Ledsager havde ikke ret til befordringsgodtgørelse, da ledsagelsen ikke var sundhedsfagligt nødvendig.

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder de mundtlige afgørelser, der er truffet af Region om befordringsgodtgørelse til moderen i forbindelse med hendes rejser til og fra Sygehus 1 i perioden fra den 10. til den 13. oktober 2015 under s indlæggelse.

Moderen har ikke ret til befordringsgodtgørelse som ledsager.

KLAGEN

Region meddelte moderen mundtligt afslag på befordringsgodtgørelse i forbindelse med hendes ansøgninger herom umiddelbart efter s indlæggelse på Sygehus 1 i perioden fra den 10. til den 13. oktober 2015. Moderen klagede ved klageskema af 6. november 2015 over afgørelsen.

BEGRUNDELSE

Hændelsesforløb

var indlagt fra den 10. til den 13. oktober 2015 på Sygehus 1. Moderen , ansøgte efterfølgende Region om befordringsgodtgørelse i forbindelse med sine to besøg på Sygehus 1 i perioden.

Det fremgår af e-mail af 16. december 2015 fra Region til styrelsen, at moderen modtog mundtligt afslag tre gange. Regionen har hertil anført, at det er regionens opfattelse, at de pågældende rejser ikke er omfattet af befordringsbekendtgørelsen.

Moderen har i sin klage af 6. november 2015 anført, at hun og ægtefællen i forbindelse med sønnens akutte indlæggelse og overflytning til Sygehus 1 tog til Sygehus 1. Hun har hertil oplyst, at hun henvendte sig til Sygehus 2 den 12. oktober 2015, hvor hun fik oplyst, at de ikke ville bestille rejse hjem fra Sygehus 1 til hende og ægtefællen. Hun har endvidere anført, at de selv bestilte rejsen hjem, og at de den 19. oktober 2015 fik afslag på at få udgifterne dækket.

Det fremgår endvidere af moderen s klage, at situationen var kritisk for , og at hun og ægtefællen var nødt til at rejse til Sygehus 1 for at besøge ham.

Moderen har den 17. november 2015 indsendt et brev med supplerende oplysninger til styrelsen. Hun har anført, at hun den 10. oktober 2015 blev kontaktet af sin svigersøn, som oplyste, at han havde læst på nettet, at var kommet til skade. Hun har hertil oplyst, at hun kontaktede Sygehus 2, der oplyste, at var blevet overflyttet til Sygehus 1 med helikopter, og nu var indlagt der. Hun har hertil bemærket, at hun kontaktede Sygehus 1, der oplyste, at ville blive flyttet fra traumecenteret til intensivafdelingen.

Moderen har videre anført, at hun den 11. oktober 2015 kontaktede Sygehus 1 igen og fik at vide, at var meget dårlig, og at hun og ægtefællen derfor blev anbefalet at komme over til ham. Hun har oplyst, at de samme dag rejste til By . Hun har endvidere anført, at hun var på Sygehus 1 mandag den 12. oktober 2015, hvor hun fik at vide, at der ikke ville ske noget de næste dage, og at de kunne rejse hjem, hvilket de gjorde samme dag.

Hun har videre anført, at hun den 13. oktober 2015 blev kontaktet af Sygehus 1 med besked om, at var blevet dårlig, og at han formentlig ikke ville overleve. Hun har hertil oplyst, at hun med det samme rejste til Sygehus 1 for at være hos sin søn, og at han døde samme eftermiddag. Hun rejste hjem senere samme dag.

Moderen har yderligere oplyst, at hun efterfølgende henvendte sig til Patientrejser på Sygehus 2 for at få refusion for sine udgifter til rejserne frem og tilbage til Sygehus 1. Hun har bemærket, at hun den 19. oktober 2015 fik mundtligt afslag herpå. Hun har afslutningsvis anført, at hun mener, at hun er berettiget til refusion, da hun og ægtefællen blev opfordret til at rejse over til deres søn den 11. og igen den 13. oktober 2015. Hun har i den forbindelse anført, at hvis hun var blevet informeret om, at var blevet indlagt på Sygehus 2 den 10. oktober 2015, og at han skulle overflyttes til Sygehus 1, havde hun og ægtefællen haft mulighed for at rejse med ham i helikopteren.

