Ej ret til overnatningsgodtgørelse til ledsager, idet ledsagelse alene var nødvendigt under transport

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder den afgørelse, der er truffet af Region <****> den 17. december 2015 og fastholdt af regionen den 13. januar 2016 om overnatningsgodtgørelse til <****> som ledsager i forbindelse med hans hustrus indlæggelser på Sygehus 1 og Sygehus 2. <****> har ikke ret til overnatningsgodtgørelse som ledsager.

Klagen

Region meddelte ved afgørelse af 17. december 2015 afslag på overnatningsgodtgørelse som ledsager. Han sendte herefter yderligere bilag til Region , som den 13. januar 2016 meddelte ham, at Region fastholdt afgørelsen af 17. december 2015. Han klagede den 29. januar 2016 over afgørelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Begrundelse

Hændelsesforløb

s hustru, , var i perioden fra den 8. til den 13. maj 2015 indlagt på Sygehus 1. Hun modtog ligeledes stråleterapi på Sygehus 2 i perioden fra den 9. til den 13. november samt fra den 16. til den 20. november 2015. Han ansøgte den 8. december 2015 Region om overnatningsgodtgørelse i forbindelse med sine overnatninger på henholdsvis Sygehus 1s patienthotel samt Sygehus 2s patienthotel under hustruens indlæggelser.

Region traf afgørelse den 17. december 2015. Det fremgår af afgørelsen, at afdeling 1 på Sygehus 1 den 9. juli 2015, efter henvendelse fra Region , har noteret, at hustruen har været henvist til elektiv behandling for torakal stenose, og at der rent rygkirurgisk set ikke har foreligget forhold, der har nødvendiggjort hendes mands tilstedeværelse. I en e-mail af 9. juli 2015 til Region har afdelingen videre anført, at der rent rygkirurgisk set ikke findes indikation for eller behov for hans samtidige indlæggelse.

Endvidere fremgår det af afgørelsen, at Region den 17. december 2015 kontaktede den behandlende afdeling på Sygehus 2. En sekretær på afdelingen oplyste til regionen, at det var efter eget valg, at overnattede på Sygehus 2s patienthotel.

Endelig fremgår det, at Region på denne baggrund ikke kunne yde overnatningsgodtgørelse til som ledsager i forbindelse med hustruens behandlinger på Sygehus 1 og Sygehus 2.

sendte den 22. december 2015 en e-mail til Region , hvori han henviste til et brev af 17. september 2015 samt en udtalelse fra hustruens egen læge indsendt til det tidligere Patientombuddet i forbindelse med en tidligere klagesag. Denne vedrørte klage over delvis afslag på befordringsgodtgørelse i forbindelse med hustruens indlæggelse på Sygehus 1 i perioden fra den 8. til 13. maj 2015. Han spurgte regionen, hvorvidt disse breve blev inddraget i regionens sagsbehandling. Han anførte videre i sin e-mail, at hustruens behandling på Sygehus 2 bestod af stråleterapi mellem kl. 8 og kl. 9 samt mellem kl. 14 og kl. 15 hver hverdag i tre uger. Han anførte hertil, at hun ved opstarten var betydeligt påvirket både fysisk og psykisk af forudgående kemoterapi, der krævede korrigerende behandlinger med blod og elektrolytter i flere omgange. Han stillede i den forbindelse spørgsmålstegn ved, om Region desavouerede den lægefaglige vurdering på trods af regionens kendskab til hustruens egen læges vurdering og uden at kontakte overlæge eller sygeplejerske på Sygehus 2.

Region har den 5. januar 2016 i en e-mail til oplyst, at brevet af 17. september 2015 ikke findes i regionens sagsmateriale. Regionen har igen anført, at regionen har truffet afgørelse ud fra de udtalelser, der er indhentet på den behandlende afdeling på henholdsvis Sygehus 1 og Sygehus 2.

sendte herefter den 8. januar 2016 en e-mail til Region . Han henviste heri til sit partshøringssvar af 17. september 2015, i forbindelse med det daværende Patientombuddets behandling af hans tidligere klage. Han medsendte sit brev af 17. september 2015 samt udtalelsen fra hustruens praktiserende læge og bad Region om at inddrage disse oplysninger i regionens vurdering vedrørende overnatningsgodtgørelse til ham som ledsager.

Det fremgår af udtalelsen fra hustruens praktiserende læge af 16. september 2015, at hun har en betydelig reduceret gangdistance på grund af en serie komplicerede intern medicinske, fysiurgiske og ortopædiske lidelser i tillæg til en betydende panikangst. Videre fremgår det, at hun på den baggrund altid er fulgt af sin mand ved kontakt til sundhedssektoren. Endelig fremgår det, at det derfor var velindiceret, at hun var fulgt af sin mand ved hendes indlæggelse på Sygehus 1 i 2015.

