Befordringsgodtgørelse til offentlig transport skulle ske efter en teknisk beregning, da patienten havde benyttet det frie sygehusvalg

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder den afgørelse, der er truffet af Region den 21. september 2016 om befordringsgodtgørelse til til Sygehus 1.

har ikke ret til befordringsgodtgørelse.

KLAGEN

Region meddelte ved afgørelse af 21. september 2016 afslag på befordringsgodtgørelse. klagede på vegne af den 11. oktober 2016 til Styrelsen for Patientsikkerhed over afgørelsen.

BEGRUNDELSE

var den 25. august 2016 til behandling på afdeling 1, Sygehus 1. Han ansøgte samme dato Region om befordringsgodtgørelse.

Region traf afgørelse den 21. september 2016. Det fremgår af afgørelsen, at havde benyttet sig af det frie sygehusvalg, idet han efter regionens sædvanlige visitationspraksis kunne være blevet behandlet på Sygehus 2, hvortil han ikke ville have været berettiget til befordringsgodtgørelse.

En person har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:
1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.
2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.
3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

Det fremgår af § 15 i dagældende bekendtgørelse nr. 973 af 28. juni 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

Videre gælder, at det ikke er muligt at få befordringsgodtgørelse, hvis udgiften til billigste, forsvarlige befordringsmiddel – frem og tilbage – ikke overstiger 25 kr. for pensionister.

Det følger af bekendtgørelsens § 31, stk. 1.

En person, der vælger at blive behandlet på et sygehus efter reglerne om frit sygehusvalg, er berettiget til befordringsgodtgørelse som minimum svarende til afstanden til det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationspraksis. Betingelserne for at modtage befordring eller befordringsgodtgørelse til dette behandlingssted skal være opfyldt.

Det fremgår af § 17 i ovennævnte bekendtgørelse.

En patient har altså som regel ret til at blive behandlet gratis på et offentligt sygehus efter eget eller den henvisende læges valg. Retten til befordring eller befordringsgodtgørelse følger dog ikke med til det valgte sygehus. Dette gælder også, selv om der er kortere ventetid på det valgte sygehus.

Det er styrelsens opfattelse, at der kan være tale om frit sygehusvalg, selv om patienten ikke vidste det. Den læge, der henviser patienten, bør oplyse patienten om, at patienten muligvis ikke har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse. Lægens manglende information om dette giver ikke patienten ret til befordring eller befordringsgodtgørelse.

Det er videre styrelsens opfattelse, at patienten, hvis denne er henvist til det behandlingssted, som efter regionsrådets visitationspraksis er det nærmeste, og på dette behandlingssted bliver viderehenvist til et andet sygehus på sygehusets eget initiativ, har ret til befordringsgodtgørelse til det sygehus, der viderehenvises til, i det omfang betingelserne for befordringsgodtgørelse i øvrigt er opfyldt. Sygehusets omvisitering må i denne situation anses for at være en del af regionens visitationskriterier, jf. ovennævnte bekendtgørelses § 16.

Det er endvidere styrelsens opfattelse, at når den initiale behandling er foretaget, herunder operationen, kan der efter omstændighederne blive tale om frit sygehusvalg, hvis patientens efterfølgende kontrolforløb bliver varetaget på samme sygehus, som patienten initialt blev behandlet på.

har i klagen anført, at ikke benyttede sig af det frie sygehusvalg i forbindelse med behandlingen den 25. august 2016 på Sygehus 1, idet han blev: ”omvisiteret fra Sygehus 2, fordi Sygehus 2 ikke var i stand til at overholde behandlingsgarantien. ( Kræftsygdom)”.

Det fremgår af henvisning fra afdeling 2, Sygehus 2, at man her henviste til afdeling 3, Sygehus 2 med henblik på en operation for hudkræft, hvor man skulle fjerne hud på venstre øreflip, men at afdeling 3, Sygehus 2 den 7. juli 2016 afviste henvisningen og omvisiterede ham til afdeling 4, Sygehus 3 grundet lang ventetid på Sygehus 2.

I overensstemmelse hermed fremgår det af journalnotat af 1. august 2016 fra afdeling 4, Sygehus 3, at i juli 2016 havde fået foretaget operationen der. Videre fremgår det, at han det første år skulle gå til kontrol hver tredje måned og efterfølgende hvert halve år. Endvidere fremgår det, at kontrollerne, hvis afstanden til Sygehus 3 passede ham dårligt, eventuelt også kunne foretages på Sygehus 2, hos egen læge eller hos en speciallæge i hudsygdomme.

