Befordringsgodtgørelse til to ledsagere samt befordringsgodtgørelse til ledsager, hvis ledsagelsen var nødvendig under behandlingen.

Styrelsen for Patientsikkerhed hjemviser de afgørelser, der er truffet af Region <****> om befordringsgodtgørelse til <****> og ledsagergodtgørelse til <****>s forældre til Sygehus 1. Region <****> skal træffe ny afgørelse i sagen. Region <****> har handlet i strid med forvaltningslovens § 23, ved at afvise at give en skriftlig begrundelse.

Klagen

Region udbetalte i perioden fra den 11. februar til den 17. september 2015 i alt 4400,00 kr. i befordringsgodtgørelse til og ledsagergodtgørelse til s far. s far klagede ved e-mail af 18. september 2015 over afgørelserne på vegne af .

Region udbetalte efter klagens indgivelse 2.200 kr. i befordringsgodtgørelse til og ledsagergodtgørelse til s far. Denne udbetaling vedrørte behandlingsdatoerne 31. august samt 22. og 28. september 2015.

Styrelsen for Patientsikkerhed har lagt til grund, at i forbindelse med udbetalingerne ikke fik korrekt klagevejledning, og styrelsen har derfor valgt at se bort fra klagefristens overskridelse.

Begrundelse

Hændelsesforløb

var i perioden fra den 11. februar til den 28. september 2015 til flere behandlinger på Sygehus 1. s far ansøgte herefter Region om befordringsgodtgørelse på vegne af .

Region udbetalte i perioden fra den 11. februar til den 17. september 2015 i alt 4400,00 kr. i befordringsgodtgørelse til i forbindelse med fem behandlinger på Sygehus 1. 

s far har i e-mail af 23. september 2015 anført, at Region har udbetalt befordringsgodtgørelse i forbindelse med s behandlinger i perioden fra den 5. januar til den 31. juli 2015. s far har endvidere bemærket, at han havde indsendt bilag til Region vedrørende behandlinger den 22. juni og den 31. august 2015, som han den 23. september 2015 endnu ikke havde modtaget befordringsgodtgørelse for.

Region har den 19. januar 2016 telefonisk oplyst til styrelsen, at regionen den 9. november 2015 udbetalte i alt 2200,00 kr. i befordringsgodtgørelse til i forbindelse med hans behandlinger den 31. august samt 22. og 28. september 2015. Regionen oplyste endvidere, at der hverken var ansøgt om eller udbetalt befordringsgodtgørelse til til den 22. juni 2015.

s far har i en e-mail af 18. september 2015 anført, at i januar 2015 var igennem et større udredningsforløb på Sygehus 1, og da familien bor i By 1, har de haft en del transport i forbindelse med behandlingen. s far har oplyst, at i februar 2015 kom på transplantationslisten for en ny lever, og at der derfor også fremover vil være en del transport til Sygehus 1 i forbindelse med undersøgelser og kontroller.

Det fremgår endvidere af klagen, at s far og hans ægtefælle blev bedt om at deltage i undersøgelserne og samtalerne med lægerne på Sygehus 1, og at de begge har fået godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste for de pågældende behandlingsdage.

s far har endvidere bemærket, at har fået udbetalt forskellige beløb i befordringsgodtgørelse. s far oplyser i den forbindelse, at han har forsøgt at få familiens rettigheder oplyst af befordringskontoret under Sygehus 2, men at det ikke er lykkedes. Han har hertil anført, at han forgæves har forsøgt at få en skriftlig afgørelse fra regionen samt oplysninger om, hvortil han kan klage.

Endvidere har s far anført, at han er uenig i, at familien kun kan få befordringsgodtgørelse svarende til udgifterne med billigst mulige offentlige transportmiddel for samt én ledsager. Hertil har s far anført, at begge forældres tilstedeværelse var krævet på Sygehus 1, og at de begge har fået godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste.

Han har desuden bemærket, at han er uforstående overfor, hvorfor befordringsgodtgørelsen beregnes fra Station 1 til Station 2 i By 2, da familien også skal befordres fra deres bopæl til Station 1 og ligeledes fra Station 2 i By 2 til Sygehus 1.

har endeligt anført, at det fremgår af § 28 i bekendtgørelsen om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, at godtgørelse ydes mellem bopæl og behandlingssted, og at ledsagelsen af netop var nødvendig på grund af hans alder/helbredstilstand, jf. bekendtgørelsens § 23. 