Region har i en e-mail til af 13. januar 2016 kommenteret på ovenstående udtalelse fra hustruens egen læge. Regionen har anført, at det fremgår af brevet, at hustruen havde brug for ledsagelse. Ligeledes har regionen anført, at det fremgår af det daværende Patientombuddets afgørelse, at hun var berettiget til ledsagelse under transporten. Region har i den forbindelse citeret fra det daværende Patientombuddets afgørelse vedrørende befordringsgodtgørelse: [citat] ”Det er herefter Patientombuddets opfattelse, at hvis hun konkret havde dokumenteret over for Region forud for sine behandlinger, at hun på grund af panikangst havde behov for ledsagelse af sin ægtefælle for at kunne gennemføre transporten, at så ville regionens tilbud om befordring tillige have omfattet hendes ægtefælle.”

Region har videre anført, at både Sygehus 1 og Sygehus 2 har vurderet, at der ikke var belæg for, at pårørende skulle være tilstede i forbindelse med patientens behandling/på grund af patientens tilstand. Regionen henviste i den forbindelse til s eget brev af 17. september 2015, hvori han anførte, at pårørende har ret til refusion af ophold på patienthotel eller hoteldispositionsbeløb, såfremt der ikke er mulighed for patienthotel, hvis det skønnes nødvendigt for patientens behandling/tilstand efter lægefaglig vurdering.

På den baggrund fastholdt regionen sin afgørelse om overnatningsgodtgørelse til som ledsager.

Han klagede den 29. januar 2016 til styrelsen over Region s afgørelse.

Regelgrundlaget

En person har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:

1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.

2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.

3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

Det fremgår af § 11 i dagældende bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

Styrelsen har på baggrund af sagens oplysninger lagt til grund, at modtog pension og således var berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse efter ovennævnte § 11, nr. 1.

En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1-3 (herunder § 11), har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 23, stk. 1.

Det er styrelsens opfattelse, at bestemmelsen ligeledes omfatter de tilfælde, hvor en patient har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, men ikke har valgt at benytte denne ret.

En ledsager, der har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, har ved rejser, der nødvendiggør, at ledsageren overnatter uden for hjemmet, også ret til overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb) og time- og dagpenge efter laveste sats i Finansministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v.

Det fremgår af den nævnte bekendtgørelses § 23, stk. 3.

Styrelsen har hidtil haft en praksis for befordring og befordringsgodtgørelse til ledsager, hvorefter behovet for ledsagelse skulle knytte sig til selve transporten til og fra behandling, som beskrevet i afgørelse af 28. september 2015 i forbindelse med s tidligere klagesag.

Styrelsen er dog blevet opmærksom på en udtalelse fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (nu Sundheds- og ældreministeriet) af 9. februar 2015 til Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet. Det fremgår heraf, at [citat]:

”Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan endvidere oplyse, at ledsagere af patienter ikke kun er berettiget til ydelser efter befordringsbekendtgørelsen, hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med selve befordringen, men også hvis den er nødvendig i forbindelse med opholdet på behandlingsstedet.”

Det er på baggrund af denne udtalelse styrelsens opfattelse, at en ledsager er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med selve befordringen og/eller i forbindelse med behandlingen. Det er dog som udgangspunkt en forudsætning for retten til ledsagergodtgørelse, at ledsageren rejser sammen med patienten, hvilket følger forudsætningsvis af bekendtgørelsens § 23, stk. 2.

Det er videre styrelsens opfattelse, at kravet om nødvendigheden beror på en konkret vurdering, og at denne skal være sundhedsfagligt begrundet. Det er således ikke tilstrækkeligt, at det vurderes hensigtsmæssigt, at eksempelvis en ledsager er tilstede under behandlingen, hvis dette ikke vurderes at være sundhedsfagligt nødvendigt.

Afgørelse om overnatningsgodtgørelse til Sygehus 1

Region har i en udtalelse til styrelsen af 22. februar 2016 oplyst, at og hendes mand kunne køre med regionens tilbud om befordring, hvorfor ophold på patienthotel ikke var nødvendig.

Styrelsen har på baggrund af udtalelsen lagt til grund, at Region ville have tilbudt både hustruen og siddende befordring til og fra Sygehus 1, såfremt de havde ansøgt regionen om dette og i den forbindelse dokumenteret hendes behov for ledsagelse.

