Mindreårige børn var ikke berettigede til ydelser efter befordringsbekendtgørelsen i forbindelse med en forælders behandling i udlandet.

Styrelsen for Patientsikkerhed finder, at Region har handlet i strid med forvaltningslovens § 25, stk. 1, idet afgørelsen af 30. december 2016 ikke indeholdt klagevejledning.

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder den afgørelse, der er truffet af Region den 30. december 2016 om befordringsgodtgørelse, overnatningsgodtgørelse og time- og dagpenge til s børn som ledsagere i forbindelse med hendes ægtefælle s behandling i USA.

s børn har ikke ret til befordringsgodtgørelse, overnatningsgodtgørelse eller time- og dagpenge som ledsagere.

KLAGEN

Region meddelte ved afgørelse af 30. december 2016 og ægtefælle afslag på befordringsgodtgørelse. klagede den 9. marts 2017 til Styrelsen for Patientsikkerhed over afgørelsen.

BEGRUNDELSE

Ægtefælle var i perioden fra den 20. august til den 14. oktober 2016 til behandling i USA.

Region arrangerede i den forbindelse befordring og ophold for ægtefælle og hans hustru, .

Det fremgår af udateret brev fra til patientkontoret, Region , sendt under familiens ophold i USA, at familien havde en kamp med kommunen, idet der ikke var nogen paragraffer, som dækkede udgifterne til rejse og ophold for parrets børn. Det fremgår videre, at hun var med som ledsager, og da parret har to børn på henholdsvis 10 og 13 år, var det en selvfølge for dem, at de skulle med. Det fremgår hertil, at Region dækkede udgifter til rejse, ophold og diæter for hendes mand og hende, men at ingen havde overvejet, hvad de så skulle gøre med børnene. Videre fremgår det, at regionen på det tidspunkt tilbageholdt hendes diæter som ledsager for at betale for børnenes rejse og udgifter til en lejlighed med et ekstra soveværelse. Familien levede derfor af én diæt. Det fremgår videre, at fordi det primært har været børn, som er blevet tilbudt protonstrålebehandling i USA, var der ikke nogen fortilfælde i deres kommune eller region med voksne behandlingskrævende patienter med mindreårige børn. Videre fremgår det, at børnefamilier kan søge hjælp til ekstraudgifter via kommune og børnecancerfonden, men at de ikke havde samme mulighed. Hvis familien ikke selv havde mulighed for at betale, ville konsekvensen være, at hendes mand ikke kunne modtage den behandling, som blev vurderet mest effektiv og skånsom på længere sigt. Det fremgår hertil, at de selv måtte betale børnenes rejse og ophold, hvis de ønskede at bevare familiestrukturen og trygheden i de 8 uger, de var afsted. Videre fremgår det, at det var stressende, at de som familie igennem tre måneder med scanninger, operation, uforudsigelighed, angst og uvished oveni blev stillet i udsigt, at de skulle være 8.000 km fra hinanden, idet både børnene og forældrene havde behov for, at familieenheden blev bevaret, og at der var mulighed for at tale om og behandle de ting, der skete med hendes mand. Hun har endelig stillet spørgsmålstegn ved, om det kunne være rigtigt, ligesom hun har anmodet patientkontoret om at oplyse, om der var andre steder, hun kunne henvende sig.

Patientkontoret, Region , svarede ved e-mail af 26. september 2016. Patientkontoret anførte, at regionen betaler for ophold med mere for en ledsager, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand. Patientkontoret anførte videre, at patientkontoret ikke havde kendskab til tilfælde, hvor man har betalt ophold for mere end en ledsager. Patientkontoret anførte videre, at idet allerede havde været i kontakt med kommunen, havde patientkontoret ikke yderligere forslag til, hvor hun ellers kunne henvende sig.

Region meddelte den 30. december 2016 endelig opgørelse af udbetaling af befordringsgodtgørelse, diæter med videre efter opholdet.

