Second opinion var ikke frit sygehusvalg, da patienten havde et behandlingsbehov, som ikke kunne varetages i bopælsregionen

Styrelsen for Patientsikkerhed ændrer den afgørelse, der er truffet af Region den 12. januar 2016 om befordringsgodtgørelse til til Sygehus 1. Region skal beregne og udbetale befordrings-godtgørelse til .

Sagsnummer:

16SPS18

Offentliggørelsesdato:

21. april 2016

Juridisk tema:

Kørsel og kørselsgodtgørelse

Kategori:

Patientrettigheder

Styrelsen for Patientsikkerhed ændrer den afgørelse, der er truffet af Region <****> den 12. januar 2016 om befordringsgodtgørelse til <****> til Sygehus 1. Region <****> skal beregne og udbetale befordrings-godtgørelse til <****>.

Klagen

Region meddelte ved afgørelse af 12. januar 2016 afslag på befordringsgodtgørelse. Han klagede ved brev af 20. januar 2016 over afgørelsen.

Region har i brev af 28. januar 2016 meddelt styrelsen, at regionen ville udbetale befordringsgodtgørelse til svarende til befordringsudgifterne fra hans bopæl til Sygehus 2.

Begrundelse

var den 9. november og 16. december 2015 til behandling på Sygehus 1. Han ansøgte efterfølgende Region om befordringsgodtgørelse.

Region traf afgørelse den 12. januar 2016. Det fremgår af afgørelsen, at havde benyttet sig af det frie sygehusvalg, idet han efter Region s sædvanlige visitationspraksis kunne være blevet behandlet på Sygehus 2, hvortil han ikke ville have været berettiget til befordringsgodtgørelse.

har i brev af 20. januar 2016 anført, at han ikke var henvist til Sygehus 1 efter reglerne om frit sygehusvalg, idet han igennem en årrække er blevet kastet frem og tilbage mellem Sygehus 3 og Sygehus 2, hvor han har fået foretaget scanninger m.v. Han har endvidere anført, at han blev henvist af den sidste læge, som han konsulterede på Sygehus 3 i maj 2015, og at han blev henvist til Sygehus 1 til højt specialiseret undersøgelse/operation, som lægen sagde ikke kunne foretages på Sygehus 3 eller Sygehus 2.

Det fremgår endvidere af klagen, at det ikke var for hans egen skyld, at han havde en rejsetid på op til tre timer hver vej, da han også lider af fibromyalgi og hæmokromatose. Han har afslutningsvis anført, at han opfylder betingelserne i § 11, da han er førtidspensionist, og da der er længere end 50 km fra hans bopæl til Sygehus 1..

Det fremgår af brev af 28. januar 2016 fra Region til styrelsen, at regionen ændrede afgørelsen, idet regionen var blevet gjort bekendt med, at er førtidspensionist. Regionen udbetalte samme dag befordringsgodtgørelse til svarende til udgifterne til befordring fra hans bopæl til Sygehus 2, hvor behandlingen efter Region s opfattelse kunne være varetaget.

En person har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:

1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.

2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.

3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

Det fremgår af § 11 i bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

En person, der vælger at blive behandlet på et sygehus efter reglerne om frit sygehusvalg, er berettiget til befordringsgodtgørelse som minimum svarende til afstanden til det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationspraksis. Betingelserne for at modtage befordring eller befordringsgodtgørelse til dette behandlingssted skal være opfyldt.

Det fremgår af § 13 i samme bekendtgørelse.

En patient har altså som regel ret til at blive behandlet gratis på et offentligt sygehus efter eget eller den henvisende læges valg. Retten til befordring eller befordringsgodtgørelse følger dog ikke med til det valgte sygehus. Dette gælder også, selv om der er kortere ventetid på det valgte sygehus.

Det er styrelsens opfattelse, at der kan være tale om frit sygehusvalg, selv om patienten ikke vidste det. Den læge, der henviser patienten, bør oplyse patienten om, at patienten muligvis ikke har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse. Lægens manglende information om dette, giver ikke patienten ret til befordring eller befordringsgodtgørelse.

Det er styrelsens opfattelse, at en patient efter omstændighederne ikke har ret til befordringsgodtgørelse til det valgte sygehus, når patienten er henvist dertil med henblik på en ny vurdering (”second opinion”). Det gælder også, selv om patienten er henvist dertil af et sygehus, herunder et sygehus i bopælsregionen. I et sådant tilfælde er der tale om frit sygehusvalg.

Der er dog efter styrelsens opfattelse ikke tale om frit sygehusvalg, hvis patienten ikke kunne behandles på visitationssygehuset og blev vurderet til at have et behandlingsbehov, som kun kunne varetages på det valgte sygehus. Dette gælder, uanset hvilket niveau behandlingen sker på.

