44 kr.

På denne baggrund finder Patientombuddet, at ikke er berettiget til yderligere befordringsgodtgørelse i forbindelse med sin undersøgelse/behandling hos speciallæge den 13. november 2013.