Kritik for mundtlig videregivelse af oplysninger til Statsforvaltningen

Styrelsen for Patientsikkerhed finder grundlag for at kritisere, at Sygehus har videregivet oplysninger til Statsforvaltningen om den 28. juni 2016.

Sagsnummer:

18SPS05

Offentliggørelsesdato:

20. marts 2018

Juridisk tema:

Tavshedspligt

Kategori:

Patientrettigheder

Styrelsen for Patientsikkerhed finder grundlag for at kritisere, at Sygehus har videregivet oplysninger til Statsforvaltningen om den 28. juni 2016. 

KLAGEN

Der er klaget over følgende:

  • At afdeling brød tavshedspligten den 28. juni 2016 ved at videregive oplysninger om s indlæggelse i perioden fra den 15. til den 28. juni 2016 til Statsforvaltningen.

har hertil anført, at afdeling blandt andet oplyste, at han var erklæret syg og uden sygdomserkendelse, og at han alene blev udskrevet på grund af eget ønske herom. Videre oplyste afdeling , at han var til fare for sit barn og tidligere ægtefælle, og at afdelingen tvivlede på hans oplysninger om vold i ægteskabet.

BEGRUNDELSE

Styrelsen har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

var i perioden fra den 15. til den 28. juni 2016 indlagt på afdeling grundet selvmordstanker.

Begrundelse for afgørelsen

har i sin klage oplyst, at afdeling , i forbindelse med en telefonisk samtale med Statsforvaltningen, oplyste, at han var erklæret syg og uden sygdomserkendelse, og at han ikke burde være blevet udskrevet, men at dette var et ønske fra ham selv. Videre oplyste afdeling , at han var til fare for sit barn og tidligere ægtefælle, og at afdelingen tvivlede på hans oplysninger omkring vold i ægteskabet.

Ifølge blev ovenstående oplysninger lagt til grund i en verserende samværssag i Statsforvaltningen og fik den konsekvens, at han ikke har haft kontakt med sit barn siden den 9. juni 2016.

har i forbindelse med klagen indsendt en kopi af telefonnotatet fra Statsforvaltningen. Notatet er dateret den 28. juni 2016. Det fremgår heraf, at havde givet et skriftligt samtykke til, at Statsforvaltningen måtte kontakte afdeling , og at afdeling var bekendt med dette.

Videre fremgår det, at afdeling oplyste, at havde været frivilligt indlagt, fordi han havde det skidt og var rigtig ked af situationen, og at der blev lavet en aftale om, at han ikke måtte forlade afdelingen, hvilket han i første omgang var indforstået med. Videre oplyste afdeling , at han havde oplyst, at han havde været udsat for vold af sin tidligere ægtefælle, men at man var i tvivl om, hvorvidt dette var sandt.

Følgende fremgår yderligere af telefonnotatet: ”adspurgt om udskrivningen betyder, at har det bedre nu, oplyses det, at han ikke virker psykisk stabil. Han kører hurtigt op, og det har resulteret i, at de (afdeling red.) blev utrygge ved ham. vil forlade stedet, hvilket resulterer i, at han bliver tilbageholdt af politiet, hvorefter han indlægges på en lukket afdeling i en uge. Herefter overføres han igen til D2 og udskrives efterfølgende”.

Ydermere fremgår det, at: ” havde ønsket at blive udskrevet, og afdeling har ikke haft nogen mulighed for at tvangstilbageholde ham. De har talt med ham om, hvad de mener, var hensigtsmæssigt, men havde et meget klart ønske om at ville udskrives”.

Det fremgår endelig af telefonnotatet, at: ” blev indlagt med en paranoid psykose, og han har fået antipsykotisk medicin, hvilket han har taget under indlæggelsen”.

Det fremgår videre af s klage, at afdeling misinformerede Statsforvaltningen, og at der er faktuelle fejl i de oplysninger, som blev videregivet. Den 27. februar 2017 har han fremsendt en række dokumenter af relevans for sagen, herunder et dokument af 12. december 2016 om dialogmøde hos afdeling . Det fremgår heraf at han blandt andet ønsker, at udtalelserne til Statsforvaltningen tilbagevises.