Afgørelse vedrørende befordringsgodtgørelse

Det fremgår af § 10 i bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, at en person har ret til befordring med ambulance eller særligt indrettet sygekøretøj til og fra behandling, hvis personens tilstand gør det nødvendigt.

Styrelsen har i det følgende lagt vægt på, at opfyldte betingelserne i bekendtgørelsens § 10.

Det fremgår af ovennævnte bekendtgørelses § 23, stk. 1, at ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter blandt andet § 10, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.

Styrelsen kan hertil oplyse, at vurderingen af om patienten har brug for en ledsager, som udgangspunkt er en sundhedsfaglig vurdering, som den behandlende afdeling foretager.

Det er styrelsens opfattelse, at ledsageren er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med selve befordringen og/eller i forbindelse med behandlingen. Det er dog som udgangspunkt en forudsætning for retten til befordringsgodtgørelse, at ledsageren rejser sammen med patienten. Dette følger forudsætningsvis af bekendtgørelsens § 23, stk. 2, hvoraf fremgår, at hvis ledsagelsen nødvendiggør mere end 12 timers fravær fra hjemmet, har ledsageren også ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til ud- eller hjemrejse uden ledsagelse af patienten.

Det beror på en konkret vurdering, om en ledsager må anses for værende nødvendig i forbindelse med en patients ophold på sygehuset. Kravet om nødvendigheden af ledsagelse skal være sundhedsfagligt begrundet. Det er således ikke tilstrækkeligt, at ledsagelse i forbindelse med patientens ophold på sygehuset vurderes hensigtsmæssigt, hvis dette ikke vurderes at være sundhedsfagligt nødvendigt.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at moderen ikke opfylder betingelserne for ledsagergodtgørelse, jf. ovennævnte bekendtgørelses § 23.

Styrelsen har lagt vægt på, at moderen s og hendes ægtefælles tilstedeværelse ikke var nødvendig af hensyn til behandlingen. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på s alder (44 år), og at moderen s og hendes ægtefælles tilstedeværelse efter det oplyste ikke var nødvendig på grund af hans helbredstilstand. Styrelsen kan i den forbindelse ikke lægge vægt på, at var i en kritisk tilstand, idet moderen s og ægtefællens tilstedeværelse ikke havde nogen sundhedsfaglig begrundelse og således ikke var sundhedsfagligt relevant i forhold til hans behandling.

På denne baggrund finder styrelsen, at moderen ikke er berettiget til befordringsgodtgørelse i forbindelse med s behandling på Sygehus 1.

Styrelsen har bemærket, at moderen har anført, at Sygehus 2 kunne have kontaktet dem, og de kunne have været med i helikopteren. Hertil skal styrelsen bemærke, at en ledsager for at få befordring, herunder ledsage patienten i en helikopter, skal opfylde betingelserne i § 23, hvilket moderen ikke gjorde.

LOVGRUNDLAG

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 171. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 a har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af ministeren for sundhed og forebyggelse fastsatte regler.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87 og 89 a.
Stk. 3. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Regionsrådet yder godtgørelse for befordring til personer, der er omfattet af 1. pkt. og har ret til refusion af udgifter til behandling i andre EU-/EØS-lande i medfør af § 89 a.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om godtgørelse efter stk. 3.

Bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 10. Personer har ret til befordring med ambulance eller særligt indrettet sygekøretøj til og fra behandling, herunder undersøgelse, på sygehus m.v., hvis personens tilstand gør det nødvendigt.
§ 23. En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1-3, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.
Stk. 2. Nødvendiggør ledsagelsen mere end 12 timers fravær fra hjemmet, har ledsageren også ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til ud- eller hjemrejse uden ledsagelse af patienten.
Stk. 3. En ledsager, der har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, har ved rejser, der nødvendiggør, at ledsageren overnatter uden for hjemmet, også ret til overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb) og time- og dagpenge efter laveste sats i Finansministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører
…..
14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter § 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
…..