Nærmeste speciallæge var forhindret, da denne ikke tog nye patienter ind.

Patientombuddet ændrer den afgørelse, der er truffet af Kommune <****> den 17. september 2014 om befordringsgodtgørelse til <****>. <****> har ret til befordringsgodtgørelse. Kommune <****> beregner og udbetaler befordringsgodtgørelse til <****>.

Klagen

Kommune meddelte ved afgørelse af 17. september 2014 afslag på befordringsgodtgørelse.   klagede ved udateret brev til Kommune over afgørelsen. Kommune genvurderede herefter sagen. Kommune fastholdt afgørelsen og sendte den 30. september 2014 sagen videre til Patientombuddet.

Begrundelse

var den 12. august 2014 til behandling hos speciallæge 1, . Han ansøgte herefter Kommune om befordringsgodtgørelse.

Kommune traf afgørelse den 17. september 2014. Det fremgår af afgørelsen, at havde søgt behandling hos en speciallæge, som ikke var den, som havde konsultationssted nærmest ved hans opholdssted.

Det fremgår af sundhedslovens § 170, stk. 2, at der, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, ydes befordringsgodtgørelse til behandling hos den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted.

En patient har kun ret til befordringsgodtgørelse svarende til afstanden til den nærmeste speciallæge, som kan give den nødvendige behandling.

Det følger af § 7 i bekendtgørelse nr. 1662 af 27. december 2013 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven. Efter denne bestemmelse skal den nærmeste speciallæge være forhindret, for at en patient kan få befordringsgodtgørelse til en fjernere beliggende speciallægepraksis.

har i sit brev til Kommune anført, at han blev henvist til speciallæge 1til kontrol den 12. august 2014 på grund af for højt tryk i øjnene. Han har desuden anført, at det var Patientkontoret i , der fandt en tid til ham hos speciallæge 1.

Det fremgår af Kommune oplysninger, at nærmeste øjenlæge bør tage patienter med denne lidelse ind til kontrol, og at det i s tilfælde skulle ske efter 3 måneder. Kommune har været i kontakt med speciallæge 2, der var s nærmeste speciallæge i øjensygdomme. Speciallæge 2 oplyste, at de ikke ville tage nye patienter ind, uanset lidelsens karakter. Region har oplyst, at øjenlæger ikke kan tvinges hertil, medmindre der er tale om en akut situation, hvilket ikke er tilfældet her.

Patientombuddet har på baggrund af oplysninger fra Kommune lagt til grund, at modtog behandling hos speciallæge 1 efter sundhedslovens § 64, hvorfor der ikke har været tale om, at han blev omvisiteret fra et sygehus. Heraf følger, at Kommune var rette myndighed til at behandle s ansøgning om befordringsgodtgørelse.

Det følger af hidtidig praksis, at nærmeste speciallæge som udgangspunkt ikke kan anses for at være forhindret, selvom en fjernere beliggende speciallægepraksis har kortere ventetid til behandling. Det følger dog tillige af praksis, at der skal tages hensyn til lidelsens karakter og patientens generelle helbredstilstand ved vurderingen af, om der i det konkrete tilfælde foreligger en forhindring.

Det er Patientombuddets opfattelse, at der i s tilfælde ikke blot var tale om lang ventetid. har ikke haft mulighed for at vælge speciallæge 2, da de ikke ville tage nye patienter ind. Nærmeste speciallæge i øjensygdomme for måtte derfor anses for at være forhindret, hvorfor har været berettiget til at vælge nærmeste speciallæge, der ikke var forhindret.

Da andet ikke er anført af Kommune , har Patientombuddet lagt til grund, at speciallæge 1 var nærmeste speciallæge, der ikke var forhindret.

Patientombuddet har endvidere lagt til grund, at modtager pension, jf. ovennævnte bekendtgørelses § 5, og at udgiften til befordring frem og tilbage mellem s bopæl og speciallægepraksis ved speciallæge 1 overstiger 25 kr., jf. bekendtgørelsens § 27, stk. 1.

Patientombuddet ændrer således den afgørelse, der er truf­fet af Kommune den 17. september 2014 om befordringsgodtgørelse til til speciallæge 1, .

Kommune beregner og udbetaler befordringsgodtgørelse til .

Lovgrundlag

 

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 170. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig befordring til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov.

Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse til personer omfattet af stk. 1 og til personer, der har ret til tilskud til ydelser ved alment praktiserende læge efter § 168, stk. 1.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer for nødvendig befordring til og fra speciallæge, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf. § 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse ved besøg hos speciallæge for personer omfattet af 1. pkt., personer omfattet af § 59, stk. 1, og personer, der har ret til tilskud til ydelser ved speciallæge efter § 168, stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.

Bekendtgørelse nr. 1662 af 27. december 2013 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 5. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis personen er henvist dertil af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 7. Befordringsgodtgørelse efter §§ 5 og 6 ydes kun i forbindelse med besøg hos den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultation nærmest ved patientens opholdssted. Hvis denne speciallæge er forhindret i at yde lægehjælp, ydes der befordringsgodtgørelse til den nærmeste, som ikke er forhindret. Søger patienten fjernere beliggende speciallæge, kan der ydes befordringsgodtgørelse med det beløb, patienten havde ret til, hvis denne havde søgt den nærmest beliggende speciallæge.

§ 27. Befordringsgodtgørelse efter §§ 4 og 5, § 11, nr. 1, og § 19, nr. 1, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 25 kr. i alt.

Stk. 2. Befordringsgodtgørelse efter § 6, § 11, nr. 2 og 3, § 19, nr. 2 og 3, og § 23, stk. 1 og 2, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 60 kr. i alt.

Stk. 3. Befordringsgodtgørelse efter § 13, § 16, stk. 4, og § 20, stk. 2, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.

Stk. 4. Befordringsgodtgørelse efter § 20, stk. 1, og § 21, stk. 3, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter kommunalbestyrelsens visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.

Stk. 5. Befordringsgodtgørelse efter stk. 1-4 kan ikke overstige personens faktiske befordringsudgifter.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013:

§ 5.Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører

…..

9) befordring og befordringsgodtgørelse efter § 170 og § 172 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,

…..