Patient havde ikke ret til befordringsgodtgørelse, da hun var henvist til second opinion.

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder de afgørelser, der er truffet af Region den 29. maj, den 8. juni., den 18. august og den 7. december 2015 om befordringsgodtgørelse til til Sygehus 1. har ikke ret til yderligere godtgørelse.

Sagsnummer:

18SPS22

Offentliggørelsesdato:

22. juni 2018

Juridisk tema:

Kørsel og kørselsgodtgørelse

Kategori:

Patientrettigheder

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder de afgørelser, der er truffet af Region den 29. maj, den 8. juni., den 18. august og den 7. december 2015 om befordringsgodtgørelse til til Sygehus 1.

har ikke ret til yderligere godtgørelse.

KLAGEN

Region udbetalte den 29. maj, den 8. juni, den 18. august og igen den 7. december 2015 39,77 kr. i befordringsgodtgørelse for hver behandlingsdato til . Hun klagede til Region over dette, hvorved regionen fastholdt sine afgørelser. Den 23. december 2015 oversendte Region klagen til Styrelsen for Patientsikkerhed.

BEGRUNDELSE

, som er pensionist, var den 16. april, den 4. juni, den 6. august, og den 20. november 2015 til behandling på Sygehus 1. Hun ansøgte i denne forbindelse Region om befordringsgodtgørelse.

Region traf afgørelser herom henholdsvis den 29. maj, den 8. juni, den 18. august og igen den 7. december 2015 i form af udbetalinger af 39,77 kr. for hver af de respektive behandlingsdatoer. Det fremgår af afgørelserne, at havde benyttet sig af det frie sygehusvalg, idet hun efter Region s sædvanlige visitationspraksis kunne være blevet behandlet på Sygehus 2.

s ægtefælle har i klagen af 21. december 2015 anført, at det er forkert, når der kun blev udbetalt godtgørelse svarende til udgiften for kørsel med egen bil fra bopælen til Sygehus 2. Det er til støtte herfor anført, at i mange år har lidt af svær hovedpine, og at hun var i et behandlingsforløb på Klinik 1.

Det er videre anført, at man på Klinik 1 henviste til Klinik 2 på Sygehus 1, da smerterne tiltog i foråret 2015.

Det er endvidere anført, at Klinik 1 på Sygehus 3 dog måtte give op efter tre konsultationer, og at herefter fik foretaget en second opinion den 20. november 2015 på Sygehus 1.

Det er endelig anført, at for nogle år tilbage havde været til behandling for sin hovedpine på Sygehus 4, og at togturen dertil havde været meget svær, idet hun havde brug for at blive transporteret i bil, som kunne stoppes efter behov.

Styrelsen har i denne forbindelse bemærket, at ægtefællen i klagen har anført behandlingsdatoerne til at være den 14. april, den 4. juni, den 6. august, den 20. november og den 29. november 2015.

Styrelsen har bemærket, at der findes ansøgningsskemaer for så vidt angår behandlinger, der er foretaget den 16. april, den 4. juni 2015, den 6. august 2015 og den 20. november 2015.

Styrelsen har herefter lagt til grund, at udbetalingen den 29. maj 2015 vedrører behandling foretaget den 16. april 2015, at udbetalingen den 8. juni 2015 vedrørte behandlingen den 4. juni 2015, at afgørelsen af 18. august 2015 vedrører behandlingen den 6. august 2015, mens afgørelsen af 7. december 2015 vedrører behandlingen den 20. november 2015.

Styrelsen har videre lagt til grund, at den behandling, som ifølge ægtefællen foregik den 14. april 2015, egentlig blev foretaget den 16. april 2015, at den behandling, som ifølge ægtefællen foregik den 29. november 2015, jævnfør ansøgningsskemaet er foregået den 20. november 2015, og at de skitserede uoverensstemmelser alene beror på trykfejl.

Det fremgår af ansøgningsskemaerne af 8. juni og af 18. august 2015, at var pensionist, at hun blev behandlet på regionsfunktion, og at hun ikke var henvist som følge af frit sygehusvalg.

