Grænsegængers ansøgning om befordringsgodtgørelse skulle behandles af den region, hvor patienten havde arbejdssted.

Patientombuddet hjemviser den afgørelse, der er truffet af Region 1 den 8. december 2014 om befordringsgodtgørelse til <****> til Sygehus 2. Region 1 skal sende <****>s ansøgning til Region 2, som er rette myndighed til at træffe afgørelse i sagen.

Klagen

Region 1 meddelte ved afgørelse af 8. december 2014 afslag på befordringsgodtgørelse. klagede ved brev af 11. december 2014 over afgørelsen.

 

Begrundelse

var den 14. november 2014 til behandling på Sygehus 2. Hun ansøgte  den 20. november 2014 Region 2 om befordringsgodtgørelse. Det fremgår af s ansøgning, at den tillige blev stemplet modtaget den 28. november 2014.

Region 1 traf afgørelse den 8. december 2014. Det fremgår af afgørelsen, at havde benyttet sig af det frie sygehusvalg, idet hun efter Region 1s sædvanlige visitationspraksis kunne være blevet behandlet på Sygehus 1, hvortil hun ikke ville have været berettiget til befordringsgodtgørelse.

har i sit brev af 11. december 2014 anført, at hun er bosiddende i Tyskland og arbejder i By i Danmark, og at hun derfor er grænsegænger. I juli/august 2014 ansøgte hun om et særligt sundhedskort i Kommune 1, da hun har arbejdssted i By . Kommunen videresendte ansøgningen til Kommune 2, da hun senest var fraflyttet Kommune 2. Det er hertil videre anført, at undersøgelsen, som var henvist til, ikke kunne udføres på Sygehus 3 men på Sygehus 1. er derfor uforstående overfor, at hun ikke kan få refunderet sin transportudgift, når hun ikke længere hører til Region 1.

En person har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:

1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.

2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.

3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

Befordring eller befordringsgodtgørelse ydes mellem patientens bopæl og behandlingsstedet.

Det fremgår af § 11 og § 28, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven. Det er sædvanligvis regionsrådet i patientens bopælsregion, der træffer afgørelse om befordring eller befordringsgodtgørelse, jf. samme bekendtgørelses § 16, stk. 2.

Det tidligere Indenrigs- og Sundhedsministeriet, nu Sundheds- og Ældreministeriet, har udtalt sig vejledende om fastlæggelse af bopæl i tilfælde, hvor personer, der har arbejde i Danmark, men har bopæl i et andet EU-land, ansøger om befordringsgodtgørelse i forbindelse med sygehusbehandling. Af ministeriets brev af 12. juli 2010 fremgår således følgende [citat]:

”Befordring eller befordringsgodtgørelse ydes som udgangspunkt mellem patientens bopæl og sygehuset. Hvis grænsearbejderen har et fast opholdssted (overnatningssted) i Danmark under sine ophold her, anses dette opholdssted som personens ’bopæl’.

Hvis grænsearbejderen ikke har et fast opholdssted i Danmark, vil arbejdsstedet være at betragte som det faste tilknytningssted for personen og dermed for personens ’bopæl’.

Grænsearbejdere skal opfylde betingelserne i befordringsbekendtgørelsen for at opnå befordring eller befordringsgodtgørelse mellem genoptræningsstedet og opholdsstedet/arbejdsstedet. Kommunen er alene forpligtet til at yde godtgørelse for befordring, svarende til afstanden mellem opholdsstedet/arbejdsstedet og genoptræningsstedet. Grænsearbejderen må selv afholde resterende udgifter ved befordring til bopælen i udlandet.”

Patientombuddet har ud fra de foreliggende oplysninger i sagen lagt til grund, at ikke har et fast opholdssted (overnatningssted) i Danmark.

Patientombuddet kan oplyse, at en person, der arbejder og er socialt sikret i Danmark, uden at bo her, har ret til et særligt sundhedskort. En person, der første gang bliver dansk sikret som grænsearbejder på grund af beskæftigelse i en dansk virksomhed, skal henvende sig til den kommune, hvor arbejdsgiveren har sit hjemsted.

Det er Patientombuddets opfattelse, at i de tilfælde, hvor en grænsearbejder ikke har et fast opholdssted i Danmark, men pendler mellem arbejdet i Danmark og bopælen i Tyskland, må ’bopæl’ anses for at være adressen på det faste arbejdssted. Region 2 skulle derfor have behandlet s ansøgning om befordringsgodtgørelse, da efter det oplyste arbejder i By .

På denne baggrund hjemviser Patientombuddet den afgørelse, der er truf­fet af Region 1 den 8. december 2014 om befordringsgodtgørelse til til Sygehus 2. Region 1 skal sende ansøgningen til Region 2 med henblik på, at Region 2 træffer afgørelse i sagen.