Ikke ret til godtgørelse af ekstraudgifter med trappetjener på grund af begrænsede adgangsforhold til lægeklinik

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder den afgørelse, der er truffet af Kommune den 26. oktober 2015 med skriftligt delvis afslag den 11. december 2015 om befordringsgodtgørelse til speciallæge i øjensygdomme. har ikke ret til yderligere befordringsgodtgørelse. Kommune har ikke handlet i strid med forvaltningslovens § 24, jf. § 22, ved begrundelsen den 11. december 2015 af afgørelse af 26. oktober 2015 til .

Sagsnummer:

16SPS08

Offentliggørelsesdato:

2. marts 2016

Juridisk tema:

Kørsel og kørselsgodtgørelse

Kategori:

Patientrettigheder

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder den afgørelse, der er truffet af Kommune <****> den 26. oktober 2015 med skriftligt delvis afslag den 11. december 2015 om befordringsgodtgørelse til speciallæge i øjensygdomme. <****> har ikke ret til yderligere befordringsgodtgørelse. Kommune <****> har ikke handlet i strid med forvaltningslovens § 24, jf. § 22, ved begrundelsen den 11. december 2015 af afgørelse af 26. oktober 2015 til <****>.

Klagen

Kommune udbetalte den 26. oktober 2015 216 kr. i befordringsgodtgørelse til . Kommune meddelte delvist afslag ved skriftlig afgørelse den 11. december 2015 efter anmodning. s søn klagede den 7. januar 2016 over kommunens afgørelse samt manglende begrundelse på vegne af .

Begrundelse

, som modtager pension, var den 23. september 2015 til behandling hos speciallæge i øjensygdomme. Hun indsendte herefter taxakvitteringer på i alt 1600 kr. til Kommune .

Kommune udbetalte den 26. oktober 2015 216 kr. i befordringsgodtgørelse til . Kommune begrundede efterfølgende i brev af 11. december 2015 det udbetalte beløb med, at kommunen ikke dækker udgifter til kørsel med trappetjener, og blev i den forbindelse henvist til at kontakte læge/speciallæge i forhold til tilgængelighed. Endvidere fremgår det, at afgørelsen er truffet ud fra sundhedslovens § 170, stk. 1 og 2.

Det fremgår af sundhedslovens § 170, stk. 1-3, at der, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, ydes befordringsgodtgørelse til behandling hos alment praktiserende læge, og til den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted.

Det fremgår videre af §§ 4-5 i bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, at personer, der modtager pension efter de sociale pen­sions­love, har ret til godtgørelse for befordring til og fra alment praktiserende læge samt til og fra speciallæge, hvis personen er henvist til speciallæge af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7. Det fremgår videre af § 8, stk. 1, at det er patientens opholdskommune, der yder befordringsgodtgørelse efter §§ 4-5.  

Endvidere fremgår det af § 26 i samme bekendtgørelse, at befordringsgodtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel omfattende offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil m.v.

Det følger af ovennævnte regelsæt, at pensionister har en ret til godtgørelse for befordring til og fra alment praktiserende læge og speciallæge, såfremt befordringsudgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 25 kr. i alt, jf. samme bekendtgørelses § 27, stk. 1. 

Det antages imidlertid videre efter fast praksis, at reglerne om befordringsgodtgørelse ikke afskærer kommunen fra at tilbyde fribefordring (godtgørelse for udgift til taxa eller andet ikke-offentligt befordringsmiddel) i stedet for befordringsgodtgørelse.

Fribefordring er et alternativ til befordringsgodtgørelse, hvor borgeren for en nærmere fastsat fremtidig periode tilbydes gratis dør-til-dør befordring til læge og speciallæge.

