Kommune lagde vægt på saglige kriterier ved afslag på befordringsordning til læge og speciallæge

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder den afgørelse, der er truffet af Kommune den 4. august 2016 om befordring til læge og speciallæge.

havde ikke ret til befordring til læge og speciallæge.

KLAGEN

Kommune meddelte ved brev af 4. august 2016 afslag på befordring til egen læge og speciallæge. Han klagede ved brev af 19. august 2016 til Styrelsen for Patientsikkerhed over kommunens afgørelse.

BEGRUNDELSE

, som modtager pension, ansøgte den 14. juli 2016 Kommune om befordring til behandling hos egen læge og speciallæge. Det fremgår af ansøgningen, at han har markeret, at han er bevægelseshandicappet, idet han har nedsat hjertefunktion og sarcoidose. Videre fremgår det, at han som ganghjælpemiddel benytter sig af rollator. Endelig fremgår det, at han ikke kan benytte offentlige transportmidler på grund af disse sygdomme.

var herefter til en samtale på kommunen den 4. august 2016, hvor han blev spurgt nærmere ind til sine muligheder for blandt andet at komme rundt udenfor samt benytte sig af offentlige transportmuligheder.

Kommune traf herefter afgørelse den 4. august 2016. Kommunen gav afslag på befordring med den begrundelse, at han kom ind til samtalen uden ganghjælpemidler, og at han havde oplyst, at han benyttede sig af sin rollator, når han skulle klare længere afstande. Kommunen vurderede herefter, at var i stand til at benytte sig af offentlige transportmidler, herunder bus, tog eller flextaxa. Det fremgår hertil af afgørelsen, at Busselskab har oplyst, at der mellem By 1 og By 2 kører lavgulvstog, og at der er mulighed for at benytte sig af flextaxa fra stationen i By 2 og videre til speciallæge. Kommunen vurderede på den baggrund, at befordring med taxa ikke var nødvendig, og at forsvarlig befordring kunne ske med bus eller tog, som var billigere transportmidler.

har i sin klage af 19. august 2016 anført, at han mener, at afgørelsen er forkert, idet afgørelsen ikke siger noget reelt om hans helbredstilstand, og at kommunen i afgørelsen alene har nævnt de gangmuligheder, som blev set i forbindelse med samtalen på kommunen. Hertil har han anført, at der ikke er nævnt noget om de sygdomme, som han har anført i sin ansøgning. Han har videre anført, at det vil være et fortolkningsspørgsmål, hvad der er forsvarlig transport. Han har hertil anført, at det er et spørgsmål om, om man kun lige skal kunne overleve, eller om man også skal kunne klare sig til konsultationen, og når man kommer hjem igen.

Det fremgår af sundhedslovens § 170, stk. 1-3, at der, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, ydes befordring og befordringsgodtgørelse til behandling hos alment praktiserende læge, og til den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted.

De nærmere regler herom er fastsat i dagældende bekendtgørelse nr. 973 af 28. juni 2016 om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

En person, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven til og fra alment praktiserende læge samt til og fra speciallæge, hvis personen er henvist til speciallæge af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i øjensygdomme eller speciallæge i øre-næse-halssygdomme samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

Det fremgår af §§ 4 og 5 i ovennævnte bekendtgørelse.

Det er kommunen, der afgør, om patienten efter reglerne i §§ 4 og 5 skal tilbydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

Det fremgår af § 9 i ovennævnte bekendtgørelse.

Styrelsen kan oplyse, at sundhedslovens § 170 blev ændret ved lov nr. 129 af 16. februar 2016 om ændring af sundhedsloven. Tidligere fremgik det af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen yder befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge samt speciallæge efter nærmere præciserede betingelser. Ved lovændringen blev dette ændret til, at kommunalbestyrelsen yder befordring og befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge samt speciallæge efter nærmere præciserede regler.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at den enkelte kommunalbestyrelse dermed selv har mulighed for at vælge, hvorvidt den vil efterkomme sine befordringsforpligtelser til praktiserende læge eller praktiserende speciallæge i form af selv at tilbyde befordring mellem patientens bopæl og den praktiserende læge eller praktiserende speciallæge (evt. gennem offentlige trafikselskaber eller private virksomheder), eller ved at yde godtgørelse for udgifter til befordring.