Styrelsen har lagt til grund, at var henvist til Sygehus 1.

Det fremgår af journalnotat af 5. maj 2015 fra Sygehus 2, at s praktiserende læge i henvisningen havde skrevet [citat]: ”… Pt. efterspørger en diagnose og en behandling, da han er utilfreds med at skulle nøjes med smertebehandling. Vil gerne vurderes i By 2, da han mener, at de her har en speciel kompetence inden for området. Henvises derfor igen til jer til vurdering og evt. videre henvisning til second opinion i By 2.”

Det fremgår af journalnotat af 3. juli 2015 fra Sygehus 3, at selv bad om vurdering hos urologerne på Sygehus 1, og at lægen var helt enig i, at det var indiceret. Det fremgår endvidere, at afdelingslægen henviste til Sygehus 1 til vurdering med behandlingsforslag af langvarige venstresidige testikelsmerter. Videre fremgår det, at der er forhold, der både taler for og imod venstresidigt symptomgivende varicocele (årebrok). Endvidere fremgår det, at der ikke blev aftalt nye tider på Sygehus 3.

Styrelsen partshørte den 12. februar 2016 over ovennævnte journalmateriale. Han besvarede partshøringen ved en e-mail samme dag, hvori han har anført, at han ikke har bedt om, at blive behandlet på Sygehus 1. Han har videre bemærket, at han takkede ja, da han fik tilbuddet, og at lægen på Sygehus 3 fortalte ham, at de var specialister dér, og at de havde de rette redskaber til at udføre en højt specialiseret undersøgelse/operation.

Styrelsen har på baggrund af journalnotatet af 3. juli 2015 lagt til grund, at blev henvist til Sygehus 1 til en second opinion, og at den behandlende læge på Sygehus 3 mente, at det var indiceret.

Styrelsen har endvidere lagt til grund, at blev henvist til Sygehus 1, da Sygehus 3 var i tvivl om diagnosen og dermed hvilken behandling, der var relevant for .

Styrelsen har bemærket, at det fremgår af journalnotaterne, at selv anmodede om en vurdering på Sygehus 1. Det er dog styrelsens opfattelse, at hans forhåndskendskab til behandlingen på Sygehus 1 ikke er ensbetydende med at beslutningen om en ”second opinion” alene blev truffet på baggrund af hans eget ønske. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at lægen på Sygehus 3 mente, at en behandling på Sygehus 1 var indiceret.

Styrelsen finder på denne baggrund, at det blev vurderet på Sygehus 3, at havde et behandlingsbehov, som ikke kunne varetages på Sygehus 2, herunder sygehus 3, hvorfor lægen fandt det indiceret at henvise til Sygehus 1. Styrelsen har i den forbindelse konstateret, at sygehus 2 og sygehus 3 har fælles afdelingsledelse inden for urinvejskirurgi, hvorfor det må anses som værende én samlet afdeling.

Som ovenfor beskrevet kan det i sådanne situationer ikke tillægges vægt, på hvilket niveau behandlingen fandt sted.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at ikke benyttede sig af det frie sygehusvalg.

På denne baggrund finder styrelsen, at er berettiget til befordringsgodtgørelse i forbindelse med sine behandlinger på Sygehus 1.

Region beregner og udbetaler befordringsgodtgørelse til .

ooo00ooo

Kommentarer fra   af 12. februar 2016, er indgået i styrelsens vurdering af sagen.

LOVGRUNDLAG

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

 

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 171. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 a har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af ministeren for sundhed og forebyggelse fastsatte regler.

Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87 og 89 a.

Stk. 3. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Regionsrådet yder godtgørelse for befordring til personer, der er omfattet af 1. pkt. og har ret til refusion af udgifter til behandling i andre EU-/EØS-lande i medfør af § 89 a.

Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om godtgørelse efter stk. 3.

 

Bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 11. Personer har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:

1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.

2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter Regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.

3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

§ 13. Personer, der opfylder mindst en af betingelserne i § 11, jf. §§ 26 og 27, og som vælger at anvende det frie sygehusvalg, jf. sundhedslovens § 86, det udvidede frie sygehusvalg, jf. sundhedslovens § 82 a og § 87, har ret til godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til befordringsudgiften til det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationskriterier.

Stk. 2. Retten til befordringsgodtgørelse efter stk. 1, jf. § 11, nr. 2, forudsætter, at afstanden til eller fra det sygehus m.v., som patienten har valgt, overstiger 50 km.

 

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 6.Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører

…..

14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter § 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,

…..