Det fremgår heraf, at og hendes mand hver var berettiget til 26.513,25 kr. i diæter svarende til 55 døgn og 14 timer. Hertil fremgår det, at de var berettiget til 58.647,09 kr. for transport til og fra behandling ved 37 behandlingsdatoer i perioden fra den 20. august til den 14. oktober 2016. Videre fremgår det, at de var berettiget til 45.743,52 kr. for udgifter til lejlighed og at der derudover var egenbetaling på 12.903,57 kr. for en større lejlighed. Endelig fremgår det, at der var en egenbetaling for børnenes flyrejse på 20.665,32 kr., og at regionen hertil aconto havde udbetalt 25.000 kr. Familien skulle derfor betale 4.334,48 kr. tilbage til Region .

har i sin klage af 9. marts 2017 anført, at hun klager over Region s beslutning om, at hendes ægtefælle alene kunne ledsages af sin hustru i sommeren 2016, hvor han modtog højt specialiseret kræftbehandling i USA. Hun har hertil anført, at han i foråret 2016 blev syg og fik stillet diagnosen glioblastom – kræft i hjernen. Efter en operation blev han henvist til højt specialiseret strålebehandling i USA med fire ugers varsel, hvorefter de skulle rejse den 20. august 2016. Hun har anført, at kørselskontoret i Region var behjælpelig med at arrangere transport og ophold, samt at hun som ledsager fik afholdt sine udgifter til bolig, fly og diæter. Hun har videre anført, at parret ønskede at deres to børn skulle ledsage dem til USA, idet børnene havde behov for at være sammen med deres far, som var alvorligt syg. Hertil har hun anført, at deres datter lider af ADHD og derfor har brug for faste rammer, struktur, stabilitet og voksne, som hun er tryg ved. Videre har hun anført, at deres bopælskommune oplyste, at der ikke var hjemmel til at afholde udgifterne, der skulle dække udgifterne til børnene, samt at kommunen foreslog, at børnene i stedet kunne komme i familiepleje.

har videre anført, at hele familien valgte at tage af sted. En beslutning, som de har været glade for, men som også har været udgiftstung, idet hun også gik ned i indtægt på grund af pasningsorlov. Hun har hertil anført, at det forhold, at de selv skulle afholde udgifterne til deres børns rejse, ophold og forplejning, står i skærende kontrast til, at familier med kræftramte børn har mulighed for at få dækket deres udgifter, når familien følger med til behandling i udlandet.

har endvidere anført, at Sundheds- og Ældreministeriet ved flere lejligheder har udtalt, at reglerne om befordringsgodtgørelse er minimumsforpligtelser for det offentlige, og at regionerne kan yde befordring eller befordringsgodtgørelse i videre omfang, end de er forpligtede til. Hun har hertil anført, at hun med henvisning til disse udtalelser anmodede Region om at tage stilling hertil. Den 10. februar 2017 oplyste regionen, at kørselskontoret efter regionens opfattelse havde fulgt reglerne på området. Hun har desuden anført, at de først i forbindelse med dette brev fik klagevejledning. Hun har endvidere anført, at hun ved brev af 13. februar 2017 blev orienteret af Sundheds- og Ældreministeriet om, at antallet af ledsagere efter ministeriets opfattelse er afhængig af, om ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand. Hvis det efter en konkret vurdering er nødvendigt med flere ledsagere på grund af patientens alder eller helbredstilstand, vil begge disse ledsagere have ret til befordring. Hun har anført, at det tillige fremgår, at bestemmelsen ikke fastlægger antallet af ledsagere.

har medsendt en udtalelse fra en overlæge på afdeling på Sygehus , som har oplyst, at ledsager sin mand til behandling i USA på grund af plejebehov. Hertil fremgår det, at ægteparret har to mindreårige børn, og at der selvfølgelig er et pasningsbehov for børnene under opholdet på cirka 8 uger. Videre fremgår det, at man fra kommunens side har foreslået forældrene, at børnene kunne komme i familiepleje i Danmark. Hertil fremgår det, at det for forældrene og børnene af psykiske årsager ikke er acceptabelt. Videre har overlægen udtalt, at det heller ikke set fra lægelig side er en psykisk holdbar situation, at børnene og forældrene er adskilt i en sådan svær periode efter nydiagnosticeret kræft og et længerevarende behandlingsforløb i udlandet. Overlægen har endelig anført, at det er meget vigtigt, at børnene følger deres forældre til USA.