Det er således op til den enkelte kommune i hvert enkelt tilfælde at beslutte, om den pågældende patient er berettiget til befordring, eller om patienten skal henvises til at søge om befordringsgodtgørelse efterfølgende.

Styrelsen har på denne baggrund ikke kompetence til fuldt at efterprøve kommunens afgørelse herom. Styrelsen kan dog foretage en begrænset prøvelse af hvorvidt kommunen ved afgørelsen lagde vægt på saglige kriterier.

Styrelsen finder ikke grundlag for at fastslå, at Kommune s lagde vægt på usaglige kriterier. Styrelsen har herved lagt vægt på, at Kommune ifølge afgørelsen af 4. august 2016 lagde vægt på, at kom til samtale uden ganghjælpemidler, at han benyttede sig af sin rollator, når han skulle klare længere afstande, og at han kunne benytte lavgulvstog samt flextaxa.

På denne baggrund finder styrelsen ikke grundlag for at tilsidesætte Kommune s beslutning om ikke at tilbyde befordring. Han var derfor ikke berettiget til befordring til læge og speciallæge.

Afsluttende bemærkninger

Styrelsen har ikke i denne afgørelse taget stilling til, om er berettiget til befordringsgodtgørelse ved behandling hos læge eller speciallæge.

Styrelsen kan dog vejledende oplyse, at har mulighed for efter hver enkelt behandling hos læge og speciallæge at søge Kommune om befordringsgodtgørelse. Han er berettiget hertil, såfremt betingelserne i bekendtgørelsens §§ 4 eller 5 i øvrigt er opfyldt.

Befordringsgodtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel. Befordringsmidler, der kan ydes godtgørelse til, omfatter offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil mv.

Styrelsen kan hertil oplyse, at en kommune, når den modtager en ansøgning om befordringsgodtgørelse, i hvert enkelt tilfælde skal foretage en konkret vurdering af, hvad der var det billigste, forsvarlige befordringsmiddel på det pågældende tidspunkt.

Ved udbetaling af befordringsgodtgørelse har patienten ret til at få dækket den reelle udgift til befordring, når patienten har benyttet offentlige transportmidler og i det konkrete tilfælde ikke har benyttet en eventuel rabatordning. Øvrig udbetaling af befordringsgodtgørelse sker efter en teknisk beregning, hvori eventuelle rabatordninger medregnes.

Det fremgår af § 30 i ovennævnte bekendtgørelse.

Styrelsen kan oplyse, at befordringsgodtgørelse kun ydes, hvis udgiften til billigste, forsvarlige befordringsmiddel – frem og tilbage – overstiger 25 kr. for pensionister.

Det følger af den nævnte bekendtgørelses § 31, stk. 1.

Kommune s begrundelse og klagevejledning

Styrelsen har bemærket, at det fremgår af Kommune s afgørelse, at afgørelsen er truffet i henhold til bekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 om sundhedsloven samt bekendtgørelse nr. 1496 af 16. december 2009 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

Styrelsen finder på denne baggrund anledning til at vejlede Kommune om, at en afgørelse, som meddeles skriftlig, skal være begrundet. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen giver parten medhold.

Det fremgår af forvaltningslovens § 22.

I afgørelsens begrundelse skal angives de retsregler, som afgørelsen hviler på. Begrundelsen skal også angive de hovedhensyn, som har været bestemmende for udøvelsen af et eventuelt skøn. Hvis det er nødvendigt, skal begrundelsen også indeholde en kort gennemgang af de oplysninger, som har været vigtige for afgørelsens udfald.

Det fremgår af forvaltningslovens § 24.

