Hjemvisning af afgørelse om befordring, da kommunen havde inddraget et usagligt kriterie

Styrelsen for Patientsikkerhed hjemviser den afgørelse, der er truffet af Kommune den 19. januar 2018 om fribefordring til til læge og speciallæge.

Kommune skal træffe en ny afgørelse i sagen.

KLAGEN

Kommune meddelte ved afgørelse af 19. januar 2018 afslag på fribefordring. klagede den 21. januar 2018 til Styrelsen for Patientsikkerhed over afgørelsen.

BEGRUNDELSE

ansøgte den 15. september 2017 Kommune om fribefordring til behandling hos speciallæge. Det fremgår af ansøgningen, at ikke kan benytte offentlige transportmidler på grund af angst. Det fremgår videre, at s samlever klarer indkøb.

Kommune traf herefter afgørelse den 19. januar 2018. Kommunen gav afslag på befordring med den begrundelse, at s samlever har bil og klarer indkøb med mere. Det fremgår videre af begrundelsen, at da der er bil i s hustand, da har han ikke ret til fribefordring.

har i sin klage af 21. januar 2018 anført, at han de sidste tre år har haft fribefordring på , selvom hans samlever har bil. har videre anført, at hans samlever ikke kan køre ham til læge og speciallæge, da hun selv lider af angst for mange mennesker, ligesom hun er i aktivering.

Det fremgår af sundhedslovens § 170, stk. 1-3, at der, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, ydes befordring og befordringsgodtgørelse til behandling hos alment praktiserende læge, og til den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted.

De nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1206 af 19. september 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

En person, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven til og fra alment praktiserende læge samt til og fra speciallæge, hvis personen er henvist til speciallæge af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i øjensygdomme eller speciallæge i øre-næse-halssygdomme samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

Det fremgår af §§ 4 og 5 i ovennævnte bekendtgørelse.

Det er kommunen, der afgør, om patienten efter reglerne i §§ 4 og 5 skal tilbydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

Det fremgår af § 9 i ovennævnte bekendtgørelse.

Styrelsen kan oplyse, at sundhedslovens § 170 blev ændret ved lov nr. 129 af 16. februar 2016 om ændring af sundhedsloven. Tidligere fremgik det af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen yder befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge samt speciallæge efter nærmere præciserede betingelser. Ved lovændringen blev dette ændret til, at kommunalbestyrelsen yder befordring og befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge samt speciallæge efter nærmere præciserede regler.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at den enkelte kommunalbestyrelse dermed selv har mulighed for at vælge, hvorvidt den vil efterkomme sine befordringsforpligtelser til praktiserende læge eller praktiserende speciallæge i form af selv at tilbyde befordring mellem patientens bopæl og den praktiserende læge eller praktiserende speciallæge (evt. gennem offentlige trafikselskaber eller private virksomheder), eller ved at yde godtgørelse for udgifter til befordring.

Det er således op til den enkelte kommune i hvert enkelt tilfælde at beslutte, om den pågældende patient er berettiget til befordring, eller om patienten skal henvises til at søge om befordringsgodtgørelse efterfølgende.

Styrelsen har på denne baggrund ikke kompetence til fuldt at efterprøve kommunens afgørelse herom. Styrelsen kan dog foretage en begrænset prøvelse af, hvorvidt kommunen ved afgørelsen lagde vægt på saglige kriterier.

Styrelsen har bemærket, at Kommune i afgørelsen har lagt vægt på, at har bil i husstanden.

Det er styrelsens opfattelse, at en kommune, ved vurderingen af om en borger er berettiget til en befordringsordning, ikke generelt må lægge vægt på, om der er bil i hustanden, herunder om borgeren eventuelt kan blive kørt af andre. Det kan dog i det konkrete tilfælde tillægges vægt, om borgeren sædvanligvis benytter egen bil til at komme omkring. Det er hertil styrelsens opfattelse, at det er en forudsætning, at ansøgeren selv sædvanligvis kører bilen. Det er videre styrelsens opfattelse, at det ikke kan tillægges vægt, at borgeren sommetider bliver kørt af en ægtefælle eller andre.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at Kommune har lagt vægt på et ulovligt kriterium, nemlig at der er bil i hans husstand.
Styrelsen har bemærket, at det fremgår ikke af sagens akter, hvorvidt havde kørekort, og om han sædvanligvis benytter egen bil til at komme omkring.Det er på baggrund af det foreliggende materiale styrelsens opfattelse, at Kommune ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt i relation til, om har kørekort, og om han sædvanligvis benytter egen bil til at komme omkring.