Afdeling har i udtalelse af den 6. marts 2017 til sagen oplyst, at telefonsamtalen med Statsforvaltningen ikke er journalført i deres system, hvilket er en fejl. Afdelingen har ikke yderligere kommentarer i forhold omstændighederne omkring videregivelsen af oplysninger. Afdeling har dog i brev af 16. december 2016 anført, at rettelig ikke blev udskrevet med diagnosen paranoid psykose, men en tilpasningsreaktion. Han blev under indlæggelsen observeret for vrangforestillinger og psykotiske symptomer. For så vidt angår sandhedsværdien af hans udtalelser, er der to modsatrettede versioner om vold, og det er vanskeligt for afdeling at tage stilling til, hvem der har ret.

Styrelsen kan oplyse, at det følger af sundhedslovens § 40, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Videre kan styrelsen oplyse, at det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at helbredsforhold skal forstås som oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været indlagt til behandling eller er indlagt samt oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og lignende. Andre oplysninger end helbredsoplysninger kan for eksempel være oplysninger om patientens familiære forhold, sociale problemer, strafbare forhold, gæld, indkomst- og skatteforhold.

Ved telefonsamtalen den 28. juni 2016 videregav afdeling oplysninger om s indlæggelse, herunder blandt andet at han var indlagt med en paranoid psykose, og at han under indlæggelsen blev medicineret herfor.

Det er styrelsens vurdering, at oplysningerne om indlæggelsen og behandlingen utvivlsomt er tavshedsbelagte oplysninger i sundhedslovens forstand.

Det fremgår af sundhedslovens § 43, stk. 1, at med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl.

Det fremgår videre af sundhedslovens § 44, stk. 1, at samtykket efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.

Ydermere følger det af § 12, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at samtykke til videregivelse til andre formål end behandling skal gives til den person, der er i besiddelse af - og skal give - oplysningerne.

Af materialet fra afdeling fremgår det ikke, at har givet et samtykke til afdelingen, som indebar, at afdelingen kunne videregive oplysninger til Statsforvaltningen. Det fremgår alene af telefonnotatet fra Statsforvaltningen, som har vedlagt sin klage til styrelsen, at han havde givet skriftligt samtykke til Statsforvaltningen måtte kontakte afdeling .

Der forelå derfor efter styrelsens opfattelse ikke et gyldigt samtykke til videregivelse af oplysninger, hvilket afdeling efter styrelsens opfattelse burde have sikret sig. Alternativt burde afdeling have sikret sig, at der var anden hjemmel til at videregive oplysninger om til Statsforvaltningen uden samtykke.

Styrelsen kan oplyse, at en sundhedsperson i henhold til sundhedslovens § 43, stk. 2, under visse betingelser - uden patientens samtykke - kan videregives oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således fremgår det af § 43, stk. 2, nr. 1, at videregivelse kan ske uden patientens samtykke, når det følger af lov og bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Det er hertil styrelsens opfattelse, at en sundhedsperson i visse tilfælde, når en offentlig myndighed anmoder om oplysninger, må forstå, at det er rekvirentens pligt at sørge for at have lovhjemmel til indhentelse af oplysninger, og at sundhedspersonen derfor må gå ud fra, at dette forhold er i orden.

Styrelsen kan hertil oplyse, at lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) indeholder regler for, hvordan kommuner og statslige myndigheder på det sociale område skal behandle sager, herunder hvornår de i bestemte tilfælde har hjemmel til at forlange, at en sundhedsperson udleverer oplysninger, som ellers er omfattet af tavshedspligten. Når en myndighed skriftligt anmoder om oplysninger, oplyser myndigheden i den forbindelse samtidigt om formålet hermed, og om indhentelsen sker på baggrund af et samtykke eller lovhjemmel, herunder hvilken regel, der hjemler indhentelsen.

I sådanne situationer er det styrelsens opfattelse og faste praksis, at en sundhedsperson ved modtagelsen af anmodningen fra eksempelvis en kommune må forstå, at han er forpligtet til at videregive de ønskede oplysninger, eller at han med rette kan gå ud fra, at man fra kommunens side har foretaget det fornødne, herunder forsøgt at indhente et samtykke fra patienten til, at sundhedspersonen kan videregive de pågældende oplysninger.

Styrelsen lægger herved vægt på, at der i sådanne situationer ikke er tvivl om, hvem rekvirenten er, hvad formålet er og dermed hvilke oplysninger, der er nødvendige, samt hvad hjemlen er.