Det fremgår af sagens oplysninger, at er bevilget fribefordring, og at hun vil få godtgjort udgifter til taxa i forbindelse med behandling hos læge og speciallæge.

s søn har i sin klage af 7. januar 2016 blandt andet anført, at hans mor er lam i højre side og anvender kørestol. Han har videre anført, at hun skulle til øjenlæge den 23. september 2015, og at afstanden fra hendes bopæl var 1-2 km. Han har videre anført, at der hos øjenlægen er 6 trappetrin op til elevatoren, hvilket kræver anvendelse af en trappetjener. Han har hertil anført, at fordi hans mor er tryg ved øjenlægen, er hun indstillet på, at hun selv skal betale ekstraomkostningen ved trappetjeneren. Hun betalte 1.600 kr. for befordring med taxa til øjenlægen.

s søn har anført, at han i en mail af 16. november 2015 fra Kommune blev meddelt, at kommunen alene kunne godtgøre 216 kr., da kommunen ikke bevilligede trappetjener. Han har hertil anført, at den 16. juni 2015 havde en helt tilsvarende tur med taxa, hvor det blev udspecificeret, at en trappetjener kostede 300 kr. pr. gang, altså 600 kr. i alt. Han har anført, at han således mener, at der burde refunderes 1.000 kr. af de 1.600 kr. taxaregningen var på.

Det fremgår af journalnotat af 26. oktober 2015, at Kommune modtog to taxakvitteringer på i alt 1.600 kr. Videre fremgår det, at Taxaselskab har oplyst til kommunen, at der er anvendt trappetjener, og at den reelle tur har kostet 100 kr. hver vej, hvilket refunderes til . Af e-mail af 10. december 2015 fra Taxaselskab til Kommune fremgår det, at prisen for kørsel uden trappetjener den 23. september 2015 var 108 kr. pr. vej.

Kommune har i en udtalelse til sagen oplyst, at Taxaselskab i forbindelse med en tidligere behandling havde faktureret henholdsvis 703 kr. og 698 kr. for kørsel fra bopæl til øjenlægen og retur. Kommune rettede dengang henvendelse til Taxaselskab med henblik på en forklaring af beløbet. Det blev her oplyst, at Taxaselskab fakturerer kørsel frem og tilbage til Vej , hvor trappetjeneren skal hentes og bringes tilbage.

Kommune har videre oplyst, at kommunen dengang valgte at udbetale hele beløbet til , fordi kommunen vurderede, at hun og hendes søn havde handlet i god tro. Kommunen har videre oplyst, at sønnen allerede på det tidspunkt blev oplyst om omstændighederne og fik forklaret, hvorfor beløbet var så højt, netop med henblik på at undgå en lignende situation fremadrettet.

Kommune har anført, at man således har godtgjort det reelle beløb for befordring fra s bopæl til nærmeste speciallæge og har anført, at alle udgifter vedrørende trappetjeneren skal afholdes af , da der ikke var tale om akut sygdom. Kommunen har hertil anført, at udgifterne i forbindelse med trappetjeneren må være et mellemværende mellem og Taxaselskab .

s søn er den 28. januar 2016 blevet partshørt over ovenstående oplysninger fra Kommune , og har den 6. februar 2016 indsendt sine bemærkninger hertil.

Han har anført, at Kommune ikke overholder forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2, samt FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap artikel 5,9,12,19 og 25. Han har hertil anført, at kommunen efter hans mening diskriminerer mellem ikke-bevægelseshæmmede og bevægelseshæmmede ved godtgørelse for kørsel til læge.

Han har videre anført, at Kommune i sin skrivelse påstår sig friholdt fra at refundere de udgifter, der vedrører trappetjeneren, da denne sag ikke vedrører akut sygdom. Han har hertil anført, at kommunen ikke henviser til, at der er hjemmel til dette, hvorfor han antager, at kommunen ikke lovligt kan friholde sig disse udgifter.

Han har endvidere anført, at gående borgere har ret til befordringsgodtgørelse til læge og speciallæge, men at handicappede selv skal betale de omkostninger, som deres handicap medfører. Han har hertil anført, at det er en klar diskrimination af bevægelseshæmmede, at de ikke frit kan vælge læge, men skal vælge den nærmeste læge med handicapvenlige forhold, hvilket betyder, at de måske skal fravælge en læge, som de har benyttet hele livet, og som de har tillid til.