Det fremgår videre af journalnotat af 24. august 2016 fra afdeling 1, Sygehus 1, at man her bookede til akut kontrol den 25. august 2016 efter henvisning fra egen læge, idet han oplevede gener efter operationen i form af manglende effekt af antibiotika.

Styrelsen bemærker, at i anledning af styrelsens partshøring af ham over ovenstående henvisning og journalmateriale ikke har haft kommentarer til sagen.

Styrelsen har lagt til grund, at den 25. august 2016 efter henvisning fra egen læge var til kontrol på afdeling 1, Sygehus 1.

Da det af henvisningen med henblik på operationen for hudkræft fremgår, at var henvist til Sygehus 2, finder styrelsen, at hospitalet i overensstemmelse med de på dette tidspunkt gældende visitationskriterier og på eget initiativ har omvisiteret ham til Sygehus 3, og at der således ikke var tale om, at han udøvede frit sygehusvalg i forbindelse med behandlingen forud for den 25. august 2016, herunder operationen.

Det er imidlertid styrelsens opfattelse, at afdeling 3, Sygehus 2 kunne have foretaget kontrollen af den 25. august 2016, uanset at den forudgående udredning og behandling af hans kræftsygdom ikke var foregået der.

Det er herefter videre styrelsens opfattelse, at benyttede sig af det frie sygehusvalg, idet han kunne have fået foretaget kontrollen på afdeling 3, Sygehus 2.

Idet modtager pension, er han berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse, jf. § 15, nr. 1, jf. § 17 i ovennævnte bekendtgørelse.

Styrelsen kan oplyse, at en patient kun kan få befordringsgodtgørelse svarende til udgiften for det billigste, forsvarlige befordringsmiddel. Dette gælder også, selvom patienten har benyttet et dyrere befordringsmiddel. Befordringsmidler kan eksempelvis være tog, bus, færge, privatbil og taxa.

Det fremgår af ovennævnte bekendtgørelses § 30, stk. 1 og 2.

Ved udbetaling af befordringsgodtgørelse efter stk. 1 har patienten ret til at få dækket den reelle udgift til befordring, når patienten har benyttet offentlige transportmidler og i det konkrete tilfælde ikke har benyttet en eventuel rabatordning. Øvrig udbetaling af befordringsgodtgørelse efter stk. 1 sker efter en teknisk beregning, hvori eventuelle rabatordninger medregnes.

Det fremgår af ovenævnte bekendtgørelses § 30, stk. 3.

Det er styrelsens opfattelse, at patientens ret til at få dækket den reelle befordringsudgift efter § 30, stk. 3, alene vedrører de tilfælde, hvor patienten er blevet behandlet på nærmeste visitationssygehus og således ikke har benyttet sig af reglerne om det frie sygehusvalg. Det er på den baggrund videre styrelsens opfattelse, at beregningen af befordringsgodtgørelse modsætningsvist skal ske efter en teknisk beregning, hvori eventuelle rabatordninger kan medregnes, når patienten har benyttet sig af det frie sygehusvalg.

Styrelsen kan hertil oplyse, at det ikke er muligt at få befordringsgodtgørelse, hvis udgiften til billigste, forsvarlige befordringsmiddel – frem og tilbage – ikke overstiger 25 kr.

Det følger af ovennævnte bekendtgørelses § 31, stk. 1.

Styrelsen har lagt til grund, at det billigste, forsvarlige befordringsmiddel for var offentlig transport.

Det fremgår af hjemmeside, at borgere i Kommune indtil den 15. januar 2017 kunne rejse i hele for 10 kr. på et kort. Det er således styrelsens opfattelse, at udgiften med det billigste, forsvarlige befordringsmiddel til Sygehus 2, hvor kunne være blevet behandlet, ikke ville have oversteget 25 kr.

På denne baggrund finder styrelsen, at ikke er berettiget til befordringsgodtgørelse i forbindelse med sin behandling på afdeling 1, Sygehus 1.

Region s begrundelse

Styrelsen har bemærket, at det fremgår af Region s afgørelse, at afgørelsen er truffet i henhold til bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

Styrelsen har videre bemærket, at det ikke fremgår af afgørelsen, om der er givet afslag på befordringsgodtgørelse, fordi ikke opfylder grundbetingelserne i bekendtgørelsens § 15, eller om afslaget er givet, fordi udgiften til transport ikke overstiger 25 kr. efter bekendtgørelsens § 31, stk. 1.