Styrelsen har videre på baggrund af udtalelsen fra Sygehus 1 af 9. juli 2015 lagt til grund, at s ledsagelse under hustruens behandlingen ikke var nødvendig ud fra en sundhedsfaglig vurdering.

Som ovenfor nævnt er vurderingen af, om en patient har behov for ledsagelse såvel under transport som under behandling, som udgangspunkt en sundhedsfaglig vurdering, som den behandlende afdeling foretager.

Det er styrelsens opfattelse, at en ledsager er berettiget til overnatning eller overnatningsgodtgørelse, hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med transporten eller behandlingen og rejsen nødvendiggør overnatning uden for hjemmet.

Styrelsen kan på baggrund af sagens materiale ikke lægge til grund, at var en nødvendig ledsager under hustruens indlæggelse på Sygehus 1. Styrelsen har herved lagt vægt på den behandlende afdelings udtalelse, samt at det af sagens materiale ikke fremgår, at behandlingen af hustruen på Sygehus 1 ikke kunne gennemføres uden s tilstedeværelse. Styrelsen har videre lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt, at det var hensigtsmæssigt, at var til stede.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at s rejse til Sygehus 1 ikke nødvendiggjorde overnatning uden for hjemmet, idet han havde mulighed for at rejse frem og tilbage samme dag i forbindelse med ledsagelse af hustruen til Sygehus 1, og at betingelsen i ovennævnte bekendtgørelses § 23, stk. 3 således ikke er opfyldt.

På denne baggrund finder styrelsen, at ikke er berettiget til overnatningsgodtgørelse i forbindelse med s indlæggelse på Sygehus 1.

Afgørelse om overnatningsgodtgørelse til Sygehus 2

Som ovenfor anført, har Region i en udtalelse til styrelsen af 22. februar 2016 oplyst, at og hendes mand kunne benytte regionens tilbud om befordring, hvorfor ophold på patienthotel ikke var nødvendig.

Styrelsen har på den baggrund lagt til grund, at Region ville have tilbudt både hustruen og siddende befordring til og fra Sygehus 2, såfremt de havde ansøgt regionen om dette, og i den forbindelse havde dokumenteret hendes behov for ledsagelse.

Som anført kontaktede Region den 17. december 2015 Sygehus 2 i forbindelse med regionens afgørelse af sagen. En sekretær på Sygehus 2 oplyste, at det var efter eget valg, at og valgte at overnatte på Sygehus 2s patienthotel.

Region har, efter fornyet kontakt til Sygehus 2, oplyst til styrelsen  i en e-mail 17. maj 2016, at hustruen under sine behandlinger var indlagt på Sygehus 2 og var henvist til ophold på Sygehus 2s patienthotel.

Styrelsen har herefter lagt til grund, at hun ikke skulle befordres til og fra behandling dagligt, idet hun var indlagt på Sygehus 2 med ophold på Sygehus 2s patienthotel.

har i sin klage anført, at Region ikke har inddraget udtalelsen fra hustruens egen læge ved vurderingen af, hvorvidt det var nødvendigt, at han boede på patienthotellet sammen med hende, ligesom han har stillet spørgsmålstegn ved, at regionen ikke har kontaktet en overlæge eller sygeplejerske på afdelingen, som har været tæt på begivenhederne.

Styrelsen anmodede den 28. juni 2016 om en udtalelse fra afdeling 2, Sygehus 2. Styrelsen spurgte i den forbindelse, hvorvidt hustruens helbredstilstand gjorde, at det var nødvendigt, at boede på patienthotellet sammen med hende. Ligeledes spurgte styrelsen, om s tilstedeværelse sundhedsfagligt var nødvendigt i forhold til hendes behandling.

Overlægen på afdeling 2, Sygehus 2, har den 29. juli 2016 sendt en udtalelse herom. Han har heri oplyst, at hustruen modtog strålebehandling, og at denne blev givet to gange dagligt i perioden. Videre har han oplyst, at idet hun var bosat langt fra sygehuset, blev der af logistiske årsager planlagt ophold på patienthotel i perioderne 9.-13. november og 16.-20. november 2015.

Overlægen har hertil anført, at der med udgangspunkt i journaloplysningerne ikke var helbredsmæssige forhold, som gjorde det nødvendigt, at boede på patienthotellet sammen med hustruen. Endvidere har han anført, at det heller ikke var sundhedsfagligt nødvendigt i forhold til hendes behandling, at var til stede på patienthotellet.

har den 15. juli 2016 indsendt bemærkninger til ovenstående udtalelse.