Fribefordring er som nævnt en ordning, hvor borgeren tilbydes transport fra dør til dør. Kommunen er i den forbindelse ikke forpligtet til at lægge vægt på, om der er handicapvenlige adgangsforhold hos lægeklinikken. Er klinikken indrettet således, at adgangsforholdene er begrænsede, er der mulighed for at skifte til en klinik, som tilbyder andre, eventuelt handicapvenlige adgangsforhold. Oplysninger herom er tilgængelige på www.sundhed.dk.

Det er således styrelsens opfattelse, at klinikkens begrænsede adgangsforhold ikke giver borgeren ret til godtgørelse i forbindelse med merudgifter til befordring efter sundhedsloven.

Styrelsen har på baggrund af det af Taxaselskab oplyste, lagt til grund, at prisen for kørsel fra s bopæl til speciallægen uden trappetjener den 23. september 2015 var 108 kr. pr. vej.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at ikke er berettiget til yderligere befordringsgodtgørelse i forbindelse med sin behandling hos speciallæge i øjensygdomme.

Styrelsen kan oplyse, at forskelsbehandlingsloven ikke finder anvendelse på sager om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven og regler udstedt i medfør heraf, idet loven omhandler forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mellem arbejdsgiver og arbejdstager.

Af FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap artikel 9 om tilgængelighed fremgår det, at deltagerstaterne skal træffe passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap på lige fod med andre har adgang til blandt andet de fysiske omgivelser og transportmuligheder, der er åbne for eller gives offentligheden. Endvidere fremgår det, at disse foranstaltninger omfatter identifikation og afskaffelse af hindringer og barrierer for tilgængelighed, som blandt andet gælder for bygninger, veje, transportmuligheder og andre indendørs og udendørs faciliteter, herunder skoler, boliger, sygehuse og andre sundhedsfaciliteter og arbejdspladser.

Styrelsen kan oplyse, at FN konventionens artikel 9 ikke kan påberåbes direkte af borgere, idet artiklen som ovenfor beskrevet forpligtiger medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger om tilgængelighed.

Sådanne foranstaltninger er blandt andet truffet i overenskomst om almen praksis af 1. september 2014 indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Det fremgår af overenskomstens § 47, stk. 1 blandt andet, at alle læger skal tilstræbe, at deres konsultationslokaler er tilgængelige for bevægelseshæmmede. I en note til denne paragraf fremgår det, at parterne finder det vigtigt, at bevægelseshæmmede i forbindelse med lægevalg får et bedre grundlag for at vurdere handicapvenligheden i de enkelte lægepraksis. Parterne vil derfor udbygge de oplysninger om handicapvenlighed, som findes på sundhed.dk, og etablere en søgemulighed hvor borgere kan søge på læger ud fra kriterier om handicapvenlighed.

Som ovenfor nævnt, er oplysninger om handicapvenlige adgangsforhold tilgængelige på sundhed.dk, og har således mulighed for at vælge en anden speciallæge med handicapvenlige adgangsforhold, såfremt hun ikke ønsker at afholde ekstraudgifterne i forbindelse med leje af trappetjener, samt ekstra befordringsudgifter i forbindelse hermed.

På baggrund af ovenstående finder styrelsen, at Kommune ikke har overtrådt FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap.

Kommune s begrundelse

s søn har i sin klage anført, at han forgæves har anmodet om en uddybende begrundelse for afgørelsen, idet han ikke kan se, at sundhedslovens § 170, stk. 1 og 2 giver mulighed for ikke at dække kørsel for en kørestolsbruger under dække af, at man ikke vil godtgøre udgifterne til en trappetjener.

 

En afgørelse, som meddeles skriftlig, skal være begrundet. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen giver parten fuldt ud medhold.

Det fremgår af forvaltningslovens § 22.

I afgørelsens begrundelse skal angives de retsregler, som afgørelsen hviler på. Begrundelsen skal også angive de hovedhensyn, som har været bestemmende for udøvelsen af et eventuelt skøn. Hvis det er nødvendigt, skal begrundelsen også indeholde en kort gennemgang af de oplysninger, som har været vigtige for afgørelsens udfald.

Det fremgår af forvaltningslovens § 24.