Det fremgår af Region s brev af 2. november 2015 til styrelsen, at var henvist til højt specialiseret behandling på Sygehus 1, som ikke kunne varetages i Region . Regionen har anført, at derfor var berettiget til at få dækket sine omkostninger svarende til billigste offentlige transport, og da han er under 16 år, dækkede regionen også udgifterne til befordring med offentlig transport til én voksen ledsager.

Det fremgår endvidere af Region s brev, at regionen har fuld forståelse for, at begge forældre ønsker at være til stede under behandlingerne. Regionen oplyser, at den anden forælder har mulighed for at søge om dækning af merudgifter (befordringsgodtgørelse) hos kommunen, jf. servicelovens § 41. Regionen har hertil oplyst, at regionen altid kun dækker for én ledsager, jf. regionens visitationskriterier.

Region har endvidere anført, at det er beklageligt, at der er blevet udbetalt så mange forskellige beløb, da og én ledsager er berettiget til 825 kr., som dækker rejseomkostningerne fra bopælen til Sygehus 1. Hertil har regionen oplyst, at regionen ved en gennemgang af udbetalingerne har kunnet konstatere, at har fået 275 kr. for meget i befordringsgodtgørelse, som vil blive modregnet ved næste udbetaling.

Afslutningsvis har Region bemærket, at såfremt på grund af sin helbredstilstand ikke vil kunne benytte offentlig transport, vil han og én ledsager kunne benytte den siddende patienttransport.

Styrelsen har lagt til grund, at Region s udbetaling af 9. november 2015 er beregnet således:

3 behandlingsdage x 825,00 kr. = 2475,00 kr.

2475,00 kr. – 275,00 kr. (regionens tilgodehavende) =

2200,00 kr.

s far har i e-mail af 22. november 2015, på baggrund af ovenstående udtalelse fra Region , anført, at der ikke har været tale om, at begge forældre ønskede at deltage ved samtaler/undersøgelser på Sygehus 1, men at det var en forventning/et krav fra lægernes side. Han har hertil oplyst, at begge forældre var blevet bedt om at deltage hver gang på grund af situationens alvor, og at de derfor begge har fået bevilget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste. Han har i den forbindelse bemærket, at han ikke anser det som én patient og to ledsagere, men som tre personer, der skal befordres til Sygehus 1, da det er dér, ekspertisen er.

Det fremgår endvidere, at s far først efter læsning af regionens udtalelse er blevet bekendt med muligheden for at søge dækning via servicelovens § 41, selvom han flere gange har kontaktet regionen telefonisk.

s far har desuden anført, at han ikke kan forstå udregningen, da billetudgiften for en enkeltbillet til en voksen fra bopælen til mellemstationen  er 54 kr., mens regionens udregning for prisen mellem Station 1 og mellemstationen giver samme resultat.

s far har afslutningsvis anført, at han er uforstående over for, at regionen nu pludselig modregner 275 kr., som de tidligere har fået udbetalt i god tro, da de først efter at have klaget til styrelsen, har fået en beregning tilsendt. Han har hertil bemærket, at han har talt med regionen mange gange, hvor de forskellige udbetalingsbeløb er blevet omtalt.

Styrelsen har på baggrund af Region s brev af 2. november 2015 lagt til grund, at befordringsgodtgørelsen på 825 kr. er udbetalt som befordringsgodtgørelse svarende til befordring fra bopælen til Sygehus 1.

Styrelsen har bemærket, at Region udbetalte 2.200 kr. i befordringsgodtgørelse den 9. november 2015, hvilket var efter klagens indgivelse, hvorfor denne udbetaling som udgangspunkt skulle behandles for sig. Styrelsen har dog i det følgende valgt at inddrage Region s afgørelse af 9. november 2015 henset til, at der var tale om et længere behandlingsforløb med flere udbetalinger, hvortil s far ikke fik korrekt klagevejledning. Styrelsen har endvidere fundet udbetalingen af 9. november 2015 relevant at inddrage, idet Region har foretaget modregning ved denne udbetaling.

Begrundelse for afgørelsen om befordringsgodtgørelse

En person har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:

1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.

2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.

3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

Det fremgår af § 11 i bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

Styrelsen har lagt til grund, at opfylder betingelsen i bekendtgørelsens § 11, nr. 2, da afstanden mellem hans bopæl og Sygehus 1 overstiger 50 km.