I modsætning hertil fremgår det af ansøgningsskemaet af den 20. november 2015, at behandlingen denne dato foregik på højt specialiseret niveau, og at var henvist som følge af frit sygehusvalg.

En person har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:
1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.
2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.
3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

Det fremgår af § 11 i dagældende bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, som var gældende på tidspunktet for samtlige behandlingsdatoer.

En person, der vælger at blive behandlet på et sygehus efter reglerne om frit sygehusvalg, er berettiget til befordringsgodtgørelse som minimum svarende til afstanden til det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationspraksis. Betingelserne for at modtage befordring eller befordringsgodtgørelse til dette behandlingssted skal være opfyldt.

Det fremgår af § 13 i samme bekendtgørelse.

En patient har altså som regel ret til at blive behandlet gratis på et offentligt sygehus efter eget eller den henvisende læges valg. Retten til befordring eller befordringsgodtgørelse følger dog ikke med til det valgte sygehus. Dette gælder også, selv om der er kortere ventetid på det valgte sygehus.

Det er styrelsens opfattelse, at der kan være tale om frit sygehusvalg, selv om patienten ikke vidste det. Den læge, der henviser patienten, bør oplyse patienten om, at patienten muligvis ikke har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse. Lægens manglende information om dette, giver ikke patienten ret til befordring eller befordringsgodtgørelse.

Det er hertil styrelsens opfattelse, at en patient efter omstændighederne ikke har ret til befordringsgodtgørelse til det valgte sygehus, når patienten er henvist dertil med henblik på en ny vurdering (”second opinion”). Det gælder også, selv om patienten er henvist dertil af et sygehus, herunder et sygehus i bopælsregionen. I et sådant tilfælde er der tale om frit sygehusvalg.

Der er dog efter styrelsens opfattelse ikke tale om frit sygehusvalg, hvis patienten ikke kunne behandles på visitationssygehuset og blev vurderet til at have et behandlingsbehov, som kun kunne varetages på det valgte sygehus. Dette gælder, uanset hvilket niveau behandlingen sker på.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens specialevejledning for neurologi af 30. oktober 2014 og af samme specialevejledning af 21. august 2015, som var gældende på tidspunktet for samtlige af s behandlinger, at diagnostik og behandling af sjældne hovedpinetilstande eller komplicerede hovedpinetilstande, hvor der ikke er opnået tilfredsstillende smertelindring efter et halvt års behandling på regionsfunktionsniveau (sygehusbehandling), er en højt specialiseret funktion, som varetages på Sygehus 3 eller Sygehus 4.

Dette gør sig efter styrelsens opfattelse gældende, uanset om patienten er henvist til højt specialiseret behandling af egen læge, en speciallæge eller et sygehus.

Det fremgår hertil af førstnævnte specialevejledning, at Sygehus 2 foretager behandling vedrørende hjerneskaderehabilitering på regionsfunktionsniveau, mens det af begge vejledninger fremgår, at Sygehus 2 hertil foretager diagnostik, behandling og opfølgning i relation til demens.

Det er dog på baggrund af sagens oplysninger ikke styrelsens opfattelse, at behandlingen af faldt ind under disse behandlingsmæssige kategorier.

Det fremgår som nævnt af klagen af 21. december 2015, at havde lidt af voldsom hovedpine i 20 år, og at hun forud for behandlingen på Sygehus 1 var blevet behandlet på Klinik 1, Sygehus 3, hvor man ikke havde opnået et tilfredsstillende behandlingsresultat. Det fremgår videre, at hun nogle år forinden desuden var blevet undersøgt på Sygehus 4 med henblik på en operation, som herefter blev foretaget på Sygehus 3, men at dette ikke havde haft den ønskede effekt på hovedpinen.

Styrelsen har på denne baggrund lagt til grund, at i hvert fald i et halvt år forud for behandlingen på Sygehus 1 havde været i behandling på regionsfunktionsniveau.

Styrelsen har bemærket, at Region ikke har bestridt oplysningerne i klagen, herunder brevet fra s ægtefælle af 21. december 2015 til regionen, hvori det gøres gældende, at var blevet henvist til Sygehus 1 på foranledning af Klinik 1, Sygehus 3.