På denne baggrund hjemviser styrelsen den afgørelse, der er truffet af Kommune den 19. januar 2018 om fribefordring til til speciallæge. Kommune skal træffe en ny afgørelse i sagen, hvor kommunen inddrager det, som har anført, herunder at hans samlever selv bruger bilen til aktivering.

ooo00ooo

Styrelsen kan generelt vejledende oplyse, at der kan være mange forskellige årsager til, at styrelsen vælger at hjemvise en klagesag til fornyet behandling i regionen. F.eks. kan det være, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, eller at regionen ikke har foretaget en konkret og individuel vurdering, eller ikke har begrundet sin afgørelse i nødvendigt omfang. Styrelsen vil i den enkelte sag, som hjemvises, oplyse, hvorfor sagen er hjemvist og give rimeligt præcise anvisninger på, hvordan regionen skal behandle sagen på ny. Når en sag hjemvises, skal regionen træffe ny afgørelse i sagen. Den nye afgørelse skal kun sendes til borgeren, ikke til styrelsen, da sagen ved styrelsen bliver afsluttet med hjemvisningen. Når regionen træffer en ny afgørelse i en hjemvist sag, gælder den i stedet for den tidligere afgørelse. Borgeren skal i forbindelse med regionens nye afgørelse oplyses om, at borgeren har mulighed for at klage over den nye afgørelse til Styrelsen for Patientsikkerhed inden for den sædvanlige 4 ugers frist.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 170. Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om befordring og befordringsgodtgørelse til personer omfattet af stk. 1 og til personer, der har ret til tilskud til ydelser ved alment praktiserende læge efter § 168, stk. 1.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer til og fra speciallæge, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf. § 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om befordring og befordringsgodtgørelse ved besøg hos speciallæge for personer omfattet af 1. pkt., personer omfattet af § 59, stk. 1, og personer, der har ret til tilskud til ydelser ved speciallæge efter § 168, stk. 1.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.

Bekendtgørelse nr. 1206 af 19. september 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 4. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til befordring eller godtgørelse for befordring til og fra den valgte alment praktiserende læge, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Gruppe 1-sikrede personer bosat på øer, hvor der ikke er etableret lægepraksis, og personer, der af registreringsmæssige årsager ikke kan tilmeldes en læge, som i medfør af § 2, stk. 2, i bekendtgørelse om behandling hos læge i praksissektoren, har adgang til at søge behandling hos enhver alment praktiserende læge, har ret til godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til befordringsudgiften til den nærmest beliggende alment praktiserende læge, som ikke er forhindret i at yde lægehjælp.

§ 5. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til befordring eller godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis personen er henvist dertil af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 6. Personer har ret til befordring eller godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis afstanden mellem personens bopæl eller faste opholdssted og speciallægens konsultationssted overstiger 50 km., og personen er henvist dertil af alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 7. Befordring eller befordringsgodtgørelse efter §§ 5 og 6 ydes kun i forbindelse med besøg hos den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultation nærmest ved patientens opholdssted. Hvis denne speciallæge er forhindret i at yde lægehjælp, ydes der befordringsgodtgørelse til den nærmeste, som ikke er forhindret. Søger patienten fjernere beliggende speciallæge, kan der ydes befordringsgodtgørelse med det beløb, patienten havde ret til, hvis denne havde søgt den nærmest beliggende speciallæge.

§ 9. Kommunalbestyrelsen afgør, om patienten efter reglerne i §§ 1 og 2 samt §§ 4-7 skal tilbydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

Bekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 5. Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører
…..
10) befordring og befordringsgodtgørelse efter § 170 og § 172 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,