Styrelsen kan oplyse, at en patient kun kan få befordringsgodtgørelse svarende til udgiften for det billigste, forsvarlige befordringsmiddel. Dette gælder også, selv om patienten har benyttet et dyrere befordringsmiddel. Befordringsmidler kan eksempelvis være tog, bus, færge, privatbil og taxa.

Det fremgår af den nævnte bekendtgørelses § 26.

Styrelsen kan videre oplyse, at befordringsgodtgørelse svarende til billigste, offentlige befordringsmiddel, ikke er en rejsevejledning, men en teknisk beregning med henblik på at sikre en ensartet praksis.

Det er styrelsens opfattelse, at en region kan lægge vægt på udgiften for benyttelse af offentlig transport med rejsekort, selvom personen, som ansøger om befordringsgodtgørelse, ikke havde et rejsekort.

Styrelsen har lagt til grund, at kunne benytte offentlige transportmidler, da Region har udbetalt befordringsgodtgørelse i overensstemmelse hermed og da s far ikke har bestridt dette.

Det fremgår af ovennævnte bekendtgørelses § 23, stk. 1, at en ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter blandt andet § 11, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.

Styrelsen kan hertil oplyse, at vurderingen af om patienten har brug for en ledsager, som udgangspunkt er en lægefaglig vurdering, som den behandlende afdeling foretager.

Det er styrelsens opfattelse, at ledsageren er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med selve befordringen og/eller i forbindelse med behandlingen. Det er dog som udgangspunkt en forudsætning for retten til ledsagergodtgørelse, at ledsageren rejser sammen med patienten. Dette følger forudsætningsvis af bekendtgørelsens § 23, stk. 2, hvoraf fremgår, at hvis ledsagelsen nødvendiggør mere end 12 timers fravær fra hjemmet, har ledsageren også ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til ud- eller hjemrejse uden ledsagelse af patienten.

Det fremgår af brev af 9. februar 2015 fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (nu Sundheds- og Ældreministeriet) til Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, at [citat]:

”I tilfælde af, at sygehuset ud fra en faglig vurdering har lagt til grund, at begge forældres ledsagelse er nødvendig for barnets ophold på sygehuset, er begge forældre […] berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med ledsagelsen af barnet. Dette gælder uanset, om begge, den ene eller ingen af forældrenes ledsagelse er påkrævet i forhold til at sikre forsvarlig befordring af barnet”. 

Det er på baggrund af udtalelsen videre styrelsens opfattelse, at mere end én ledsager også vil være berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse efter bekendtgørelsens § 23, hvis den behandlende afdeling vurderer, at disse ledsageres tilstedeværelse er nødvendig i forbindelse med behandlingen.

Det beror på en konkret vurdering, om en eller flere ledsagere i det enkelte tilfælde må anses for nødvendig i forbindelse med et barns ophold på sygehus. Kravet om nødvendigheden af ledsagelse skal være sundhedsfagligt begrundet. Det er således ikke tilstrækkeligt, at det vurderes hensigtsmæssigt, at begge forældre er til stede, hvis dette ikke vurderes at være nødvendigt.

s far har i sin klage anført, at både han og ægtefællen blev bedt om at deltage i undersøgelserne/samtalerne med lægerne på Sygehus 1.

Region har i den forbindelse alene anført, at regionen altid kun dækker udgifterne til en enkelt ledsager, jf. regionens visitationskriterier.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at Region s afgørelser ikke er truffet på tilstrækkelig oplyst grundlag, idet regionen ikke har taget stilling til, om det var nødvendigt, at begge forældre deltog ved behandlingen af , da regionen lagde til grund, at der kun er ret til befordringsgodtgørelse til én ledsager efter bekendtgørelsens § 23.

Styrelsen har på baggrund af sagens oplysninger ikke kunnet konstatere, om den behandlende afdeling har vurderet, at det var nødvendigt, at begge forældre var tilstede under behandlingen.

På denne baggrund hjemviser styrelsen de afgørelser, der er truf­fet af Region i perioden fra den 11. februar til den 9. november 2015 om befordringsgodtgørelse til og to ledsagere til Sygehus 1. Regionen skal træffe en ny afgørelse i sagen, hvor regionen inddrager det, som styrelsen har anført ovenfor, herunder om Sygehus 1 ud fra en sundhedsfaglig vurdering vurderede, at begge forældres ledsagelse var nødvendig under s ophold på sygehuset.