Han har anført, at hustruen havde en betydelig panikangst, som i pressede situationer og utrygge omgivelser blev vendt til aggression mod andre patienter, besøgende og personale. Han har hertil anført, at det var en ulykkelig situation og særdeles stressende for de afdelinger, som oplevede det. Han har i den forbindelse anført, at sådanne situationer bl.a. har udspillet sig på Sygehus 3, hvorfra information kan indhentes herom. Han har videre anført, at for at imødekomme disse situationer, har det vist sig effektivt at han ledsagede hustruen som en tryghedsskabende buffer ved kontakt til sygehuset, og at han hurtigt kunne være tilstede ved behov. Han har i den forbindelse henvist til udtalelsen fra hendes egen læge. Han har videre anført, at metoden har virket efter hensigten, og at senere sygehuskontakter herunder behandling og indlæggelser på Sygehus 2 er forløbet uden disse voldsomme konfrontationer, som er uheldige og uønskede. Han har afslutningsvis anført, at det er glædeligt og forventeligt, at Sygehus 2 ikke har oplevet situationerne, når metoden har været anvendt.

Som ovenfor nævnt er vurderingen af, om en patient har behov for ledsagelse såvel under transport som under behandling, som udgangspunkt en sundhedsfaglig vurdering, som den behandlende afdeling foretager.

Styrelsen kan på baggrund af sagens materiale ikke lægge til grund, at var en nødvendig ledsager under hustruens indlæggelse på Sygehus 2. Styrelsen har herved lagt vægt på den behandlende afdelings udtalelse, samt at det af sagens materiale ikke fremgår, at behandlingen af hustruen ikke kunne gennemføres uden s tilstedeværelse. Styrelsen har videre lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt, at det var hensigtsmæssigt, at han var til stede.

Styrelsen skal hertil bemærke, at styrelsen ikke har fundet grundlag for at indhente yderligere journalmateriale fra Sygehus 3, da det som nævnt, på baggrund af det til sagen oplyste, ikke kan lægges til grund, at behandling af hustruen ikke kunne gennemføres, uanset at har oplevet tidligere situationer som uheldige og uønskede.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at havde mulighed for at rejse frem og tilbage samme dag i forbindelse med ledsagelse af hustruen til og fra Sygehus 2, og at rejsen således ikke nødvendiggjorde overnatning uden for hjemmet.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at ikke opfylder betingelsen i § 23, stk. 3.

På denne baggrund finder styrelsen, at ikke er berettiget til overnatningsgodtgørelse som ledsager i forbindelse med  sin hustrus indlæggelser på Sygehus 2 i perioderne fra den 9. november til den 13. november og fra den 16. november til den 20. november 2015.

Afsluttende bemærkninger

Styrelsen kan afslutningsvis bemærke, at styrelsen i forbindelse med den ovenfor beskrevne ændrede praksis omkring ledsagelse, har haft anledning til at vurdere, hvorvidt den ændrede praksis ville have haft betydning for styrelsens tidligere afgørelse vedrørende befordringsgodtgørelse til .

Som redegjort for i denne afgørelse, har styrelsen dog på baggrund af udtalelserne fra Sygehus 1 og Sygehus 2 lagt til grund, at s hustru alene havde behov for ledsagelse i forbindelse med befordringen og ikke i forbindelse med selve behandlingen, hvilket også var grundlaget for styrelsens tidligere afgørelse i sag om befordringsgodtgørelse.

ooo00ooo

Kommentarer fra af 15. juli 2016 er indgået i styrelsens vurdering af sagen.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven, som ændret ved lov nr. 129 af 16. februar 2016:

§ 171. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 a har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af ministeren for sundhed og forebyggelse fastsatte regler.

Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87 og 89 a.

Stk. 3. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Regionsrådet yder godtgørelse for befordring til personer, der er omfattet af 1. pkt. og har ret til refusion af udgifter til behandling i andre EU-/EØS-lande i medfør af § 89 a.

Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om godtgørelse efter stk. 3.

Bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 11. Personer har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:

1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.

2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter Regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.

3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

§ 22. En patient, der har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1-3, har ved rejser i forbindelse med ambulant behandling, der nødvendiggør overnatning uden for hjemmet, også ret til overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb) og time- og dagpenge efter laveste sats i Finansministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v.

§ 23. En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1-3, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.

Stk. 2. Nødvendiggør ledsagelsen mere end 12 timers fravær fra hjemmet, har ledsageren også ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til ud- eller hjemrejse uden ledsagelse af patienten.

Stk. 3. En ledsager, der har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, har ved rejser, der nødvendiggør, at ledsageren overnatter uden for hjemmet, også ret til overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb) og time- og dagpenge efter laveste sats i Finansministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 6.Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører

…..

14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter § 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,

…..