Ikke ret til befordring til speciallæge, der ikke var den nærmeste.

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder den afgørelse, der er truffet af Kommune den 28. oktober 2016 om befordring til øjenlæge.

havde ikke ret til befordring.

KLAGEN

Kommune meddelte den 28. oktober 2016 mundtligt afslag på befordringsgodtgørelse. Han klagede ved klageskema af 9. november 2016 til Styrelsen for Patientsikkerhed over afgørelsen.

BEGRUNDELSE

ansøgte den 28. oktober 2016 telefonisk Kommune om befordring til øjenlæge i By 1 den 1. november 2016. Kommune meddelte ham mundtligt afslag herpå med den begrundelse, at øjenlægen i By 1 ikke var den nærmeste speciallæge i øjensygdomme, idet der var en øjenlæge i By 2, som var nærmere s bopæl. Kommune kontaktede i den forbindelse øjenlægen i By 2 og fik bekræftet, at øjenlægen kunne foretage den pågældende kontrol.

har i sin klage af 9. november 2016 anført, at han har været tilknyttet øjenlægen i By 1 i 10 år, og at han er blevet kørt de gange, det har været nødvendigt, ca. 1-2 gange om året. Han har videre anført, at han tidligere har været hos øjenlægen i By 2, men at han ikke ønskede at blive behandlet der og derfor skiftede til øjenlægen i By 1. Han har anført, at han er henvist dertil af Sygehus . Han har desuden anført, at øjenlægen i By 2 har en ventetid på over et år og ikke tager nye patienter ind. Videre har han anført, at han har grøn stær og har mistet synet på det højre øje, samt at han på et tidspunkt skal opereres i det venstre øje. Han har i den forbindelse anført, at det er vigtigt, at han fortsætter hos øjenlægen i By 1, så han ikke også mister synet på venstre øje.

En person har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til speciallæge, hvis personen er henvist til speciallægen og opfylder en af følgende betingelser:
1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.
2) Afstanden til og fra speciallægens konsultationssted overstiger 50 km.

Det fremgår af §§ 5 og 6 i bekendtgørelse nr. 1206 af 19. september 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

Styrelsen har lagt til grund, at modtager pension og således er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse.

Befordring eller befordringsgodtgørelse efter §§ 5 og 6 ydes kun i forbindelse med besøg hos den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultation nærmest ved patientens opholdssted. Hvis denne speciallæge er forhindret i at yde lægehjælp, ydes der befordring eller befordringsgodtgørelse til den nærmeste, som ikke er forhindret. Søger patienten fjernere beliggende speciallæge, kan der ydes befordringsgodtgørelse med det beløb, patienten havde ret til, hvis denne havde søgt den nærmest beliggende speciallæge.

Det følger af § 7 i samme bekendtgørelse.

Det er kommunen, der afgør, om patienten skal tilbydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

Det følger af § 9 i samme bekendtgørelse.

Styrelsen kan oplyse, at når en praktiserende læge udfærdiger en henvisning, kan patienten konsultere en hvilken som helst speciallæge med det relevante speciale, uanset at patientens praktiserende læge har anbefalet en navngiven speciallæge. Styrelsen kan ved sin afgørelse ikke lægge vægt på, at den henvisende læge eventuelt ikke har oplyst patienten om, at henvisningen ikke skete til nærmest beliggende speciallægepraksis.

Kommune har til sagen oplyst, at den 20. oktober 2015 er visiteret til lægebefordring efter reglerne i sundhedsloven. Videre har kommunen oplyst, at øjenlægen i By 1 ligger 40,6 km fra s bopæl, mens øjenlægen i By 2 ligger 24,3 km fra hans bopæl, og at kommunen derfor gav ham afslag på at blive befordret til øjenlægen i By 1, idet denne ikke var den nærmeste øjenlæge, som kunne behandle ham. Kommune har videre anført, at kommunen har en praksis for, at ventetid hos den nærmeste speciallæge ikke udgør en forhindring, som kan berettige til befordring til en anden speciallæge end den nærmeste, medmindre der er tale om en akut situation. Kommunen har hertil anført, at de vurderede, at det ikke var tilfældet. Kommune har endvidere anført, at kommunen den 25. november 2016 telefonisk har kontaktet øjenlægen i By 2, som har oplyst, at der pr. den 25. november 2016 var en ventetid på ca. 2 måneder for nye patienter.

Kommunen har endelig anført, at efter eget ønske kan fortsætte behandlingen i By 1, men at han ikke kan blive kørt dertil gratis af kommunen. Kommunen har hertil anført, at han har mulighed for at indsende dokumentation for konsultation i By 1 og derved få udbetalt befordringsgodtgørelse efter billigste offentlige transport til nærmeste speciallæge i By 2.

har den 3. maj 2017 telefonisk oplyst til styrelsen, at han ikke mener, at øjenlægen i By 2 kan det samme, som øjenlægen i By 1. Han har hertil anført, at der blandt andet er nogle øjenoperationer, som øjenlægen i By 2 ikke kan foretage. Han oplyste desuden, at både hans egen læge, øjenlægen i By 1 og Sygehus , som havde henvist ham, ikke mener, at han skal skifte tilbage til øjenlægen i By 2, da han ikke er dygtig nok. Han har ikke i øvrigt haft bemærkninger til ovenstående oplysninger fra Kommune .