Styrelsen har bemærket, at s far har anført, at han er uforstående over for, at regionen har modregnet 275 kr. i udbetalingen af 9. november 2015. Styrelsen kan hertil vejledende oplyse, at spørgsmålet om, hvorvidt en myndighed kan tilbagekalde en afgørelse til ugunst for borgeren, beror på en proportionalitetsvurdering. Det har betydning, om myndigheden havde kendskab til tilbagekaldelsesgrunden, inden afgørelsen blev truffet, da det efter officialprincippet   er myndighedens ansvar at indhente alle relevante oplysninger, der kan have betydning for sagens udfald. Videre har det betydning, om borgeren kunne have indset, at afgørelsen hvilede på forkerte forudsætninger, eller om parten har været i ond tro med hensyn til vildfarelsen hos myndigheden. Det kan i vurderingen af proportionaliteten også være relevant, hvor indgribende tilbagekaldelsen er for borgeren set ud fra en økonomisk målestok, og i hvor høj grad borgeren har haft mulighed for at indrette sig på den nye situation.

Styrelsen har ikke taget stilling til, om det i den konkrete situation var proportionelt at foretage modregning, da styrelsen har hjemvist Region s afgørelse af 9. november 2015.

Region s begrundelse

s far har anført, at han forgæves har forsøgt at få en skriftlig afgørelse med en beregning af befordringsgodtgørelsen, men at befordringskontoret på Sygehus 2 ikke imødekom denne anmodning. Han har endvidere anført, at han har forsøgt at få opklaret, hvortil han kunne klage over afgørelsen. Han har hertil anført, at han har modtaget en pjece fra Region , hvoraf det fremgik, at der kunne klages til Patientombuddet.

Region har ikke kommenteret på denne del af klagen.

Styrelsen har herefter lagt til grund, at Region afviste at give s far en skriftlig afgørelse. Styrelsen har endvidere lagt til grund, at regionen gav s far relevant klagevejledning ved at fremsende en pjece, hvoraf det fremgik, at der kunne klages til Patientombuddet (nu Styrelsen for Patientsikkerhed).

Styrelsen kan oplyse, at en person, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Det fremgår af forvaltningslovens § 23.

Det er styrelsens opfattelse, at forvaltningslovens § 23 også finder anvendelse, når der træffes afgørelse om befordringsgodtgørelse ved udbetaling til ansøgerens konto.

Det er endvidere styrelsens opfattelse, at det måtte være klart for Region , at s far ikke havde fået fuldt medhold, da han henvendte sig til befordringskontoret.

På denne baggrund finder styrelsen, at Region har handlet i strid med forvaltningslovens § 23, da regionen efter det til sagen oplyste ikke imødekom s fars anmodning om en skriftlig afgørelse.

Da styrelsen på baggrund af sagens materielle indhold har hjemvist sagen til fornyet behandling i regionen, har styrelsen ikke taget stilling til, om det ovenfor anførte skal føre til, at regionens afgørelser er ugyldige.

Lovgrundlag

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 171. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 a har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af ministeren for sundhed og forebyggelse fastsatte regler.

Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87 og 89 a.

Stk. 3. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Regionsrådet yder godtgørelse for befordring til personer, der er omfattet af 1. pkt. og har ret til refusion af udgifter til behandling i andre EU-/EØS-lande i medfør af § 89 a.

Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om godtgørelse efter stk. 3.

Bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 11. Personer har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:

1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.

2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter Regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.

3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

§ 23. En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1-3, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.

Stk. 2. Nødvendiggør ledsagelsen mere end 12 timers fravær fra hjemmet, har ledsageren også ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til ud- eller hjemrejse uden ledsagelse af patienten.

Stk. 3. En ledsager, der har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, har ved rejser, der nødvendiggør, at ledsageren overnatter uden for hjemmet, også ret til overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb) og time- og dagpenge efter laveste sats i Finansministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v.

§ 26. Befordringsgodtgørelse efter denne bekendtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel.

Stk. 2. Befordringsmidler, der kan ydes godtgørelse til efter stk. 1, omfatter offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil m.v.

Bekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 af forvaltningsloven:

§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 6.Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører

…..

14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter § 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,

…..