Som ovenfor beskrevet modtager social pension, hvorfor han af denne grund opfylder grundbetingelsen i bekendtgørelsens § 15.

Det fremgår ligeledes ikke af afgørelsen, hvordan Region har beregnet udgiften til det billigste, forsvarlige befordringsmiddel, herunder hvilket befordringsmiddel regionen har lagt til grund for beregningen.

Styrelsen finder på denne baggrund anledning til at vejlede Region om, at en afgørelse, som meddeles skriftlig, skal være begrundet. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen giver parten medhold. En afgørelse skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Det fremgår af forvaltningslovens §§ 22 og 24, stk. 2.

I afgørelsens begrundelse skal angives de retsregler, som afgørelsen hviler på.

Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Styrelsen kan hertil vejledende oplyse, at den pågældende bekendtgørelse, som Region har henvist til, er forældet. Gældende regler på tidpunktet for regionens afgørelse var rettelig bekendtgørelse nr. 973 af 28. juni 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 171. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 a har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af sundheds- og ældreministeren fastsatte regler.
Stk. 2. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, som er henvist til diagnostisk undersøgelse på sygehus, jf. § 79, til brug for udredning hos alment praktiserende læge, jf. § 60, eller hos praktiserende speciallæge, jf. § 64.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling og til diagnostiske undersøgelser på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende læge eller hos praktiserende speciallæge, herunder i hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87 og 89 a.
Stk. 4. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og til diagnostiske undersøgelser på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende læge eller hos praktiserende speciallæge, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Regionsrådet yder godtgørelse for befordring til personer, der er omfattet af 1. pkt. og har ret til refusion af udgifter til behandling i andre EU-/EØS-lande i medfør af § 89 a.
Stk. 5. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om godtgørelse efter stk. 4.

Bekendtgørelse nr. 973 af 28. juni 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 15. Personer har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:
1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.
2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter Regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.
3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

§ 16. Personer, der er henvist efter regionsrådets visitationskriterier til behandling på et af bopælsregionens egne sygehuse eller samarbejdssygehuse m.v., eller til et sygehus med specialiserede funktioner (tidligere lands- eller landsdelssygehus), er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse, når mindst en af betingelserne i § 15 er opfyldt, jf. §§ 30 og 31.

§ 17. Personer, der opfylder mindst en af betingelserne i § 15, jf. §§ 30 og 31, og som vælger at anvende det frie sygehusvalg, jf. sundhedslovens § 86, det udvidede frie sygehusvalg, jf. sundhedslovens § 82 a og § 87, har ret til godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til befordringsudgiften til det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationskriterier.
Stk. 2. Retten til befordringsgodtgørelse efter stk. 1, jf. § 15, nr. 2, forudsætter, at afstanden til eller fra det sygehus m.v., som patienten har valgt, overstiger 50 km.

§ 30. Befordringsgodtgørelse efter denne bekendtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel.
Stk. 2. Befordringsmidler, der kan ydes godtgørelse til efter stk. 1, omfatter offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil m.v.
Stk. 3. Ved udbetaling af befordringsgodtgørelse efter stk. 1 har patienten ret til at få dækket den reelle udgift til befordring, når patienten har benyttet offentlige transportmidler og i det konkrete tilfælde ikke har benyttet en eventuel rabatordning. Øvrig udbetaling af befordringsgodtgørelse efter stk. 1 sker efter en teknisk beregning, hvori eventuelle rabatordninger medregnes.

§ 31. Befordringsgodtgørelse efter §§ 4 og 5, § 15, nr. 1, og § 23, nr. 1, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 25 kr. i alt.
Stk. 2. Befordringsgodtgørelse efter § 6, § 15, nr. 2 og 3, § 23, nr. 2 og 3, og § 27, stk. 1 og 2, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 60 kr. i alt.
Stk. 3. Befordringsgodtgørelse efter § 17, § 20, stk. 4, og § 24, stk. 2, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.
Stk. 4. Befordringsgodtgørelse efter § 24, stk. 1, og § 25, stk. 3, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter kommunalbestyrelsens visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.
Stk. 5. Befordringsgodtgørelse efter stk. 1-4 kan ikke overstige personens faktiske befordringsudgifter.

Bekendtgørelse nr. 84 af 17. januar 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører
…..
14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter § 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
…..