Det følger af styrelsens praksis, at nærmeste speciallæge som udgangspunkt ikke kan anses for at være forhindret, selvom en fjernere beliggende speciallægepraksis har kortere ventetid til behandling. Det følger dog tillige af praksis, at der skal tages hensyn til lidelsens karakter og patientens generelle helbredstilstand ved vurderingen af, om der i det konkrete tilfælde foreligger en forhindring.

Det er på baggrund af sagens materiale styrelsens opfattelse, at der ikke forelå en forhindring i dette tilfælde. Styrelsen har herved lagt vægt på, at der ikke i sagen er oplysninger om, at der var tale om akut behandling, som nødvendiggjorde hurtigere behandling end den nærmeste speciallæge kunne tilbyde.

Styrelsen kan oplyse, at såfremt der konkret er tale om behandling, som ikke kan varetages af den nærmeste øjenlæge, fx hvis øjenlægen ikke kan tilbyde en nødvendig operation for lidelsen, så vil patienten være berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse til den nærmeste øjenlæge, som kan tilbyde den nødvendige behandling i de konkrete tilfælde.

Styrelsen har på baggrund af kommunens udtalelse lagt til grund, at øjenlægen i By 2 kunne have varetaget behandlingen den 1. november 2016. Styrelsen kan i den forbindelse ikke lægge vægt på, at han måske på et senere tidspunkt skal have foretaget en nødvendig operation, som muligvis ikke kan varetages af den nærmeste øjenlæge.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at ikke søgte den nærmeste speciallæge, som kunne give den nødvendige behandling.

Det følger således af ovenstående bekendtgørelses § 7, at ikke havde ret til befordring til øjenlægen i By 1, idet han ikke søgte behandling hos den nærmeste speciallæge, som kunne behandle ham.

På denne baggrund finder styrelsen, at ikke havde ret til befordring i forbindelse med sin behandling hos speciallæge i øjensygdomme den 1. november 2016.

Afsluttende bemærkninger

Styrelsen skal afslutningsvis bemærke, at , såfremt han har været til behandling hos øjenlægen i By 1, har mulighed for at ansøge Kommune om befordringsgodtgørelse svarende til det beløb, som han ville have haft ret til, hvis han havde været til behandling hos øjenlægen i By 2, jf. bekendtgørelsens § 7. Styrelsen skal hertil bemærke, at han vil være berettiget til befordringsgodtgørelse svarende til udgiften med det billigste, forsvarlige transportmiddel, jf. bekendtgørelsens § 30, og således ikke det billigste offentlige transportmiddel, som anført af Kommune i udtalelsen af 25. november 2016, hvis offentlig transport ikke er et forsvarligt befordringsmiddel for .

ooo00ooo

Kommentarer fra af 3. maj 2017 er indgået i styrelsens vurdering af sagen.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 170. Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om befordring og befordringsgodtgørelse til personer omfattet af stk. 1 og til personer, der har ret til tilskud til ydelser ved alment praktiserende læge efter § 168, stk. 1.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer til og fra speciallæge, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf. § 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om befordring og befordringsgodtgørelse ved besøg hos speciallæge for personer omfattet af 1. pkt., personer omfattet af § 59, stk. 1, og personer, der har ret til tilskud til ydelser ved speciallæge efter § 168, stk. 1.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.

Bekendtgørelse nr. 1206 af 19. september 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 5. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til befordring eller godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis personen er henvist dertil af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 6. Personer har ret til befordring eller godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis afstanden mellem personens bopæl eller faste opholdssted og speciallægens konsultationssted overstiger 50 km. , og personen er henvist dertil af alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 7. Befordring eller befordringsgodtgørelse efter §§ 5 og 6 ydes kun i forbindelse med besøg hos den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultation nærmest ved patientens opholdssted. Hvis denne speciallæge er forhindret i at yde lægehjælp, ydes der befordring eller befordringsgodtgørelse til den nærmeste, som ikke er forhindret. Søger patienten fjernere beliggende speciallæge, kan der ydes befordringsgodtgørelse med det beløb, patienten havde ret til, hvis denne havde søgt den nærmest beliggende speciallæge.

§ 30. Befordringsgodtgørelse efter denne bekendtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel.
Stk. 2. Befordringsmidler, der kan ydes godtgørelse til efter stk. 1, omfatter offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil m.v.
Stk. 3. Ved udbetaling af befordringsgodtgørelse efter stk. 1 har patienten ret til at få dækket den reelle udgift til befordring, når patienten har benyttet offentlige transportmidler og i det konkrete tilfælde ikke har benyttet en eventuel rabatordning. Øvrig udbetaling af befordringsgodtgørelse efter stk. 1 sker efter en teknisk beregning, hvori eventuelle rabatordninger medregnes.

Bekendtgørelse nr. 84 af 17. januar 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 5. Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører
…..
10) befordring og befordringsgodtgørelse efter § 170 og § 172 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,