Styrelsen kan hertil oplyse, at det fremgår af sundhedslovens § 43, stk. 3, at det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget. Ifølge lovbemærkningerne og vejledningen er det en forudsætning for videregivelse af oplysninger uden samtykke i de pågældende tilfælde, at sundhedspersonen ikke videregiver oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet efter formålet.

Det er imidlertid styrelsens opfattelse, at der ikke er en tilsvarende sikkerhed for, hvem rekvirenten er, hvad formålet er og hvilken hjemmel, der er, når udvekslingen af oplysninger foregår mundtligt.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at en sundhedsperson ved en anmodning fra en offentlig myndighed om mundtlige oplysninger bør sikre sig, at vedkommende myndighed, der henvender sig, har taget stilling til, om der foreligger den fornødne hjemmel. Endvidere bør sundhedspersonen kende formålet med indhentelsen for derved at kunne tage stilling til, hvilke oplysninger der er nødvendige at videregive.

Det fremgår ikke af journalen, af afdeling s udtalelse til sagen eller af telefonnotatet fra Statsforvaltningen, at det under samtalen blev drøftet eller oplyst til hvilket formål, oplysningerne blev indhentet. Alene det skriftlige samtykke afgivet til Statsforvaltningen blev angivet som hjemmel til indhentelsen.

Styrelsen kan hertil oplyse, at det fremgår af den dagældende retssikkerhedslovens § 2, stk. 1, at loven gælder, når blandt andet Statsforvaltningen skal behandle sager efter lovgivningen. Det fremgår dog af § 1, stk. 2, i dagældende bekendtgørelse nr. 1128 af 24. september 2015 om retssikkerhed og administration på det sociale område, at loven alene gælder, når statsforvaltningen træffer afgørelse efter § 131 i lov om social service.

Styrelsen kan hertil oplyse, at det fremgår af den nugældende vejledning nr. 10283 af 7. december 2017, pkt. 12, at retssikkerhedsloven gælder - i det omfang det er relevant – når Statsforvaltningen træffer afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens § 131. Retssikkerhedsloven gælder ikke for Statsforvaltningen i andre tilfælde end disse.

Styrelsen finder således, at der ikke var den fornødne hjemmel i retssikkerhedsloven til videregivelse af oplysninger til Statsforvaltningen uden samtykke, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1.

Styrelsen kan videre oplyse, at det fremgår af § 43, stk. 2, nr. 2, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger uden patientens samtykke, hvis videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.

Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse klart skal overstige hensynet til en patients ønske om fortrolighed. Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse i forbindelse med videregivelse af oplysninger til politi og anklagemyndighed, således at videregivelse af oplysninger bl.a. vil være muligt, såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet. Det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Som nævnt foreligger der ikke nærmere oplysninger om, hvorfor og til hvilket formål, oplysningerne blev indhentet.

På den baggrund er det styrelsens vurdering, at der ikke foreligger forhold, der godtgør, at Statsforvaltningens interesse i at få adgang til oplysninger om s indlæggelse i perioden fra den 15. til den 28. juni 2016 vejer tungere end hans krav på fortrolighed.

Styrelsen finder herefter, at Sygehus har handlet i strid med sundhedsloven ved videregivelsen af oplysninger til Statsforvaltningen om den 28. juni 2016.

Allerede fordi der ikke forelå hjemmel til at videregive de pågældende oplysninger om , har styrelsen ikke forholdt sig til, om de oplysninger, der blev videregivet, var korrekte eller ej. Styrelsen bemærker i den forbindelse, at styrelsen i sagen med sagsnummer , som fortsat er under behandling, vil tage stilling til, om den behandling modtog i Sygehus fra den 15. juni til den 28. juni 2016 var tilstrækkelig og relevant, herunder om journalen blev ført på relevant vis.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 40. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for studerende, der som led i en sundhedsvidenskabelig eller sundhedsfaglig uddannelse deltager i behandlingen af en patient uden at være medhjælp.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.

§ 43. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i denne lovgivning.

§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.

Bekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 1. Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. §§ 11 og 12, behandler klager fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Styrelsen for Patientsikkerhed kan ikke behandle en klage efter 1. pkt., hvis den faglige virksomhed eller det forhold, klagen vedrører, helt eller delvis er omfattet af en klage efter § 2.
Stk. 2. Styrelsen for Patientsikkerhed træffer i sager efter stk. 1 afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedsvæsenet har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-9.