Styrelsen kan hertil oplyse, at den pågældende lov og bekendtgørelse, som kommunen har henvist til, er forældet. Gældende regler på tidpunktet for Kommune s afgørelse var bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven, som ændret ved lov nr. 129 af 16. februar 2016, og bekendtgørelse nr. 973 af 28. juni 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

Styrelsen har videre bemærket, at Kommune i sin klagevejledning har henvist til Patientombuddet som klageinstans. Styrelsen kan hertil oplyse, at Patientombuddet den 8. oktober 2015 blev en del af en ny styrelse, Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen kan videre oplyse, at det er et lovkrav, at en klage skal indgives via styrelsens digitale klageskema.

Korrekt klagevejledning er derfor, at klagen skal indgives digitalt til Styrelsen for Patientsikkerhed, inden for 4 uger efter modtagelsen af kommunens afgørelse. Klageskemaerne findes på www.borger.dk under ”Sundhed og sygdom” > ”Klage over sundhedsvæsenet” > ”Klage over brud på patientrettighed” eller på www.stps.dk.

Der kan dog være særlige tilfælde, hvor det er muligt at blive fritaget fra digital klage, eksempelvis hvis man er fritaget fra digital post. Er dette tilfældet kan klagen sendes til Styrelsen for Patientsikkerhed, Finsensvej 15, 2000 Frederiksberg.

 

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 170. Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om befordring og befordringsgodtgørelse til personer omfattet af stk. 1 og til personer, der har ret til tilskud til ydelser ved alment praktiserende læge efter § 168, stk. 1.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer til og fra speciallæge, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf. § 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om befordring og befordringsgodtgørelse ved besøg hos speciallæge for personer omfattet af 1. pkt., personer omfattet af § 59, stk. 1, og personer, der har ret til tilskud til ydelser ved speciallæge efter § 168, stk. 1.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.

Bekendtgørelse nr. 973 af 28. juni 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 4. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til befordring eller godtgørelse for befordring til og fra den valgte alment praktiserende læge, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Gruppe 1-sikrede personer bosat på øer, hvor der ikke er etableret lægepraksis, og personer, der af registreringsmæssige årsager ikke kan tilmeldes en læge, som i medfør af § 2, stk. 2, i bekendtgørelse om behandling hos læge i praksissektoren, har adgang til at søge behandling hos enhver alment praktiserende læge, har ret til godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til befordringsudgiften til den nærmest beliggende alment praktiserende læge, som ikke er forhindret i at yde lægehjælp.

§ 5. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til befordring eller godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis personen er henvist dertil af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 9. Kommunalbestyrelsen afgør, om patienten efter reglerne i §§ 1 og 2 samt §§ 4-7 skal tilbydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

§ 30. Befordringsgodtgørelse efter denne bekendtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel.
Stk. 2. Befordringsmidler, der kan ydes godtgørelse til efter stk. 1, omfatter offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil m.v.
Stk. 3. Ved udbetaling af befordringsgodtgørelse efter stk. 1 har patienten ret til at få dækket den reelle udgift til befordring, når patienten har benyttet offentlige transportmidler og i det konkrete tilfælde ikke har benyttet en eventuel rabatordning. Øvrig udbetaling af befordringsgodtgørelse efter stk. 1 sker efter en teknisk beregning, hvori eventuelle rabatordninger medregnes.

§ 31. Befordringsgodtgørelse efter §§ 4 og 5, § 15, nr. 1, og § 23, nr. 1, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 25 kr. i alt.
Stk. 2. Befordringsgodtgørelse efter § 6, § 15, nr. 2 og 3, § 23, nr. 2 og 3, og § 27, stk. 1 og 2, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 60 kr. i alt.
Stk. 3. Befordringsgodtgørelse efter § 17, § 20, stk. 4, og § 24, stk. 2, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.
Stk. 4. Befordringsgodtgørelse efter § 24, stk. 1, og § 25, stk. 3, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter kommunalbestyrelsens visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.
Stk. 5. Befordringsgodtgørelse efter stk. 1-4 kan ikke overstige personens faktiske befordringsudgifter.

Bekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 af forvaltningsloven:

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3. Stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 11, stk. 2. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori oplysninger kan undtages fra aktindsigt, jf. §§ 15-15 b.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013 samt lov nr. 656 af 8. juni 2016:

§ 5. Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører ….. 9) befordring og befordringsgodtgørelse efter § 170 og § 172 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
…..