Styrelsen har herefter lagt til grund, at behandlingen af på Sygehus 1 skete på foranledning af Klinik 1, Sygehus 3.

Vedrørende behandlingerne den 16. april, den 4. juni og den 6. august 2015, er det styrelsens opfattelse, at der var tale om second opinion, da blev behandlet på Sygehus 1.

Styrelsen har lagt vægt på, at det den 5. februar 2015 blev noteret i journalen, at man på Klinik 1, Sygehus 3 ikke havde flere udredningsmæssige tilbud eller diagnostiske forslag.

Det fremgik igen af journalen den 9. september 2015, at der ikke var flere udredningsmæssige eller behandlingsmæssige tilbud på Klinik 1, Sygehus 3, ligesom det var noteret, at havde været igennem et langt forløb på Klinik 2 på Sygehus 1, hvor man heller ikke havde kunnet hjælpe hende.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at behandlingerne på Sygehus 1 i perioden fra den 16. april til den 6. august 2015 skete som second opinion.

Vedrørende behandlingen på Sygehus 1 den 20. november 2015 fremgår det som nævnt af klagen af 21. december 2015, at behandlingen denne dag var en second opinion, hvilket Region ikke har bestridt.

Styrelsen har hertil bemærket, at det ligeledes fremgår af journalen fra Klinik 1, Sygehus 3, den 8. oktober 2015, at havde fået tid til en second opinion på afdeling på Sygehus 1, da man ikke havde flere diagnostiske eller terapeutiske bud på Sygehus 3.

Som ovenfor nævnt er der efter styrelsens opfattelse i disse tilfælde tale om frit sygehusvalg, medmindre patienten ikke kunne behandles på visitationssygehuset og blev vurderet til at have et behandlingsbehov, som kun kunne varetages på det valgte sygehus.

Dette er dog efter styrelsens opfattelse ikke tilfældet i nærværende sag. Det er styrelsens opfattelse, at behandlingen på Sygehus 1 skete, da det på grund af mangel på yderligere tilbud på Klinik 1, Sygehus 3 blev besluttet at give en anden mulighed for diagnostiske eller behandlingsmæssige fremskridt på et andet hospital.

Styrelsen har i denne forbindelse lagt vægt på, at Klinik 1, Sygehus 3 fagligt set tilbød diagnostik og behandling på højt specialiseret niveau af sjældne eller komplicerede hovedpinetilstande, hvor der ikke er opnået tilfredsstillende smertelindring efter et halvt års behandling på regionsfunktionsniveau.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at s samlede behandling på Sygehus 1 var second opinion, og at hun som følge heraf benyttede sig af det frie sygehusvalg i forbindelse med denne behandling.

På denne baggrund tiltræder styrelsen de afgørelser, der er truffet af Region den 29. maj, den 8. juni, den 18. august og den 7. december 2015 om befordringsgodtgørelse til til Sygehus 1.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 171. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 a har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af ministeren for sundhed og forebyggelse fastsatte regler.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87 og 89 a.
Stk. 3. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Regionsrådet yder godtgørelse for befordring til personer, der er omfattet af 1. pkt. og har ret til refusion af udgifter til behandling i andre EU-/EØS-lande i medfør af § 89 a.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om godtgørelse efter stk. 3.

Bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 11. Personer har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:
1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.
2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter Regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.
3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

§ 13. Personer, der opfylder mindst en af betingelserne i § 11, jf. §§ 26 og 27, og som vælger at anvende det frie sygehusvalg, jf. sundhedslovens § 86, det udvidede frie sygehusvalg, jf. sundhedslovens § 82 a og § 87, har ret til godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til befordringsudgiften til det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationskriterier.
Stk. 2. Retten til befordringsgodtgørelse efter stk. 1, jf. § 11, nr. 2, forudsætter, at afstanden til eller fra det sygehus m.v., som patienten har valgt, overstiger 50 km.

Bekendtgørelse nr. 84 af 17. januar 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:
§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører
…..
14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter § 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
…..