Region har i en udtalelse til sagen af 2. maj 2017 anført, at der i henhold til bekendtgørelsen om befordring og befordringsgodtgørelse afholdes udgifter til befordring med videre for patienten samt en eventuel ledsager, såfremt betingelserne er opfyldt. Regionen har hertil anført, at der godt kan være flere ledsagere. Region har videre anført, at en ledsager skal være begrundet i patientens alder eller helbredstilstand, og at det i dette tilfælde er s mands tilstand der gør, at der er behov for, at hun tager med. Regionen har videre anført, at den lægefaglige udtalelse ikke giver anledning til, at der skal være flere voksne med som ledsagere. Derudover er det regionens vurdering, at patientens mindreårige børn ikke kan betragtes som deres fars ledsagere i bekendtgørelsens forstand. Videre har regionen anført, at det i klagen anførte om, at reglerne om befordringsgodtgørelse er minimumsforpligtelser for regionen, alene vedrører bekendtgørelsens bestemmelse om frit og udvidet frit sygehusvalg.

En person har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra sygehus med videre, hvis personen opfylder en af følgende betingelser:
1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.
2) Afstanden til eller fra sygehuset med videre., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.
3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

Det fremgår af § 15 i dagældende bekendtgørelse nr. 973 af 28. juni 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, som var gældende indtil den 30. september 2016 og nugældende bekendtgørelse nr. 1206 af 19. september 2016 af samme navn, som var gældende fra 1. oktober 2016.

Styrelsen har lagt til grund, at s mand opfylder i hvert fald § 15, nr. 2, og dermed har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til behandlingen i USA.

En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1, 3 og 4 (herunder § 15) har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.

Det fremgår af § 27, stk. 1, i de nævnte bekendtgørelser.

Styrelsen kan oplyse, at vurderingen af, om en patient har behov for ledsagelse, som udgangspunkt er en lægefaglig vurdering, som den behandlende afdeling foretager.

Det er styrelsens opfattelse, at en ledsager er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med selve befordringen og/eller i forbindelse med behandlingen.

Det er videre styrelsens opfattelse, at mere end én ledsager vil være berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse efter bekendtgørelsens § 27, hvis den behandlende afdeling vurderer, at disse ledsageres tilstedeværelse er nødvendig i forhold til befordringen og/eller behandlingen.

Det beror på en konkret vurdering, om en eller flere ledsagere i det enkelte tilfælde må anses for nødvendig i forbindelse med en patients befordring eller ophold på et sygehus. Kravet om nødvendigheden af ledsagelse skal være sundhedsfagligt begrundet. Det er således ikke tilstrækkeligt, at det vurderes hensigtsmæssigt, at ledsageren eller eksempelvis begge forældre er til stede ved et barns behandling, hvis dette ikke vurderes at være sundhedsfagligt nødvendigt.

Det er styrelsens opfattelse, at parrets børn ikke var nødvendige ledsagere. Styrelsen har herved lagt vægt på, at børnenes tilstedeværelse ikke var sundhedsfagligt begrundet i forbindelse med befordringen eller behandlingen af deres far. Styrelsen kan i den forbindelse ikke lægge vægt på, at det for familien var hensigtsmæssigt, at børnene ledsagede deres far til hans behandling i USA, for at familien kunne være samlet i en svær periode.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at s børn ikke opfylder betingelserne for befordring eller befordringsgodtgørelse, jf. § 27, stk. 1.

En ledsager, der har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, har ved rejser, der nødvendiggør, at ledsageren overnatter uden for hjemmet, også ret til overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb) og time- og dagpenge efter laveste sats i Finansministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v.

Det fremgår af den nævnte bekendtgørelses § 27, stk. 3.

Det er således en betingelse for at en ledsager har ret til overnatning eller overnatningsgodtgørelse og time- og dagpenge, at ledsageren har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse efter bekendtgørelsen. Da s børn ikke opfylder betingelserne for befordring eller befordringsgodtgørelse som ledsagere, opfylder de dermed heller ikke betingelserne for overnatning eller overnatningsgodtgørelse og time- og dagpenge.

Som ovenfor anført, har anført i sin klage, at ministeriet flere gange har udtalt, at reglerne om befordringsgodtgørelse er minimumsforpligtelser, og at regionerne kan yde befordring og befordringsgodtgørelse i videre omfang, end de er forpligtede til.