Styrelsen har lagt vægt på, at Kommune har henvist til, at afgørelsen om kørsel med trappetjener er truffet ud fra sundhedslovens § 170, stk. 1 og 2, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen yder godtgørelse til nødvendig befordring til og fra praktiserende læge til personer som modtager social pension. Hertil har de oplyst, at årsagen til det delvise afslag er, at udgifter til kørsel med trappetjener ikke kan dækkes.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at Kommune har henvist til de retsregler, som kommunens afgørelse hviler på. Styrelsen kan hertil oplyse, at det ikke fremgår direkte af sundhedsloven eller regler udstedt i medfør heraf, at udgifter til trappetjener, eller merudgifter til befordring i forbindelse med denne, ikke kan godtgøres, dette beror på en fortolkning af de nævnte regler. Der kan derfor ikke henvises til en specifik lovregel herom. 

På denne baggrund finder styrelsen, at Kommune ikke har handlet i strid med forvaltningslovens § 24, jf. § 22, ved begrundelsen den 11. december 2015 af afgørelse af 26. oktober 2015 til .

ooo00ooo

Kommentarer fra sagens parter 6. februar 2016 er indgået i styrelsens vurdering af sagen.

Lovgrundlag

 

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

 

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 170. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig befordring til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov.

Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse til personer omfattet af stk. 1 og til personer, der har ret til tilskud til ydelser ved alment praktiserende læge efter § 168, stk. 1.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer for nødvendig befordring til og fra speciallæge, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf. § 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse ved besøg hos speciallæge for personer omfattet af 1. pkt., personer omfattet af § 59, stk. 1, og personer, der har ret til tilskud til ydelser ved speciallæge efter § 168, stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.

Bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 4. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til godtgørelse for befordring til og fra den valgte alment praktiserende læge, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Gruppe 1-sikrede personer bosat på øer, hvor der ikke er etableret lægepraksis, og personer, der af registreringsmæssige årsager ikke kan tilmeldes en læge, som i medfør af § 2, stk. 2, i bekendtgørelse om behandling hos læge i praksissektoren, har adgang til at søge behandling hos enhver alment praktiserende læge, har ret til godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til befordringsudgiften til den nærmest beliggende alment praktiserende læge, som ikke er forhindret i at yde lægehjælp.

§ 5. Personer, der modtager pension efter de sociale pen­sions­love, har ret til godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis personen er henvist dertil af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 8. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor patienten opholder sig, når befordringen rekvireres, yder befordringsgodtgørelse efter §§ 3-7, jf. §§ 26 og 27.

Stk. 2. Til patienter, som i medfør af regler fastsat med hjemmel i sundhedslovens § 168, stk. 1, modtager tilskud fra regionsrådet til behandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge i et andet EU/EØS-land, yder kommunalbestyrelsen godtgørelse af befordringsudgifter som minimum svarende til det behandlingssted i Danmark, hvortil vedkommende ville være berettiget til godtgørelse efter dette kapitel.

§ 26. Befordringsgodtgørelse efter denne bekendtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel.

Stk. 2. Befordringsmidler, der kan ydes godtgørelse til efter stk. 1, omfatter offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil m.v.

§ 27. Befordringsgodtgørelse efter §§ 4 og 5, § 11, nr. 1, og § 19, nr. 1, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 25 kr. i alt.

Stk. 2. Befordringsgodtgørelse efter § 6, § 11, nr. 2 og 3, § 19, nr. 2 og 3, og § 23, stk. 1 og 2, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 60 kr. i alt.

Stk. 3. Befordringsgodtgørelse efter § 13, § 16, stk. 4, og § 20, stk. 2, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.

Stk. 4. Befordringsgodtgørelse efter § 20, stk. 1, og § 21, stk. 3, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter kommunalbestyrelsens visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.

Stk. 5. Befordringsgodtgørelse efter stk. 1-4 kan ikke overstige personens faktiske befordringsudgifter.

Bekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 af forvaltningsloven:

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 11, stk. 2. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori oplysninger kan undtages fra aktindsigt, jf. §§ 15-15 b.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013:

§ 5.Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører

…..

9) befordring og befordringsgodtgørelse efter § 170 og § 172 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,

…..