Styrelsen skal hertil bemærke, at disse udtalelser alene vedrører de nævnte bekendtgørelsers § 17, hvoraf det fremgår, at personer, som opfylder betingelserne for befordring eller befordringsgodtgørelse og som vælger at benytte det frie eller udvidet frie sygehusvalg, har ret til godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum (styrelsens fremhævning) svarende til befordringsudgiften til det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationskriterier.

Bekendtgørelsens øvrige bestemmelser er ikke minimumsforpligtelser.

Styrelsen er opmærksom på, at det er anført i klagen, at udgifterne til børnenes ledsagelse til USA har påvirket s økonomi. Det er imidlertid en forudsætning for at yde offentlige tilskud eller godtgørelser, at der er hjemmel i lovgivningen dertil. Der er ikke hjemmel i sundhedsloven og regler udstedt i medfør heraf til at yde befordringsgodtgørelse med videre hvis ansøgeren ikke opfylder betingelserne i regelsættet. Regionen har derfor ikke mulighed for at lægge vægt på eller yde befordringsgodtgørelse ud fra et trangskriterium.

På denne baggrund finder styrelsen, at s børn ikke er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse, overnatning eller overnatningsgodtgørelse og time- og dagpenge som ledsagere i forbindelse med deres fars behandling i USA.

Klagevejledning

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsager af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvor afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Det fremgår af forvaltningslovens § 25, stk. 1.

har i sin klage af 10. marts 2017 anført, at hun først ved et brev fra regionen af 10. februar 2017 blev gjort opmærksom på muligheden for at klage til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen har lagt vægt på, at der i afgørelsen fra Region af 30. december 2016 ikke fremgår en klagevejledning. Styrelsen har videre lagt vægt på, at det måtte stå Region klart, at ønskede at få godtgjort sine udgifter til børnenes ledsagelse til USA.

På denne baggrund finder styrelsen, at Region har handlet i strid med forvaltningslovens § 25, stk. 1, idet afgørelsen af 30. december 2016 ikke indeholdt klagevejledning.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 171. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 a har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af sundheds- og ældreministeren fastsatte regler.
Stk. 2. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, som er henvist til diagnostisk undersøgelse på sygehus, jf. § 79, til brug for udredning hos alment praktiserende læge, jf. § 60, eller hos praktiserende speciallæge, jf. § 64.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling og til diagnostiske undersøgelser på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende læge eller hos praktiserende speciallæge, herunder i hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87 og 89 a.
Stk. 4. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og til diagnostiske undersøgelser på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende læge eller hos praktiserende speciallæge, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Regionsrådet yder godtgørelse for befordring til personer, der er omfattet af 1. pkt. og har ret til refusion af udgifter til behandling i andre EU-/EØS-lande i medfør af § 89 a.
Stk. 5. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om godtgørelse efter stk. 4.

Bekendtgørelse nr. 973 af 28. juni 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 15. Personer har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:
1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.
2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter Regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.
3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

§ 27. En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1-3, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.
Stk. 2. Nødvendiggør ledsagelsen mere end 12 timers fravær fra hjemmet, har ledsageren også ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til ud- eller hjemrejse uden ledsagelse af patienten.
Stk. 3. En ledsager, der har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, har ved rejser, der nødvendiggør, at ledsageren overnatter uden for hjemmet, også ret til overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb) og time- og dagpenge efter laveste sats i Finansministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v.

Bekendtgørelse nr. 1206 af 19. september 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 15. Personer har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:
1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.
2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.
3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

§ 27. En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1, 3 og 4, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.
Stk. 2. Nødvendiggør ledsagelsen mere end 12 timers fravær fra hjemmet, har ledsageren også ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til ud- eller hjemrejse uden ledsagelse af patienten.
Stk. 3. En ledsager, der har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, har ved rejser, der nødvendiggør, at ledsageren overnatter uden for hjemmet, også ret til overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb) og time- og dagpenge efter laveste sats i Finansministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v.

Bekendtgørelse nr. 433 af 22. november 2014 af forvaltningsloven:

§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan undlades eller ske på anden måde end nævnt i stk. 1.

Bekendtgørelse nr. 84 af 17. januar 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører
…..
14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter § 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
…..